POLITIK

1998

Bookmark and Share
Den 16. marts 2008 var det 30 år siden "De Røde Brigader"
kidnappede kristdemokraten Aldo Moro, og 55 dage efter
myrdede ham og efterlod ham i bagagerummet i en bil.
Terrorismens sår bløder stadig - 1998
Juni 2011: 150 års italiensk historier fortalt af Carlo Merolli >>


Den 16. marts 1978 bliver Moro kidnappet af De Røde Brigader.



Det sker i gaden Via Fani i Rom, og hans livvagter bliver brutalt myrdet.



Moro er på vej til Parlamentet for at deltage i debtat og tillidsafstemning for den nye Andreotti-regering, der støttes af Kommunistpartiet PCI.

Bortførelsen varer i 55 dage indtil den 9. maj, hvor man finder liget af Moro i bagagerummet på en rød Renault 4 i gaden Michelangelo Gaetani.
Gaden ligger præcist midtvejs mellem De Kristlige Demokraters og Kommunisterns parti-hovedsæder.




CITAT AF "BRIGATISTEN" ANNA LAURA BRAGHETTI

- Der findes ikke ord nok til dem, der er blevet såret af terrrorismen.

Det gjorte kan ikke lades ugjort, men en strafnedsættelse er en gestus, der kan helbrede Italien for de nødlove, som har gjort vores straffe for hårde.




En bog fra Kaoz Edizione, der prøver at afdække mysterierne omkring Moros bortførelse og Cossigas rolle i hele forløbet.
Det er Cossiga nederst til venstre.

(Foto: Kaos Edizione)

 

 

Artikel fra 20-års dagen for kidnapningen af Aldo Moro
- marts 1998


Den 16. marts 1998 var det 20 år siden "De Røde Brigader" kidnappede og siden myrdede den italienske politikker Aldo Moro.

218 terrorister sad i 1998 stadig i fængsel, men både ofre og mange politikere var i 1998 stadig imod en generel amnesti, der en gang for alle kunne afslutte kapitlet om de italienske "bly-år".



- Kidnapningen af Aldo Moro
er helt sikkert vores største aktion.


Bemærkningen faldt for nylig i en italiensk tv-udsendelse, hvor kidnapperne af det Kristligt Demokratiske Partis leder blev interviewet.


- Jeg siger det ikke med stolthed, men konstaterer det blot,
skyndte Anna Laura Braghetti sig at sige om den aktion, hvor hun og andre terrorister i 55 dage holdt Moro fanget i et specialkonstrueret rum uden vinduer i en lejlighed, hun havde købt til formålet for "De Røde Brigader".

Men hun har tildels ret i sin påstand.

Fotoet af den kidnappede italienske top-politikker under "De Røder Brigaders" logo er sammen med billedet af hans lig i bagagerummet på en rød Renault R4 den 9. maj 1978, blevet et symbol på den terror-bølge, der i halvfjerdserne og firserne rullede hen over Italien.

"Bly-årene" begynder i 1969

Over 6.000 personer har været igennem de italienske fængsler, siden det bombeattentat i december 1969 mod Landmandsbanken i Milano, der markerer starten på de såkaldte "bly-år".
17 dør og over 80 bliver sårede den decemberdag.


Det bliver til år, hvor bortførelser, bombeattentater og invaliderende skud i knæene på politiske modstandere hørte til dagens orden.
År som først slutter i midten af firserne, da de fleste ledere af "De Røde Brigader" er blevet fanget og fængslet, og højrefløjen af terrorismen samtidig indstiller deres aktiviteter - der bestemt ikke var mindre end venstrefløjens.


Modsat det indtryk fotoet af Aldo Moro har efterladt, var det nemlig ikke kun vildfarne idealister fra venstrefløjen, der stod bag terroren.


Mellem 1970 og 1980 begik terrorister på begge fløje således 362 mord.

Venstrefløjen gik ofte direkte efter politiske modstandere som forretningsfolk eller statens repræsentater.
Venstre-ekstremisterne stod i tiåret også bag mindst 170 sårede, hvoraf de fleste symbolsk og praktisk blev frataget deres bevægelighed via skud i knæene.


Højrefløjens bombeattentater
var i samme periode årsag til 147 mord.
Deriblandt bombeattentatet den 2. august 1980 på banegården i Bologna, hvor 85 ferierejsende omkom og 200 blev sårede.

Kun 33 højrefløjs-terrorister i fængsel

Mens attentatet på Landmandsbanken i Milano stadig efter flere retssager er uopklaret, er en gruppe højrefløjsterrorister i dag dømt for attentatet i Bologna.

Men af de 218 terrorister, der i dag sidder fægslet i Italien er kun 33 repræsentanter for den såkaldte "sorte terrorisme", som mange mistænker for i sin tid at have modtaget støtte både fra den italienske efterretningstjeneste, og fra udenlandske politiske grupper og organisationer, der havde interesse i at skabe et ustabilt klima i Italien.

Af de 218 nyder 94 i dag godt af tilladelser, der betyder, at de kan arbejde udenfor fængslet i dagtimerne, og se frem til prøveløsladelser.


Tilbage er 35 fængslede terrorister, der stadig regnes for farlige, og derfor ikke nyder godt af de priviliger, der tilbydes almindelige krimineller, der har afsonet en stor del af deres straf.

Terrorister behandles hårdere

En af dem, der åbenbart regnes for farlig, er filosoffen Toni Negri, der efter 14 års eksil i Frankring, den 1. juli i fjor (1997, red.) vendte tilbage til Italien, og til afsoning af en fængselsdom på 13 år.


Ekstraudgaven af Kommunistpartiets avis L´Unitá den 9. maj 1978.


Negri er ikke dømt for at have taget aktivt del i terrorismen
, men for som filosof og ideolog at have opfordret til voldelige aktioner, og for at have hjulpet to terrorister til at flygte.

Før han forlod Italien over hals og hoved i 1984 havde han siddet fire et halvt år i varetægtsfængsel, og var ydermere blevet medlem af parlamentet for det radikale parti.


Mens parlamentet i de senere år ofte ikke har villet ophæve medlemmernes politiske immunitet i forbindelse med korruptions-skandalerne, var der i 1984 ingen nølen med hensyn til Negris immunitet.


Efter normale forhold ville Negri i dag kunne nyde godt af udgangstilladelser,
og i følge standardberegninger af straffen også kunne se frem til en snarlig pøveløsladelse.

Men han har måttet sande, at reglerne åbenbart ikke gælder for ham.
En del af grunden dertil er nok, at Negri ikke tager afstand fra sine holdninger og handlinger i bly-årene, men kun erkender at have været revolutionær kommunist og ikke kriminel.

Nogle terrorister kan godt tilgives

Mens Negri stort set i tavshed afsoner sin dom i Rebibbia-fængslet i Rom, deltager andre fængslede terrorister livligt i det italienske samfundsliv fra deres celler.

En af dem er Adriano Sofri, som sidste år blev dømt 22 års fængsel (2000 - dom bekræftet i appelretten) for at have givet ordre til at myrde en politikommissær.


Sofri har givet en lunken undskyldning til den myrdedes familie,
og bestyrer i dag fra sin celle i Don Bosco-fængslet i Pisa hver uge en prestigefyldt klumme på næstsidste side i Italiens største nyhedsmagasin "Panorama".

Sammen med sine medskyldige organiserer han aktioner for at forbedre de indsattes forhold i italienske fængsler, og opnår i dag fra fængslet at blive taget mere alvorlig af myndigheder, presse og politikkere, end da han var poltisk aktiv udenfor murerne.


Men som Negri håber også Sofri, at tiden snart er inde til en delvis eftergivelse af straf eller ligefrem en amnesti for terror-forbrydelser.

(2005 - Sofri sidder stadig i fængsel, red.)

Amnesti har lange udsigter

Det italienske parlament har flere gange uden at nå til enighed diskuteret et lovforslag om strafeftergivelse eller amnesti, så terrorisme-kapitlet en gang for alle kan afsluttes.

Men amnesti eller generel strafeftergivelse for terror-forbrydelser kan kun vedtages med to tredjedeles flertal i parlamentet, og som det er i dag, kun i forbindelse med en forfatningsreform.

En amnesti eller generel strafeftergivelse vil også betyde, at flere hundrede landflygtige terrorister kan vende tilbage til Italien.


Mange er flygtet så langt som til for eksempel Sydamerika, men der er også 150 dømte terrorister i eksil i nabolandet Frankrig.


Uopklarede attentater

Modstandere af at lukke terror-kapitlet er naturligt nok at finde blandt ofrene og pårørende til ofre for terroraktioner.

Specielt er Bologna-gruppen aktiv,
og anklager tilhængerne af strafeftergivelse for at tage mere hensyn til terroristerne end til ofrene.

Men debatten har også skabt splid internt i de politiske partier.
Sergio Mattarella fra Folkepartiet går imod flertallet indenfor Oliven-regeringen, der er for en strafeftergivelse.


- Hvad angår terrorismen har vi først og fremmest brug for at kende sandheden. Siden kan vi så begynde at tale om barmhjertighed,
siger han og hentyder til de mange endnu uopklarede attentater.

Udover attentatet mod Landmandsbanken i Milano i 1969 er de ansvarlige for blandt andet attentaterne på Loggia-pladsen i Brescia i 1974, mod Italicus-toget samme år og mod Rapido 904-toget i 1984 endnu ikke fundet.

Eks-præsident tilhænger af amnesti

En af dem, der må formodes at have mere viden om bly-årene end de fleste, er Italiens tidligere præsident Francesco Cossiga.

Cossiga var indenrigsminister, da Moro blev kidnappet,
og har gennem alle bly-årene indtaget nøglepositioner i det skiftende regeringer.

Som eks-præsident er han livstidsmedlem af Senatet, og han er stadig en magtfuld mand i italiensk politik.


I dag er han tilhænger af at lukke kapitlet, og onde tunger hævder, at det er hans måde at sikre sig, at den fulde sandhed om terrorismen aldrig kommer frem.


Selv hævder han, at han er for et generelt amnesti, fordi det ikke kan være rigtigt, at terrorister skal behandles dårlige end for eksempel angrende mafiosier, der i dag får tilbudt ny identitet og løn af staten for at samarbejde.


I et interview har han også udtalt, at terrorismen skal betragtes som politisk undergravning og ikke som kriminalitet.


En forsinket anerkendelse, som "De Røde Brigader" forgæves forsøgte at opnå i 70'rne og 80'erne.


Cossiga er også overbevist om, at partifællen Moro som en god katolik i dag ville være parat til at tilgive sine kidnappere, og underbygger også sin holdning med, at når kommunisterne efter Anden Verdenskrig kunne være med til at stemme for en amnesti for fascisterne, så må ofrene og modstanderne også i dag vise storsind.


Nødlove er stadig i kraft

Cossiga angrer også delvis de nødlove, han selv som indenrigsminister gennemførte med et dekret umiddelbart efter bortførelsen af Moro i 1978.

Nødlovene tillod blandt andet at tilbageholde mistænkte uden advokatbistand og varetægtsfængsle uden dom i op til 12 år, og mange af lovene er i funktion den dag i dag.


Cossiga er ikke den eneste, der opfatter nødlovene som en skamplet på det italienske retsvæsen.


Lovene og den dermed manglende retssikkerhed har været medvirkende til, at Frankrig og England i flere end 70 tilfælde har nægtet at udlevere flygtede terrorister. (Og Frankrig nægter igen i oktober 2008 at udlevere en terrordømt "btigatist" >>, red.)


Også Amnesty International har klaget over, at lovene stadig er i kraft.

Før kapitlet om terrorismen i Italien kan afsluttes skal der altså både ryddes op i italiensk lovgivning, efterforskes yderligere for at finde de skyldige, og diskuteres længe om det rimelige i at sætte de fængslede på fri fod.


20 år har langt fra været tid nok til at finde alle sandhederne, og nye bombeattentater i sommeren 1993 i Milano og Firenze er blevet lagt til listen over de mange uopklarede terror-episoder i Italien.


-syl

Retur til
Politik <<


Oktober 2008
Frankrig vil ikke
udlevere terrordømt
"brigatist"
>>

Artikler
Attentatet mod stationen i
Bologna 2. august 1980 >>

Her begyndte
terroren i 1969
:
Piazza Fontana:
16 døde -
ingen skyldige >>



Links


I 1999 - 30 år efter terrorismens begyndelse med bombeattentatet mod Landmandsbanken i Milano organiserede Dario Fo og Franca Rame en protestmarch over alle de uløste mysterier i Italien.

Læs om marchen
og mysterierene >>

op /\

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 


Copyright © 2001-2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen- Milano