Døde
katolske heltinder
En moderne
helgenhistorie Giovanna
Maria Beretta >>  fra
den lille by Magenta udenfor Milano blev i 2004 helgenkåret.
Hun
døde som 39-årig den 28. april 1962 i forbindelse med fødslen
af sit fjerde barn.
Allerede tidligt i Giovanna graviditet var der opstået
problemer, men Giovanna, der selv var børnelæge, ville ikke abortere,
selv om det kunne redde hendes liv.
“En fantastisk kvinde, der elskede
livet, en eksemplarisk hustru, mor og læge, der ofrede sit liv for ikke
at håne mysteriet omkring livets værdighed", lød kardinal
Carlo Maria Martinis beskrivelse af Giovanna, da hun i 1994 blev saligkåret.
 I
januar 2005 døde Rita Fedrizzi fra Como. Hun fødte tre
måneder før sin død en søn, og havde under graviditeten
først afvist at abortere, og dernæst at lade sig behandle for sin
kræftsygdom for ikke at skade fosteret.
Vatikanets avis - Osservatore
Romano - brugte overskriften "En kærligheds- og tros-handling."
Faderen
og ægtemanden ved begravelsen: - At vi havde to børn i forvejen
er ikke nogen grund til at slå det tredje ihjel...
Læs det
lige igen...! Det er så grufuldt, at man tror det er løgn.
For moren til hans to børn, hende måtte man gerne slå ihjel
ved at undlade at behandle hende...!!!
2002: Luisella Crosina
fra Erba ved Como dør af ubehandlet kræft efter at have født
en datter
1999: Roberta Magnani, 31 år, dør af en ubehandlet
svulst efter fødslen.
1995 Felicita Barzaghi, 40 år, dør
efter at have forbudt kræftbehandling under fødslen.
1995 Carla
Pomella, 39 år, dør af ubehandlet lungekræft, efter at have
født en søn. |
Artikel fra oktober 2005
Når
jeg sidder og lytter til P1 på min web-radio hænder det, jeg lytter
til en diskussion om den ubehagelige religiøse fundamentalisme, som specielt
muslimerne tillægges.
Så er det, at mit efterhånden
16 år lange bekendtskab med den katolske kirke og tro får mig til
at tænke på min katolske veninde Maria Rosa.
Præsten
mobbede Maria Rosas søn
For
et par år siden fortalte Maria Rosa mig grædende, at hendes ældste
søn havde store problemer med at kunne gennemføre sin "prima
comunione" - den katolske konfirmation.
For at gå til "comunione" skal man først
gå til "katekismus - bibellæsning" en gang om ugen i mindst
et år hos den lokale sognepræst.
Stefanos sognepræst
havde indført to års obligatorisk katekismus før "comunione",
og havde for anden gang dumpet Stefano, så han ikke kunne komme igang med
det sidste år.
Ikke fordi Stefano er dummere end de andre, men
fordi Maria Rosa - hans mor - er fraskilt. Hvad præsten ikke
undlod at bemærke på et eller andet tidspunkt, hver gang Stefano var
til katekismus.
Til jubilæumsåret i 2000 havde præsten
også afvist Maria Rosas tilbud om at Stefano kunne være messedreng.
Dét år var der mange ekstra messer, og behov for flere messedrenge
(og piger - de må nemlig godt i dag!).
Men Stefano måtte ikke,
fordi hans mor var fraskilt.
Ingen altergang for fraskilte
Mange
andre præster tænker og opfører sig som Stefanos.
Hvert
år er der i italienske aviser artikler om præster, der har nægtet
at uddele oblaten til en person, fordi han eller hun er fraskilt og i dag har
en ny samlever. Pudsigt nok er det meget sjældent en mand, der bliver nægtet
oblaten.
Den katolske lære tillader ikke fraskilte at modtage det
hellige sakramente, som altergang er i den katolske religion.
Skilsmisse
gør dig simpelthen uren - uanset om det er dig, der har ønsket skilsmissen
eller ej.
Stefano kom dog omsider til sin "comunione" i 2004.
Efter at familien var flyttet til et andet sogn.
Er cølibat
ikke også en slags fanatisme - eller bare en fed forretning for kirken?
Havde
jeg valgt at gifte mig i kirken hernede, skulle jeg have gået til undervisning
i ægteskab hos en præst, der har givet et løfte om livslang
seksuel afholdenhed.
Han skulle også forklare mig lige nøjagtig
den del af ægteskabets velsignelser. Det kunne nu have været
fornøjeligt...
Men der står faktisk intet i vores kristne
bibel om cølibatet.
Der er en ren kirkelig beslutning - der både
før og nu har været med til at fylde kirkekassen i Rom.
På
den måde får præster, munke og nonner - officielt - ingen børn,
og deres eventuelle familiearv arv går direkte til kirken.
Den officielle
katolske kirke nægter også stadig konsekvent at diskutere ophævelse
af cølibat og tilladelse til giftemål for præster.
Også
selv om kirken hvert år har vanskeligere ved at få unge mænd
til at blive præsteviet, og også til trods for, at der findes præster,
der helt åbenlyst lever sammen med kvinder - på polsk, som man kaldte
det, uden at den polske pave havde noget med et at gøre.
Opfording
til folkemord
Kirkens stædigt fastholdte ordre om ikke at anvende
prævention kan dybest set også ligestilles med en opfrodring til folkemord
i disse AIDS-tider.
Til venstre kan du læse de makabre historier
om italienske mødre, der ofrer deres liv, fordi de ikke vil abortere og
behandle deres kræftsygdomme.
Disse kvinder er katolske heltinder
- og det er næsten lige så kvalmende at læse om, som selvmordsbomberne
i Israel.
Kvindefjendsk menneskesyn
Den
31.7.2004 udsendte Vatikanet et brev til alle biskopper redigeret af den magtfulde
kardinal Ratzinger >>.
(Ja, den Ratzinger,
der fra den 19. april 2005 hedder Pave Benedikt den 16.)
Brevet handlede
om "samarbejdet mellem mænd og kvinder".
Man sidder
- i hvert tilfælde som kvinde - tilbage med åben mund, når
man læser en sætning som denne om kvindes rolle "som vidne om
de værdier, der får menneskene (mændene??? red.) til at forstå,
at menneskeheden ikke kan være nok i sig selv, og ikke skal drømme
om magt og voldens dramaer......".
Ratzingers brev høstede
uventet ros fra gamle kvindesagsforkæmpere - for hans kendskab til de
seneste årtiers feminisme - men samtidig også kritik af overhovedet
ikke at nævne, hvori ligeværdigheden med mændene egnetlig består.
I avisen "La Repubblica" sprugte den mandlige kommentator Francesco
Merlo sig selv om, hvorfor i alverden en ungkarl, der har tilbragt sit liv udelukkende
i selskab med mænd i vatikanet, overhovedet mener sig i stand til at udtale
sig om kvinder og deres vilkår.
Naturligvis nævnes ordene
"kvindelige præster", "samliv før ægteskab",
"prævention" og "homoskesualitet" (for den katolske
kirke eksisterer lesbiske for eksempel slet ikke....) ikke i Ratzingers brev til
biskopperne.
Dér stopper enhver snak om ligeværdighed - og
modernisering af kirken.
De smukt formulerede sætninger om kvinders
særlige evne til at "tage sig af" andre beskyldes også af
den katolske feminist Lidia Menapace for blot at være en opfordring
til kvinderne om at komme væk fra arbejdsmarkedet, og hjem til børnene,
kødgryderne, og det frivillige - gratis naturligvis, lønnen kommer
efter døden - arbejde i sognekirkerne.
Den tidligere EU-Miljøkommisær
Emma Bonino sagde i august 2005 rent ud, at "brevet lige så godt kunne
være skrevet af imam´en fra moskéen i Al Azar."
Dér
står den officielle katolske kirke i dag - som en repræsentant for
en fundamentalisme, og specielt for en kvindepolitik, der hverken er bedre eller
værre end den muslimske fundamentalisme.
Charlotte Sylvestersen
|