Kommentar

2001


Reportage:
Fly-ulykken i Linate den 8. oktober 2001


29. oktober
- Hvis alle havde beskæftiget sig lige så intensivt med sikkerheden før den 8. oktober, som de gør i dag, kunne 118 mennesker måske have været i live i dag.
Jeg er bitter, siger Osvaldo Gammino, der repræsenterer de udenlandske flyselskaber, der anvender Linate-lufthavnen.

I årevis har han forsøgt at diskutere sikkerheden specielt omkring tåge-problemer.

Gaetano del Popolo holdt sammen med 150 andre taxi'er på ventepladsen 50 meter fra bagagehallen, da SAS-flyet forulykkede.

- Jeg vil ikke holde der længere, det er for farligt, sagde han dagen efter.

I dag holder chaufførerne stadig efter muren for enden af startbanen.

30. oktober 2001
Linate og Malpensa lufthavnene i Milano er lukkede det meste af dagen.

De nye tåge-regler forbyder trafik, hvis sigtbarheden er under 550 meter, og lufthavnen ikke har en jord-radar.

Den 8. oktober kunne man lette og lande med en sigtbarhed på 75 meter.

SEA, der bestyrer Linate meddeler, at jord-radaren i Linate træder i funktion til december.

Artikel fra november 2001

En personlig beretning om at være journalist i forbindelse med SAS-ulykken i Linate lufthavnen i Milano


Mandag den 8. oktober

7.30
Da Sergio ruller persiennerne op i vores lejlighed udbryder han begejstret, at "i dag er der rigtig tåge".

"Rigtig tåge" oplever man faktisk sjældent i Milano, og for Sergio er det hans ægte Milano, der gemmer sig i den tykke tåge.

Den dag er tågen i byen "ægte", fordi husene endnu ikke har tændt for varmen.
Det giver kommunen først lov til i sidste halvdel af oktober.

8.45
Fjernsynet kører efterhånden altid på kanaler med nyhedsudsendelser.

I går begyndte angrebene i Afghanistan, så vi følger med.

Speakeren fortæller også, at et fly, der skulle lette omkring klokken otte kørt ind i en bygning i Linate, og der er fire sårede.

Jeg kan SAS' flytider udenad.

Vi bruger dem jo selv, og derudover er jeg guide og tolk for mange grupper fra Skandinavien, der besøger Italien.

SAS' første fly letter omkring klokken syv, så jeg tænker ikke nærmere over den nyhed.

11.00
Telefonen ringer, og det er nyhedsredaktøren på Fyens Stiftstidende, som jeg tidligere har været korrespondent for.

Først da opdager jeg, at der er tale om et SAS-fly, og nu taler nyhedsbureauerne om fire døde.

Ud af døren - og tilbage igen for at hente en ekstra mobiltelefon.
Og tilbage igen for at skille mig af med Schweitzer-kniven, hvis jeg skal ind i ankomsthallen for at interviewe overlevende.

I taxi'en får jeg kvalme ved tanken om, hvad der venter mig.
Vi hører nyhederne i bilen og nu taler man om flere end fire ofre.

- Er det et attentat?
tænker jeg, og får stadig i dag kuldegysninger ved tanken om taxi-turen.

11.45
Ankommer til politiafspærringen, og taler straks med en redningsmand fra civilforsvaret.

- Alle er døde,
siger han, og afliver heldigvis med det samme enhver snak om et attentat.

Jeg ringer til den danske generalkonsul Gunnar Larsen, der er inde i det afspærrede område, man straks har lavet til slægtninge og kolleger.

Han bekræfter, at alle er døde, men at slægtningene endnu ikke har fået den besked.



Siden hører jeg, at ingen har villet give den forfærdentlige oplysning til de ventende, og at en ung Carabinierie-betjent til sidst går ind i salen og meddeler kort og godt, at der ingen overlevende er.

På det tidspunkt er et hold krise-psykologer og hjælper fra italienske Røde Kors heldigvis ankomet.

Men vi hører de desperate skrig.

12.30
Sammen med en stadig voksende flok journalister, kameramænd og fotografer venter vi udenfor VIP-salen.

Tre militærbusser kører frem, og slægtningene kommer ud for at blive kørt til den militære del af lufthaven for at identificere ofrene.

Den proces tager meget længere tid, end alle håber.

Mange ofre skal genkendes via DNA.
En mand råber sin sorg ud over os pressefolk:
- I skulle skamme Jer, stå her som gribbe, og udnytte vores sorg, skriger han grædende.
Det gør helt ondt i maven at høre.

- Jeg gør jo bare mit job,
kan man se, at vi alle tænker, mere eller mindre overbeviste, og ingen svarer ham.

Hvad skal vi også sige?

Eftermiddag


Journalister ankommer fra hele verden.

Jeg laver telefon-interviews til dansk tv, oversætter for skandinaviske kolleger, interviewer øjenvidner, og undrer mig i korte øjeblikke over, hvor nemt det er at glemme tragedien, og "blot gøre sit arbejde".

Og jeg får omsider fat i listen med ofre, som man med vanlig italiensk bureaukrati skal hente i den anden ende af byen i det centrale politi-hovedkvarter.

Siddende på gulvet ved et telefonstik, hvor jeg kan lade mobilen op, læser jeg, og jeg indrømmer blankt i dag, at jeg er lettet over ikke at genkende nogle af navnene.

Med hjælp fra en dansk pige i veksleboden får jeg listen fax'et hjem til de danske aviser.

Taler igen med generalkonsulen, der nu er nede ved ulykkesstedet.

- Det er forfærdentligt, fortæller han.
Han har en stor tudse i halsen, kan jeg høre.

Siden følger nytteløse pressekonferencer, hvor ingen siger noget nyt eller fornuftigt, men heldigvis også samtaler med repræsentanten for de udenlandske flyselskaber i Linate-lufthavnen, og med lufthavnsdirektøren, der siden bliver en af de mange, der officielt er under efterforskning.

Aften


SAS bekræfter, at der sendes fly til Italien med de pårørende.

Men hvornår ved ingen, og skal man virkelig styrte ud til byens anden lufthavn Malpensa, blot for at nidstirre mennesker ramt af sorg?

Jeg beslutter mig for at blive i Linate, og som i journalistikkens stenalder skriver jeg min artikel i hånden og er netop færdig med at indtale den i telefon til De 3 Stiftstidender og Jyske Veskysten, da Mikkel ankommer fra avisernes centrale redaktion i København.

Vi når at sende endnu en artikel afsted, og klokken 12 hopper vi med i den bil Politikkens folk har lejet, til et hotel i min gade, som jeg har fundet til de tilrejsende.

Kineser-retauranten i min gade er heldigvis stadig åben, og dagen slutter med et hurtigt måltid, hvor de danske kolleger stiller det spørgsmå, alle udenfor Italien altid stiller:

- Hvordan har de dog kunnet vælge en mand som Berlusconi som regeringsleder?


Tirsdag 9.10.

Klokken 8.00 er vi på vej igen.

Jeg skulle have guidet to danske gymnasieklasser på virksomhedsbesøg, men svigtede dem.

Jeg synes ikke, jeg kunne gøre andet.
Vores taxi-chauffør viser sig at være et øjenvidne.

Han holdt med 150 kolleger på parkeringspladsen på den anden side af muren til bagage-hangaren.
Havde flyet ikke drejet, fordi det havde tabt et hjul var det landet ovenpå ham og hans kolleger.

Hans kone ringer hele tiden, og han siger, han aldrig vil holde på den venteplads igen.
Det siger alle, men to dage efter holder de der igen.

Hvor skal de ellers holde?

I taxi'en kører vi omkring den militære del af lufthavnen, hvortil ofrene bringes.

Der er intet at se, men vi får at vide, at omkring 20 danske pårørende ankom til stedet klokken 2 om natten for straks at påbegynde identificeringen.

På landingsbanen arbejder kranerne stadig, og ved siden af banen er man begyndt at samle vragdelene, der i et puslespil skal sættes sammen for at opklare ulykken.

Alle taler om den radar, der ikke virkede

Om piloten, der kørte forkert


Om frygten for at de forskellige undersøgelsekommissioner atter engang får opklaringsarbejdet af en italiensk tragedie til at sande til.


Massimo fra min gade arbejder i lufthavnsarbejdernes bar i deres fritidsklub.

Vi går derind, og ingen beder om vores dokumenter.

Vi leder efter øjenvidner, men har faktisk direkte adgang til landingsbaner, depoter, og hangarer, slår det mig nogle dage efter.
Så meget for sikkerheden.

Klokken 11 er vi inde i byen, hvor SAS holder konference.

Vi følges med Morten Beiter fra Berlingske Tidende, som jeg ligesom Mette Rem fra Politiken aldrig tidligere havde mødt.

Og vi tre "italienere" forsøger igen at forklare vores danske kolleger, hvorfor en mand som Berlusconi kan blive valgt til regeringsleder...

SAS's pressekonference bringer intet nyt for dagen, og vi tager retur til Linate.

Jeg taler igen med generalkonsulen, der nu er sammen med de danske slægtninge i krisecenteret i den militære del af lufthavnen, hvor man udfylder skemaer til identificeringen.
Han fortæller hvor slægtningene bor.

Jeg beslutter at holde den oplysning for mig selv.

De italienske slægtninge lader sig velvilligt interviewe af vores italienske kolleger, men vi danskere har nok en mere diskret måde at bearbejde vores sorg på.

Jeg VIL i hvert fald ikke begynde at genere de mennesker med spørgsmål, som man i grunden godt kender svaret på.

Klokken 15.00 tager vi fra lufthavnen, og går glip at den rundvisning, der arrangeres for pressefolk på ulykkesstedet, og det er jeg glad for.

Jeg har ikke lyst til at se hverken stedet, den ødelagte hal eller vragresterne.

TV-optagelserne er mere end nok.

Klokken 16.00
afleverer Mikkel og jeg vores artikel, og Mikkel flyver hjem til Danmark.

Onsdag 10.10.

På vingårds-uflugt med gymnasieklasserne, som jeg havde svigtet dagen før.

De er kommet i bus til Italien, men er det en garanti mod menneskelige fejl, sjusk eller kritiske vejrforhold?


Dagens avis offentliggør statistikken over trafikofre på de italienske veje sidste år - over 9000 omkomne!

På vej til vingården kører vi på motorvejen mellem Torino og Venedig.

Den er ved at bryde totalt sammen - og man er ved at planlægge konstruktionen af en ny tresporet motorvej mellem Milano og Brescia til aflastning af det stykke.

Vores trafiksystem, både på jorden og i luften har behov for en gennemgående revision. Ulykken i San Gottardo-tunnellen (og tidligere under Monte Bianco og Frejus >>) viser jo tydeligt, at det ikke kan fortsætte på den måde.

Vores bidrag har været at skrotte Uno'en i januar.

Efter vores mening er det både umuligt og dumt at have bil i Milano.

Der er i forvejen 1 million biler ud og ind af byen hver dag.

Vi tager sporvogn, bus og tog, og lejer en bil til vores udflugter til steder, hvor der ikke er offentlig transport.

Torsdag 11.10.

Er i Malpensa lufthavnen for at hente en norsk gruppe.

Der er halvt så mange mennesker, som normalt, og dobbelt så meget politi.


Kun to af de 8 indgange til ankomsthallen er åbne, og man er ved at installere metal-detektorer ved indgangene.

Bliver interviewet af en italiensk avis, der vil kende de skandinaviske mediers reaktion på ulykken.
- Kalder de os en banan-republik, spørger min italienske kollega?

Jeg beroliger ham.
Luftfarten er jo trods alt internationalt kontrolleret, og de gældende regler var overholdt den dag i Linate.

- De sædvanlige anklager mod Italien kommer kun, hvis det viser sig, at sjusk er skyld i ulykken, forklarer jeg.

Han ringer ikke tilbage den 29. oktober, da flyveledernes uopmærksomhed er dagens historie.


Lørdag 13.10. - En usmagelig forestilling


Ved mindegudstjenesten for de omkomne og deres slægtninge viser det officielle Italien sig fra sin værste side:
Præsident Ciampi ankommer, regeringsleder Berlusconi ankommer, borgmestre med faner og bånd, og lederen af SEA, der bestyrer Milanos lufthavne.

De placerer sig alle i de forreste rækker,
uden hensyntagen til, at messen faktisk ikke er for dem, men for slægtninge og venner til de omkomne.

Men heller ikke denne gang formår det officielle Italiens repræsentanter at styre deres trang til rampelys.

Det er dybt ubehageligt at være vidne til, at der i forreste række i Milanos Domkirke den dag står personer, der samme morgen er blevet indskrevet i registeret over personer under efterforskning, for at finde de skyldige i tragedien.

Tirsdag 16. 10 - Business as usual!
Bliver fyret fra et oversætterjob.
Bureauet jeg arbejder for, har fået dagbøder, fordi jeg er nødt til overskride fristen for aflevering med de tre dage, hvor ulykken har taget min tid.

Det italienske firma der har solgt maskinen til en dansk virksomhed vil ikke acceptere forsinkelsen.


De er da noget så fløjtende ligeglade med, at der har været behov for folk, der kunne både dansk og italiensk i Linate.

Bureauet vil ikke fortælle mig, hvilket dansk firma, der har købt maskinen.


Jeg ville have sendt dem et brev og spurgt, om de ikke kunne vise lidt menneskelighed, og tillade tre ekstra dage til arbejdet.

Charlotte Sylvestersen - Milano



Copyright © 2001-2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano