Folkeskolen

Marts 2015

Bookmark and Share
Historie:
Det italienske skolesystem




Analfabetismen i Italien

1861
1880
1900
1920
1941
1950
1960
1970
1980
1990
74,7%
47,5 %
48,6 %
35,2 %
13,8 %
12,9%
8,3 %
5,2 %
3,1 %
2,9 %




Kilde:

http://www.cronologia.it

Den moderne skoles historie i Italien begynder med samlingen af landet i 1860´erne og 1870´erne
(Se "Kort italiensk historie" >>).

Inden Italien blev samlet, var der ikke fra de forskellige magthaveres side nogen interesse i at uddanne folket.



Tværtimod anså mange en folkelig skole og uddannelse som en trussel mod samfundets sociale stabilitet og "naturlige orden".

Ingen interesse for en folkeskole
Den italienske konge og også hans søn pralede endda af, at de aldrig læste bøger, og det beskriver glimrende den herskende klasses mening om, at det da slet ikke var nødvendigt, at "almindelige" menennesker skulle kunne læse og skrive.

I 1894 skrev ministeren Bacelli sådan her i programmet for den italienske folkeskole:
"...man skal kun lære at læse og skrive, der er kun brug for at instruere folket det nødvendige,
...en sund nationalistisk indstilling, og at samle alt videnskabeligt i et "diverse-fag".
....De skal ikke tænke, for så får vi problemer..."


Børnene var nødvendig arbejdskraft
Derudover var det helt normalt, at børn arbejdede fra en helt ung alder.

78% var analfabeter ved samlingen af landet
Da man foretog den første folketælling efter Italiens samling i 1861, viste det sig, at 78% af befolkningen var analfabeter.

Det tal var ti år efter faldet til 73%, men det fald skyldtes mest, at det efter datidens forhold relativt veluddannede Rom i mellemtiden også var blevet en del af det nye land.

Forsøg på at lave regionale folkeskoler
Inden samlingen havde de østrigske magthavere i Nord-Italien bestemt, at hvert sogn skulle have en skole for første og anden klasse.

Og i samme område blev skolegang for begge køn obligatorisk mellem 6 og 12, således at antallet af 1. og 2. klasse-skolerne (Scuole Minore) steg fra 2.600 til 4.023 mellem 1832 og 1852.
Antallet af elever steg samtidigt fra 107.000 til 216.000.

Håbløs situation i Syd-Italien
I Syd-Italien var situationen helt anderledes i samme periode. I kongeriget "De to Sicilier", var der i 1859 kun 66.000 elever, og kun en tredjedel af alle kommuner havde en form for folkeskole for de første klasser.

Ud af 450.000 indbyggere i Salerno-området ved Napoli, gik f.eks. kun 5.000 børn i skole, og det endda meget uregelmæssigt.

I Salerno-området var der således en skoleelev for 90 indbyggere, men det samme tal i Veneto-regionen var 1 til 24 og i Lombardiet-regionen 1 til 14.

Talte ikke det samme sprog
Udover problemet med rent fysisk at have skoler, og problemerne med at få de arbejdende børn til at deltage regelmæssigt i undervisningen, havde man i Italien til langt op i 1900-tallet problemet med, at folk faktisk ikke talte det samme sprog - det moderne italiensk.

I store områder var indbyggerne kun i stand til at udtrykke sig på områdets dialekt.

Man kan sige, at to begivenheder har været med til at italienerne i dag kan kommunikere med hinanden:

Nemlig at soldater fra alle egne af landet skulle fungere sammen i 1. verdenskrig, og at tv fra 1954 og frem har været med til at udbrede det, vi i dag kan kalde "rigs-italiensk".

Teoretisk lov om uddannelse til alle
Den 15.7.1877 bliver Coppino-loven vedtaget, og dermed er der i princippet skolepligt i Italien, men 80% af kommunerne i landet har simpelthen ikke penge til at drive folkeskoler for, da loven bliver vedtaget.

Skolen under fascismen
Under fascismen fra 1922 til 1943 var den italienske folkeskole i vidt omfang brugt som propagande-anstalt for det regimet.

I uddannelses-ministeriet var man mere interesseret i at lave gymnasiet til en klassisk skolen, end man var interesseret i at udvikle folkeskolen.

Fagene i gymnasiet var:
Italiensk, latin, græsk, historie, geografi, matematik, et fremmedsprog fra 3. til 5. gymnasieklasse, religion og gymnastik, mens der f.eks. ikke var videnskabelige fag på programmet.

Denne klassiske dannelses-skole har også smittet af på folkeskolen i vore dage, hvor undervisning i det antikke Rom´s og Grækenlands historie stadig i dag sætter sin spor på undervisningen.

Selv om folkeskolen under fascismen varede til 5. klasse, så kunne 4. og 5. klasse kun gennemføres efter en statslig eksamen efter 3. klasse.

Skolen efter 2. Verdenskrig
I den moderne italienske republiks forfatning fra 1948 hedder det i artikel 34, at "elementær uddannelse (folkeskole, red.) er obligatorisk og gratis for alle og varer mindst otte år.

I praksis træder den lov først i funktion i 1962, da man laver en fælles Mellemskole fra 6. til 8. klasse, og afskaffer de faglige skoler efter elementærskolens 5. klasse.

Den italienske skolelov er op igennem 1990´er og i de sidste år flere gange lavet om, og reformerne er stadig i gang.

Den nuværende regering vil udvide skolepligten, så den ikke længere kun er otte år, men også omfatter uddannelses- og skolepligt til det fyldte 18. år.

Læs mere om Skolen i dag >>

-syl

Retur til
Skolen i dag >>


Andre artikler
Skole og uddannelse >>
Universiteterne >>
Internationale skoler >>
Fakta om Italien >>
Unge under fascismen >>
Udvekslingsstudent >>
Studenterboliger >>
Sprogkurser >>
Det Internationale
Universitet i Perugia >>


Link
Her finder I information
om det italienske
skolesystem
Det italienske
undervisnings-
ministeriums
hjemmeside >>

Der er 59.938
folkeskoler i Italien

25.207 er børnehaver, 19.068 er "Elementærskoler" (1.-5. klasse); 8.496 "Mellemskoler" (6.-8- klasse); og 7.166 "Superiore"
(Overbygning
/Gymnasier)
(2000)

 


Copyright © 2000-2015. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano