Tekst og foto af
Bertil Nyenstad, Hundested

Regionen Puglia - Apulgia er Italiens "hæl"

Byen Peschici på Gargano-halvøen blev pludseligt rig for nogle år siden, da en lotto-præmie på omrking 240 millioner kroner blev delt mellem over 100 spillere

Gallipoli er i disse år blevet berømt, fordi det er her, venstrefløjens ledere, med partichef d'Alema fra Demokratisk venstre, holder deres sommerferie i august måned.

Artikel fra marts 2002

"Apulien hvor ligger det?"
"Er det ikke langt væk?"
"Skal I køre i bil helt derned?"

Sådanne spørgsmål blev vi stillet mange af, før vores tur til "Hælen,"- regionen der dækker området fra Gargano-halvøen til Salento- halvøen i Italien.
Naturligvis er det langt at køre i bil, - små 2500 km.

Bil er det bedste transportmiddel
På den anden side, så er det et stort plus at have en bil til rådighed, når man f.eks. skal på udflugter.
I dette område kan det meget vanskeligt lade sig gøre m ed tog og bus, - desuden kan billeje i Italien være en noget pebret affære.

De karakteristiske Trulli´er

Gargano-halvøen
Turen til "Hælen" foregik på motorvej til vi nåede Gargano-halvøen, - eller "Sporen" som den også kaldes.

Gargano er begunstiget med mange indbydende strande, øde kalkklippekyster med enkeltstående høje klippeskær stående ude i vandet og inde i landet, dybe svale skove.

Hovedbyen på Gargano, Vieste, ligger helt ude for enden af halvøen.
Vejen derud er ind imellem bugtet og smal og der kører mange biler, - det er nødvendigt at væbne sig med tålmodighed.

Kysten har mange pittoreske fiskerlejer, men turistindustrien er - også her - ved at sætte sit præg på området.

Vieste er en gammel by med krogede gader, tætstående huse og mange lækre restauranter.
Man spiser godt og billigt i området, - fisk og skaldyr udgør en stor del af menukortet.


Gargano-halvøens smukke kyst

Storm P. fiskeri



Tidligere blev en del af fiskene fanget i en såkaldt trabucco - et nærmest Storm P. lignende fangstredskab, som man stadigvæk kan se adskillige steder langs kysten.
I øvrigt kan det anbefales, at man tager turen fra Vieste langs med kysten mod Manfredonia ad vej no 89.
Det er en utrolig flot tur, hvor man kører gennem et kulturlandskab med olivenlunde og et naturlandskab, makien, hvor der bl.a. vokser kaktus med røde og gule blomster samt utallige forkrøblede kork-ege.
Adriaterhavet er azurblåt og kyststrækningen gemmer mange naturfænomener i form af grotter.

Naturlige broer
Flere steder kan man se, at kalkstenen er blevet gennemboret af havvandet med det resultat, at der er dannet naturlige broer.
Et eksempel på det er Cala di San Felice,- et fantastisk syn.


Cala di San Felice.

Manfredonia
Før man kommer til Manfredonia drejer man mod højre for at komme op til byen Monte Sant'Àngelo.
Byen ligger i 843 meters højde, og der er en fantastisk udsigt over Garganohalvøen og over landskabet ved Manfredonia. Byen har fået sit navn efter ærkeenglen Michael, som, ifølge overleveringerne, viste sig for biskoppen af Siponto ikke mindre en 3 gange.
Det skete i slutningen af det 5. årh.
På Piazza della Basilica ligger kirken Santuario di San Michele med den ottekantede kampagnile fra det 13. årh.
En dobbelt buegang med gotisk spidsbue fører hen til en trappe .
På en af buerne står der på latin:
"Dette er et ærefrygtindgydende sted, det er Guds hus og porten til Himlen".
Sædvanligvis skal man gå op ad en række trappetrin for at komme til kirken, - her skal man 86 trin ned under jorden.

Uhyggelig tur "ned" til himlen
Man kan næppe forestille sig en mere uhyggelig måde at komme til Himlens port på end at gå ned i halvmørket under de gotiske hvælvinger.
Selve kirkerummet befinder sig i en grotte, men her, som i så mange andre katolske helligdomme skal man tænke over, hvad man har på af tøj - jeg havde shorts som nåede til knæene og blev høfligt, men bestemt afvist.

Skyggeskoven
Tilbage til jordens overflade igen sættes kursen tværs gennem Foresta Umbra eller "Skyggeskoven".
En skov på over 100 km2 med efter sigende mere end 2000 forskellige vækster.
Her er stille og roligt og temperaturen er behagelig.
Overalt kan man se borde og bænke opstillet, - i weekends og ferie kommer folk fra områdets storbyer for at slappe af fra den ofte stressede hverdag.

Det hvide guld i syd
Efter nogle behagelige dage på Gargano-halvøen sættes kursen mod syd.
Vi kører mod Manfredonia og tager landevej 159 mod Barletta.
På højre side er der et utal af saliner.
Vandet fra Adriaterhavet ledes ind i bassiner, hvor det fordamper og bliver til områdets hvide guld, salt.
Turen går videre mod syd i Apulien.
Dels ad motorvej, som er en betalingsvej, og dels ad hovedlandevej 16.

Fortidsminder og badebyer
Vi kommer til at køre i et fladt landskab, kaldet Murgen, og passerer undervejs mange fortidsminder dels fra den græske og dels fra den romerske tid.
Området er også rigt på mange badebyer ligesom der naturligvis er mange fiskeribyer langs kysten.
Da vi er ude på campingferie, så gælder det naturligvis om at finde en god plads, - tæt på havet med gode bademuligheder og frem for alt skygge.
Syd for byen Monópoli i Torre Canne fandt vi en udmærket plads, nemlig camping Le Dune - Klitterne.
Straks ved ankomsten blev vi fotograferet, således at der kunne blive lavet et identifikationskort af os.
Kortet skulle man have på sig, dels når man skulle ned på stranden, dels i pølen og når man skulle ind og ud af pladsen, - lidt bureaukratisk kan man sige, men der kom ikke ubudne gæster på pladsen.
Camping Le Dune var et udmærket udgangspunkt for udflugter i området, hvor der er fantastisk meget at se.

Alberobello er turens højdepunkt
"Den hvide by" Ostuni, Locorotondo, Martina Franca og turens højdepunkt Alberobello.


Alberobello



Vi befinder os i trulli-landet.
Landskabet er fladt.
Her er mange vingårde og oliven- og mandellunde.
Ind i mellem ligger en mængde hvidmalede cirkelformede huse med kegleformede tage lavet af kalkstensfliser.
Stenene er lagt tæt sammen uden brug af mørtel eller anden form for bindemiddel.
Husene har tykke vægge som skal skærme mod sommerens varme og vinterens kulde.
Det er et fascinerende syn at se disse huse og deres kegleformede tage i landskabet.
Øverst kan taget blive afsluttet af et spir, der former et tegn af enten hedensk eller gammel kristen oprindelse.
Dette tegn skal beskytte mod onde øjne og ulykker.
Et lignende tegn kan også været malet med hvid maling hen over det kegleformede tag.

Byen Alberobello er trulli-hovedstad
Her er flere kvarterer hvor trullier ligger klinet op ad hinanden.
Mange af huse bliver i dag brugt som souvenirboder, men trods det, er der alligevel en egen stemning i gaderne i trulli-kvartererne.
Trulliernes kegleformede tage Ordet trulli stammer fra det græske troullos som betyder kuppel, og man mener, at ideen til disse mærkelige bygninger opstod på korstogene til Det hellige Land.
Tilsvarende bygninger findes i Aleppo i Syrien og de ældste trullier i Apulien stammer fra 1100-tallet.
Som sagt er de fleste trullier i dag omdannet til souvenirboder, hvor man kan købe alskens tingeltangel.
Gå ind i en af butikkerne, snus omkring og se om det er muligt at komme op på en balkon eller lignende.
Herfra vil der være en fantastisk udsigt til de kegleformede grå sandstenstage med de underlige påmalede tegn. Alberobello er absolut en messe værd.
Men kom tidligt om morgenen, for byen er en stor turistattraktion, - endnu mest for italienere men også tyskere, belgier, hollændere og østrigere har fundet vej hertil.

Vin-område
I området dyrkes meget vin. Både hvid og rød. Hvidvinen fra Locorotondo er let og livlig og en fryd at drikke så ung som mulig.
At drikke hvidvin fra Locorotondo en hed apulisk sommeraften er himmelsk, - vinen fås til 4-5€ for 5 liter!
Rødvine fra Apulien er også ved at komme frem på det danske marked. Mange af dem er fantastiske vine til en rimelig penge, også herhjemme. Vinene bliver som hovedregel lavet på basis af den ædle Negroamaro drue, som er sort og bitter og rig på tannin.
Men med tilskud fra Malvasia Nera druen får den en charme og duft og smagen bliver let blommeagtig.
Copertino, fra Cantina Sociale Cooperatita i byen Copertino, længere ned på Salento-halvøen, er et godt eksempel herpå.



Æselet er stadigvæk et udbredt transportmiddel

Har man fået nok af souvenirboderne og de mange andre turister i Alberobello, kan det tilrådes, at tage et smut til enten Martina Franca eller Locorotondo.

Labyrint i Martina Franca
I Martina Francas gamle bydel er det bygninger fra barokken der præger gadebilledet. Det ene smukke palæ afløser det andet.
Bygningerne stammer fra begyndelsen af det 18. årh. og er udstyret med smedejernsbalkoner og fornemt udskårne sandstensornamenter.
Gadenettet er der ikke ændret på, - det er en labyrint med en spændende og intim atmosfære.
Særligt turen langs med Corso Vittorio Emanuele som munder ud i den trekantede plads Piazza Plebiscito er smuk.
På pladsen ligger også en kampagnile fra det 15 årh. som har tilhørt en nu forsvundet kirke.
Lidt længere fremme ligger den arkadesmykkede Piazza Maria Immacolatta. Her er der en del restauranter.
Prøv en antipasta misto a la casa med enten hvidvin fra Martina Franca eller Locorontondo til. Det er kræs.

Svultstig barok i Lecce
En anden perle i området, som er et absolut must, er Lecce.
Byen, der ligger midt på Salento halvøen er blevet kaldt både Apuliens Athen og barokkens Firenze.
Måske lidt svulstigt, men Lecce er imponerende med sin mange paladser og kirker bygget i det 16. til det 18. århundrede, hvor byen havde sin absolutte blomstringsperiode.
På dette tidspunkt hørte området under kongen af Aragonien, og den spanske indflydelse på den barokke byggestil er ikke til at tage fejl af. Centrum af Lecce udgøres af Piazza San Oronzo.
Pladsen har fået navn efter byens skytsengel, som var biskop her og som led martyrdøden under kejser Nero i år 66 e.Kr.
I dag står han på toppen af en romersk søjle, hvor han har et fint overblik over sine bysbørn.
Søjlen kommer fra Brindisi, hvor den engang har markeret slutningen på den gamle romerske vej Via Appia,- forbindelsesvejen fra Rom til Grækenland. Tæt på Piazza San Oronzo ligger et levn fra den romerske tid, nemlig et amfiteater.
I dag er kun halvdelen udgravet, men da det blev bygget, formentlig under kejser Hadrian, havde det plads til ikke færre end 25.000 tilskuere. Fortsætter man videre ad Via Templari kommer man efter et par hundrede meter til et par fantastiske eksempler på Leccebarokken.

Blødt gult aftenlys
Det drejer sig om kirken Santa Croce, der blev bygget mellem 1549 og 1695.
Det er en imponerende facade med en detaljerigdom uden lige. Til venstre for kirken ligger Palazzo dei Governor.
Tidligere var det et kloster, men i dag bliver det brugt af den offentlige administration.
Inden for samme område ligger også domkirken Sant'Oronzo, Præsteseminariet samt bispepaladset, Palazzo del Vescovo.
På selve domkirkepladsen har man et fantastisk vue over alle disse barokbygninger.
Pladsen er mere eller mindre lukket for den infernalske italienske trafik, hvilket gør, at oplevelsen i dette utrolige rum er noget ud over det sædvanlige.
Om aftenen er der et blødt gulligt lys på bygningerne som kun forstærker oplevelsen.

Det gamle og det nye Gallipoli
Vores campingtur fortsætter længere ned i "Hælen", mod byen Gallipoli og det aller sydligste punkt, Santa Maria di Leuca. Gallipoli er en gammel græsk by.
Da den var græsk, hed den Kallipolis, - den smukke by.
Betegnelsen er i og for sig dækkende, hvis vi taler om den gamle bydel, som ligger på en lille ø ud i havet.
Alene placeringen med vand på alle sider gør denne bydel til noget specielt.
Her er masser af krogede stemningsfulde gader.
Den nye bydel, Borgo, som er skudt op inde på fastlandet, er en i den grad planlagt by, med lige gader med enorm trafik.
I den gamle bydel kan man stadig finde kurvemagere som sidder ude på fortovet og fletter kurve og laver stolesæder.

Friske fisk på havnen
Mellem den nye og den gamle bydel ligger havnen.
Her er altid liv, og det er spændende at gå en tur og se alle de fremmedartede fisk der bliver landet. Her kan man f.eks. købe pesce spada, sværdfisk, tonno, tun eller gamberoni, store rejer.
Har man grill med, kan det anbefales, at de smøres ind i lidt olie og tilsættes lidt hvidløg og kommes på grillen i ca. 10 minutter.
Hertil kan man igen drikke områdets fortrinlige hvidvin og spise noget af det gode italienske landbrød.


Flot opstilling foran en restaurant i Ostuni

Det sydligste punkt
Det kan anbefales at tage en smuttur til det sydlige punkt Santa Maria di Leuca.
Det vil være en god ide, f.eks. at tage udturen langs med det Joniske hav og hjemturen en del af vejen langs med Adriaterhavet.
Turen langs det Joniske hav kan forekomme lidt kedelig, men undervejs kan man gøre et stop i en af de utallige badebyer.
Selve Santa Maria di Leuca er i dag en moderne fiskeriby med en nyanlagt EU-støttet havn.
Helt ude for enden ligger selve Leuca, - afledt af det græske ord leucos, der betyder hvid, og det er lige hvad klippen er.

Verdens ende
Helt herude ,eller måske skulle man snarere sige heroppe, ligger der en valfartskirke der bærer navnet "Santa Maria de finibus terrae", eller på dansk: "Den hellige Maria ved jordens ende".
Et besøg skulle ifølge lokale overleveringer være første skridt på vej til Paradis, og hvorfor ikke tage det med, når man nu er på disse kanter.
Tager vi turen op langs Adriaterhavskysten f.eks. til Otranto oplever vi noget helt andet end udturen.

Anderledes landskab
Her er stejle klippekyster og visse steder kan man høre havet drøne ind i hulerne.
Her gror utallige kaktus, oliventræer og længere inde i landet dyrkes der masser af tobak.
Ved Gallipoli findes der utallige campingpladser.
Vi fandt èn lidt nord for byen,- Camping La Vecchia Torre.
Pladsen lå mellem store gamle skyggegivende fyrretræer og vores plads lå kun 50 m fra det blå indbydende Joniske Hav.
Campingpladsen var ikke udstyret med de mest moderne toiletfaciliteter, men det kunne man godt se bort fra på grund af stedets atmosfære.
I nærheden ligger der adskillige gode og særdeles billige restauranter hvor 4 mennesker for 250 kr spiser et overdådigt måltid med 3 retter samt vin, cola og vand til maden.

Dyrt men dejligt
Camping er, set med danske øje, ikke billigt i Italien.
4 personer med 3 overnatninger kostede 72€ på Camping La Vecchia Torre. Bademulighederne var fortrinlige.
Udstyret med snorkel, briller og et par svømmefødder kan man ligge og snorkle frem og tilbage.
Store oplevelser i form af særprægede fisk og fantastiske farver venter på én. Det kan absolut anbefales.

+ 30 grader - hver dag
Apulien har meget mere at byde på og storbyer som provinshovedstaden Bari og forbindelsesbyen til Grækenland Brindisi må vente til en anden god gang.
Vejret på de kanter?
Ja, i de 4 uger vi var afsted, oplevede vi kun regnvejr en enkelt dag.
Ellers strålede solen fra en absolut skyfri himmel med temperaturer som lå et godt stykke over 30 grader.