Redaktionen er forfatterens navn og adresse bekendt - han ønsker at være anonym.

Artikel fra oktober 2009

"Peter" skrev for nogle måneder siden til mig, at han ikke længere ønskede at modtage nyhedsbrevet fra www.italy.dk. Det førte til en korrespondance om hvorfor, for det skinnede igennem, at "Peter" var ret træt af Italien. Så jeg spurgte ham om, hvorfor Italien for ham havde været en negativ oplevelse.
Her er hans beretning:

"Der er ikke så meget positivt jeg kan sige om mine 3 år i Italien, andet end at jeg lærte nogle dejlige mennesker at kende...



Professionelt og kulturelt var det en meget negativ oplevelse.

Jeg er uddannet pædagog, men kunne ikke finde noget arbejde inden for staten (Lombardiet), da kommunen ikke ville ansætte folk som ikke havde italiensk pas.

Det er i direkte strid med EUs regler for arbejdskraftens frie bevægelighed.
Man kunne måske forvente, at private virksomheder ville omgå den slags, men ikke de offentlige myndigheder.

Men hvad kan man som dansker gøre, når man snakker flydende dansk, engelsk, tysk, men endnu ikke italiensk.

De private ville heller ikke kendes ved mig som pædagog til at passe børn.
Dér følte jeg, at jeg blev diskrimineret på grund af mit køn.
Holdningen var noget i stil med, at "mænd kan da ikke passe børn"...

Maden i italien er fantastisk, men ... du kan bare ikke få andet end italiensk mad.
Kan rigtigt godt lide det danske åbne køkken, med vok, amerikansk, indisk, dansk m.m., men når jeg skulle handle i Italien, kunne jeg stort set kun finde pasta, brød, tun, skinke, ost og andre traditionelle italienske produkter - alt sammen dog friskt og i bedste kvalitet.

Men jeg havde lidt følelsen af at være lukket inde i en McDonalds med kun italiensk mad.
Så jeg havde venner fra Danmark til at smule lidt kammerjunker, æbelskiver og gløgg ned til mig.
Når jeg var i Danmark lød café ordren på en god kvalitets burger.

Sproget kom jeg i løbet af 3 år tættere på, men aldrig tæt nok til at jeg følte mig sikker nok til at kunne snakke om andet end vejret, markedet, fodbolden, Berlosconi og så videre.

De folk, det lykkedes mig at komme under huden på, var dem som kunne engelsk.

Sexitisk kultur

Kulturen i Italien føler jeg er langt langt bagud fra den nordeuropæiske, og nogle gange temmelig sexistisk.

Mænd er guder, og kvinder skal stille sig selv til rådighed for deres vilje.

Et godt eksempel er, at for hver 100 reklamer man så på billboards eller på TV, hvor en kvinde gjorde sig ledig (fx TIM), var der én mand som gjorde det samme.

Hele kulturen går ud på at vise, ikke at være.

Sandheden i Italien er, som den bliver præsenteret.
Så er det lige meget om det ER sandheden, men hvis man kan overbevise andre om, at det er sandheden... så er det sådan det er.

Det er ikke lige min kop the!

Ofte oplevede jeg italienere som ekstremt egoistiske.
De ser ting fra navlen og indad.

Der er ikke fantastisk meget input til samfundet ude fra, for i kulturen er der ikke behov for det.

På et af de italienskkurser jeg gik på var der en amerikansk vinde på 65. Hun havde en iPod, som hun brugte til musik. Det kunne jeg aldrig forestillig mig en italiener på den alder gøre.

Den italienske kultur har ikke dette ønske om at konstant forbedre sig selv.
Det virkede for mig mere som om, at de ville lave 'the good deal', så de kunne læne sig tilbage, og nyde resten af livet uden at have fremtidig planlægning eller udvikling.

Jeg er lykkelig for, at jeg nu kan tage tage tøj på og holde mig varm, og ikke i 3 måneder være en kostant svedepøl, som jeg følte dagene i Milano var.

Når man er "husbond" og skal gøre indkøb og gå med hund, hente tøj på renseriet, og bare gerne ville fungere var det ekstremt generende. Milano er Italiens by for biler.
Hvor er der mange og hvor de dog forurener.
Og de er over det hele.

Fodgængerovergange er 'Rockstar Parking', mens parkering midt i et trafikkryds er accepteret, hvis man vil have en kop kaffe eller cigaretter.
Spørger man politet om det er lovligt siger de nej, men de gør ikke noget ved det.

Ikke børnevenlig

Hvis jeg var kvinde og skulle have et barn var det ikke i Milano jeg ville bo.
Både på grund af forureningen og fordi jeg simpelthen ikke kunne komme rundt i byen med en klapvogn.

Og lige for at runde af, kan jeg da tilføje, at jeg er blevet røvet 2 gange mens jeg har været ude at gå med hunden i nogle af Milanos parker.

Italien har haft en fantastisk kultur, men i dag er den stagneret og korrupt!

Som en amerikansk ven sagde: - I Italien er idealisme ikke realisme, hvilket jeg jo nok giver hende ret i.

Jeg fik til slut et arbejde som privat engelsk lærer for yngre børn, hvilket jeg satte meget pris på.
Nogle af familierne har jeg stadig kontakt med, og den danske tandlæge gjorde et fantastisk stykke arbejde med mine tænder, for at slutte med det positive.

Så - nu kom jeg alligevel igennem mine 3 år i Italien.

Håber du kan bruge det.

Som du nok kan forstå, så var Italien ikke været den fedeste oplevelse i mit liv.

"Peter" - der er glad for i dag at bo i England

Har du kommentarer til denne artikel
er du velkomme på www.italy.dk´s forum:

-syl