Artikel fra 2003

Utallige hunde er blevet aflivet på grund af, at de i månedsvis har rendt sig rent ud sagt tossede i det, der indtil Gabriele Pettinarolis opdagelse så ud til at være en sygelig fiksering på hundes egen hale.

- Jeg har lange ønsket mig et skelet af en schæferhund, så jeg bedre kunne illustrere undervisningen for kommende dommere ved hundeudstillinger, fortæller Gabrile Pettinaroli om det tilfælde, der førte til, at han opdagede, hvorfor nogle hunde bider sig i halen.

Opdrætter og dommer

Pettinaroli, der er opdrætter af schæferhunde i Grignasco i Piemonte-regionen i Norditalien, og international dommer, fik i vinteren 2003 fat i kadaveret af en hund, han kunne bruge til at konstruere et skelet til undervisningsbrug.

Hunden var en ganske ung og ellers perfekt schæfer, der var blevet aflivet, netop fordi den var en "halebider".
Pettinaroli, der af profession er textil-fabrikant, har måttet lære sig selv hele processen med at få rengjort knoglerne.

Det lyder ret barbarisk, når han beretter, hvordan en slagter flåede den døde hund for ham, og hvordan han ved hjælp af et kraftigt kemisk præparat købt på internettet rensede og kogte knoglerne.



Men det er også tydeligt, at det er vaskeægte lidenskab for hunde, og tanken om at kunne hjælpe nogle af slagsen, der får Pettinaroli til at fortsætte sit makabre arbejde som selv-udlært "skelet-samler".
Efter regnøringen af knoglerne fra schæferhunden tilbragte Pettinaroli timer og søvnløse nætter med at samle skelettet.

Skeletter eksisterer ikke

Ingen har kunne give ham gode råd.
I de anotomiske handbøger, han har skaffet sig, er der kun tegninger af hundeskeletter. Og det er ikke altid nemt af genkende de ofte bittesmå knogler i virkeligheden.

Heller ikke på universiteternes fakulteter for fremtidens dyrlæger har man haft eksempler af hundeskeletter til rådighed.

Han indrømmer, at han nok er blevet lidt besat af ideen. Også fordi ingen andre synes at have tænkt på, at kommende dyrlæger og andre, som dommerne ved udstillingerne, kunne have glæde af at se, hvordan hundens skelet i virkeligheden er indrettet.

- Jeg kunne stå op om natten, fordi jeg var kommet i tanke om, hvor en bestemt knogle måtte høre til, eller fordi jeg var kommet i tanke om, hvordan jeg kunne fastgøre den på det halvfærdige skelet, fortæller Pettinaroli.

Han har også selv opfundet udstyret og metoderne til at samle skelettet.

En knogle for meget

Da Pettinaroli nåede til skelettets haleknogler gjorde han den opdagelse, der i fremtiden kan skåne mange hunde for ulidelige smerter - og mangen en hundejer for smerten ved at skulle aflive en ellers dejlig hund.

På den femte af halens knogler fandt Pettinaroli et ekstra stykke knogle, der groede nedad.
Det er trekantent og har ligesom en pilespids for neden.
Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig smerterne ved at have en ekstra knogle til at genere på undersiden af halen.

Fjernes i lokalbedøvelse

Pettinarolis opdagelse skal nu undersøges og dokumenteres videnskabeligt. Men allerede i dag kan opdagelsen hjælpe de uheldige "halebidere", som ved hjalp af et røntgenfoto og en lille operation i lokalbedøvelse kan slippe af med en irritation, der ellers ofte førte til aflivning.

"Halebider-syndromet" opstår som regel når hvalpen er omkring fem måneder gammel.
-syl