Linda og Frits




Vant til "vild" natur
Udover "almindeligt vildt" har vi i et par år levet i fredelig sameksistens med:

- Mosegrise, som æder vores persille- og gulerødder nedefra i vores urtehave. - En stor gullig meterlang snog, som ved første møde skyndte sig hen over mine fødder og derefter gemte sig i sit hul under terrassen.

- Små sorte snoge, små firben og utrolig flotte grønne salamandere, som af og til smutter over terrassen.

- Syvsovere på taget, på loftet og terrassen.
De ser i øvrigt søde ud (grå, med musehoved og egernhale), men kan lave en værre larm om natten og man skal i holde lidt øje med dem, da de kan lave en del ravage i isolering på lofter f.eks.)

- Rovfugle og helt specielt et kongeørne-par, som svæver over huset.

- En meget trofast tudse, som var så stor, at når den rejste sig op i spanden, så kunne den kigge ud over kanten. (Vi har flyttet den væk fra terrassen og ud i skoven indtil flere gange i en spand).
Den troede, den skulle have fast bopæl uden for vores køkkendør, men det var vi flere om at bestemme, og nu har den vist opgivet.

Med til historien hører, at undertegnede har absolut tudse-fobi, så tudsen var nødt til få et andet bosted:
Den eller mig på terrassen!
(Og så siger en naturforsker, som vi kender godt, at tudser har smukke øjne, men så tæt på kom jeg aldrig)

Artikel fra februar 2008
"Brun bjørn spadserer rundt ved husene i Prada."
Nogenlunde sådan lød overskriften på lokalsiderne i L´Arena avisen for et par dage siden, mere præcist d. 29. januar 2008.
Da vi bor i et hus i Prada, var vi nok nogle af dem, som virklig nærlæste artiklen.



Bjørnen er set kun et par kilometer fra, hvor vi bor "langt ude i skoven" i 1000 meters højde, - i luftlinje 1 km. fra Gardasøen!


Lindas hus

Da vi flyttede herop for et par år siden, var vi forberedt på (næsten) alt, - altså udover "almindelig vildt", som egern, ræv, harer, grævling og rådyr.

Tilbage til bjørnen:
Nu har vi altså "næsten" en brun bjørn i "baghaven"

To nætter i træk er den blevet observeret af en af de fastboende her i Prada et par kilometer fra vores bopæl.

Vi er ikke så mange fastboende i Prada længere, men Giorgio Silvetti, 58 år og eks-" - commandante" ved Alitalia, det italienske luftfartsselskab, flyttede fast hertil for to år siden, og bor her altså også om vinteren, lige som os.

Giorgio Silvetti bliver kl. et om natten vækket af sine hunde, som er mere eller mindre ud af sig selv, og han står op og kigger efter.

Han har i nogen tid fodret en ræv med madrester, men den nat var det altså en brun bjørn og ikke ræven, som kom forbi og spiste levninger.

Både søndag og mandag nat står Silvetti med sin store lommelygte og betragter bjørnen, som stille og fredeligt spiser rester, hvorefter den lusker tilbage i skoven.

Giorgio Silvetti oplyser, at bjørnen er et smukt ungt eksemplar i rigtig god form.

Bjørnen må ikke vænne sig for meget til mennesker
Sig. Silvetti er dog blevet pålagt af "Polizia Provinziale" ikke længere at lægge levninger ud, da bjørnen skal klare sig selv og ikke blive for "familiær" og hente føde omkring husene, men skal leve af det, som den finder i naturen.

Og der er nok at tage af, da vinteren på Monte Baldo i år er meget mild, hvilket også er en af grundene til, at bjørnen ikke, som normalt, er gået i hi.

Der er masser af nedfaldne æbler og frugter, men den tager også muldvarpe, murmeldyr og andre smådyr samt ådsler, så den lider ingen nød.

Vores bjørn hedder KJ2G2
Lidt fakta om "Vores bjørn" og bjørne i det hele taget i Norditalien:

"Vores" bjørn, ved man, er ca. 2 år gammel og er kommet fra Trentino regionen til Monte Baldo.

"Polizia Provinziale", specielt een kvinde: Katherine Cozza, og "Corpo Forestale" (Skovfogeder kommer det vel nærmest) har flere år fulgt de få bjørne i Trentino regionen og i et stykke tid også kendt til denne bjørns færden mod Monte Baldo, men indtil d. 29. januar, hvor den observeres af Sig. Silvetti, var det kun i form at efterladenskaber så som pelstotter og ekskrementer, man har kunne følge dens spor.

I Trentino regionen har man p.t. registreret 23 bjørne: 9 voksne (7 hunner og 2 hanner) 11 ungdyr (4 hunner og 7 hanner) og 3 unger (1 han, 1 hun og 1 af p.t. ukendt køn).

Det er muligt, at der er flere end 23 bjørne, men så har man ikke kendskab til dem. 12 bjørne er "forsvundet" siden 2002. Fire ved man er døde, syv har man ikke kunnet finde de sidste to år, og én er i fangenskab.

Seks af de unge hanner er udvandret fra Trentino-regionen og befinder sig nu med to i Schweiz, to i Sydtyrol/Alto Adige, én i Brescia og altså én i Veneto, p.t. omkring husene i Prada.

Det ser ud til, at bjørnebestanden er stigende, om end meget langsomt.

Den offentlige mening er at det er et plus, at naturen på Monte Baldo bliver beriget også med en bjørn, og at man får et bevis på, at bjerget er "i live".

De eneste, som gerne så bjørnen langt væk er krybskytter, - (jo, de findes også), - og de har fået en konkurrent!

Så et tilfældigt møde med en bjørn på en lille skovsti i bjergene over Gardasøen er ikke længere blot en hypotese eller et gammelt sagn.

Har det nogen betydning og gør vi noget "ekstraordinært" hjemme hos os selv i Prada?

Nej, - og ja:
Vi tænker nok lige over, om vi sætter skraldespanden ud med "fristende levninger"; og hvis fuglene skræpper lidt vel meget, og bondemandens hunde gør, og der er lidt larm om natten.

Så står man lige op og kigger ud en ekstra gang.

Alex (vores søn på 9 år) får ikke lige i denne tid lov til alene at rende en tur for langt væk i skoven,- og så han haft lidt uhyggelige drømme om bjørne.

Men derudover gør vi ingenting, - faktisk kunne vi måske godt tænke os, at vi fik lov til at se KJ2G2 i skoven omkring huset, - (nå ja, - inde fra huset og på afstand måske)

- Og så har vi selv tilladt os at døbe ham "Vagabonden" i stedet for det lidet flatterende navn KJ2G2.

Forlydender siger allerede, at Vagabonden er på vej væk den modsatte vej, så vi får ham nok ikke at se i denne omgang.

Måske er han på jagt efter "Vagabond-essa", og så kan vi jo se, om vi får ham tilbage med kone og børn en gang i fremtiden.

Og så vil vi gøre vores til, at vi også kan leve med ham og hans familie i fredelig sameksistens.

Linda Kjerkegård