Af Liset Nyland
Liset Nyland og hendes italienske mand, Pino Ciammetti har bygget deres eget solcelleanlæg på 45 kWp under støtteordningen 1. Conto Energia.





Anlægget hos Liset og Pino producerer ca. 60.000 kWh/år.
Med en årlig kompensation på ca. 30.000 euro i form af statspræmie og salg af produceret energi, vil anlægget tjene sig selv hjem i løbet af 8 år.

I 2008 var Italien på en 3.plads i verden mht. installation af solcelleanlæg til energiproduktion med over 400 MWp, og 2009 ser ud til at blive på samme niveau.
GSE (Gestore Servizio Elettrico) modtager ca. 2000 ansøgninger om tilkobling af solcelleanlæg om måneden (kilde: Il Sole 24 Ore). Dette er takket være statstilskuddene i "Conto Energia", som i øjeblikket er de højeste i Europa, med udbetaling af 35-48 eurocents pr. kWh produceret fra dit anlæg over en periode på 20 år.


Hvordan fungerer de italienske statstilskud i Conto Energia?

" Alle anlæg på over 1 kWp installeret på Italiensk territorium kan få statstilskud, uanset ansøgerens nationalitet.

" Statstilskuddet tildeles automatisk, så længe anlægget opfylder gældende normer for solcelleanlæg og elektriske installationer.

" Ansøgning skal sendes til GSE.

" Den producerede energi fra anlægget kan man enten selv bruge i husstanden ved at etablere en kontrakt af typen
"scambio sul posto" eller sælge "contratto di vendita", denne kontrakt stipuleres også med GSE.

" Ved "scambio sul posto" vil elmåleren modregne din produktion i husstandens energiforbrug og udligne dette i form af udbetaling eller "energikredit" ved årets afslutning.

" Præmien fra GSE udbetales for hver kWh, anlægget producerer, uanset om energien anvendes af husstanden eller den sælges. Den beløber sig i øjeblikket til 0,35 euro/kWh for store anlæg installeret på jorden til 0,48 euro/kWh for små husstandsanlæg, som er integreret arkitektonisk i bygningen.

" Tilskuddet gives for en periode på 20 år og er i øjeblikket IKKE indeksreguleret.

" Et solcelleanlæg vil med disse økonomiske betingelser typisk tjene sig ind i løbet af 10 år.

Vil du vide mere?
Den autoritative kilde til støtteordningen er GSE's website >>:

Artikel fra 2009
Solcelle-energiens udvikling i Italien
Italien har nogle af Europas højeste energipriser og importerer ca. 13 % af sit samlede energiforbrug.
83 % af dette energiforbug kommer fra traditionelle kilder som kul, gas, olie og ca. 17 % fra vedvarende energikilder, traditionelt domineret af vandkraft, mens solceller og vindkraft spiller en mindre rolle.

Nok har Italien ikke Danmarks vind, men solen må man sige at de har....
Trods dette har landet i tiår haltet efter Nordeuropa med hensyn til installerede solcelleanlæg og ligget rigtig langt under sit reelle potentiale på området.

Men hvorfor egentlig det?
Mens andre europæiske lande, som Tyskland og Spanien har modnet denne energiform, gik det rigtig langsomt i Italien, primært på grund af store interessekonflikter og en meget stærk energilobby.

ENELs statsmonopol

I midten af 80-erne begyndte de første private solcelleanlæg tilsluttet det offentlige elnet at dukke op rundt om i verden, primært i USA.

ENEL havde dengang statsmonopol på electricitetsområdet i Italien og valgte i første omgang helt at ignorere denne nye energiform, indtil dette i 1992-93 ikke længere reelt var muligt.

I 1994 byggede ENEL deres første testanlæg i Serre (Salerno), et anlæg på 3,3 MWp fordelt over 5 hektar, og som op til 2004 var det største anlæg i verden.

Fremsynede private italienere havde ønske om at realisere deres eget solcelletag og tilslutte det elnettet, men dette viste sig praktisk talt umuligt, eftersom der ikke eksisterede en national teknisk standard vedrørende opkoblingen til elnettet, dvs. en standard for de såkaldte vekselrettere (invertere).

Det var et fundamentalt problem, eftersom vekselretteren har den vigtige rolle at omdanne solcelleanlæggets producerede jævnstrøm til vekselstrøm med samme fase, spænding og frekvens som elnettet, samt at afbryde tilslutningen til elnettet i tilfælde af strømafbrydelse.

I midten af 90-erne var solcelleanlæg med tilslutning til det lokale elnet efterhånden blevet installeret i hele verden, med over 2000 anlæg bare i Tyskland.

Der blev anvendt godkendte og testede vekselrettere produceret i USA, Tyskland, Japan m.m.

Men trods dette insisterede ENEL på installation af en ekstra sikkerhedsafbryder fra en specifik italiensk producent, der naturligvis havde en vis pris...

I Italien er CEI (Comitato Elettrotecnico Italiano) ansvarlig for alle nationale standarder og de havde nedsat en komission til udarbejdelse af en national standard for vekselrettere, men først da den Europæiske norm EN 61727 angående vekselrettere blev udgivet med krav om indlemmelse i den nationale lovgivning inden 1996, kom der gang i sagerne, og den nye nationale standard CEI 11/20 3.udg. blev udgivet i november 1997 - 17 måneder efter EU's deadline.

De italienske operatører indenfor solcelleindustrien havde ventet længe på denne, blot for at opdage at den nye standard ikke var komplet, og de manglede punkter sulle udfyldes af: ENEL...

Det mærkelige var bare at der også havde siddet representanter for ENEL i den nedsatte arbejdskommission.
De manglende punkter medførte at den nye standard blev forsinket yderligere 2 år.

Mens Tyskland i 1991 udbød sit første støtteprogram til private solcelleanlæg, havde Italien i år 2000 derfor endnu ikke et eneste privat solcelleanlæg tilsluttet elnettet, og testanlæggene bygget af ENEL kunne tælles på to hænder.

Historien om CIP6

Samtidig med at Tyskland udbød sit første støtteprogram til private solcelleanlæg, indførte man i Italien i 1991 CIP6, et tilskud som havde til formål at støtte udviklingen af anlæg til energiproduktion fra vedvarende energikilder og kilder "assimilerede" hermed.

Dette tilskud blev financieret af alle elkunder gennem tariffen A3 på elregningen.

Eneste problem var bare at under "assimilerede" energikilder berettiget til CIP6-tilskud indgik også forbrænding af olieproduktionsrester (f.eks. dæk og gummi) og almindelig affaldsforbrænding.

Dette betød at størstedelen af tilskudspengene gik til energikolosserne på det italienske marked (Edison, ERG, ENiPower).

I 2006 beløb CIP6 til ca. 3,5 milliarder euro.

EU-kommissionen blandede sig, og med EU-direktiv nr. 77 fra 2001 erklærede den, at forbrænding af ikke-bionedbrydeligt affald ikke måtte tolkes som energiproduktion fra vedvarende energikilder og derfor ikke kunne falde under tilskudsordningen.

Dette direktiv blev i første omgang ignoreret af den italienske regering og i 2003 anlagde EU derfor sag imod Italien.

Skandalen tog offentlige dimensioner og i 2003 kaldte præsidenten for "commissione della camera", Bruno Tabacci de dengang 60 milliarder Lire en "skjult afgift til fordel for olieselskaberne".
Med finansloven i 2007 blev tilskuddene til affaldsforbrændingsanlæg fjernet.

Italiens støtteprogrammer

Statsprogrammet "Tetti Fotovoltaici", lanceret i år 2000, tilbød finanseringstilskud på 75% af anlægsomkostningerne, eksklusiv moms.

Der blev stillet i alt 66 milioner euro til rådighed, og finansieringsprogrammet resulterede i en samlet installeret effekt på ca. 22 MWp med en forventet produktion på 26 GWh/år.

Dette bragte Italien op på samlet 38 MW installeret i 2005.
Til sammenligning havde Tyskland dette år ca. 1429 MW og Spanien 57 MW.

Der var visse klare ulemper ved det tidligere statsprogram, en finansiering af anlægsomkostningerne pressede ikke ejeren til rent faktisk at sørge for at anlægget fungerede optimalt i en længere tidsperiode, og tit skete det, at det gik i stykker og blev ladt i stikken med manglende energiproduktion til følge.

Første Conto energia (2005-2007)

I 2005 blev programmet "conto energia" lanceret.
Et tilskudsprogram som præmierede ejeren af anlægget i form at et beløb udbetalt for hver kWh, anlægget producerede i en 20-årig periode.

Ejeren skulle selv betale for selve installationen af anlægget, men det ville tjene sig ind i løbet af ca. 10 år i form af statstilskud og penge sparet på elregningen.

I første omgang blev der lavet et loft på 100 MWp, hvilket dog hurtigt viste sig at være for lidt i forhold til støtteordningens popularitet.

Den samlede effekt, som blev indlemmet under den 1. støtteordning (1. Conto Energia) var på 387 MWp.

I midten af 2007 var det dog kun 20% af disse anlæg, som rent faktisk var begyndt at producere.
Der viste sig hurtigt at være en masse bureaukratiske problemer med ordningen.
Dekretet var kompliceret og papirarbejdet var uoverskueligt.

Det statsejede elselskab ENEL var tungt at danse med, det tog måneder at få anlægget koblet op til elnettet, de tillod kun få typer målere (deres egne), samtidig med at de tog overpris herfor, og ydermere manglede der klare regler for beskatningen af præmien for den producerede energi.

Anden Conto Energia (2007-2010)

Med den 2. Conto Energia var der blevet kigget på den tyske lovgivning på området og flere af problemerne blev løst.

ENEL har fået mere styr på sagerne og der udbetales nu strafgodtgørelse til ejeren, hvis anlægget ikke bliver tilkoblet i løbet af 60 dage.

På samme tid er kontrakten vedrørende salg af den producerede energi blevet overdraget fra ENEL til GSE, således at GSE nu BÅDE styrer præmieudbetalingen og betalingen for den producerede energi.
Begivenhederne har taget fart, og GSE modtager i øjeblikket ca. 2000 ansøgninger om tilskud pr. måned.

I 2008 var Italien på en samlet 3. plads i Europa med en solenergiproduktion på 193 GWh, efterfulgt af Belgien på en 4. plads med 40 GWh. Der er dog stadig rigtig lang vej op til Spaniens 2500 GWh og Tysklands 4000 GWh.... (kilde: GSE statistik 2008).

Solcellernes fremtid i Italien

50 GWp installeret inden 2020, dette er forventningerne til solcelleenergi, som er afledt af nye studier.

Det vides dog endnu ikke hvilke type præmie der vil blive givet efter 2010.

Finansloven for 2008 angiver, at nybyggeri skal have min. 1 kWp installeret for husstande og 5 kWp for industri.

Efter forskellige udsættelser (som i Italien ALTID må forventes ved drastiske ændringer af aktuelle lovgivninger) er dette direktiv i øjeblikket ved at blive implementeret i de komunale bygningsdirektiver, hvorefter der kun udleveres byggetilladelser til nybyggeri, som forudsætter installation af solceller eller anden vedvarende energikilde på min. 1 kWp for husstande og 5 kWp for industribyggeri.

Industrien for vedvarende energi er i rivende udvikling - og en af de få sektorer i vækst i Italien i øjeblikket- den forventes at skabe 250.000 nye arbejdspladser inden år 2010 (kilde: Il Sole 24 Ore).

Liset Nyland