Døde katolske heltinder

En moderne helgenhistorie
Giovanna Maria Beretta >>
fra den lille by Magenta udenfor Milano blev i 2004 helgenkåret.

Hun døde som 39-årig den 28. april 1962 i forbindelse med fødslen af sit fjerde barn.



Allerede tidligt i Giovanna graviditet var der opstået problemer, men Giovanna, der selv var børnelæge, ville ikke abortere, selv om det kunne redde hendes liv.

“En fantastisk kvinde, der elskede livet, en eksemplarisk hustru, mor og læge, der ofrede sit liv for ikke at håne mysteriet omkring livets værdighed", lød kardinal Carlo Maria Martinis beskrivelse af Giovanna, da hun i 1994 blev saligkåret.


I januar 2005 døde Rita Fedrizzi fra Como.

Hun fødte tre måneder før sin død en søn, og havde under graviditeten først afvist at abortere, og dernæst at lade sig behandle for sin kræftsygdom for ikke at skade fosteret.

Vatikanets avis - Osservatore Romano - brugte overskriften
"En kærligheds- og tros-handling."

Faderen og ægtemanden ved begravelsen:
- At vi havde to børn i forvejen er ikke nogen grund til at slå det tredje ihjel...

Læs det lige igen...!
Det er så grufuldt, at man tror det er løgn. For moren til hans to børn, hende måtte man gerne slå ihjel ved at undlade at behandle hende...!!!

2002:
Luisella Crosina fra Erba ved Como dør af ubehandlet kræft efter at have født en datter

1999:
Roberta Magnani, 31 år, dør af en ubehandlet svulst efter fødslen.

1995
Felicita Barzaghi, 40 år, dør efter at have forbudt kræftbehandling under fødslen.

1995
Carla Pomella, 39 år, dør af ubehandlet lungekræft, efter at have født en søn.

Artikel fra oktober 2005

Når jeg sidder og lytter til P1 på min web-radio hænder det, jeg lytter til en diskussion om den ubehagelige religiøse fundamentalisme, som specielt muslimerne tillægges.

Så er det, at mit efterhånden 16 år lange bekendtskab med den katolske kirke og tro får mig til at tænke på min katolske veninde Maria Rosa.

Præsten mobbede Maria Rosas søn

For et par år siden fortalte Maria Rosa mig grædende, at hendes ældste søn havde store problemer med at kunne gennemføre sin "prima comunione" - den katolske konfirmation.



For at gå til "comunione" skal man først gå til "katekismus - bibellæsning" en gang om ugen i mindst et år hos den lokale sognepræst.

Stefanos sognepræst havde indført to års obligatorisk katekismus før "comunione", og havde for anden gang dumpet Stefano, så han ikke kunne komme igang med det sidste år.

Ikke fordi Stefano er dummere end de andre, men fordi Maria Rosa - hans mor - er fraskilt.

Hvad præsten ikke undlod at bemærke på et eller andet tidspunkt, hver gang Stefano var til katekismus.

Til jubilæumsåret i 2000 havde præsten også afvist Maria Rosas tilbud om at Stefano kunne være messedreng.

Dét år var der mange ekstra messer, og behov for flere messedrenge (og piger - de må nemlig godt i dag!).

Men Stefano måtte ikke, fordi hans mor var fraskilt.

Ingen altergang for fraskilte

Mange andre præster tænker og opfører sig som Stefanos.

Hvert år er der i italienske aviser artikler om præster, der har nægtet at uddele oblaten til en person, fordi han eller hun er fraskilt og i dag har en ny samlever. Pudsigt nok er det meget sjældent en mand, der bliver nægtet oblaten.

Den katolske lære tillader ikke fraskilte at modtage det hellige sakramente, som altergang er i den katolske religion.

Skilsmisse gør dig simpelthen uren - uanset om det er dig, der har ønsket skilsmissen eller ej.

Stefano kom dog omsider til sin "comunione" i 2004.
Efter at familien var flyttet til et andet sogn.

Er cølibat ikke også en slags fanatisme -
eller bare en fed forretning for kirken?

Havde jeg valgt at gifte mig i kirken hernede, skulle jeg have gået til undervisning i ægteskab hos en præst, der har givet et løfte om livslang seksuel afholdenhed.

Han skulle også forklare mig lige nøjagtig den del af ægteskabets velsignelser.
Det kunne nu have været fornøjeligt...

Men der står faktisk intet i vores kristne bibel om cølibatet.

Der er en ren kirkelig beslutning - der både før og nu har været med til at fylde kirkekassen i Rom.

På den måde får præster, munke og nonner - officielt - ingen børn, og deres eventuelle familiearv arv går direkte til kirken.

Den officielle katolske kirke nægter også stadig konsekvent at diskutere ophævelse af cølibat og tilladelse til giftemål for præster.

Også selv om kirken hvert år har vanskeligere ved at få unge mænd til at blive præsteviet, og også til trods for, at der findes præster, der helt åbenlyst lever sammen med kvinder - på polsk, som man kaldte det, uden at den polske pave havde noget med et at gøre.

Opfording til folkemord

Kirkens stædigt fastholdte ordre om ikke at anvende prævention kan dybest set også ligestilles med en opfrodring til folkemord i disse AIDS-tider.

Til venstre kan du læse de makabre historier om italienske mødre, der ofrer deres liv, fordi de ikke vil abortere og behandle deres kræftsygdomme.

Disse kvinder er katolske heltinder - og det er næsten lige så kvalmende at læse om, som selvmordsbomberne i Israel.

Kvindefjendsk menneskesyn

Den 31.7.2004 udsendte Vatikanet et brev til alle biskopper redigeret af den magtfulde kardinal Ratzinger >>.

(Ja, den Ratzinger, der fra den 19. april 2005 hedder Pave Benedikt den 16.)

Brevet handlede om "samarbejdet mellem mænd og kvinder".

Man sidder - i hvert tilfælde som kvinde - tilbage med åben mund, når man læser en sætning som denne om kvindes rolle "som vidne om de værdier, der får menneskene (mændene??? red.) til at forstå, at menneskeheden ikke kan være nok i sig selv, og ikke skal drømme om magt og voldens dramaer......".

Ratzingers brev høstede uventet ros fra gamle kvindesagsforkæmpere - for hans kendskab til de seneste årtiers feminisme - men samtidig også kritik af overhovedet ikke at nævne, hvori ligeværdigheden med mændene egnetlig består.

I avisen "La Repubblica" sprugte den mandlige kommentator Francesco Merlo sig selv om, hvorfor i alverden en ungkarl, der har tilbragt sit liv udelukkende i selskab med mænd i vatikanet, overhovedet mener sig i stand til at udtale sig om kvinder og deres vilkår.

Naturligvis nævnes ordene "kvindelige præster", "samliv før ægteskab", "prævention" og "homoskesualitet" (for den katolske kirke eksisterer lesbiske for eksempel slet ikke....) ikke i Ratzingers brev til biskopperne.

Dér stopper enhver snak om ligeværdighed - og modernisering af kirken.

De smukt formulerede sætninger om kvinders særlige evne til at "tage sig af" andre beskyldes også af den katolske feminist Lidia Menapace for blot at være en opfordring til kvinderne om at komme væk fra arbejdsmarkedet, og hjem til børnene, kødgryderne, og det frivillige - gratis naturligvis, lønnen kommer efter døden - arbejde i sognekirkerne.

Den tidligere EU-Miljøkommisær Emma Bonino sagde i august 2005 rent ud, at "brevet lige så godt kunne være skrevet af imam´en fra moskéen i Al Azar."

Dér står den officielle katolske kirke i dag - som en repræsentant for en fundamentalisme, og specielt for en kvindepolitik, der hverken er bedre eller værre end den muslimske fundamentalisme.

Charlotte Sylvestersen