| 
Ronaldo
i de rigtige farver...
En tros-sag!
-
Nej, jeg har ikke noget favorithold - jeg er ateist,
svarede en buschauffør mig ironisk forleden.
Til gengæld var
han Ferrari-Formel1-fan.
Da jeg mødte min mand, fandt jeg hurtigt
ud af, at han var Inter-tifoso.
Jeg valgte selv at blive det også,
til trods for Rijkard, Gullit og Van Basten, som den gang var spydspidser hos
Milano.
Jeg tænkte klogt nok, at vi nok skulle kunne blive uenige
om mange andre ting, så hvorfor tilføje fodbolden.
Og
er man først fan af en klub, skifter man ikke.
Uanset, hvor
skidt det går!
Og siden mesterskabet i 1989 har min Inter-mand nok haft
held i kærlighed (efter min mening!), mens Inter til gengæld ikke
siden den sæson har vundet det nationale mesterskab.
(Men nu er vinden
vendt:
Med skrivebords-mesterskabet
i 2006 >> og det "ægte"
mesterskab >> den 22.4.2007)
Da vores hold smed mesterskabet
på gulvet i den sidste kamp i sæsonen 2001-2002 var vi til konfirmation
i Sunds i Jylland.
Man kan vist stadig se mærkerne i festsalen
efter Sergios forsøg på at vælte den bærende søjle,
da Inter endegyldigt havde smitdt endnu et mesterskab på gulvet...
|
Artikel fra marts 2007
Ronaldo
er tilbage i Milano - men nu i Milans sort-røde trøje.
Det
bliver han ikke mere populær af hos os "interister".
Bedre
blev det ikke, da han scorede i sin første kamp den 11. marts 2007.
Det
var endda et lokal-opgør, men Inter vandt alligevel 2-1 :-)
Kun
67.500 til "derby" mellem Inter og Milan >>
Artikel
fra september 2002
Jeg ved godt, at mange synes, det er for
meget:
Men jeg græd altså, da Ronaldo et par år efter
det uheldige VM i 1998 kom på banen igen for Inter, og straks blev skadet.
Hvor var det altså synd - og uretfærdigt - som livet kan være!
Ronaldo var en rigtig god og glad historie - indtil han søndag
den 1. september 2002 for alvor svigtede os.
"Vi" er det
trofaste Inter-fans, der holder ud, selv om vores hold bliver behandlet endnu
mere uretfærdigt end det italienske VM i Seul i sommer!
Og selv
om vores hold svigter os og taber det nationale mesterskab, når det som
i år praktisk talt er vundet.
"Vi" har holdt i 13 år
uden et nationalt mesterskab, og vi bliver ved.
Vi har lidt med Ronaldo,
for han var et mirakel.
Den fattige dreng fra den brasilianske favalas,
som blev mange-millionær (milliardær i de gamle lire), fordi han kunne
spille bold.
Vi holdt af ham, fordi han trods millionerne stadig
virkede som en glad dreng.
Fordi han græd ægte tårer,
hver gang benene brød sammen, selv om også en skadet spiller indkasserer
både løn og sponsor-kontrakter.
Mit livs dyreste t-shirt
var en ægte Ronaldo t-shirt fra Inter, som jeg var kommet til at love
min nevø. Men han var glad for den, og vi var stolte over, at han ville
gå med en trøje fra "vores" hold.
Vi blev endda
ved med at elske Ronaldo, selv om hans tilstedeværelse og indflydelse på
vores hold har været mere end sporadisk.
Fordi hans mellemrum mellem tænderne var sympatisk,
og fordi han havde et dejligt barnligt sind.
I det første interview,
da han kom til Milano for at spille hos Inter, fortalte han rask væk om,
hvordan han indtil han var en temmelig stor dreng tissede i sengen.
Hans
før-og udenomsægteskabelige eskapader - deriblandt en skandale om
et ulovligt bordel i Italien - har vi ingen problemer haft med at tilgive - vi
er jo i Italien.
Men at han nu i Madrid udtaler, at han aldrig rigtig
har følt sig velkommen hos os, det tilgiver vi altså ikke.
Og det uanset hvor meget mellemrum mellem tænderne han har.
Og når rygterne så ydermere siger, at Ronaldo i dag synes, Madrid
er det bedste sted i verden at spille, fordi han er forelsket i en spansk bank-dame,
ja, så er det slut med selv de mest standhaftige Inter-fans sympati.
Addio, Ronaldo - vi har tilgivet alt, men ikke, at du siger, vi ikke har
haft tilstrækkelig sympati for dig - og hvad er er der i øvrigt
galt med kvinderne i Milano?
-syl
|
