Brev fra Umbrien

2002

Bookmark and Share

Brev fra Bent i Bovara i Umbrien

Bent B. Nielsen virkede i udenrigstjenesten i perioden 1967 - 1998 med opgaver til fremme af dansk eksport.

Med titel af handelsråd gjorde han tjeneste 5-6 år ved hver af ambassaderne i Beirut, Beograd, Bruxelles, Rom og Teheran foruden i udenrigsmninisteriets handelsafdeling.



Siden pensioineringen i 1998 har han og fru Birte haft fast bopæl i Italien i "det grønne Umbrien".

Fra deres næsten 300 år gamle landhus på en bjergskråning ved den maleriske middelalderby Trevi har de udsigt til byerne Spoleto, Montefalco og andre interessante lokaliteter i den sydlige Umbradal, der har intensiv dyrkning af navnlig vin og oliven.

(Trevi har Italiens eneste, meget moderne museum viet til olivendyrkning).


De mangfoldige historiske, kulturelle og arkæologiske seværdigheder i Umbrien har Bent Nielsens fulde interesse men nutidige forhold i det italienske samfund undgår ikke hans opmærksomhed, og behandles med let ironi i hans regelmæssige beretninger til familie- og vennekreds.

Brev fra juni 2002

Bovara 15. april 2002

Her midt i Italien går vor tilværelse sin vante gang.

Vinteren er godt overstået men ligesom så meget andet er de italienske vejrforhold utilregnelige.

Og medierne dyrker intensivt udsigterne til alverdens fortræd. Nedbøren mangler eller er for rigelig, snefald generer trafikken, det ene lavtryk efter det andet truer i horizonten, men alligevel er solskinnet nu så kraftigt, at man endelig må huske at bruge solbrillerne.



Og både medierne og den menige italiener svælger i grusomme hændelser med bloddryppende detailler.

3 mordsager har kørt dag ind og dag ud

Et ganske ungt kærestepar myrdede hendes mor og lillebror, 3 teenage skolepiger med tilbøjelighed til sortekunst myrdede en nonne og en 3-årig drengs mor er anklaget for en skønne morgen at have ombragt ham med 19 knivstik.

Der er ingen ende på de vidtløftige kommentarer til disse sager, en stribe psykiatere lader sig gladeligt interviewe til TV og fremsætter yderst dybsindige teorier om de anklagedes mulige skizofrene tilstand i hvert fald i gerningøjeblikket.

A propos sortekunst, så er trangen til mystik og magi udpræget i dette ellers meget katolske land.

Forudsigelser i relation til stjernetegnene figurerer selvsagt i aviser og ugeblade men også TV bringer flere gange i den årle morgenstund udsigterne for samme dag.
Spåkoner og spåmænd har deres TV-reklamer dagligt og skovler penge ind fra godtroende medborgere, ofte med truende virkemidler. Et par af de værste er nylig arresteret for deres uhæderlige adfærd, en enkelt på falderebet på vej til Brasilien medbringende en betydelig formue.

Lidt i samme retning går den enorme interesse for alle slags spil og lotterier med udsigt til gevinst.

Som en helt ny dille hærges Italien nu af Bingo-spil i stor stil i Bingo-haller på tusinder af kvadratmeter.

Maraton-bingo spilles i disse etablissementer natten igennem.

Ingen synes at gøre sig klart, at det i grunden blot drejer sig om en lidt avanceret form for barndommens tallotterier.

Regnekunsten har ellers stået sin prøve i disse første måneder af EURO-møntens æra.
Det er nu gået forbavsende godt.

Gennemgående er problemet blot de mange små mønter med små talværdier.

Påstande om at det nye møntsystem har givet anledning til ublu prisforhøjelser i detailhandelen er efterhånden forstummet.

Allerede nu er de vejledende lirebeløb på prisskiltene ved at forsvinde.

Berlusconi-regeringens varslede reformer af det italienske samfund har først og fremmest været koncentreret om politikeres (læs: Berlusconis) økonomiske interesse-modsætninger, indgreb i retsvæsenets uafhængighed med dertil hørende svækkelse af mulighederne for at forfølge politisk korruption, samt reform af arbejdmarkedsforhold, herunder udvidet adgang til afskedigelser uden grund.

Sidstnævnte forhold er blevet bekæmpet med næb og klør af fagforeningerne med kraftig støtte fra den politiske opposition, foreløbig kulminerende med en generalstrejke den 16. april d.å.

Den samlede opposition udvandrede da denne lovændring var til afstemning i parlamentet...

Flygtningestrømmen af navnlig albanere og tyrkiske kurdere fortsætter
ofte med tragiske tab af menneskeliv undervejs.

Skrupelløse bagmænd charger omkring 2.500 USD pr. person og sætter dem ombord i skrøbelige, nærmest usødygtige fartøjer, som i hårdt vejr forliser netop som den italienske kyst er i sigte.

Enkelte overlevende bliver så i visse tilfælde reddet af den italienske marine.

Andre skibe når frem uden at forlise og det totale tal af illegale bådflygtninge er betydeligt.

I april nåede et ophugningsmodent fragtskib frem med ca. 1000 flygtninge efter at være afvist i Ægypten og i Libyen.

Det mest bemærkelsesværdige er, at det ofte drejer sig om velklædte, velnærede mennesker, som i strålende humør indtager de italienske lejrfaciliteter og opfører sig fuldstændigt som var de på en søndagspicnic.

Hvor der er en vilje er der en vej, siger man.
Det gælder også her på det helt lokale plan.

Siden vi kom til Bovara for snart 11 år siden, har vi døjet med tilkørselen til vor private parkering, en stejl og ujævn grusvej på kun ca. 30 meter.

Allerede før vi rykkede ind havde naboerne diskuteret mulighederne for at sætte denne lille vejstrækning i stand.

De havde faktisk også underskrevet en aftale herom, men så skete der ikke mere.

Ikke udover at man med jævne mellemrum havde ørkesløse drøftelser af sagen.

Når lejlighed bød sig gav vi også vort besyv med.

Før sidste Jul holdt vi et afgørende møde med de naboer, der ligesom vi er fastboende i bebyggelsen tilligemed en af de vankelmodige naboer, der kun har sit hus som feriebolig. Umiddelbart efter Nytår traf vi og den anden fastboende familie den beslutning at gennemføre en første etape på 10 meter af projektet - i værste fald helt for egen regning.

Der forelå et fordelagtigt tilbud på arbejdet, der dog først kom igang i marts måned.

Da vi så det nydelige første resultat, besluttede vi at få lavet yderligere 20 meter.

Da de øvrige naboer kom på weekend-besøg og besigtigede arbejdet, tilsluttede de sig for projektet, som nu blev udvidet til at omfatte yderligere 30 meter af strædet gennem selve bebyggelsen.

Resultatet er, at vi nu har en særdeles smuk tilkørselsvej
med en solid overflade bestående af knytnævestore natursten og røde teglsten nedlagt i mønster som de gamle gader i umbriske småbyer.

Udgifterne til anlægget fordeles i princippet således at de to fastboende familier betaler dobbelt så meget som de øvrige deltagere.

Og så håber vi, at alle er glade for det initiativ, som vi tog.

Om ikke andet vil den nye vej skåne vore og besøgendes biler.

Dette for vort vedkommende så meget mere ønskeligt som vi netop har indkøbt en ny VW Golf til aflastning af vort 13 år gamle, veltjente køretøj af samme fabrikat.

Bovara, 15. April 2002.


Copyright © 2002-2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano