Artikel fra marts 2007
Da jeg i februar 2006 fik brev om, at jeg var blevet optaget på et udvekslingsophold på Università IULM i Milano, kunne jeg næsten ikke få armene ned.

Ikke fordi jeg havde været speciel nervøs for ikke at blive optaget, da der var hele fem udbudte pladser og kun to ansøgere, men fordi jeg nu endelig skulle opleve, hvordan det var at være studerende i det land, mine studier har som omdrejningspunkt.

Og fordi jeg ganske enkelt elsker at være i Italien.



Min kærlighed til Italien fødtes for få år siden, da jeg første gang besøgte landet i marts 2003 for at arbejde indtil slutningen af samme år.

Siden da er det blevet til flere længere arbejds- og studieophold i bl.a. Rom, Rimini, Firenze og Venedig.
Men denne gang skulle turen gå til de lidt nordligere dele af landet, nærmere bestemt Milano.

Det var tidligere kun blevet til én enkelt weekendtur til Milano, hvor jeg som mange andre så de største seværdigheder den første dag og tømte kreditkortet den efterfølgende.

Mit indtryk af byen var dog positivt, og jeg havde ingen betænkeligheder ved at vende tilbage en halv års tid senere.

Det kan være svært at beskrive Milano med få ord, men som landets hovedstad for finans- og servicesektoren samt den berømte modeindustri, er den præget af mænd i jakkesæt og kvinder i spadseredragter i hverdagene og turister i weekenderne.

Desuden udbyder byen alt indenfor kultur, lige fra overklassens opera til det folkelige fodboldspil.

Den har lidt et dårligt image, fordi mange betragter den som mindre smuk og æstetisk end Rom, Venedig eller Firenze, men uanset byens manglende bellezza har den altid spillet en stor rolle i Italiens historie, både før og nu.

Semesterstart og boligproblemer
midt i september

Min semesterstart lå i midten af september og jeg ankom et par dage tidligere sammen med min kæreste, der ligeledes skulle på udveksling i byen.

Hun skulle læse arkitektur på Politecnico, der svarer til en blanding af Kunstakademiet og DTU i Danmark.

Desuden havde jeg en studiekammerat fra Handelshøjskolen, der også skulle på udveksling med mig på IULM.

Vi havde besluttet os for ikke at finde bolig hjemmefra, men i stedet prøve lykken når vi ankom, for således ikke at løbe nogle chancer ved at indbetale depositum på en fremmed konto eller lignende.

Jeg må indrømme, at det var nok den største fejl vi begik; da vi kun skulle være der i et halvt år, var velviljen hos de mange bolighajer ikke stor for at få os ind.

I Milano er det normalt at leje for et år af gangen, mindst!

Det betød at der gik et par dage med utallige fremvisninger rundt i hele byen, hvor vi senere og senere i samtalerne med udlejerne nævnte, at vi kun skulle være der et semester i håb om lidt medsympati.

Denne sympati fandt vi til sidst efter fem dages søgen hos en meget bestemt og mindre fleksibel casalinga, der tilbød en toværelses lejlighed nær universitetet i den sydøstlige del af byen.

Vi var godt nok fire mennesker (min studiekammerat, hans italienske kæreste, min kæreste og mig), men desperationen var efterhånden for stor til at sige nej.

Hertil skal nævnes, at de italienske studerende, der ikke stadig bor hjemme hos mor og far, oftest deler værelse med en-to andre studerende pga. økonomien.

Lejen lød på €950 pr/mdr. + forbrug, men så var der heller ikke meget varmt vand om morgenen!

Kvitteringen for lejen var et krøllet papir, hvorpå husmoderens mindreårige søn hver måned skrev under for betalingen.

Der var næppe ret meget, der blev indberettet af det…

De´s med "professore"

Selvom jeg allerede tidligere havde stiftet bekendtskab med den formelle tiltale af ældre eller i det hele taget fremmede personer i Italien, er det ikke altid noget jeg husker.

Og specielt i universitetsregi er den for os danskere forældede De-tiltale, afgørende for ens forhold til underviseren, eller "il professore", som de italienske lektorer omtales.

Uden de store problemer eller talefejl lykkedes det dog at komme godt ind på underviserne og deres assistenter, der alle egentligt var ret begejstrede og interesserede i os Erasmus studerende.

Jeg fik ofte spørgsmål om vejret og det danske sprog fra de italienere, der aldrig havde besøgt Danmark, og blev gang på gang overrasket over hvilke forestillinger folk har om et land, der ikke ligger mere end 1500 km væk.

Har I sne hele året?
Er engelsk det officielle sprog?
Eller er det hollandsk?

Selv på de højere uddannelser kan det være svært med geografien.

Hertil skal siges at mange jeg mødte, havde taget den for italienerne velkendte Skandinaviensrejse med København som første stop.

De var til gengæld bedre informeret om forholdene heroppe, og de sædvanlige forestillinger om de lyshårede og blåøjede danske pigers ubekymrede forhold til sex, gør stadig danskerne til et populært folkefærd i det sydeuropæiske.

70 timers intensivt sprogkursus

Mit første møde med det italienske universitetssystem var i form af et sprogkursus afholdt på IULM.

Det bestod af 70 timer intensiv undervisning fordelt over 5 timer dagligt.

Den gode blanding af skrift og tale fik ikke alene pudset mit italienske af, men også fik også udvidet både mine sprogfærdigheder og min forståelse af den italienske kultur.

Vi var mange forskellige nationaliteter på holdet og på forskellige niveauer før kursusstart, men heldigvis var der en fælles enighed om at tale italiensk med hinanden, hvilket var til min store tilfredshed, da man jo ofte slår om til engelsk, når ordforrådet ikke rækker.

De tre uger kurset varede, tror jeg at jeg lærte ligeså meget som på hele første semester hjemme i Danmark.

Forelæsninger som monologer

Men ligeså interaktivt og dialogisk som sprogkurset var, ligeså envejskommunikativt og monologisk var de efterfølgende forelæsninger.

På Handelshøjskolen har jeg altid været vant til at undervisningen er en dialog mellem de studerende og underviser, hvor det er tilladt at stille spørgsmål eller have en anden mening om tingene.

Det viste sig til gengæld ikke tilfældet i Italien, hvor underviseren taler uafbrudt i halvanden time, hvorefter spørgsmål som regel stilles efter timen ved katederet direkte til denne.

Der fandtes dog undervisere, der gerne tog spørgsmål i timerne, men svarene var altid de samme og hvad underviseren sagde, var rigtigt.

For mig kom underviserne altså til at fremstå som meget autoritære og som enevældige personer, hvilket kun blev bekræftet af pensum; undervisernes egne bøger var alt, hvad der skulle læres i løbet af semesteret.

Der var m.a.o. ikke noget med at få flere synsvinkler på samme sag, men kun en enkelt, der således skulle memoreres udenad til eksamen.

Denne undervisningsform betyder også, at universiteterne kan forme eller danne deres studerende og koncentrere studierne om lige præcis det vigtigste indenfor hvert enkelt kursus, men den har så sandelig også sine negative sider.

De studerende begrænses meget i deres overblik og - uden at drage paralleller til årene under Mussolini - kommer alle ud med det samme verdenssyn alt efter hvilket universitet, de nu har studeret på.

Berlusconi er universitetets hovedsponsor

Et eksempel herpå kunne være, at IULMs hovedsponsor er Berlusconis medieimperium 'Mediaset', og at de fleste udbudte uddannelser er inden for medie-, underholdnings-, reklame- eller turistbranchen, altså de brancher hvor Berlusconi har tjent sine penge.

Det ville derfor være usandsynligt, at lærematerialet på netop dette universitet ville tage standpunkt i de venstreorienterede synspunkter, da Berlusconis parti 'Forza Italia' ligger på højresiden.

Og på de studerende ser man netop de ting, som man oftest betegner som Berlusconis værdier; forbrugsgoder, velstand og selvsikkerhed.

De fleste kommer kørende i deres små luksus biler i skole, hvor de benytter universitetets parkeringskælder mod betaling, eller endnu bedre, placerer bilen lige foran skolens indgang, så alle kan se den.

IULM er altså et fint universitet og de studerendes forældre går i den grad op i at vise deres status, velstand og købekraft igennem deres børn.

Jeg valgte i alt fem kurser som til sammen vægtede de 30 point, der kræves for at få merit.

Det blev til kurser indenfor turisme og kommunikation, da jeg ikke som forventet kunne vælge sprog- og kulturstudier af administrative grunde.

Lidt atypisk var et af kursernes eksamen fordelt over tre workshops i løbet af semesteret, hvor jeg sammen med min gruppe skulle lave en mundtlig præsentation.

Min gruppe bestod udelukkende af Erasmus studerende, og ud over at det naturligvis var en udfordring at stå foran de italienske studerende, var det også en udfordring med sproget.

Alt gik dog vel, og jeg er glad for i dag at jeg tog dette kursus, da det i stor kontrast til de andre indeholdt en undervisning, hvor de studerende selv skulle bidrage med noget.

Mine andre kurser var ren envejskommunikation fra undervisernes side, hvilket havde den bivirkning, at de studerende havde tendens til at blive meget ukoncentrerede og uinteresserede i indholdet.

Det resulterede endvidere i at der var meget larm, og til tider var det som to forskellige verdener - underviserens og de studerendes.

Heller ikke dette var noget, der ligefrem gav et bedre billede af det italienske universitetssystem, og for de studerende jeg talte med, gik det mest ud på at lære pensumets eneste bog inden eksamen og dermed bestå.

De var ikke på den måde interesserede i at bidrage eller deltage i undervisningen, men de fik på den anden side heller ikke mulighed for det på samme måde, som vi gør her hjemme.

Det var nok det største forskel på de to landes uddannelsessystem og jeg mener bestemt, at det falder ud til Danmarks fordel.

Men det er to lande med forskellige traditioner og værdier, og der skal ikke herske tvivl om, at de italienske studerende helt sikkert er lige så dygtige, når de er færdiguddannede som de danske - hvis ikke mere - men jeg tror ikke det ville skade at forny det noget gammeldags forhold mellem undervisere og studerende eller ændre lidt på undervisningsformen, f.eks. ved at danne læsegrupper eller flere workshops etc. som vi kender fra Danmark.

Teorier i stedet for praktiske erfaringer

For det andet præges undervisningen af en reproduktion af teorier, frem for den mere case-orienterede undervisning, vi kender fra Danmark.

Dette gør ikke ligefrem undervisningen mere interessant, men styrker kun opfattelse af, at det er ren udenadslære.

Det er en af de mange interkulturelle forskelle mellem Danmark og Italien, men da det var min opfattelse, at italienerne ikke var tilfredse med deres forhold, er det helt klart et område, hvor vi kunne lære fra hinanden.

Midt i denne tilvendelse til de italienske forhold blev det december, og jeg skulle så småt til at tænke på eksamen og hvad der dertil hører.

Eksamen før jul og lige efter, hvis du dumper

På IULM (og mange andre universiteter) forholder det sig således, at der først afholdes en eksamen, kaldet il primo appello, typisk i december, og senere en anden eksamen i januar (il secondo appello).

Hvis man består den første, er man ikke tvunget til at tage den næste, men har mulighed for at forbedre en evt. dårlig karakter fra den første.

Dette giver ikke alene de studerende mulighed for at tilrettelægge deres eksamener bedre (idet man kan tage den anden, hvis man har to eksamener samme dag), men det fungerer også som et slags sikkerhedsnet for, at man består eksamenen, og kommer videre i uddannelsesforløbet uden at skulle vente et helt semester som i Danmark på et ekstra forsøg.

Det kunne være en af grundene til, at mængden af studerende, der enten tager orlov eller dropper ud i Danmark er så meget større end i Italien.

En anden er naturligvis, at man i Italien betaler for at gå på universitet, mens man i Danmark bliver betalt.

Men mine eksamener gik fint trods de mange forskelle på både indskrivning og afholdelse.

Det skyldes i høj grad at underviserne var meget flinke både hvad angår karaktergivning og eksamensspørgsmål til Erasmus studerende.

Mit indtryk var, at de var meget interesserede i de danske forhold, og derfor benyttede chancen til at spørge om det i stedet for til pensum.

Flot eksamensbevis

Det betød selvfølgelig et pænt eksamensbevis med flotte karakterer, som hvis jeg skal være helt ærlig, egentlig ikke afspejler min indsats og viden om kursets indhold.

Men som jeg blev enig med mange af de andre Erasmus om, er et udvekslingsophold mere for at lære livet udenfor skolen, altså kulturen og sproget, end det er for at lære om lige præcis det bestemte emne indenfor turismen eller kommunikation som kurserne egentligt omhandlede.

Min konklusion var m.a.o. at man på udvekslingsophold i Italien lærer mere om sproget og kommer tættere en forståelse af kulturen, frem for at lære om et specifikt emne.

Det er den todelte faglighed, der gør det så svært for mig at svare på, om jeg har lært noget fagligt ved opholdet.

For ja, jeg har lært en masse sprog og kultur, men nej, jeg er måske ikke blevet meget klogere på hverken turisme eller kommunikation.

Men som jeg skrev i starten, var dette jo heller ikke mit mål, så opholdets formål må siges at være opnået, og jeg kan varmt anbefale et lignende ophold til andre studerende med smag for Italien.

Morten Gylling-Jørgensen


Milanos centrum - Galleriet ses til venstre og domkirken skimtes i baggrunden til højre

Copyright © 2007-2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano