Ferieberetning

2002



Blomstrende efterår i Ligurien
- og vinhøst i Piemonte

Tekst og foto:
Bertil Nyenstad


Sådan laves Farinata Farinata til 4-6 personer:
300 gr. kikærtemel
1 liter vand salt
3 spsk. olivenolie

Indgredienserne piskes sammen og hæver i 4 timer.

På bradepanden, som skal være varm, hældes lidt olie - bradepanden stilles i en ca. 300 gr. varm ovn i ca. 20 min.


Farinata


Farinata´en balanceres hos "Puppo"

I San Remo findes den bedste Farinata i "Cantina Sanremese"!

 

 


Cervo ligger på en bakketop

 

 


Barok-facade i Cervo



Der er palmer og blomster overalt




Smalle gyder


Antikke amforer til olivenolie


Sommarivas butik

 

 

 

 


Vinmarker ved Zuccarello

 

 

 

 

 

 

 

 

Artiklen er fra 2002

Efteråret ved den italienske riviera er som regel begunstiget af det milde subtropiske klima.


Det vil sige temperaturer som i oktober måned ligger omkring 20 gr. Af erfaring ved vi, at området er særdeles overrendt i sommermånederne, men at turisterne i det store og hele er væk i efterårsmånederne.

På vej gennem Schweiz tog regnen til.

Omkring Milano regnede det i tove, hvilket dog ikke fik italienerne til at sætte hastigheden ned på motorvejen, med det resultat, at der i løbet at kort tid skete to uheld, som dog ikke kostede menneskeliv. Jo tættere vi kom på kysten, og den store havneby Savona, des stærkere regnede det.

Fra Savona skulle vi videre ad motorvejen mod Ventimiglia og regnen fortsatte bare trøstesløs.

På bilradioen kunne vi høre om begyndende problemer med den store brede Po-flod.

Vandet steg og steg.

Hjemmefra havde vi drømt om sol og varme og mulighed for at bade i det blå-grønne Middelhav.

I stedet bare denne ørkesløse regn.

Vi nåede afkørslen til den lille by San Bartolomaeo al Mare, hvor vi havde lejet en feriebolig.

Søndag fortsatte med regnvejr.

Situationen omkring Po var faretruende.

Mange steder var denne kæmpe af en flod gået over sine bredder og havde oversvømmet enorme områder.

Mange mennesker var blevet evakuerede og motorvejene omkring Torino og Milano var lukkede.

Heldigvis mærkede vi ikke så meget til det.

Nogle småfloder havde udløb på kysten, og de kolossale vandmasser fik også disse vandløb til at svulme.

Med sig førte de store mængder jord, ler, træ og affald som i løbet af de næste dage blev skyllet op på kysten.

Havet ændrede farve fra azurblåt til brunt og gullit.
Absolut ikke det Middelhav vi var vant til at kigge på og bade i.

San Bartolomaeo al Mare er en lille kystby
som i dag er vokset sammen med Diano Marina og Cervo, ca. 50 km. øst for San Remo. De fleste kører igennem eller drejer af, for at komme op på motorvejen.

Nede ved kysten er der en stor flot strandpromenade, som bliver flittigt brugt.

Italienerne har iført sig frakke, handsker, hue og halstørklæde, - der står jo efterår på kalenderen, selv om temperaturen ligger omkring 18 gr.
Diano Marina tæt på San Bartolomaeo al Mare San Bartolomaeo byder ikke på de store seværdigheder, og dog...... ca. en km. øst for byen knejser den lille middelalderby Cervo højt på en bakkeknold ganske tæt på vandet.

Hvis man vil op i byen, må man stille bilen på en af parkeringspladserne og gå derop.

Ved den ene indgang til byen ligger den gamle borg, som i dag er indrettet til museum.

Her kan man se, hvordan livet har formet sig igennem tiden i den lille by.

Bl.a. byggede man her skibe af en anseelig størrelse, som blev søsat direkte fra stranden.

De sidste billeder af søsætninger stammer fra den sidste halvdel af 1940'erne.

Går man videre ind i byen, vil man se, at gyderne mange steder er så smalle, at to voksne ikke kan gå ved siden af hinanden, - her bor man tæt, og her kommer man hinanden ved.

Dominerende kirker


Når man ser Cervo fra kystvejen er der især to bygninger som dominerer, nemlig kirkerne San Nicola og San Giovanni Battista.

Den sidste, som er påbegyndt i 1686, har en flot barokfacade, som imidlertid trænger til en kærlig hånd. På kirkepladsen bliver der hver sommer afholdt store koncerter med deltagelse af internationalt kendte kunstnere.

Når man går en tur i byen, forbløffes man over de mange blomster og potteplanter. Mange steder ser man også bourgainvileaer i røde og lilla farver, og sammen med bygningernes hvide, røde og gule farver, er byen et sandt farveorgie at kigge på.

Cervo er blevet et mondænt sted at bo.

Her kan priserne nemt komme op og ringe i nærheden af 1.5 million kr. for en to værelses lejlighed.

Efter en god synsmæssig oplevelse i Cervo skal ganen og maven også tilgodeses.

På hovedgaden i San Bartolomeo ligger et lille ydmygt sted, hvor man serverer gode lokale retter til særdeles rimelige penge.

Stedet hedder "Trattoria da Antonie e Angela" (Via Aurelia 87). Antonie står i køkkenet, og Angela vimser rundt og serverer, imens hun fortæller og forklarer.

Vi fik en herlig antipasta med pølse, zuccini, augerginer, mozzarella, sorte og grønne oliven, skinke og melon m.m.

Derefter fik vi pasta med havets frugter - en kæmpe portion. Til det drak vi en lokal vin, nemlig den hvide Vermentino.

Det er en tør, fyldig, aromatisk let krydret sommervin, som egnede sig udmærket til dette måltid.
Længere hen ad kysten mod Savona ligger byerne Alassio og Albenga.

Alassio var på dronning Victorias tid den engelske overklasses foretrukne efterårs-og vinteropholdssted. Det lever byen stadig højt på.

I sommersæsonen er den tætpakket med turister på grund af den fantastisk flotte hvide sandstrand - i det hele taget fremstår byen som en typisk turistby.

Her kan man let komme til at gå i de samme turistfælder som andre steder, hvor masseturismen styrer udviklingen

Atmosfære i Albenga


Anderledes er det i Albenga.
Altså middelalderdelen af byen.

Her er atmosfære så det basker.

Små krogede gyder, hvor vasketøjet hænger til tørre, og hvor det er umuligt for biler at køre.

Her kan man slentre rundt og kigge på den gamle by i fred og ro uden larm og os fra de firhjulede køretøjer.

Via San Michele er kernen i det gamle middelalderlige bycenter. Katedralen, med sit høje gotiske tårn, har fornemme udsmykninger.

Tæt herved ligger det femkantede dåbskapel, som kan datere sin historie helt tilbage til det 5. årh. Via dei Leoni, som ligger bag ved katedralen, er domineret af familien Costas palads fra det 16. årh. Gaden har taget sit navn fra den stenløve, som Costafamilen tog med sig fra Rom i 1608.

I Via Sempione 21 ligger olivenhuset Sommarivas olivenmuseeum.

Et fantastisk lille museum, hvor vi blev budt velkommen af en venlig dame, som straks satte en video på, som fortalte om selve fremstillingen af olivenolie.

I museet er der et utal af genstande som har været anvendt i gamle dage ved produktionen.
Her kan man bl.a. se eksempler på, hvordan man i den fjerne egn af Italien, Apulien, opbevarede olien i kæmpestore ler-amforaer. Her er gamle olivenpresser, store gamle stenhjul som har knust livets frugt og frembragt den uundværlige olivenolie.

Museets butik er også et besøg værd.

Her kan købes olivenolie i alle mulige afskygninger, Vermentino hvidvin, den røde lokale Rossese vin, krydderurter, pesto o.m.a. Butikken i olivenmuseet.

Ovn til La Farinata

At slentre rundt i Albengas middelaldercentrum er fascinerende og også her er det muligt at få sin kulinariske trang stillet.

Vi fandt et uanseeligt lille sted i Via Torlaro 22. "Da Puppo" hed stedet.

Man kommer ind i et lille lokale, med plads til højst 20 personer, men hvis man går om bag ved disken, så viser det sig, at der også er borde i en del af køkkenet, så alt i alt kan der sidde 40-50 personer i restauranten.

Spisekortet bød på mange lækkerier bl.a. i form af grilspyd med kød, grønsager og fisk.

I køkkenet var der en stor ovn, som vi i første omgang troede, at man brugte til at bage pizzaer i.

Men det gjorde man ikke.

Ovnen blev anvendt til at bage en specialitet for området, nemlig farinata.

Vi havde aldrig hørt om farinata før, men fandt hurtigt ud af, at det var noget af et tilløbsstykke.

Godt vi var kommet i så god tid, at vi havde fået et bord, for i løbet af et øjeblik var alle bordene besat og folk stod i kø ud på gaden, dels for at få et bord og dels for at hente farinata med hjem til aftensmåltidet.

Farinata kan bedst betegnes som en slags tynd æggekage, forstået på den måde, at det kun er konsistensen der minder om den.

Grundingredienserne i farinata er kikærtemel, vand og olivenolie.

Kokken havde tilberedt 20 store krukker med 3 liter i hver til aftenens produktion.

Den flydende masse kommes ud på en kæmpe bradepande, som sættes i den over 300 gr. varme ovn.

Det skal stå og simre i ca. 15 min og så får man en kæmpe pandekage, som bliver skåret ud i småstykker.

Farinata kan spises som det er, eller som vi fik det anbefalet, som tilbehør til grillspyd med grønsager og fisk.

Hertil fik vi en flaske af den lokale rødvin Rossese, som af mange bliver betegnet som Liguriens stolthed.

Et herligt måltid i en forunderlig atmosfære.


Området bag Albenga er en stor flad slette dannet af smeltevandet som igennem årtusinder er løbet fra bjergene længere inde i landet.

Dette store flade plateau bliver bl.a. anvendt til dyrkning af krydderurter (basilikum, oregano, timian m.m.) ligesom store drivhuse er fyldt med alpevioler og chrysantemum i alle mulige farver.

Vinmarkerne i Piemonte


På vores vej mod Piemontes vinmarker fulgte vi bl.a. den lille flod Neva.

Snart kom vi til den pittoreske by Zuccarello.
Med en vældig kraft dundrer floden langs med yderkanten af byens huse - murværk og klippefremsprin vidner om slitagen gennem århundreder.

Man kan vælge at køre uden om den lille by, eller køre stille og roligt igennem og stille bilen et passende sted, for at kigge sig omkring.

Her går livet sin vante gang, som det nu har gjort i århundreder.
Langs hovedgaden er der en overbygget arkade, hvor der både skjuler sig forretninger og indgange til beboelseshuse.

Vejen snor sig.
På begge sider er der tæt skov, som på denne årstid har antaget de flotteste efterårsfarver.

Vi passerer snart Garessio, som ligger flot ned til floden.

Landskabet ændrede sig gradvist fra bjergklædte skove til blødt svungne bakker med masser af vinstokke.

Vinen var afhøstet og produktionen af årets vin var i fuld gang.

Omkring byen Dogliani produceres Dolcetto di Dogliani.
Det er en meget tør rødvin, med en ekstremt dybrød farve.

Den er livlig og har en let drikkelig karakter og kan give én en fornemmelse af en let sødme som modne skovbær, som Maureen Ashley karakteriserer den i sin bog "Italienske---------- vine".

Hjemstedet for dolcetto- druen er netop her, hvor den lidt længere mod nord og øst gror side om side med de mere højrøstede Nebbiolo-og Barbera druer.

Rundt om byen Dogliani ligger en del vinkooperativer samt enkeltgårde, hvor det er muligt at komme ind og se og smage på varerne, og naturligvis købe både i flasker og i dunke.

På landevejen mod Torino ligger kooperativet Cantina del Dolcetto di Dogliani.

Her kunne man f.eks. købe en dunk med 10 liter Vino Rosso di Tavola for omkring 70 kr eller en flaske Costabella 1999 (DOC) for hvad der svarer til 26 kr.
Overalt i området var høsten overstået og arbejdet foregik nu dels på kooperativerne og dels ude på de enkelte vingårde.

I Cantina del dolcetto di Dogliani
var saften fra de pressede druer kommet på kæmpemæssige ståltanke, som sikre en ensartet produktion.

Man kunne endnu ikke sige noget om årets høst, men de klimatiske betingelser havde været gunstige, så man regnede med, at årgang 2000 ville blive en af de bedre.

Da vi kørte fra Dogliani med nogle dunke og flasker af den dybrøde Dolcetto vin kørte vi på en landevej, hvor der over en kort strækning stod 10- 12 vejkapeller,- alle forskelligt udsmykket med motiver hentet fra Bibelen.

Flere steder var der lagt blomster som tak for en god høst, der var kommet vel i hus.

-bertil

Copyright © 2000-2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano