Vin

2004

Bookmark and Share

På "Strada del Vino"
På jagt efter vin langs de italienske landeveje


Af Hans Bredahl



En Cantina Sociale
er en sammenslutning af vinbønder og ligner ofte en vinfabrik.



Cantina Gambellara ligger ved Vicenza i Veneto >>





Et glas Custoza -
en sand fornøjelse,
så pyt med byens
grimme tårn...

Artikel fra 2004

Den gamle folkevogns skygge var kravlet i ly under vognen og gjorde sit bedste for ikke at blive set.

Varmen fik landskabet til at dirre, og inde i bilen skulle den brændende fartvind udgøre en slags køling på turen ned over den italienske hæl.
Rejsen gik mellem Locorotondo og Taranto med kurs mod Gallipoli.

Midt i varmedisen dukkede en Cantina Sociale op, og den gamle VW blev nedbremset så kraftigt, at skyggen var godt og vel ved at slippe grebet i undervognen og rasle ud i den brændende sol.

Vinfabrik med stalddørssalg

Der, uden en vindrue så langt øjet rakte, stod en vinfabrik med stalddørssalg. For første gang oplever vi disse store, kølige salgslokaler, hvor et lille kontor i det ene hjørne udgør ekspeditionen.
I den anden ende af lokalet er en lokal restauratør ved at fylde en 25 liters beholder op med vin fra “tankstationen”, tre “benzinstandere” med to slags rødvin og hvidvin.

Price og Lorre

Der blev budt på smagsprøver og nu var det bare lige med at huske, hvad man havde set vinsmagere gøre for ikke at falde helt igennem.

Jeg kom til at tænke på en film med Peter Lorre og Vincent Price hvor Lorre var proletaren, der bare hældte vinen ned, medens Price var kenderen, der foragtede sin vinskvulpende modpart.

Jeg forsøgte at vælge rollen som Price, men sluttede med rollen som Lorre.

Vi drog derfra med et par gode kasser vin og fortsatte vores rejse ned mod Gallipoli og senere op over Matera over til Pæstum >>.

Turiststederne ved stranden var fyldt op i betænkelig grad, men et skilt, der viste vej til Fulgor Camping ad en ganske smal vej mod havet, viste hen til en pinjedækket plads med blot to turister.

Campingpladsejer Fulvio fortalte i et rablende kaudervælsk hvordan vi skulle komme ud og ind fra pladsen om aftenen og morgenen her uden for sæsonen, hvor temperaturen kun var godt og vel over 30 grader.

Efter et besøg hos købmanden og indkøb af vin fra San Lorenzo lokkede vi Fulvio med et glas vin.
Han gjorde ophævelser.

Havde meget “lavoro”, eller “arbeit” som var det tyske ord han kunne, men overgav sig.



I løbet af en hyggelig aften fik han forklaret hvor vi kunne finde denne Cantina San Lorenzo.
For vinen var jo hamrende god!.

For sent - heldigvis

Dagen efter gik turen så op i bjerget bag Pæstum op forbi Capaccio mod Castel San Lorenzo, hvor vi kunne finde vinhuset.

Vi ankom -til vores store held- lige efter middagslukketid, hvilket betød, at vi kunne tilbringe tiden med en vidunderlig frokost i den nærliggende restaurant, hvor turister var så godt som ukendte, og priserne lagt an efter de lokale indkomster.

Ved åbningstid genopførte vi det skuespil, vi havde optrådt med i nærheden af Locarotondo.

Det blev til lidt mere end et par kasser vin, som i triumf blev bragt ud i den gamle transporter, der stod og stønnede i varmen.

Fra Pæstum gik turen nordover mod Bolsena-søen.

Her opdagede vi at man lokalt gjorde en del ud af hvidvinen Est Est Est, som skulle være særligt god.
Altså måtte vi afsted igen.
Lidt mere rutinerede.
Lidt mere kritiske.

Ikke så meget Est-Est, men lidt mere af den bedre rødvin.
Vi gjorde nu rovet op, og sagde til hinanden, at nu, hvor vi havde nået et halvt hundrede flasker, måtte det have en ende.

Efter dejlige dage ved søen fortsatte turen nordpå mod Villafranca og Sommacampagna, og så pludselig dukkede et skilt op. “Custoza” stod der.

Vi huskede begge en hvidvin “Bianco di Custoza”, som havde været lidt som at ligge med nakken dybt begravet i en blomstereng på en frisk forårsdag.
Derfor svingede vi ned mod byen fast besluttede på ikke at købe noget -eller ikke ret meget i hvert fald!

Fru Fiona Custoza ligger på det første bjerg efter Po-sletten, hvis man altså kommer sydfra.
Der er vinmarker så langt øjet rækker.
Selve byen består af bjergtoppen - den gamle del prydet med et højt og ualmindeligt grimt monument, og en nyere bydel, der mest er et kedeligt villakvarter.

På vejen op af bjerget mødte vi det første skilt med “Vendita Vino” ud for noget, som vi opfattede som en garage.



Det var ikke nogen garage.
Det var en vinkælder, som strakte sig ganske langt ind i bjerget.
Og lidt efter mødte vi fru Fiona der sammen med sine “figli” drev denne lille cantina.

Fru Fiona var krum som en salatagurk,
ikke en dag under 80 og skarp som en ragekniv.

Her kunne vi få Bianco di Custoza, og deres rødvin, som de kaldte “Infernale”.
Og vi kunne lide det.

Så det forøgede lige samlingen med 24 flasker.
På vej videre nordpå var vi nødt til at stoppe op et par gange, og det viste sig, da vi kom hjem, at vi havde etableret en vinsamling på 100 flasker.

Bolla og Masi

Og det var bare begyndelsen.
Ikke på samlingen, som vi hen ad vejen kom til at drikke.
Nej det blev begyndelsen på at gøre det til en del af rejsen at finde nye vinhuse her og der, og hjembringe seks eller tolv flasker, alt efter om vinen nu var god eller meget god.

Og Custoza viste sig at været et godt udgangspunkt.
Her begynder nemlig endnu en af Italiens utallige “Strada del Vino’er”, og der har vi fundet mangen en god flaske, ofte på gårde hvor man ikke havde indrettet sig på turistbesøg.

En anden Strada del Vino ligger langs Gardasøens østbred >>
- en etage oppe, hvor man finder bl.a. vinhuset Costa d’Oro og mange andre, hvor smag og behag må afgøre, hvad der er værd at tage med hjem.
Vi kan godt lide “Guldkystens vin”, og køber altid et par kasser.
På den seneste rejse gik det ud over Valpolicella-området, hvor det mildt sagt vrimler med store og små vinproducenter, og hvor vi brugte restaurationernes vinkort som vejviser.

En slags centrum er Pedemonte, hvor bl. a. en af de meget store vinproducenter “Bolla” holder til, men hvor et utal andre kan findes.
Ad vejen mod vest finde man yderligere f.eks. huset Masi, som de fleste kender fra Nettos hylder, og hvor man nok tør sige, at de kan noget med vin.

Vendita Vini

Men vi gik efter en anden producent.
Fandt huset og en lukket port.
Ventede en time uden at der var tegn på ringeste aktivitet på gårdspladsen eller i huset.
Endelig valgte vi at benytte os af en trykknap ved porten - og op gled den.

Da vi kørte ind på gårdspladsen blev et vindue smækket op og en yngre kvinde råbte forundret, hvad vi dog ville?
“Vendita vini?” svarede vi spørgende, og efter et bekræftende svar kom hun og hendes søster ned på pladsen.
Om vi lige kunne få lov til at smage?
“Naturalmente” og ind gik det til et smukt højloftet lokale, hvor proppen blev revet af et par flasker, glas skyllet i vin, vinen prøvesmagt og endelig serveret. En herlig frisk Classico og en helt fantastisk “Ripasso”.

Og priserne?

Jamen det vil vi slet ikke nævne, og endnu mindre navnet.


Det vil vi have for os selv.
De fleste spørger: Jamen, kan vinen holde til at blive kørt den lange vej hjem i en gammel VW-transporter.
Svaret er, at det kunne det meste.

Men til vores store ærgrelse måtte vi undvære Infernalen sidste år.
Fru Fionas vin kunne pludselig ikke mere klare turen nordpå.
Men vi kikker indenfor næste gang. det kan jo være, at det bliver bedre!

- Af Hans Bredahl

Retur til
Vin >>



Artikler
Hans Bredahl
har set Italien
gennem en bilrude >>


Hans Bredahl
gennem
Europa til Paestum >>

Hans Bredahl

på sprogkursus i Marche >>



Links
Custoza-vinvejen >>

180 vingårde og
"cantina´er" i Puglia >>

Vingårde, der producerer
Est! Est! Est! >>

Cantine Aperte -
Åbne Vingårde
Klik en region >>

 

 

 

 

Copyright © 2000-2015. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano