Trafik

2003 - 2012


Af Hans Bredahl


Begynder alle bil-køer i Italien?





Scootere kan komme forbi overalt


Parkering - bedst for små biler




Ugyldige bøder...




Hvilken vej skal jeg?


Artikel fra august 2003
På trafikområdet har Danmark og Italien det til fælles, at vejene for det meste er asfalterede, og at de fortrinsvis anvendes af motoriserede køretøjer.


Det er stort set det!

Da jeg første gang vovede mig ombord i denne særlige trafikorganisme, havde jeg ikke de ringeste forestillinger om, at trafikregler og -love i det land jeg entrede, kun var af vejledende art, og at det samme i øvrigt gjaldt enhver form for afstribninger, spærrelinier og vigepligtsregler.

Alle bilkøer begynder i Italien

Når man i disse år studerer, hvad der forårsager bilkøer, så vil man formentlig, når der skal konkluderes, fastslå, at de fleste bilkøer i Europa begynder et sted i Italien, hvor en mand som lyn og torden træder bremsen gennem karosseriet for at give plads for en kvinde, som muligvis overvejer at gå over gaden.



Opbremsningen forplanter sig til de efterkørende og vil i bølger brede sig op gennem Europa og kunne ses som bilkøer nord for Hannover!

Hensynsfulde

Tag nu ikke fejl.
Hvis italienerne ikke var som de er, ville trafikken i landet gå i stå.
Og skulle man få den opfattelse at italienerne er dårlige bilister, blot fordi de ikke tager en dobbelt spærrelinie alvorligt, så tager man fejl.
Det ser blot ud som om de kører som vilde dyr.

I virkeligheden køres der opmærksomt, hensynsfuldt og fantastisk effektivt.
Men der er ting som distraherer.

Tag nu f.eks. mobiltelefonen.
Det er indlysende nok, at den skal betjenes med den ene hånd, og at man, medens samtalen i gang, er tvunget til at bruge den anden hånd til at styre bilen.

Men hvordan kan man så føre en samtale, når man ikke kan bruge hånden til at understrege sine ord??
Det giver nogle problemer, naturligvis navnlig i den tætte bytrafik, hvor man kan få den opfattelse, at to mennesker er i samtale med hinanden, blot for at opdage at de taler i hver sin mobiltelefon.

Indslusning

Italienerne har fundet på en lille smart detalje, som de fleste turister aldrig nogen sinde når at bruge, nemlig indslusningsbåse ved venstresving.

Første gang man oplever det, er det simpelthen et chock at se den venstresvingende på vej ind i det befærdede kryds.

Men så opdager man jo hvor fikst man på den måde har sørget for at flette den venstresvingende ind i trafikken.

Så er det ganske vist derefter bilistens eget ansvar at få sig flettet ind i den sandsynligvis uendelige kø af biler, der skal samme vej, og som kun reagerer, hvis man vover at smække snuden frem i de andres vejbane, naturligvis på en så følsom måde, at man har en chance for at bremse, inden man selv får skrammer.

Hele systemet bygger nemlig på to ting; at man ikke er bange for skrammer på karrossen, og - at man er det!


Det samme gælder i hvert eneste italienske vejkryds.
Venter man på at der bliver et passende “dansk” hul i trafikken, før man stikker næsen frem, kommer man til at tilbringe ferien i et stinkende vejkryds, hvis da ikke man bliver hjulpet bort af tililende, der kan se, at man aldrig nogensinde vil komme videre af egen kraft.

Andre regler for to-hjulede

For motorcyklister og knallerter gælder naturligvis andre regler.

Hvis der er plads nok til at køre, kører man, i det store og hele uagtet hvilken farve lyset har, og uden væsentlige overvejelser over, om pladsen er til højre eller venstre for bilisten foran, eller om der er modkørende trafik.

Er der et hul, så smutter man igennem, og det hul behøver bestemt ikke at være ret stort.

To andre ting kan også gøre danske turister voldsomt frustrerede;
Italieneren bagved, og italieneren foran!


Italieneren foran er igang med en samtale med sin passager, og sætter af gode grunde farten ned, således at han ikke er til fare for den øvrige færdsel.
Det er nemlig umuligt på samme tid at samtale og holde mindst en hånd på rattet.

Endnu vanskeligere er det, hvis passageren er en kvinde, og måske endda en sådan, som ikke modsætter sig intime kærtegn.
Bagfra set kan det virke som om føreren farer fra passagersæde til førersæde.
Men sådan forholder det sig ikke.

Hovedet ryger blot frem og tilbage i ivrig samtale -eller smidsken for den kønne....

Kysses kan man også, om sådant skulle blive påkrævet.
Men i alle tilfælde fjernes bilens førers koncentration i nogen grad fra den omgivende verden, og foden lettes mere og mere fra speederen.

Men læg mærke til, at bilen også føres langt ud mod vejens højre kant, således at der bliver plads til overhaling, hvilket italieneren bagved ivrigt venter på.

Italieneren bagved har altid travlt

Han ligger langt ude i vejens midte, ja sommetider endda helt ude i venstre side og venter på en chance for at overhale.
Det er helt uden betydning, om man blot skal frem til næste kryds, tankstation eller hende der står inde på fortovet 100 meter fremme.
Der skal overhales!

Og den slags sker ofte så præcist at der kun er plads til et æsels mulehår mellem den overhalende og den modkørende, men det er jo i princippet også plads nok.

Den uøvede bilist skal nu huske, at disse overhalinger foregår uanset hvilken farve, form eller betydning, striberne på vejen har.

Derfor skal man ikke vide sig sikker i hverken opmarchbåse, spærrefelter eller andre steder, hvor man tror, at der ikke kan overhales.
Der kan overhales overalt!
Glem det aldrig!!


...og der kan parkeres overalt

Det samme gælder i øvrigt parkering.
Der kan parkeres overalt.
Italienerne var i en årrække kendt for små biler med gode, overskuelige hjørner, og det var der en grund til.

Der er også en grund til, at den lille FIAT 500 stadig er mangfoldig og populær i sit hjemland.
Den kan altid parkeres.

Om ikke andet så med næsen først på et gadehjørne.

Og skulle Polizia Municipale anfægte bilistens ret til denne måske efter danske forhold lidt opsigtsvækkende parkering, vil italieneren med overbevisning fastslå, at det er fuldstændig urimeligt.

Der var jo ikke plads andre steder!

Bureaukrati

Parkeres skal der jo, og da bilerne i byerne er mangfoldige som himlens stjerner, kan ingen vel anfægte italienerens gode ret til at bruge den plads der er.

Der er parkeringsrestriktioner og der uddeles bøder, og endelig er der skilte, der viser, at overtræder man parkeringsforbudet, bliver bilen slæbt væk.
Det skal man ikke ønske at opleve.

Det kan blive forfærdeligt vanskeligt at få bilen igen.

Italien er selve bureaukratiets hjemland.

Tror man det ikke, kan man bare prøve at købe billet til Grækenlands-færgen i Brindisi!

Færgebilletter truede fruens helbred

Det vil være på sin plads her at nævne, for dem der eventuelt vil prøve, at det for det første er meget nemmere i Bari, og for det andet, at de under ingen omstændighed skal tro, at det kommer til at gå hurtigt i Brindisi.

Jeg så min kære hustru i en tilstand af sådan ophidselse, at jeg frygtede for hendes helbred efter besøget hos den embedsmand, som skulle stemple i billetterne, at han havde set passene.

Men det var et sidespring, omend ikke uvæsentlig for dem, der tager chancen.
Også danske turister risikerer bøder i Italien, når de parkerer samme sted som et par hundrede indfødte i den tro, at det er lovligt.

For besværligt at opkræve bøden


Men se nu nøje på bødeblanketten.
Der vil sandsynligvis være et kryds i et felt nederst, hvor der står, at beløbet ikke kan opkræves!

Italienerne er ikke bare venlige og imødekommende folk.
De er også realistiske og indser, at det vil smadre systemerne totalt, hvis en turist dukkede op og ville betale sin parkeringsbøde.

De indser formentlig også, at der er steder, hvor det er så umuligt at finde en plads, at man for almindelig rimeligheds skyld lader nåde gå for ret.

Ikke svært

Nu kunne man måske få det indtryk, at det er svært at styre et motorkøretøj gennem Italien, men sådan er det ikke.

Men hvis man tror, at der bliver tid til at se nøjere på udsigten under kørslen, tager man fejl, dertil har man alt for travlt med at overvåge det område, italieren foran forventer, at man tager sig af.

Der er dog mange formildende omstændigheder.
Skilte med teksten “Tangenziale” (Ringvej, red.) eller “Tutte le Direzioni” (Alle retninger udenom en by, red.) giver den vejfarende en rimelig chance for at finde vej uden om de byer, man ikke ønsker at se.

Problemet med det er, at der næsten altid er noget at se, uanset hvad for en lille by man rammer.
Begge skilte angiver en omfartsvej, hvor der næsten altid er skilte, der viser videre.

Men pas nu på med de skilte

For en overfladisk betragtning kan skilte, der tilsyneladende viser til højre eller venstre, være skilte, der peger ligeud. Hensigten er god nok.
Skiltene er vinklet på vejen, så man i de fleste tilfælde tydeligt kan se teksten.

“I de fleste tilfælde” betyder, at det gælder hvis ikke nogen har knækket pilen af skiltet eller afprøvet jagtgeværet mod det, hvad der hyppigere og hyppigere er tilfældet, jo længere sydpå man kommer.

Sparer på skiltene

Dernede sydpå sparer man af og til også så rigeligt på skiltene, at man bliver sendt ud ad uoverskuelige omveje.
Men man kan jo bare se sig for.

Det er nemlig oftest sådan, at der først kommer et nyt skilt, når der skal skiftes retning.
At man i den periode er på randen af sammenbrud fordi intet på skiltene antyder, hvor man eventuelt måtte være på vej hen, må man leve med.

Og glæden er jo så meget desto større når man pludselig, efter ikke er være stødt på henvisninger til rejsemålet over mange kilometer, igen ser det på skiltene, fordi nu skal man om lidt dreje til højre eller venstre.

Samme regler

Italienerne har forelsket sig i rundkørsler, og mange af dem er rigtigt gode.
Men man bør nu nærme sig dem med forsigtighed alligevel, for de er ikke helt danske at køre i.

Det er godt nok de samme vigepligtsregler, der gælder, men det er ikke altid let at se hvor vejen slutter, og rundkørslen begynder.

Ofte har man blot splittet vejkrydset op i fire baner og ved hjælp af et skilt kundgjort, at det er en rundkørsel.
Men man skal se godt efter, for det ligner ikke rigtigt noget, man kender.
Og principielt kan man fare igennem med høj hastighed uden at opdage at den var der.
Men den er der, og ofte i forbindelse med en servicevej.

Servicevejen er den vej, der sikrer at trafikanten kan komme af den motorvejslignende vej, man af og til kører på.
Man skal til venstre, men må så i krydset forinden dreje til højre, derefter til venstre, ofte gennem en rundkørsel og så videre indtil næste kryds, hvor man kan foretage sit venstresving.
Men frygt ikke.

Man kan vælge at blive på servicevejen, indtil man skal af, eller man kan forlade sig på den normalt gode skiltning.
Det kræver øvelse -også at lægge bånd på sig selv, når man tager turen fjerde gang, fordi man ikke lige kunne se, at det skilt, der pegede ligeud, faktisk viste af til højre.

Kroen


Men hvis det går galt, så kan man jo, når nu man alligevel er ude at køre, vælge at nyde det italienske landskab, de snarrådige, galante og hensynsfulde italienske bilister og de italienske landevejskroer.
Kroerne er et kapitel for sig.
De gør ikke meget væsen af sig.
Ofte ser man kun, at der er en bar i huset.

Men sætter man nu i god tid hastigheden ned og derefter omhyggeligt ser efter om parkeringspladsen for det første er stor, og for det andet rummer fra to til ti store lastbiler efter kl. ca. 12.30 skal man stoppe.
Hvis man da altså er sulten!

Man parkerer sin bil i skyggen, hvis dette overhovedet er muligt.
I nødstilfælde kan man dække forruden af, så man i det mindste kan holde på rattet, når man et par timer senere kommer ud.
Derefter går man ind i baren.

I baren vil værten eller barmanden vise folk videre til restaurationen, som er et ganske stort baglokale.

Her finder man et større antal langturschauffører, repræsentanter og andet godtfolk i gang med at indtage frokosten, som i de fleste tilfælde består af tre ret solide retter.

Sved på panden


Der er kun sjældent et spisekort.
Tjeneren dukker hurtigt op og fastslår rutinemæssigt at man skal have vin og vand.

Skal det være Rosso (rød) eller Bianco (hvid)? Og skal vandet være Gassata (med kulsyre) (det kan også være Con Gas eller Frizzante -det er det samme) eller Naturale (som selvfølgelig også kan indeholde kulsyre)?

Skal det være “un litro” (en liter) eller “mezzo” (halv liter)? Derefter skal man tage stilling til, om man vil have antipasti(forret), primi (hovedret) og secondi (2. hovedret), og om man senere vil have dolce (sødt-dessert).

Det kan nok give en gennemsnitsdansker sved på panden.
Et par timer senere kan du prøve at rejse dig op.
Lykkes det, kan du betale i baren.

Du skal ikke lade dig distrahere af, at de professionelle får en omhyggelig kvittering.
Det er til skattevæsenet.

Du vil nok undre dig over, at den italiener, du netop har set kvæle en halv liter rødvin, nu sætter sig op i sin lastbil, og køre videre.
Men sådan er det!
Italien er et herligt land.

- Af Hans Bredahl

Retur til
Transport <<


Hans Bredahl
gennem Europa til Paestum >>

Hans Bredahl

på sprogkursus i Marche >>


På motorvejen>>

4 ambulancer til en ulykke >>

Charlottes kørekort >>


Myldretid i Milano >>

Spisekortet >>

Transport >>

Cyklerne ud
af byen, tak! >>

 

 

 

Copyright © 2000-2015. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano