15. oktober 2004

Rikkes forestillinger om et glamourost studieophold i Italien a la ‘Sex and the city’ viste sig ikke helt at stemme overens med virkeligheden, der i højere grad er præget af billig pasta og papvin.

Jeg har taget springet.
Jeg har gjort det som ingen i min omgangskreds troede muligt - jeg er omsider fløjet fra reden.
Ikke på ‘jeg-kan-bare-tage-hjem-og-få-vasket-tøj-i-weekenden-måden’.

Jeg har istedet givet den hele armen og er flyttet til Italien, hvor jeg de næste tre måneder skal leve ‘studenterlivet’.

Drømmen om Italien

Jeg har drømt om at flytte til Italien lige siden dengang, jeg som 13-årig forelskede mig hovedkulds i en pool-renser fra Pescara under en campingtur med familien.

Pool-renser-romancen forsvandt med årene, men min kærlighed til støvlelandet levede videre.

I ugerne op til min store afsked gik jeg og hyggede mig med tanken om at flytte hjemmefra – der ventede mig et liv i en cremefarvet, idyllisk lejlighed med storblomstrede vattæpper og antikke, afskallede (på den rigtige måde) træmøbler.



Jeg fantaserede om et liv som studerende og skribent a la Carrie fra ‘Sex and the City’ – stilletter og glamourøse cocktailparties med ‘Cosmopolitans’ og lækre middage på byens trendy restauranter.

Jeg så mig selv udforske byens markeder, klædt i vintagekjole og store solbriller, mens jeg overvejede hvilket emne, der skulle præge næste uges klumme.

‘Trés chic’.

Realiteterne

Et par uger efter sidder jeg nu i en knap så cremefarvet lejlighed i midten af Siena begravet i italiensk grammatik.

Jeg har hjemve.

Jeg forsøger at samle indtrykkene fra min første uge i Italien, indimellem store bidder af en ikke-så-glamourøs-spegepølsemad.

Stilleterne og de blomstrede vattæpper er blevet udskiftet med udtrådte kondisko (brosten, suk) og et gammelt fleecetæppe, og pludselig synes studenterlivet anderledes primitivt, end jeg først havde forestillet mig.

Jeg har endnu til gode at stifte bekendtskab med det lokale vaskeri, hvilket betyder at mit undertøj synger på sidste vers.

Mine sokker er beskidte, og min yndlingssweater er begyndt at lugte, men det synes blot at tilføre min tilværelse i Siena lidt ekstra krydderi.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg nyder den nonchalance som præger livet i Italien.

Lost in translation

Jeg deler lejlighed med 6 andre studerende: et par fra Island, én pige fra USA, en franskmand med rengøringsvanvid samt to koreanere med en noget alternativ accent.

Vi er alle i høj grad ‘lost in translation’, men med tegnsprog og lidt tilfældige italienske fraser fungerer kommunikationen udmærket.

De næste tre måneder skal vi dele alt lige fra olivenolie til lokumspapir.



Min eneste mulighed for at have et privatliv bliver på toilettet, og selv det vil virke mistænksomt efter et par minutter.

Det er slut med at løbe nøgen rundt om morgenen eller råbe efter mere papir på toilettet, fordi man glemte at tjecke før man satte sig til rette.

De andre skulle jo nødig tro, at jeg er mærkelig...

At falde til

Trods megen frustration og begyndervanskeligheder føler jeg dog efterhånden en særlig tilknytning til Siena.

Jeg ved, at jeg er ved at falde til, fordi...
1. Jeg foretrækker kaffe fremfor kakao.
2. Jeg ved, hvor jeg kan finde de billigste øl og vatrondeller.
3. Jeg bliver irriteret, når turisterne spørger om vej.
4. Jeg siger instinktivt “ciao” til ham den gamle nede på stamcaféen.
5. Jeg kan læse mit medbragte ‘Se og Hør’ uden at bryde sammen i gråd pga. hjemve til Danmark.

En sand perle

Jeg har indset, at jeg sikkert skal lede længe efter trendy restauranter og ‘Sex and the city- glamour’.

Studenterlivet i Siena handler nemlig i højere grad om billig pasta og papvin (hvis man skyller efter med sodavand bliver ens tænder kun en smule blå).

Byen er for livsnydere og folk med hang til skønhed; en sand perle i hjertet af Toscana.

Og jeg indrømmer gerne, at jeg sommetider tager mig selv i at kigge ud over Piazza del Campo og tænke, hvor heldig jeg er, at byen er min.

2: Advarsel - italienske verber >>


Rikke Nørgaard