|
|
Rejsen
Fredag morgen,
den 5. oktober, stod vi tidligt op og kørte mig til Bornholms Lufthavn. Afsted
klokken 7 til Kastrup og et par timers ventetid.
Midt på formiddagen afgang
til Fiumicino - Roma.
Det var skønt.
Jeg var glad og forventningsfuld.
På vej mod nye oplevelser og eventyr. 2 timer og 20 minutter senere landede
flyet.
Jeg fik fat i mine kufferter og travede gennem terminalerne til togstationen.
Herfra er der direkte tog til Stazione Termini - Roms Hovedbanegård.
Jeg havde pænt tøj på, skjorte og sort jakke. Der var stegende hedt og jeg svedte
som et svin da jeg nåede Termini.
Gik rundt på den enorme station for at orientere
mig.
Fandt Metro A og tog afsted til Appiano, videre med bus til Viale
delle Medaglie d'Oro.
Derfra til fods med mine tunge kufferter de sidste 5-600
meter. Endelig, endelig nåede jeg til den lille Via Lattanzio, hvor jeg skulle
bo de næste par måneder.
Her sad Antonio Nuzzo og ventede på sin Vespa.
Han havde ventet på mig i næsten 4 timer, mens jeg var på vej til lejligheden.
Han er mellemmand mellem sprogskolen som jeg skulle starte på om mandagen
og ejeren af lejligheden.
Jeg kom indenfor og fik mit værelse at se. Et enkelt
rum med en seng, et skrivebord, et klædeskab og en lænestol.
Hvidmalede vægge
og lofter, de typiske italienske rulleskodder og tunge gardiner.
Udmærket.
International bolig
I det fælles køkken var der liv og glade dage.
Et par unge svenske fyre og svenske Karin var
i gang med at lave fælles mad - pasta.
I løbet af de næste par timer pakkede
jeg ud og indrettede mig i mit værelse og lidt senere på aftenen gik jeg en lille
rekognosceringstur i de små gader i nærheden.
Det så ud til at der var alt
hvad jeg havde brug for i det daglige: Alimentari, marcelleria, frutta & verdura,
supermarcato og - som noget meget vigtigt - den lokale bar, hvor jeg kunne
få min caffè og min morgenmad (la prima colazione) hver dag.
op /\
Dagbogen
En af de første aftener skrev jeg i min lille dagbog: Roma
Roma! Endelig er jeg her - en rejse der har taget mig mere
end 45 år.
Her i Den evige Stad mødes al tid - fortid,
nutid, fremtid - plus alle de andre tider man skal lære når man bøjer verber
her.
Hvad har de dog ikke fundet på de skøre romere!
Jeg er her
i de sidste 3 måneder inden den gode gamle lira forsvinder og Euroen bliver Italiens
og det meste af Europas fælles mønt. Danmark slap fri i første runde.
Jeg
må nyde at gå rundt med tusinder af lire på mig og føle mig rig og italiensk.
S
nart er det slut og gamle stolte Italien - og Roma - bliver efterhånden
til en intetsigende region i De forenede Europæiske Stater.
Ja, jeg ved godt
at Italien er et ungt land, men kulturen, menneskene, traditionerne - den fantastiske
måde italienerne har at leve på, er ældgammel.
Bare navnet Roma - aroma
- amore.
Det smager og dufter at liv, kærlighed, lidenskab og kunsten
at nyde.
Der er ingen andre mennesker i verden der som romerne forstår -
at nyde.
Midt i Roms stegende, kogende helvede en varm oktoberdag, med tusinder
af biler, busser, scootere, sporvogne, larm, støj, møg, forurening og svedende
turister, forstår romerne at nyde en caffè på den lokale bar, at læse avisen,
at samtale - at elske. Roma - amor.
Det var da godt at det var Romulus
der overlevede og grundlagde Rom, ellers var der mange digte, rim og ordspil vi
slet ikke kunne skrive...
Romerinderne!
Jeg bliver ør og skør af alle de romerske, smukke dejlige
erotiske kvinder.
De oser langt væk at lidenskab, passion og hemmelig vildskab.
Mange
gange hver dag bliver jeg instantant forelsket - i bussen, hos købmanden, på gaden.
Utilnærmelige, reserverede, ikke nemme at få øjenkontakt med - men lur mig
om de ikke er ægte vulkaner når de først bliver tændt.
Og i fantasien kan
alt ske... Her går man virkeligt op i La Bella Figura - at tage sig ud,
når man er udenfor sit hjem.
Ingen jens-okking-bukser
Her er ingen der går i hængerøvede jensokking-bukser og er
ligeglade med alting.
Her tager man hensyn til sine medmennesker og ser godt ud når man færdes iblandt
dem.
Men hvorfor er jeg her egentlig? Nåh, jo - egentlig for at søge arbejde
og for at lære sproget.
Men det er ikke så underligt. H. C. Andersen har
fantaseret sig selv i søvn mange gange i Rom.
Og nu har jeg en enestående
chance for at lære det italienske sprog og den romerske måde at leve på - inden
jeg vender tilbage til et dansk standardliv.
Ensom
weekend - og så slog bureaukratiet til
Den første weekend følte jeg mig lidt ensom, men jeg vidste
jo at fra mandag ville jeg have masser af ting at gøre med
at få alt mit papirarbejde på plads. Det var f.eks. meget
vigtigt for mig at blive tilmeldt Arbejdsformidlingen og Socialkontoret
som her hedder INPS (Istituto Nazionale Previdenza Sociale).
op /\
INPS
og AF
Her er hvad jeg skrev til Arbejdsdirektoratet da det hele var
gået i orden for mig:
Så er det endelig
lykkedes at få alle formaliteter i orden her i Italien.
Det er altså ikke
helt så enkelt som det lyder til i Direktoratets vejledning.
Jeg ankom
til Roma fredag den 5. oktober om eftermiddagen. Resten af dagen gik med at blive
indkvarteret og lige lære at finde rundt med tog, bus, sporvogn og Metro.
I weekenden lykkedes det mig at finde ud af hvor INPS ligger (Piazza Augusto Imperatore
32) og jeg øvede mig et par gange i at finde dertil med bus, så jeg kunne være
der tidligt når kontoret åbnede.
Mandag morgen tidligt tog jeg afsted, fuld
af forventning om at alt ville glide glat og at jeg let og smertefrit ville få
mine papirer i orden.
Adskillige funktionærer sørgede omhyggeligt for
at vi der ventede ikke kom ind et sekund før tid.
Endelig fik vi lov at
trække et nummer og jeg kom forholdsvis hurtigt til ved Sportello 4.
Prøvede
at forklare sagen og viste de officielle dokumenter fra Danmark frem.
"Hvor
bor du?", spurgte herren i lugen træt.
"Via Lattanzio 58", svarede jeg
beredvilligt.
"Hmm, så er det ikke her. Du skal tage til INPS på Via di Torrevecchia
592".
Jeg skyndte mig afsted med Metro, bus og Taxi og ankom til INPS.
Igen trak jeg nummer i køen til Sportello 8 og kom til efter en halv time.
Den meget smukke dame i Sportello 8, kendte intet til EØS 303 og sendte
mig op på første sal.
Her ventede jeg en time inden jeg opgav og gik ned igen.
Trak igen nummer til Sportello 8 og ventede.
"Nix", sagde hun, "jeg
kan intet gøre før du har været på Ufficio di Collocamento og fået et papir
derfra."
Jeg fik adressen og skyndte mig ud på gaden.
Sprang ind i en
taxa og bad ham køre til adressen.
Den kendte han ikke og begyndte resolut
at køre i den forkerte retning.
Han opdagede fejlen og tilbød at køre mig
gratis fordi han havde fridag(?).
Jeg sagde 1000 tak og fandt Ufficio de
Collocamento. Der stod ca. 100 mennesker i een kø og 6-7 i en anden. Jeg valgte
den korteste.
Der stod jeg i ca. 20 minutter inden jeg kom til glaslugen.
En meget venlig og interesseret dame kiggede lidt på de blå stempler og de gule
stjerner, tilkaldte en anden ansat og miraklet skete: hun vidste hvad der skulle
gøres.
Jeg blev hevet ind på et kontor og en meget venlig og kompetent
dame fik mig indskrevet i Collocamentos computer og jeg fik papirer og stempel.
Jeg var lykkelig.
Tilbage til INPS.
Nyt
nummer i køen.
"Det var fint", sagde damen i Sportello 8, "men jeg kan intet
gøre før du har udfyldt Una Domande di Disoccupazione.
Den fik jeg ved informationsskranken.
Nyt nummer og tilbage til Sportello 8.
"Så skal du udfylde her, her, her,
her, her og her", sagde hun, og satte kryds med kuglepennen på samtlige 6 sider.
Jeg fandt et lille hjørne i ventelokalet og begyndte at udfylde papirerne
så godt jeg kunne.
Nyt nummer og tilbage til Sportello 8.
Jeg var vist
ikke lige heldig med det hele.
op /\
Ægteskabelig stilling: Skolelærer
F.eks. fik jeg under "Ægteskabelig stilling" skrevet "Skolelærer",
hvad damen i Sportello 8 straks så (og smilede til mig).
Jeg prøvede at forklare at
jeg havde meget brug for en kvittering med stempel og dato på at jeg havde været
der.
"Kom igen fredag, så tror jeg papirerne er klar til dig", sagde damen
- audiensen var slut.
Jeg vendte tilbage fredag den 12. og damen genkendte
mig.
"Et øjeblik" sagde hun og faktisk varede det kun et øjeblik inden jeg
fik kvitteringen på at alt var i orden.
Jeg spurgte hvad jeg så skulle gøre
nu.
"Vi kontakter dig pr. brev om ca. 10-15 dage".
Endnu har jeg intet
hørt, men der er heller ikke gået så lang tid endnu.
Jeg undskylder min lange
beretning, men det er for at give jer et indblik i at i et land som Italien kan
procedurerne i praksis være helt anderledes end de oprindeligt er udtænkt i f.eks.
Bruxelles eller København.
F.eks. skal jeg her først tilmelde mig Collocamento
og derefter INPS.
Direkte modsat af hvad der står i de papirer jeg har
fået i Danmark.
Måske kunne man opnå større smidighed ved at have papirer
med på italiensk, istedet for engelsk, som ikke engang offentligt ansatte taler
her.
Jeg er overbevist om at der går rod i udbetalingen af mine dagpenge,
selvom jeg opfylder alle betingelser til punkt og prikke.
Jeg kontakter Direktoratet
så snart jeg kommer til Danmark igen den 22. december og håber at I er hurtige
til at hjælpe mig.
Tja, sådan er det vist ofte med bureaukrati - ikke bare
i Italien, men også i Danmark skal man ofte grueligt meget igennem for at få noget
gennemført.
op /\
Skolen
DILIT
Sprogskolen DILIT ligger ganske tæt ved Stazione Termini - i
Via Marghera 22.
Mandag den 8. oktober var min første dag.
Jeg skulle
møde klokken 14 og have lektioner til klokken 17.
Jeg gik ind ad porten til
den store bygning og op af trappen hvor der altid står lærere og studerende som
ryger og snakker - italiensk.
På kontoret sidder mindst 3 dejlige og søde
sekretærer som er utroligt flinke til at hjælpe med alt muligt.
Jeg havde
min faktura med og viste hvad jeg havde bestilt hjemmefra.
For at finde ud
af hvilket hold jeg skulle på, var jeg til en kort samtale med undervisningslederen.
Efter ca. 10 minutter var han sikker på at jeg skulle starte på niveau 3
hos en lærer der hedder Giuliano.
Jeg bevægede mig op på 2. sal og bankede
forsigtigt på døren til Aula E1 - til venstre.
Lektionen var i fuld gang
og jeg præsenterede mig kort for de andre 5-6 studerende og satte mig på en ledig
plads.
Lige på og hårdt - vi fik udleveret en svær artikel der handlede om
designerens brug af farver.
Puha - jeg syntes det var svært og der var masser
af ord jeg ikke kendte.
op /\
Kun italiensk
Pædagogikken på DILIT er at man hele tiden taler, skriver, tænker,
ser og hører italiensk - uden alt for meget brug af ordbog.
Det er absolut forbudt at tale engelsk (eller
andre sprog indbyrdes).
Og det virker...
Klokken ca. 15:30 holdt vi
pause og gik ned i "Il Club" i kælderen for at købe caffè, cappucino, sodavand,
kager og panino hos Luciano, der suverænt styrer baren.
Han er en pragtfuld
stor mand med et imponerende overskæg (baffi).
Vi var et par stykker der
hurtigt døbte ham Baffi Natale (Babbo Nataler er julemanden, mens baffo
betydeoverskæg)- men selvfølgelig ikke når han hørte det.
Man kan tage
sin caffè med ud i haven eller op på en af tagterrasserne.
Her sad vi i det
vidunderlige solskin og snakkede og pjattede på vores specielle italienske dialekt
dilitaliano, selvom vi kommer fra alle dele af verden: Japan, Schweiz, Tyskland,
Holland, New Zealand, Australien, Sverige, Columbia... tutti i paesi.
Efter
pausen fortsatte lektionen med at vi lyttede til bånd.
Det
er saftsuseme svært at følge en samtale eller et interview i normal italiensk
hastighed, men som dagene og ugerne gik, blev vi
mærkbart bedre...
Nogle dage så vi en stump af en videofilm, eller hørte
og lavede øvelser med sange, digte, artikler, interviews.
Altid var hovedideen
at forstå indholdet i teksten og at tale sammen om teksterne - ikke så meget at
oversætte.
op /\
Dagligdagen
Det er dejligt at være i Rom, på trods af al larmen, støjen,
osen - sådan er Rom bare.
På skolen er alle meget, meget søde og hjælpsomme.
Lige fra sekretærerne
til Il Direttore - og alle studerende prøver at hjælpe hinanden med at lære så
meget som muligt.
Her i huset bor vi 1-2-3-4-5-6 personer sammen.
Franske
Claire, japanske Mie, svenske Karin, svenske Annika - og jeg.
I weekenden
flyttede italienske Antonella ind.
Hende har vi stor glæde af og hun gider
godt at snakke med os. Hver morgen står de andre op først, fordi de møder klokken
9, og jeg står op når de er taget afsted.
Jeg møder først klokken 14, så
jeg nyder at have god tid. Så tager jeg et bad, spiser lidt morgenmad og nogle
gange går jeg lige over på baren og får en caffè og en cornetto, ciambella,
bomba, cannola eller hvad der ellers er.
Så arbejder jeg lidt med lektierne
og tager afsted ved middagstid med bus, tog eller Metro.
Det hurtigste er
at gå til Metroen ved Stazione Cipro ca. 500 meter herfra og derefter til Termini
- i alt ca. 35 minutter.
Byen rundt i bus
Men ellers eksperimenterer jeg ofte med at tage forskellige
busser for at se hvor jeg ender.
I hele oktober har McDonald tilbud på 2 cheeseburgere for kun
2000 lire (8 kroner), så det får jeg næsten hver dag til frokost - det kan ikke
gøres billigere.
Når jeg ankommer til skolen går jeg som regel ned i Il Club
og tager en caffè og læser en af de små gratis aviser der deles ud her i Roma,
enten Leggo eller Metro.
Der er lige de korte nyheder om Krigen og hvad der
ellers sker i verden og Italien.
op
/\
Aftenarrangementer
Så har vi lektioner fra 14 til 17, og klokken 17:30 er der hver
dag et eller andet arrangement (gratis).
Jeg har været med til alle siden jeg kom.
Nogle gange er det en film,
andre gange er det en gåtur et sted i Rom og andre gange spiser vi spaghetti sammen
og i dag er der et "seminar" om italienske vine - med smagsprøver!
Som regel er klokken 19:30 inden skolen er slut, og så tager jeg hjemad.
Når jeg kommer hjem er de andre i gang med at lave mad eller spise og jeg laver
også noget pasta med et eller andet til. Vi snakker hyggeligt på italiensk + en
blanding af alle de sprog vi kender.
Jeg har iøvrigt besluttet at fortsætte
med at gå i skole kun om eftermiddagen.
Det passer mig fint at møde sent.
Så har jeg huset for mig selv hele formiddagen og på skolen kan jeg deltage
i de sene arrangementer uden at skulle vente.
Tiden
flyver
Tænk, nu har jeg allerede været her en hel måned. Det er slet
ikke til at forstå at tiden går så hurtigt.
Jeg er blevet "stamgæst" på il
bar lige overfor.
Hver morgen, sådan ca. klokken 9 - 10 går jeg lige over
og får en kage og en americano.
Bar-fatter og mutter er begyndt at snakke
til mig og give mig gode råd om hvad jeg bør se når jeg nu er i Rom.
Her
i huset er jeg også blevet gode venner med portnersken, Romina.
Hun
snakker med mig hver dag og lærer mig nye ord og er flink til at lytte og rette.
Jeg havde et par jeans som var gået op i syningen bagpå.
Dem reparerede hun
for mig fra den ene dag til den anden.
Hun ville absolut ikke have noget
for det, men som tak købte jeg en æske chokolade til hende.
Det blev hun
næsten fornærmet over.
op /\
Det er altså ikke nok at lære sproget, man skal også lære en anden kultur og
stolthed at kende.
Nå, men vi er nu gode venner igen...
Jeg er ved
at være godt kendt i Rom nu. Centrum kender jeg som min egen bukselomme og nu
er jeg begyndt at udforske forstæderne lidt.
I weekenderne tager jeg systematisk
på udflugt med bybusserne og hver gang jeg har fuldført en buslinie fra start
til endestation sætter jeg en ring omkring ruten på kortet.
Gadesælgerne
For et par dage siden så jeg en af de "sorte mænd", de afrikanske
gadesælgere, der var ved at rigge til med dansende Topolinoer
(små papirfigurer som forestiller Anders And, Andersine eller
Mickey Mouse).
Jeg forklarede ham at jeg var blevet narret 2 gange i Venezia og
om han ville fortælle mig hvordan de dansende figurer virkede. Han indvilligede
og viste mig hvordan han bandt en meget tynd, sort, sytråd fast mellem en stor
taske og antennen til ghettoblasteren.
Så vidt jeg forstod var der en eller
anden form for motor indeni tasken. Da der begyndte at komme "kunder" blinkede
han til mig og jeg forsvandt diskret...
I dag, søndag, har jeg været på udflugt
til en lokal flyveplads.
Ja, faktisk ligger der den fineste flyveplads a
la Rønne Lufthavn lige udenfor centrum.
Den italienske pige, Antonella, der
også bor her, har en ragazzo som hedder Francesco.
Han er ved at tage certifikat,
så vi har fået en vældig flyver-snak, og jeg har selvfølgelig sagt at de altid
er velkomne i Danmark, hos mig.
Venter stadig på
INPS
I morgen tidligt, mandag, tager jeg på INPS, for at høre om
jeg snart får nogle penge udbetalt. Det ville være rart at få
et par millioner lirer. Men ellers har jeg det godt her. Jeg
keder mig lidt i weekenden, fordi jeg jo er meget alene, men
til gengæld er skoledagene sjove. Der er masser af sjove oplevelser
og dejlige mennesker.
Krigen
Her går det stadig godt, men pludselig går det for alvor op
for mig at jeg lever og bor i et land der er i krig.
VI ER I KRIG!!!
I går var der 2 store demonstrationer
her i Rom. Een for freden og een for regeringen Berlusconi som er gået ind i krigen
uden at spørge folket.
Jeg var ikke selv med, men vidner fortæller at der
måske var 130.000 mennesker i een lang strøm fra Piazza Venezia og til Bocca della
Verita (der hvor man stikker hånden ind i munden på en stenfigur for at prøve
om man taler sandt).
Men alt forløb fredeligt og flere tusinde betjente holdt
de 2 grupper demonstranter på lang afstand af hinanden, så der ikke skete gentagelser
af de tragiske hændelser i Göteborg og Genova.
Her i Rom holder dem som jeg
taler med, med Afghanistan. Jeg kan høre at de godter sig lidt, hver gang der
står i aviserne at nu er der blevet dræbt nogle amerikanske soldater.
op /\
Pompei
I går var jeg med skolen på en dagstur til Pompei
>> og Napoli >>.
Jeg har været i
Pompei flere gange tidligere, men det er altid en spændende oplevelse at vandre
rundt i de små gader og forestille sig livet der for 2000 år siden.
Da det
blev frokost og alle de andre spiste på et pizzaria fyldt med turister, stak jeg
af og fandt et hyggeligt lille Trattoria, hvor jeg har spist for 6 år siden.
Stemningen og maden der er perfekt, og jeg nød min frokost alene.
Bagefter
var der lige tid til en times gåtur i Napoli, hvor man skal passe på hvad man
har i lommerne.
I dag, søndag, har jeg sovet længe og ellers gået en hyggelig
tur på det store marked ved Porta Portese.
Det er altid en særlig oplevelse
at gå i den over 1 kilometer lange markedsgade, med et mylder af mennesker
der taler alle sprog.
Rød regn fra Sahara
I dag har det regnet en mærkelig regn.
Himlen var nærmest helt rød og når
regnen landede på bilerne, busserne og os mennesker, blev vi helt plettede og
beskidte af støv.
Det er simpelthen støv og sand fra Sahara der bliver ført
med vinden og skyerne der falder ned sammen med regnen og sviner alting til.
Alle biler her i Rom ser forfærdeligt snavsede ud og selv fine fruer i skindfrakker
ligner druknede vagabonder.
Jeg har også oplevet en andet naturfænomen her,
nemlig når flere millioner af fugle hver aften, efter fugle-fyr-aften,
samler sig og slår ned i træerne ved Stazione Termini eller parken ved Villa Borghese.
Sky af fugle
Det er et imponerende syn at se en sky af fugle
der danser ballet og danner de særeste mønstre på himlen.
De vender alle på
een gang og flyver i en anden retning, vender igen i en ny retning.
Deler
sig i flere flokke og samles igen. Jeg tænker at skyen af fugle er mange hundrede
meter høj. Hele showet varer ca. 10 minutter, så er alle fuglene landet i træerne,
hvor de sidder og snakker om dagens hændelser - og skider på bilerne neden under.
op /\
Endelig penge
Midt i en ellers kaotisk verden forstår romerne stadig at leve
- at nyde.
Det er forbløffende
at denne storby faktisk virker, men det gør den.
Trafikken er kaotisk,
men alle kommer frem.
Elektriciteten virker, der er vand i hanerne og
skraldevognene kører om natten og rydder op efter dagens forbrug.
Midt i
alt kaos er der alligevel et system, en form for orden.
I går var jeg i banken
for at veksle en check. En fuldstændig normal operation der tager ca. 3 minutter
i en dansk bank.
Jeg havde trukket et nummer og ventede pænt på at det blev
min tur.
Der var fem luger, men kun den ene var bemandet, selvom vi stod 8-10
personer i kø.
Efter ca. 20 minutter var det ved at være min tur. Men pludselig
dukker en bankmand op (ud af den blå luft) og henvender sig til mig - om jeg skal
veksle denne check?
Ja-tak!
Har De nogle dokumenter, legitimation?
Ja, et øjeblik. Her er mit pas og mit kørekort. Jamen, har De ikke nogle
italienske papirer?
Øøøhhhh, jo forresten, jeg har dette brev der fulgte
med checken (siger jeg, og står på hovedet i min lille taske).
Tak, et øjeblik.
Så forsvinder han med check, pas, kørekort og mit brev. Jeg tænker at
hvis det nu er et trick, vil jeg aldrig kunne forklare hvad der er sket og
mine papirer ville være forsvundet for evigt. Men, heldigvis dukker han op igen
ca. 5 minutter efter.
Han har fotokopieret hele molevitten og fundet at alt
er i orden. Mit nummer har forlængst været på tavlen, men han er flink og afbryder
en anden ekspedition så jeg kan komme til. Han forklarer sagen til damen i lugen.
Hun kigger omhyggeligt alle fotokopierne igennem og ser mig dybt i øjnene
for at se om de flakker og om jeg er en svindler og bedrager.
Jeg ser ærlig
og troværdig ud som jeg kan.
Med stor autoritet stempler hun samtlige sider
og ønsker mig tillykke med mit lange underlige navn:
Hans Tim Bregning Karlsen.
En anden herre kommer ind i hendes boks og peger interesseret på et eller
andet i mine papirer.
Åh, nej - tænker jeg og forestiller mig nye
forhindringer, men han bliver heldigvis afbrudt af en kollega der spørger om han
vil have kaffe.
Det vil han gerne og går sin vej.
Endelig, endelig åbner
damen pengeskuffen og begynder at tælle sedlerne op. Et bundt dejlige store sedler:
to-millioner-femhundredefemtitretusinde-nihundredeogtyve lire (de 920 lire har
hun i et privat syltetøjsglas ved siden af kassen).
Med et smil skubber
hun pengene ud under glaslugen.
Jeg putter dem i tegnebogen, som jeg lyner
forsvarligt inde i min jakke og siger farvel.
Går ud gennem den dobbelte
sikkerhedssluse, hilser på den bevæbnede vagt med skudsikker vest og går glad
hen imod busstoppestedet.
Det er en skøn fornemmelse at være millionær.
Snart er det slut
Nu løber tiden bare afsted her, men jeg har vist nået alt det
jeg skal indtil nu.
I går fik jeg
ordnet de formelle papirer som jeg skal have med hjem til Danmark.
Alt er
OK.
Igen i går tilbragte jeg 2 timer i en bank bare for at veksle en check,
men endelig, endelig lykkedes det.
I aften er min sidste aften her i huset
og næstsidste aften i Rom. Måske går jeg ud og spiser med to danske piger: Mette
og hendes veninde Gitte.
Jeg glæder mig faktisk til at "stikke af" fra skolen
de sidste par dage.
Der er selvfølgelig en mærkelig opløsningsstemning i
hele huset, fordi så mange tager afsted nu og aldrig vender tilbage.
Nu vil
jeg tage til Napoli i morgen sammen med Karin og besøge Antonella.
Når jeg
kommer tilbage hertil fredag aften, mødes jeg for sidste gang med Marion og Judith
fra min klasse inden det er farvel til Roma for denne gang.
Arrivederci
Lørdag den 22. december 2001 var det så afgang til Danmark.
Det var meget, meget vemodigt at sige farvel til de mange gode
venner jeg har mødt her i Rom.
Vi var nogle stykker der ventede sammen i lufthavnscafeen
inden vi splittedes i alle retninger til hver sin Gate til det land vi var kommet
fra.
Afskedstårerne flød i stride strømme, og vi lovede hinanden at vi ville
holde kontakt via email og måske mødes til foråret i Rom...
op /\
Hjemme igen
Jeg er i live og har det godt, men hold da kæft hvor har
mit liv været rodet det sidste halve år.
Jeg har jo været i Rom i næsten 3 måneder.
Det var
et fantastisk ophold og jeg har haft det så godt.
Nu er jeg vendt tilbage
til Danmark og det "virkelige" liv.
Jeg er begyndt på nyt arbejde som Uddannelseskonsulent
i 3 vestsjællandske kommuner: Dragsholm, Trundholm, og Nykøbing-Rørvig.
Så
nu er ringen sluttet og jeg er vendt tilbage til min fødeegn. Jeg har boet på
hotel og nu på vandrerhjem i Holbæk.
Endelig er det lykkedes mig at finde
et midlertidigt sommerhus som jeg flytter ind i på mandag.
Det er et lækkert
hus tæt ved Sejerøbugten, hvor jeg har trådt mine badesko som barn.
Jeg har
det rigtigt godt med mit nye job. Det er både sjovt og spændende, men jeg savner
Rom meget.
Jeg bor jo midlertidigt i et sommerhus ved Sejerøbugten.
Jeg tror nok at jeg lige bliver boende en periode indtil min økonomi er stabiliseret.
Derefter vil jeg annoncere efter en lejlighed eller et lille hus i Holbæk.
Her er utroligt dejligt, men meget meget stille.
Når jeg kommer hjem fra
arbejde klokken 16 eller 17 har jeg bare en laaaaaanng aften foran mig. Her er
ingenting i nærheden og ingen overhovedet at tale med.
Og når jeg så tænker
på millionbyen Rom og alt det der konstant er i bevægelse er det noget af et kulturchok.
Jeg har kigget lidt på Internettet efter nogle steder hvor man kan gå til italiensk,
men jeg synes ikke rigtigt at jeg har fundet noget. Jeg havde troet at man lige
kunne finde en aftenskole, gymnasium eller HF i Holbæk eller omegn, men det ser
ikke umiddelbart ud til at der er italiensk som liniefag.
Et par
nyttige tips
Når man er i Rom skal man leve - og opleve.
I starten var jeg lidt for sparsommelig, fordi jeg var nødt til det, men i Rom
er det vigtigt at gå ud at spise, gå i biografen, i teatret, gå på udstillinger,
på messer, til kirkekoncerter - og se Paven i Peterskirken.
Lad være med
at sige: "Det kan jeg gøre en anden gang!" Gør det nu!!!
Tag ud og spis
med studiekammeraterne og find jer en Pub, f.eks. "Druids Rock" eller "Druids
Den" tæt ved Santa Maria Maggiore, ikke så langt fra Termini.
Det er vanvittigt
rart og godt for sprogindlæringen at komme ud i "det virkelige liv". Vær ikke
bange for at tale italiensk med nogensomhelst.
Alle vil gerne forstå og hjælpe
- også selvom man laver masser af fejl.
Så snart du ankommer til Rom skal
du købe et månedskort til Metro-Bus, så har du frihed til at fare rundt
i hele Rom for kun 200.- kr. pr. måned.
Tag et par gode ordbøger med
hjemmefra.
Til hverdagsbrug en lommeordbog fra GAD, men til studiebrug Gyldendals
Røde.
Og så kan jeg varmt anbefale Garzanti's enorme luksus-ordbog på
italiensk.
Hvis man virkeligt vil forstå den italienske grammatik er det
godt at have Flemming Forsbergs "La Grammatica" - den havde jeg ikke, men
har straks købt den da jeg kom tilbage til Danmark.
Hvis du har en bærbar
computer skal du tage den med - men lad være med at slæbe den med i klassen.
Dér dur den ikke, fordi det altid er det levende sprog der er i centrum under
lektionerne.
Men hjemme er den rigtig god til at lave øvelser på.
op /\
Sprogøvelser
Jeg gjorde ofte det at jeg oprettede en tabel i Word med tre
kolonner.
I den første
skrev jeg den italienske tekst, i den tredie de gloser jeg ikke kendte.
Når
jeg havde slået alle ord op, oversatte jeg så godt jeg kunne og skrev på dansk
i kolonne 2.
Her er et eksempel:
| Vizi & virtù - Piero Ottone | Laster
& dyder | vizio: uvane, fejl, last
virtù:
dyd, kraft, god egenskab | | Il
paese dei dottori | Doktorernes
land | | | Un'infermiera,
secondo quel che leggo nei giornali, se è trovato in difficoltà perchè ha dato
del tu a una paziente che non aveva mai visto prima. Può darsi che lo abbia fatto
in modo arrogante, o comunque poco riguardioso, e sul caso specifico non esprimo
opinioni, perchè non conosco le circostanze in cui è avvenuto. | En
sygeplejerske, i følge hvad man læser i aviserne, er kommet i vanskeligheder fordi
hun har sagt du til en patient som hun aldrig havde set før.
Det kan være
at hun har gjort det på en arrogant måde, eller i hvert fald med kun lidt respekt,
i den specifikke sag kan jeg ikke udtrykke min mening, fordi jeg ikke kender omstændighederne
under hvilke det er sket. | comunque:
i hvert fald, under alle omstændigheder, alligevel
riguardo: hensyn,
respekt, relation, forbindelse | | Ma
quell'infermiera, forse senza rendersene conto, era al passo coi tempi. L'uso
del tu, per lo meno fuori d'Italia, è sempre più frequente. | Men
denne sygeplejerske, måske uden at lægge mærke til noget, havde travlt. Brugen
af du, i det mindste uden for Italien, er alligevel mere hyppig. | rendere:
give tilbage, give udbytte, indbringe, gengive, gøre
rendersi conto di: lægge
mærke til noget
passo: skridt, gang, trin, uddrag, passage, bjergpasal
passo coi tempi: have travlt, skynde sig
coi = consempre: altid, stadigvæk,
endnu, alligevelfrequente: hyppig | | In
ogni paese e in ogni lingua ci si rivolge alle persone in modo diverso, secondo
usanze che hanno origini lontane. Gli spagnole e i tedeschi sono i più formali:
gli uni dicono usted, che traduciamo liberamente con vossignoria, e gli altri
Sie, cioè loro, con tanto di maiuscola, anche quando si rivolgono a una sola persona.
I francesi hanno adottato il voi, i saltellano fra il tu e il voi anche nei rapporti
familiari; gli anglosassoni dicono a tutti, you, voi, che in pratica corrisponde
a un tu generalizzato, dato che il tu, thou, non esiste nella lingua moderna,
e si adopera solo nelle preghiere. | I
alle lande og på alle sprog henvender man sig til personer på forskellig måde,
i følge skikke som har en oprindelse langt tilbage. Spaniolerne og tyskerne er
de mest formelle: de første siger usted, som vi frit oversætter med "ærede frue",
og de andre Sie, nemlig når de, med brug af store bogstaver, henvender sig til
kun en person.
Franskmændene har taget jer til sig, de springer fra du til
jer også i familie-sammenhæng; englænderne siger you, du, til alle, det svarer
i praksis til et du i almindelighed, idet du, thou, ikke eksisterer i det moderne
sprog, og det udøves kun i bønner. | usanza:
skik
cioè: nemlig, det vil sige
saltellano: ? rapporto: rapport, forbindelse,
kædegear | Tak for denne gang -
tak til alle gode venner som jeg mødte i Rom: Karoline, Mette, Marion, Judith,
Larissa, Camilo, Sanja, Mie, Claire, Karin, Ulf, Anders, Laura, Filomena, Antonella,
Francesca, Francesco, Alessandra, Jens, Nadia og mange andre
I har betydet
meget for mig.
God rejse, hvis du har planer
om at rejse til Italien på sprogrejse
>> |
