Af Hans Bredahl
Begynder alle bil-køer i Italien?
Scootere kan komme forbi overalt
Parkering - bedst for små biler
Ugyldige bøder... 
Hvilken vej skal jeg?
|
Artikel fra august 2003
På trafikområdet har Danmark og Italien det til fælles, at vejene
for det meste er asfalterede, og at de fortrinsvis anvendes af
motoriserede køretøjer.
Det er stort set det!
Da jeg første gang vovede mig ombord i denne særlige trafikorganisme,
havde jeg ikke de ringeste forestillinger om, at trafikregler
og -love i det land jeg entrede, kun var af vejledende art, og
at det samme i øvrigt gjaldt enhver form for afstribninger, spærrelinier
og vigepligtsregler.
Alle bilkøer begynder i Italien
Når man i disse år studerer, hvad der forårsager bilkøer, så vil
man formentlig, når der skal konkluderes, fastslå, at de fleste
bilkøer i Europa begynder et sted i Italien, hvor en mand som
lyn og torden træder bremsen gennem karosseriet for at give plads
for en kvinde, som muligvis overvejer at gå over gaden.
Opbremsningen forplanter sig til de efterkørende og vil i bølger
brede sig op gennem Europa og kunne ses som bilkøer nord for Hannover!
Hensynsfulde
Tag nu ikke fejl.
Hvis italienerne ikke var som de er, ville trafikken i landet
gå i stå.
Og skulle man få den opfattelse at italienerne er dårlige bilister,
blot fordi de ikke tager en dobbelt spærrelinie alvorligt, så
tager man fejl.
Det ser blot ud som om de kører som vilde dyr.
I virkeligheden køres der opmærksomt, hensynsfuldt og fantastisk
effektivt.
Men der er ting som distraherer.
Tag nu f.eks. mobiltelefonen.
Det er indlysende nok, at den skal betjenes med den ene hånd,
og at man, medens samtalen i gang, er tvunget til at bruge den
anden hånd til at styre bilen.
Men hvordan kan man så føre en samtale, når man ikke kan bruge
hånden til at understrege sine ord??
Det giver nogle problemer, naturligvis navnlig i den tætte bytrafik,
hvor man kan få den opfattelse, at to mennesker er i samtale med
hinanden, blot for at opdage at de taler i hver sin mobiltelefon.
Indslusning
Italienerne har fundet på en lille smart detalje, som de fleste
turister aldrig nogen sinde når at bruge, nemlig indslusningsbåse
ved venstresving.
Første gang man oplever det, er det simpelthen et chock at se
den venstresvingende på vej ind i det befærdede kryds.
Men så opdager man jo hvor fikst man på den måde har sørget for
at flette den venstresvingende ind i trafikken.
Så er det ganske vist derefter bilistens eget ansvar at få sig
flettet ind i den sandsynligvis uendelige kø af biler, der skal
samme vej, og som kun reagerer, hvis man vover at smække snuden
frem i de andres vejbane, naturligvis på en så følsom måde, at
man har en chance for at bremse, inden man selv får skrammer.
Hele systemet bygger nemlig på to ting; at man ikke er bange for
skrammer på karrossen, og - at man er det!
Det samme gælder i hvert eneste italienske vejkryds.
Venter man på at der bliver et passende “dansk” hul i trafikken,
før man stikker næsen frem, kommer man til at tilbringe ferien
i et stinkende vejkryds, hvis da ikke man bliver hjulpet bort
af tililende, der kan se, at man aldrig nogensinde vil komme videre
af egen kraft.
Andre regler for to-hjulede
For motorcyklister og knallerter gælder naturligvis andre regler.
Hvis der er plads nok til at køre, kører man, i det store og hele
uagtet hvilken farve lyset har, og uden væsentlige overvejelser
over, om pladsen er til højre eller venstre for bilisten foran,
eller om der er modkørende trafik.
Er der et hul, så smutter man igennem, og det hul behøver bestemt
ikke at være ret stort.
To andre ting kan også gøre danske turister voldsomt frustrerede;
Italieneren bagved, og italieneren foran!
Italieneren foran er igang med en samtale med sin passager, og
sætter af gode grunde farten ned, således at han ikke er til fare
for den øvrige færdsel.
Det er nemlig umuligt på samme tid at samtale og holde mindst
en hånd på rattet.
Endnu vanskeligere er det, hvis passageren er en kvinde, og måske
endda en sådan, som ikke modsætter sig intime kærtegn.
Bagfra set kan det virke som om føreren farer fra passagersæde
til førersæde.
Men sådan forholder det sig ikke.
Hovedet ryger blot frem og tilbage i ivrig samtale -eller smidsken
for den kønne....
Kysses kan man også, om sådant skulle blive påkrævet.
Men i alle tilfælde fjernes bilens førers koncentration i nogen
grad fra den omgivende verden, og foden lettes mere og mere fra
speederen.
Men læg mærke til, at bilen også føres langt ud mod vejens højre
kant, således at der bliver plads til overhaling, hvilket italieneren
bagved ivrigt venter på.
Italieneren bagved har altid travlt
Han ligger langt ude i vejens midte, ja sommetider endda helt
ude i venstre side og venter på en chance for at overhale.
Det er helt uden betydning, om man blot skal frem til næste kryds,
tankstation eller hende der står inde på fortovet 100 meter fremme.
Der skal overhales!
Og den slags sker ofte så præcist at der kun er plads til et æsels
mulehår mellem den overhalende og den modkørende, men det er jo
i princippet også plads nok.
Den uøvede bilist skal nu huske, at disse overhalinger foregår
uanset hvilken farve, form eller betydning, striberne på vejen
har.
Derfor skal man ikke vide sig sikker i hverken opmarchbåse, spærrefelter
eller andre steder, hvor man tror, at der ikke kan overhales.
Der kan overhales overalt!
Glem det aldrig!!
...og der kan parkeres overalt
Det samme gælder i øvrigt parkering.
Der kan parkeres overalt.
Italienerne var i en årrække kendt for små biler med gode, overskuelige
hjørner, og det var der en grund til.
Der er også en grund til, at den lille FIAT 500 stadig er mangfoldig
og populær i sit hjemland.
Den kan altid parkeres.
Om ikke andet så med næsen først på et gadehjørne.
Og skulle Polizia Municipale anfægte bilistens ret til denne måske
efter danske forhold lidt opsigtsvækkende parkering, vil italieneren
med overbevisning fastslå, at det er fuldstændig urimeligt.
Der var jo ikke plads andre steder!
Bureaukrati
Parkeres skal der jo, og da bilerne i byerne er mangfoldige som
himlens stjerner, kan ingen vel anfægte italienerens gode ret
til at bruge den plads der er.
Der er parkeringsrestriktioner og der uddeles bøder, og endelig
er der skilte, der viser, at overtræder man parkeringsforbudet,
bliver bilen slæbt væk.
Det skal man ikke ønske at opleve.
Det kan blive forfærdeligt vanskeligt at få bilen igen.
Italien er selve bureaukratiets hjemland.
Tror man det ikke, kan man bare prøve at købe billet til Grækenlands-færgen
i Brindisi!
Færgebilletter truede fruens helbred
Det vil være på sin plads her at nævne, for dem der eventuelt
vil prøve, at det for det første er meget nemmere i Bari, og for
det andet, at de under ingen omstændighed skal tro, at det kommer
til at gå hurtigt i Brindisi.
Jeg så min kære hustru i en tilstand af sådan ophidselse, at jeg
frygtede for hendes helbred efter besøget hos den embedsmand,
som skulle stemple i billetterne, at han havde set passene.
Men det var et sidespring, omend ikke uvæsentlig for dem, der
tager chancen.
Også danske turister risikerer bøder i Italien, når de parkerer
samme sted som et par hundrede indfødte i den tro, at det er lovligt.
For besværligt at opkræve bøden
Men se nu nøje på bødeblanketten.
Der vil sandsynligvis være et kryds i et felt nederst, hvor der
står, at beløbet ikke kan opkræves!
Italienerne er ikke bare venlige og imødekommende folk.
De er også realistiske og indser, at det vil smadre systemerne
totalt, hvis en turist dukkede op og ville betale sin parkeringsbøde.
De indser formentlig også, at der er steder, hvor det er så umuligt
at finde en plads, at man for almindelig rimeligheds skyld lader
nåde gå for ret.
Ikke svært
Nu kunne man måske få det indtryk, at det er svært at styre et
motorkøretøj gennem Italien, men sådan er det ikke.
Men hvis man tror, at der bliver tid til at se nøjere på udsigten
under kørslen, tager man fejl, dertil har man alt for travlt med
at overvåge det område, italieren foran forventer, at man tager
sig af.
Der er dog mange formildende omstændigheder.
Skilte med teksten “Tangenziale” (Ringvej, red.) eller “Tutte
le Direzioni” (Alle retninger udenom en by, red.) giver den vejfarende
en rimelig chance for at finde vej uden om de byer, man ikke ønsker
at se.
Problemet med det er, at der næsten altid er noget at se, uanset
hvad for en lille by man rammer.
Begge skilte angiver en omfartsvej, hvor der næsten altid er skilte,
der viser videre.
Men pas nu på med de skilte
For en overfladisk betragtning kan skilte, der tilsyneladende
viser til højre eller venstre, være skilte, der peger ligeud.
Hensigten er god nok.
Skiltene er vinklet på vejen, så man i de fleste tilfælde tydeligt
kan se teksten.
“I de fleste tilfælde” betyder, at det gælder hvis ikke nogen
har knækket pilen af skiltet eller afprøvet jagtgeværet mod det,
hvad der hyppigere og hyppigere er tilfældet, jo længere sydpå
man kommer.
Sparer på skiltene
Dernede sydpå sparer man af og til også så rigeligt på skiltene,
at man bliver sendt ud ad uoverskuelige omveje.
Men man kan jo bare se sig for.
Det er nemlig oftest sådan, at der først kommer et nyt skilt,
når der skal skiftes retning.
At man i den periode er på randen af sammenbrud fordi intet på
skiltene antyder, hvor man eventuelt måtte være på vej hen, må
man leve med.
Og glæden er jo så meget desto større når man pludselig, efter
ikke er være stødt på henvisninger til rejsemålet over mange kilometer,
igen ser det på skiltene, fordi nu skal man om lidt dreje til
højre eller venstre.
Samme regler
Italienerne har forelsket sig i rundkørsler, og mange af dem er
rigtigt gode.
Men man bør nu nærme sig dem med forsigtighed alligevel, for de
er ikke helt danske at køre i.
Det er godt nok de samme vigepligtsregler, der gælder, men det
er ikke altid let at se hvor vejen slutter, og rundkørslen begynder.
Ofte har man blot splittet vejkrydset op i fire baner og ved hjælp
af et skilt kundgjort, at det er en rundkørsel.
Men man skal se godt efter, for det ligner ikke rigtigt noget,
man kender.
Og principielt kan man fare igennem med høj hastighed uden at
opdage at den var der.
Men den er der, og ofte i forbindelse med en servicevej.
Servicevejen er den vej, der sikrer at trafikanten kan komme af
den motorvejslignende vej, man af og til kører på.
Man skal til venstre, men må så i krydset forinden dreje til højre,
derefter til venstre, ofte gennem en rundkørsel og så videre indtil
næste kryds, hvor man kan foretage sit venstresving.
Men frygt ikke.
Man kan vælge at blive på servicevejen, indtil man skal af, eller
man kan forlade sig på den normalt gode skiltning.
Det kræver øvelse -også at lægge bånd på sig selv, når man tager
turen fjerde gang, fordi man ikke lige kunne se, at det skilt,
der pegede ligeud, faktisk viste af til højre.
Kroen
Men hvis det går galt, så kan man jo, når nu man alligevel er
ude at køre, vælge at nyde det italienske landskab, de snarrådige,
galante og hensynsfulde italienske bilister og de italienske landevejskroer.
Kroerne er et kapitel for sig.
De gør ikke meget væsen af sig.
Ofte ser man kun, at der er en bar i huset.
Men sætter man nu i god tid hastigheden ned og derefter omhyggeligt
ser efter om parkeringspladsen for det første er stor, og for
det andet rummer fra to til ti store lastbiler efter kl. ca. 12.30
skal man stoppe.
Hvis man da altså er sulten!
Man parkerer sin bil i skyggen, hvis dette overhovedet er muligt.
I nødstilfælde kan man dække forruden af, så man i det mindste
kan holde på rattet, når man et par timer senere kommer ud.
Derefter går man ind i baren.
I baren vil værten eller barmanden vise folk videre til restaurationen,
som er et ganske stort baglokale.
Her finder man et større antal langturschauffører, repræsentanter
og andet godtfolk i gang med at indtage frokosten, som i de fleste
tilfælde består af tre ret solide retter.
Sved på panden
Der er kun sjældent et spisekort.
Tjeneren dukker hurtigt op og fastslår rutinemæssigt at man skal
have vin og vand.
Skal det være Rosso (rød) eller Bianco (hvid)? Og skal vandet
være Gassata (med kulsyre) (det kan også være Con Gas eller Frizzante
-det er det samme) eller Naturale (som selvfølgelig også kan indeholde
kulsyre)?
Skal det være “un litro” (en liter) eller “mezzo” (halv liter)?
Derefter skal man tage stilling til, om man vil have antipasti(forret),
primi (hovedret) og secondi (2. hovedret), og om man senere vil
have dolce (sødt-dessert).
Det kan nok give en gennemsnitsdansker sved på panden.
Et par timer senere kan du prøve at rejse dig op.
Lykkes det, kan du betale i baren.
Du skal ikke lade dig distrahere af, at de professionelle får
en omhyggelig kvittering.
Det er til skattevæsenet.
Du vil nok undre dig over, at den italiener, du netop har set
kvæle en halv liter rødvin, nu sætter sig op i sin lastbil, og
køre videre.
Men sådan er det!
Italien er et herligt land.
- Af
Hans Bredahl
|
Retur til Transport <<
Hans Bredahl gennem Europa
til Paestum >> Hans Bredahl
på sprogkursus i Marche >>
På motorvejen>>
4
ambulancer til en ulykke >> Charlottes kørekort >>
Myldretid i Milano >>
Spisekortet >> Transport
>> Cyklerne ud af byen,
tak! >>
|