Artikel fra juni 2009

"Min by" hedder Comano og den ligger (faktisk hænger den på en bjergside) i det nordligste Toscana, i Lunigiana-området hvor Toscana mødes med Liguria og Emilia Romagna.

I virkeligheden er Comano hverken "min" eller "by".

De fleste her omkring ved godt, at det ikke er "min", men de bærer nok over med mig, om ikke for andet så fordi, der ikke er en eneste person her i nærheden, der forstår dansk!




Comanos tårn, som du også kan læse mere om herunder

Og det er heller ikke rigtig en "by".
Da vi sidst stillede op til tælling (engang i 2007) var der 769 sjæle, men så havde vi også talt hele kommunens befolkning med.

Udover Comano inkluderer det syv små bebyggelser i bjergene heromkring som f.eks. Camporaghena, hvor der bor et par dusin mennesker og Torsana, hvor der nu er tre fastboende indbyggere samt en håndfuld udenlandske turister om sommeren.

Heste, kastanjer og svampe


Morgenmad i hestefolden

Til gengæld har vi masser af heste, kastanietræer (og kastanier om efteråret) og svampe (i sæsonen).

Derudover har vi en kirke tilegnet St. Georg, tre hoteller med restauranter (men én af dem er lukket undtagen om sommeren), tre plejehjem (det er ombyggede tidligere hoteller), et minimarked, en tankstation, et apotek, et turistkontor med indbygget aviskiosk og pengeautomat, en skole, et postkontor (der holder åbent hele tre timer om dagen) samt to barer, en sportsplads, en park (med det traditionelle mindesmærke for Comano's faldne i alle krige) og et tårn fra det 9. århundrede, som vi er meget stolte af.

Comano hænger i 600 meters højde over havet i de Apuanske alper næsten ved enden af dalen, hvor Taverone floden strømmer ned og støder til Magra floden inden den løber ud i Middelhavet i nærheden af La Spezia.

Vores nabo Antonia (Antó) siger, at Camporaghena bebyggelsen, hvor hun kommer fra (hele to kilometer fra Comano), ligger "ved verdens ende, lige før Jesus Kristus".

Og noget er der jo nok om det, for hun har boet her hele sit firsårige liv.

Turister i underbukser

I hvert fald slutter vejen i Camporaghena, og derefter er der god plads til at spadsere videre op i bjergene, der grænser op til Parma provinsen i Emilia Romagna.

Turisterne kalder det for trekking. Og de kommer om sommeren i deres underbukser (shorts) og rygsække og vandrer rundt i bjergene, fordi de gerne vil se på det fantastiske bjerglandskab, siger de.

Så for at de ikke skal fare alt for meget vild, har vi afmærket nogle stier til dem og bygget nogle hytter, så de kan hvile sig og drikke deres medbragte vand i plasticflasker og også sove om natten, hvis de er kommet for langt bort hjemmefra.

Vi kalder refugierne for rustikke, fordi det lyder mere romantisk og dækker over, at toiletterne er en hyldebærbusk udenfor.

Antó er gift med Mario, som er 87 og stenhugger/murer, eller muratore, som vi siger her.

Han er blot én af mange dygtige murere omkring Comano, hvor de fleste huse er bygget i smukke natursten. Det kræver et særligt, næsten kunstnerisk, blik for, hvordan man lægger stenene på plads mellem hinanden i murene, der typisk er en meter tykke.

Hvis man lytter til Mario, har han bygget de fleste af husene i Comano og omegn!
Mario og Antó har 60 års bryllupsdag næste år, så det glæder vi os til.

Lunigiana ligger i det nordlige Toscana

Comano hører til i regionen Lunigiana.
Naturen, som er områdets største ressource, tilbyder et mildt klima med alle de forskellige årstiders særkender: ofte våde forår med frodige blomster og parfumeret luft, varme somre med legende ildfluer og solrigt vejr, efterår med kastanier og svampe, og vintre med koldt klart vejr og sne for skiløb.
- Så vi har alle noget at beklage os over hele året rundt.


Man kan også stå på ski tæt ved Comano

Lunigiana tager sit navn efter havnebyen Luni (Portus Lunae), som blev grundlagt af romerne i år 177 f.K.

Turistkontoret kalder det for regionen med de ét hundrede borge (en mild italiensk overdrivelse). Faktisk er der 'kun' énogtyve borge i området.

De fleste bygget i middelalderen og nu i forskellige stadier af forfald og restaurering. De fleste er normalt lukkede, men de kan besigtiges efter aftale med ejerne.
Andre er omdannede til museer eller centre for events, hvor de smarte folk fra Milano og andre storbyer kan arrangere deres bryllupper eller komme-hinanden-ved firma events og samtidig føle sig hensat til det 12. århundrede.

Lunigiana har siden romertiden været et vigtigt gennemrejse område og har en lang og rig historie præget af korstogsriddere, pilgrimme, feudalherrer, borge og kirker.

Historien er så tyk og allesteds-nærværende, at man ligefrem kan skære i den.


Ole og Lindas hus - efter restaureringen

Den mest fremtrædende historiske familie i Lunigiana er Malaspina familien. De prøvede hårdt på at erobre hele Lunigiana omkring det 12. århundrede, men måtte kæmpe hårdt og med skiftende held mod Medici familien fra Firenze. Så Comano har en overgang tilhørt Medici familien, og deres våbenskjold hænger prominent over alteret i vores lokale St. Georg kirke.

Da Malaspina familien fik overtaget, blev de så begejstrerede over deres egen success, at hvert mandlige medlem af familien skulle have en del af deres besiddelser.

Men da det var en stor familie, og da de alle fik mange drengebørn, og da familien deltes i to stridende parter, blev deres besiddelser efterhånden så små, at familiens indflydelse og magt forsvandt.

Væg-til-væg bøffer i Malaspina borg

Men mange af Malaspina familiens bygningsværker består stadig.
For eksempel ligger én af vores favorit restauranter i en gammel Malaspina borg i en en lillebitte landsby, der hedder Pontebosio i en passage, der er så smal, at kun een Fiat Punto og een kat kan mødes der.

Restauranten hedder for resten Boccondivino, hvilket betyder "himmerigsmundfuld', og det er rigtig nok!

De serverer verdens klasse antipasti og for eksempel væg-til-væg bøffer af de berømte Chianina okser med vin fra vinmarkerne omkring dem.

Restauranten har et ildsted stort nok til at stege en babyelefant og ligger heldigvis så godt gemt væk, at turisterne ikke finder den.

Efter en herlig lang italiensk frokost kan man så tage en spadseretur ad den gamle pilgrimsrute Via Francigena, der fører helt fra Canterbury til Rom via Frankrig.

Pilgrimsruten hedder faktisk Via Romea, når pilgrimmene rejste til Rom og Via Francigena, når de rejste tilbage mod Frankrig.

Pilgrimsruten betød rejsende og forretning for området og der er adskillige kirker og borge, der har ydet ly og beskyttelse til pilgrimmene, og der er borge med tydelige tegn på korstogsridderne.

For eksempel i Verrucola, der har en meget velbevaret borg og kirke, og hvorfra familien til Nicoló V stammede.

Nicoló V var pave i det 14. århundrede, og det er også navnet på vores favorit rødvin, der laves på Cave Lunae i det ikke så kendte vinområde Colle di Luni.

Ofte køber vi vores vin i Comano, hvor vores ven Giorgio laver sin egen vin i sin lille garage og sælger en glimrende Sangiovese vin til 16 Euro for 10 liter.

Berømt for sit hesteopdræt

Hvis man har mere energi tilbage, der der talrige aktiviteter at tage del i. Ridning på nogle af vore heste. Comano er kendt for sit hesteopdræt.

Foråret er tiden, hvor de nye føl kommer til verden. Det er spændende at se, om den drægtige hest fra i aftes nu er nedkommet i nattens løb, og at se de nye føl tage deres første skridt. Senere lejer vi dem ud til turisterne, så de kan ride ture ad de tuter, vi har afmærket til dem, hvis de kan få hestene til at gå i den rigtige retning.

Man kan også fiske ørreder i vores bække og floder.

Og i svampesæsonen bliver Comano invaderet af folk, der samler svampe. Men det kræver, at man køber en licens, og man skal passe på slangerne, der tilsyneladende holder til på de samme steder som svampene.

De svampesamlere, der overlever, kan så få deres samling af svampe checket på det lokale apotek for giftige svampe.

Og så kan man jo samtidig forsyne sig med de fornødne medikamenter mod giftige svampe.

Vi foretrækker at købe vores svampe hos grønthandleren.

Altid tid til en fest

I Lunigiana laver vi fester for alt imellem himmel og jord.

Vi har fester for kastanier, salami, kartofler, øl, svampe, løg fra landsbyen Treschietto (reklamen lyder: Jeg har ikke kysset min kone i tyve år, jeg foretrækker at spise løg fra Treschietto!), samt for heste.

Comano er vært for den største heste festival i Toscana.
Den tredie week-end i september bliver befolkningen i Comano fem-doblet, når heste festivalen tiltrækker godtfolk fra nær og fjern.

Selv det ellers lukkede Hotel Roma åbner sine døre og serverer excellente Lunigiana specialiteter. Og om vinteren står vi på ski - alpin ski selvfølgelig.

40 minutter til alpeby i tyrolerstil

Der er tre ski sports steder i nærheden af Comano.

Vores foretrukne er Cerreto Laghi, der ligger 40 minutters bilkørsel fra Comano, hvis vi tager genvejen over bjergene; en dramatisk 12 kilometer tur over bjergene mod Emilia Romagna ad en meget small og snoet et-spors vej, der ikke tillader et øjebliks uopmærksomhed.

Men så kan man jo stoppe bilen et øjeblik og nyde den fantastiske udsigt til de snedækkede tinder, som vi er på vej mod.

Cerreto Laghi er en typisk alpeby med træhuse i tyrolerstil og gode barer og restauranter (den ene drives af Antós bror Bruno og den tilhørende bar af hans datter Maura).

Cerreto har gode skipister og fin sne i hvert fald indtil Påske.

Om sommeren har vi let adgang til kysten kun en halv times kørsel fra Comano med Lerici og Portovenere som nogle af vores foretrukne mål. En af vores foretrukne fiske restauranter er Palombaro i Le Grazie.

Og fra La Spezia tager vi én af bådene til Cinque Terre >>; fem små landsbyer, der klynger sig til klipperne over havet. Nu klassificeret som UNESCO world heritage område. Vidunderlige spadserestier fører mellem landsbyerne.

Den berømteste nok Via dell'Amore mellem Riomaggiore og Manarola. Og et af de største karnevaller i Italien er i Viareggio ikke langt derfra.

Ole Skjodstrup

Her ligger det...