Uddannelse

2004

Bookmark and Share

Rikke var udvekslingsstudent
i Siena tre måneder i 2004




Studiebrevene fra Rikke:

1: Sex and Siena

2: Advarsel - italienske verber
3: Valgfeber - amerikansk valgkamp i Siena
4: Hurra, hurra, hurra - dansk fødselsdag i Siena
5: Se & Hør i Siena


3: Valgfeber
11. november 2004
“Bush or Kerry?”
En italiensk mand i overraskende stramme spandex-shorts nærmest overfalder mig med spørgsmålet på vej ud fra det lokale fitness-center.

Efter at være kommet mig over chokket (hvordan pokker har han fået skruet sig ned i den spandex-kreation?) får jeg fremstammet et svagt “Kerry” og skynder mig ellers videre i håbet om at ingen har set mig i min 80’er-inspirerede ‘campinghabit’.

Knald på debatten
Ovenstående hændelse illustrerer meget vel stemningen i Siena i øjeblikket.
Byen er i disse ‘valgets’ dage blevet et brændingspunkt for politiske diskussioner studerende imellem.

Hvem skal tage sejren – Bush, protestanten med det knap så kristne cv eller Kerry, den stivnakkede katolik?

Der fokuseres i Italien, på ethvert niveau af samfundsdebatten, nemlig i højere grad på kandidaternes religiøse overbevisning end på deres egentlige politiske mål og visioner.

Skal børnene bede morgenbøn i skolerne?

Er abort en forbrydelse, og er den eneste acceptable seksualundervisning at fortælle de unge, at de skal være seksuelt afholdne ind til ægteskabet?



Samtidig med at forfatningen fastslår den klare adskillelse af stat og religion, er det landet, der skriver "In God we Trust" på sine pengesedler – hvor er sammenhængen?

Der er knald på debatten, når de studerende slår sig løs (på italiensk vel at mærke, hvilket, indrømmet, gør nuancerne en lille smule svære at forstå).

Langt over halvdelen af de studerende på uni er pro-Kerry; er man tilfældigvis til modsatte side, holder man sin kæft og håber på ikke at blive afsløret - små-religiøse Bush-tilhængere er ikke populære i Sienas socialkreds.

Anekdote fra det virkelige liv
For at give et klart billede af den lettere intense stemning her i Siena kan jeg supplere med en lille anekdote fra det virkelige liv:

Det var tirsdag aften, og der var dømt fest og farver på Sienas barer (italienerne begrænser sig ikke til weekenderne).

Jeg havde glædet mig til en aften med knald på – en af dem med masser af tequila shots og lyserøde ‘Cosmopolitans’.

Jeg var klædt i mit stiveste puds: de dér stramme jeans, som (mirakuløst nok) får min bagdel til at synes mindre, godt med mascara og selvfølgelig, mine nye stiletter.

En halv time senere ser man så mig stå på snotten midt på Piazza del Campo (de satans brosten) foran en skraldgrinende flok af italienere.

Jeg forsøger at lave en elegant ‘hov-der-faldt-jeg-vist-grimasse’, men det går bare slet ikke - den kan ikke reddes.

Efter meget besvær når jeg endelig frem til baren og får øje på mine veninder.

Yes! Partytime (Bring on Birthe Kjær og den knaldrøde gummibåd)!
Men næ nej... så starter de gudhjælpemig endnu en diskussion om sammenstødet mellem det religiøse og det sekulære samfund set i forhold til valget.

Øv! Jeg er interesseret i politik, ’don’t get me wrong’, men i nogle situationer (som f.eks. tirsdag aften på en hip bar i Siena med et Happy Hour tilbud man ikke kan afslå) er det bare sjovere at slå håret løs og drikke sig ’stang bacardi’.

Og vinderen er… Dagen efter, onsdag d. 3. november, stod det klart, at Bush – “den genfødte kristen”, som han så charmerende kalder sig – havde vundet valget.

En af mine amerikanske medstuderende brød tudende sammen; en anden truede med at afbestille flybilletten hjem til jul.

Ingen forstår at dramatisere som de kære amerikanere… Nu, ca. en uge senere, er stemningen forbedret.

Amerikanerne er stadig små-deprimerede over valgets udfald, men heldigvis for os andre har de nu opdaget, hvad os skandinavere har vidst i et godt stykke tid: at alkohol er menneskets bedste våben mod sorg - ergo er Sienas natteliv ved igen at være stabiliseret.

Retur til
Bo i Italien <<

Artikler
Siena >>

Malene studerede
i Perugia >>


Italienske universiteter >>

Udvekslingsstudent
i Italien >>


Boligsøgning
for studerende >>



I 1987-88 deltog
3.244 studenter i Europa
i Erasmus-programmet.
Tallet var i 2000-2001
steget til 111.084
(Kilde:EU-kommissionen)


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2005-2015. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano