"Vindhandlerbreve
2000-2010,
nu også som bog:

af Carlo Merolli
Udvalgt, organiseret og kommenteret af Benny Steen Møller,
128 sider.
ISBN 978-87-991118-1-7

Kan lige nu købes hos
Carlo Merolli.dk >>
Hvad handler disse fortællinger så om?
De handler om Italien og Carlos fødeby, Rom.
Om hans syn på Danmark og danskere.
Om den delvist gengældte kærlighed til kunst, kvinder, fodbold og Lambrusco.
Der er naturligvis også fortællinger om vine, vinproducenter og vinområder med deres helt eget særpræg. Carlo Merollis fortællinger handler kort sagt om alt muligt mellem himmel og jord.

Carlos italienske 150-års historie

Da Italien fylder 150 år i år, er det passende med et tilbud ....
nej, tilbuddet vil komme senere.

Det er passende med et tilbageblik og et par følelser serveret for alle jer, der ikke er så heldige at være italienere.

"Italienerne er heldige":
- det skal nok passe, selvom for mange italienere er det svært at få øje på det heldige endsige det lykkelige i disse dage.
Men hvordan startede det hele?

Italien: "et geografisk udtryk"

Spanien, Portugal, Andorra og Gibraltar er fire forskellige stater, der "bor" på den iberiske halvø.

Hvis vi kigger på den italienske halvø engang omkring anno 1850, vil vi se, at den husede flere stater.

"Stater" i den moderne definition dvs. suveræne stater, med egne grænser, love og metermål.

Kort skitseret:

Kongedømmet af Sardinien med Torino som hovedstad omfattede hele Piemonte, Valle d’Aosta, Nice – Nizza – og øen Sardinien.

Barolo var dengang stadigvæk en sød vin og man var lige begyndt at eksperimentere med fremstilling af tørre nebbiolo-vine.

Hele området fra Lombardiet i vest til Veneto og helt til det, der nu er havnebyen Trieste, sorterede under det Østrig-Ungarske Kejserdømme.

Uafhængige, men stadigvæk under østrigsk indflydelse var også fyrstedømmerne Parma, Piacenza og Guastalla.

Syd for lå Storhertugdømmet af Toscana, hvis grænser svarer nogenlunde til de aktuelle.

Hele Centrumitalien havde paven som enevældig monark over et territorie, der strakte sig fra Bologna og Ravenna i nord til Gaeta i syd og omfattede de moderne regioner Marche, Umbria, Lazio og dele af Abruzzerne.
Pavestaten grænsede mod syd til halvøens største og rigeste stat, der gik under det lidt forvirrende navn ‘Kongedømmet de to Sicilier’ med hvad der dengang var Europas tredjestørste by, Napoli, som hovedstad.

Trang til uafhængighed

Med starten af det europæiske revolutionsår 1848 oplever vi en lang serie af forsøg også i de forskellige italienske stater for at opnå bedre levevilkår, mere medbestemmelse og uafhængighed fra Østrig og fra Paven.

Det er den enhedsbevægelse, som hedder Risorgimento, “Genopstandelse”, og som kulminerer i 1861 med dannelsen af Regno d’Italia under den piemontesiske konge, Vittorio Emanuele den anden.

Samlingen skete på forunderlig vis gennem en blanding af folkelig opstand og topstyring.

Et mix som er årsag til mange problemer den dag idag.

Topstyring

Ved dygtigt diplomatisk arbejde og lige så dygtigt et valg af sider lykkedes det Kongedømmet af Sardinien at få hjælp fra Frankrig og Storbritannien til at erobre Lombardiet og Veneto fra Østrig.

Folkelig opstand: ideen om et forenet, uafhængigt Italien prægede stort set alle samfundsklasser på hele halvøen.

På en mere kontant måde i de nordlige egne, som led under Østrigs åg, mens det sydpå kun var en bred følelse i den intellektuelle elite og i erhvervslivet.

Ideen blev udbredt gennem det eneste, som den italienske halvø havde som fællesnævner: sproget.
Selv om det måske kun var ca. ti procent af befolkningen, der kunne forstå, læse og skrive italiensk, så havde sproget alligevel en fantastisk rolle i udbredelsen af tekster, afhandlinger, diskussioner og sange om et forenet, selvstændigt Italien.

Et andet element, som ofte bliver overset, er alderen:
- langt de fleste revolutionære, ofrene af undertrykkelsen, deltagerne i kampene, var unge i studenteralderen.

Lidt for hurtigt

Ved folkeafstemniger – hvor deltagelse dog var forbeholdt de formuende, der kunne læse og skrive – tilsluttede Storhertugdømmet af Toscana og dele af pavestaterne sig det nye Italien.

Lidt mindre demokratisk gik det for Kongedømmet de to Sicilier.

Med stiltiende samtykke og slet skjult hjælp fra Storbritannien lykkedes det en håndfuld – ca. tusind - norditalienske patrioter ledet af nationalhelten Garibaldi >> at “invadere” Syditalien.

Med start fra Sicilien og med tiltagende hjælp fra den lokale befolkning lykkedes det at slå regeringstropperne og aflevere stort set hele Syditalien til den piemontesiske hær, der i sin march nordfra havde slået pavestyrkerne, befriet befolkningen og tvunget paven til at forskanse sig i Rom.

Garibaldis hastige og uegennyttige overdragelse af Syditalien til den norditalienske konge var en fatal historisk fejl, som skulle præge hele nationalstaten Italien helt til vore dage.

Mens den karismatiske Garibaldi havde en stor bred folkelig opbakning, blev piemonteserne set som de besættelsestropper, de virkelig var.

Det afstedkom en blodig reaktion, hvor flere kræfter spillede ind:
- loyale tropper og undersåtter, hjælp fra Spanien, hvis konge var i familie med Kongen af de to Sicilier, gemene briganter og stratenrøvere, der så deres snit til at fiske i rørte vande.

Brigant-krigen varede 15 år

Det, som blevet stempet som “brigantkrigen” fra officiel side, var en veritabel guerrillakrig, der varede næsten femten år med hårdhændet repression, tortur, voldtægt, standret, massegrav, kz-lejr på en måde, som Europa ikke havde kendt før nazitiden og anden verdenskrigs rædsler.

Piemontes følgende plyndring af Syditalien, brandbeskatning og flytning af tekstilindustrien og metalindustrien til Norditalien, efterlod en arv af fattigdom og udvandring, som forklarer meget af den kriminalitet, mistillid og foragt for Staten, som vi oplever syd for Rom og som Italien slås med den dag idag.

Men nu er vi her

Det Italien, der fejres i dag, blev proklameret – på fransk! - af statsminister Cavour over for parlamentet i Torino.

Den 17. marts 1861 så Italiens kort dog ikke ud, som det gør idag. Der manglede Rom, Alto Adige/Sydtyrol og Trieste.
Rom kom første i 1870.
Alto Adige/Sydtyrol og Trieste efter 1918. I øvrigt sammen med den italiensktalende halvø Istrien, nu Kroatien, som man tabte igen efter 1945.

Italienerne begyndte først at lære hinanden at kende i skyttegravene under første verdenskrig, og blandt meget skidt gjorde diktaturårene 1922 –1943 meget for i befolkningen at skabe en helstøbt idé om Italien som “den store proletarmoder.

Efter to mørke år med bitter borgerkrig og folkelig modstandsbevægelse rejste Italien sig af krigens ruiner:
- befrielsen kom den 25. april 1945.

Landet oplevede økonomisk opsving samtidig med, at det kunne præstere vestverdenens største kommunistparti, gik igennem den indre terrorismes “blyår” >>, selvransagelsesårene med “rene hænder” >> og nu, de sidste fjorten år med en regering og en regeringsleder, som hverken har sidestykker eller sammenligningsgrundlag med de regeringer, som vi ville – åh så gerne - sammenligne os med.

Stolt af at være italiener?

Det med at være stolt, ubetinget og over hele linjen, hører en anden tid til.

Visse mennesker, begivenheder og situationer er jeg stolt af, andre tider skammer jeg mig noget over, men glad er jeg altid for at være født italiener - i Rom.

Det sunde italien

Det Italien, som jeg har været så heldig at kende, først i min familie, så i Marinen og nu i landbrugsverdenen, er den sunde del af Italien, der knokler, der sætter pris på venskabet, familien, sporten, kunsten, humoren og hylder en vis idé om Staten, som ikke er meget anderledes end den man møder her i Danmark.

End of story....

-/-

Ikke helt
Historien fortsætter. I skal ikke snydes for et 150 ÅRS TILBUD.

Jeg har valgt en vin fra Norditalien, og da det er piemonteserne, der er “ansvarlige” for den “tekniske del” af genforeningen, får de lov til at bidrage med en BAROLO.

Centrumitalien repræsenteres af ..... Lambrusco! (*) nej, af Toscanas CHIANTI CLASSICO.

Syditalien sender os en AGLIANICO.
Valget af denne vin er ikke tilfældig: nok er aglianico én af Sydens mest repræsentative druer, men denne bestemte aglianico TRE PIETRE kommer fra en landsby, som var centrum for piemontesernes mest grusomme undertrykkelser.
En forsoningsvin på 15% og med de bedste lykønskninger til mit gamle, unge land.

Priserne:
Barolo 2006 DOCG Enkeltmark Cerrati Cascina Cucco 149,50
Chianti Classico2008 DOCG Luiano 78,-
Tre Pietre 2006 Aglianico del Sannio DOC 115,- (Det fællesitalienske ikon – bastflasken ånd - svæver over fødeslsdagsvinene)

(*) Under VinidItalia blev der tildelt megen ros til STOPAI Tirellis Lambrusco Emilia IGT 2010, flot resumeret af en svensk blogger:
“Min favorit blev Stopai 2010 med masser af frugt og perfekt frizzante som ligesom skabte en imaginær skovtur foran vore øjne, med fuglesang, sval skygge, ternede dug och kylligsalat - et absolut must når vi snart gå ind i den lange, avslappende och smægtende varme vinsommersaison.”

Ciao,
Carlo

PS:
Italo-fundamentalisterne..... ....vil nok protestere mod, at der mangler den mest italienske vin, den som intet andet land har: Lambrusco >>!!
Det er rigtigt: der mangler også en Amarone, en bastflaske, en siciliansk rødvin..... dem har vi på lager og snart bliver I ramt af et Lambrusco tilbud, nu hvor vejret er ved at blive mildt.

Husk venligst at I - efter at have modtaget fakturaen herfra - også kan betale direkte med dankort ved at bruge betalingsformularen på forsiden af min hjemmeside: http://www.carlomerolli.dk/onlinebetaling/paymentform.htm


Ciao,
Carlo