Stort kort over
Lunigiana >>


Af Ole Skjodstrup
- Toscana >>

Meget af den seneste tids debat om integration er i realiteten om, hvad vi (danskere) forventer af 'ny danskerne' for at tillade dem at leve i 'vort' land.

Som sådan er det en "os vs dem' konfrontation.



Og konklusionen tenderer mod en situation, hvor vi forventer af 'dem' (eller beordrer 'dem' til) at blive ligesom 'os'.

Hvordan kan de ellers hævde, at de har integreret sig i det danske samfund?

Og hvordan kan vi ellers leve lykkeligt sammen?.

Men er det også den indstilling vi bringer med os, når 'vi' danskere flytter udenlands for at leve og arbejde?

Eller er vores indstilling til integrations opgaverne en smule anderledes, når arbejdet med integrationen gælder os selv?

Er vi ligeså faste i stemmen, når vi taler om at lære det lokale sprog, når 'vi bare skal være der nogle få år'.

Og 'hvorfor er det nødvendigt at indrette sig efter alle disse tossede love og bestemmelser, der gælder i det land vi er flyttet til?

Og 'Hvorfor kan 'de' ikke bare gøre tingene på den 'rigtige' måde?

Dvs den måde vi gør dem på i Danmark.

Vi er da kunderne, er vi ikke? Og kunderne har aktid ret, har de (vi) ikke?

Formålet med denne artikel er at se på integrations konceptet med øjnene af en dansker, der flytter til et andet europæisk land for at leve, og forsøge at tage integrations konceptet til et praktisk dagligdags niveau.

Med andre ord: vil vi gerne fortælle, hvordan vi gjorde det i praksis.

"Vi" er Ole (udedansker på 19. år med en historie fra Milano, London, Frankfurt, München, og London igen) og partner Linda (engelsk).

Artikel fra maj 2006
I 2004 købte vi et hus i Comano i Toscana med henblik på en permanent bolig til vores pensionering.


Tårnet i Comano

Vi renoverede køkken , badeværelse, og gæsteværelse; og i 2005 flyttede vi permanent herned fra London, hvor vi begge havde arbejdet indtil da.



Vi skal også forklare, at vores landsby Comano i Toscana er en temmelig lille kommune med omkring 1.000 sjæle, og det er et godt gæt, at enhver ved alting om alle andre i vores kommune.

Som nytilflyttede er vi derfor meget 'synlige'.

Her tales kun italiensk.

Ole havde allerede et rimeligt italiensk fra hans periode i Italien for omkring 10 år siden.
Linda kunne ikke italiensk overhovedet.

Vi var enige om, at vi ønskede at blive en del af det lokale samfund. Hvad gjorde vi?

Fra starten har vi rakt hånden frem til det lokale samfund og snakket med alle vi har mødt for at vise dem en venlig indstilling og overbevise dem om, at vi er her permanent, ikke blot som turister, der rejser væk igen efter en kort periode.

Det var let at komme til at snakke med folk.

Vi var faktisk begejstrede over, at det er almindelig praksis at hilse på hinanden, når man mødes i landsbyen og en gang imellem at stoppe op og sludre lidt selv med mennesker, man ikke kender.

Det var ligesom at skrue tiden tilbage til Ole's barndom i Holbæk for mange år siden.

Rent praktisk startede vi med at gøre vores 400 år gamle hus komfortabelt for os selv og også få det til at se beboet ud igen og syne imødekommende for os selv og vores gæster og for landsbyen som helhed.

Det blev bemærket, og vi fik mange tilkendegivelser, der viste at man påskønnede vores arbejde.

Så, efter et par måneder, da vi var blevet nogenlunde installeret, inviterede vi vores naboer og venner til et 'house-warming party' i vores gårdhave med drinks og snacks.

Vi lærte nogle nye mennesker at kende ved den lejlighed, fordi nogle af vores naboer havde benyttet lejligheden til at invitere deres venner og bekendte med.

Så vores lokale 'netværk' begyndte at vokse.

Seks måneder senere gentog vi successen med en større gruppe ved at invitere til en jule reception i vores hus.

Vi startede også på at gøre vores indkøb i de lokale forretninger, kaffebarer, restauranter, benzin station, apotek osv.

Det viste vores interesse i det lokale samfund, og undervejs lærte vi en masse nye mennesker at kende, som driver de lokale forretninger.

Vi startede også på at deltage i den lokale kirke's gudstjenester >> og andre aktiviteter.
Det tog lidt tid at vende os til gudstjenester på italiensk og i en katolsk kirke, men det viste igen vores interesse i det lokale samfund.
Vi deltog også i nogle kirkelige processioner rundt i landsbyen, f.eks. for at fejre vores menigheds skytshelgen St. Georg, og i Langfredag processessionen Via Santa Croce.

Vi deltog også i en pilgrimsrejse med menigheden i vores landsby til Vatikanet i Rom >>.

Og senest har vi fået vores hus velsignet med helligt vand og bønner af vores elskede præst Padre Dario som det er skik i Italien.

Gennem alle disse aktiviteter har vi lært mange familier i området at kende, og vi er blevet mødt med venlighed og hjælpsomhed af alle vi har mødt.

Et særdeles godt eksempel er en venlig ældre dame Signora Vanda, som vi mødte i kirken sammen med hendes søn Maurizio.

Efter nogle søndage kom Maurizio hen og inviterede os til hendes hus, for at hun kunne lære os bedre at kende.

Det viste sig at være et enormt hus, hvor Signora Vanda lever alene, efter at hendes mand døde tidligt i 2005.

Hun er 85 år gammel, ex-skolelaerer og en sand guldmine af viden om alt mellem himmel og jord: historie, kunst, politik, geografi, og - meget vigtigt - det italienske sprog.

Hun taler 'kun' italiensk.
Desuagtet inviterede hun Linda til daglige to-timers lektioner i det italienske sprog med en masse andre emner som have, madlavning, lokale skikke osv.

Disse lektioner har bragt Linda's italiensk til et fortroligheds niveau, som har sat Linda i stand til at konversere frit paa italiensk med vores naboer og venner.

Og Signora Vanda gør det blot for selskabet.

Vores netværk af venner og bekendte har også vist sig nytting i mange situationer, hvor vi har haft brug for råd og vejledning om, hvor vi skulle henvende os på de forskellige offentlige kontorer osv.

Udover disse aktiviteter er vi også blevet officielt registreret >> i de italienske annaler.
Vi har opnået at få vores Permesso di Soggiorno (tilladelse til at opholde os i Italien for et vist antal år), og vi er blevet registreret som indbyggere i vores lokale kommune, og vi har fået et Certificato di Residenza (bopælsbevis) et ID-kort, og vi har fået italiensk skatte nummer (Codice Fiscale), og vi er blevet medlemmer af den offentlige italienske sygesikring (ASL), og vi har italienske bankkonti.

Det tager altsammen en god del tid at opnå, men samtidig har det givet os megen indsigt i, hvordan det italienske system er indrettet og virker.

Imidlertid er vi også blevet medlemmer af det internationale samfund i vores område inkl. nærliggende La Spezia.

Linda er blevet medlem af den (fortrinsvis engelsk sprogede) International Womens Club, og Ole's arbejde som repræsentant for Danes Worldwide har udvidet vores netværk med mange personer med spændende internationale og danske profiler.

Vi har nu boet i vores hus i Toscana i eet år, og vi har integreret os både formelt og uformelt i vores lokale samfund i Comano, i det italienske samfund generelt, og også i det internationale miljø i vores område.

Det har været spændende og berigende, og vores arbejde med det er blevet særdeles godt modtaget.

Hvad har vi opnået?

Vi har brugt tid og energi på integrations processen, men den har også givet os selvtillid og mange nye venner.

Her er nogle få profiler:
Antonia og Mario vores naboer.
Mario er 87 år og holder Ole under opsyn og leverer mange råd om den korrekte Toscanske måde at dyrke grønsager på. Antonia kommer fra en lille landsby højere oppe i bjergene.

Som hun siger: 'Ved vendens ende, lige før Jesus Kristus!'

De bringer os ofte gaver fra deres have: zucchini, salater, kirsebær, planter til vores have osv.
Og vi har delt mange måltider med dem.

Maria Adelaide er en af kirkeværgerne og en anden nabo.
Hun bor sammen med sin mand Emilio, deres datter, svigersøn og barnebarn Aurora, en sød 7-år gammel pige, hvis andre bedsteforældre driver en lokal bar 200 meter videre oppe ad bjerget.

Alfio og Julia er tidligere ejere af vores hus Casa Ferrari.
Alfio har tidligere gjort rent i kirken, men holdt op med det, da han blev 80 år og fik svært ved at kravle op ad stigen for at gøre St. Georg ren.
Julia er den lokale ved-alt.

På et tidligt tidspunkt bankede hun på vores dør og forlangte at blive vist rundt i hendes tidligere hus, og hun hjalp os også med at købe pejse-brænde til vores to pejse.

Elisa driver det lokale hotel og restaurant, hvor vi ofte spiste, før vi fik vores eget køkken installeret.

Hun og hendes mand Ermino og deres to sønner har budt os hjerteligt velkommen til Comano.

Ermino driver en lokal bar og er frivillig chauffør på ambulance stationen.

Pietro og Antonietta og deres datter Flavia mødte vi første gang gennem deres web-site for deres nye B&B Ca' di Chiarella >> - et renoveret 17. århundredes konvent.

Pietro gav os en ellers uopnåelig bog om vores område med et gammelt billede af vores hus Casa Ferrari.

Familien viste sig også at være skiløbere, og vi har været paa ski med dem i nogle ski områder nær vores landsby, som vi ellers ikke ville have kendt til.

Pietro er forresten også borgmester i Comano.

Alle disse venner og mange andre, som ikke er nævnt her, har allesammen hver på deres måde bidraget til, at vi føler os velkomne, accepterede og trygge i vores nye omgivelser.

Vi er nu velkendte i vores lokale samfund og folk kommer ofte for at sludre og udveksle nyheder med os, hvor vi færdes.

Og vi får stadig mange tegn på hengivenhed fra vores omgivelser i form af små gaver som friske æg, grønsager, kirsebær, hjælp, sprogundervisning og på mange andre måder.

Og vi har haft mange spændende oplevelser, som vi ikke havde drømt om for et år siden, f.eks. Messe i Peterskirken i Rom og en audiens med den nye Pave Benedikt XVI.

Har vi mistet vores (Danske og Engelske) identitet i integrationsprocessen?

Overhovedet ikke. Nu kommer vi 'hjem', når vi rejser til Danmark, når vi rejser til England, og når vi vender tilbage til Italien!

Hvad har vi lært?

Integration er noget man beslutter sig til. Det kommer ikke automatisk.

Det tager tid og kræfter.

Og det er sommetider hårdt arbejde og frustrerende.

Men det er også meget berigende.

Følelsen af integritet og selvtillid ved at have 'hele verden' som 'hjem' er svær at forklare fuldt ud til mennesker, der ikke har prøvet det selv.

Vi kan leve vores liv i bevidstheden om, at vi har hjemme i mere end eet land, og at vi kender vores vej omkring i 'vores' forskellige lande.

Det er en kuffertfuld af erfaring, som det er svært at forstå, og som ikke kan købes for penge.
Lad være med at 'ghetto' ind i et internationalt udlændinge miljø.

Sådanne samfund er nyttige og berigende som supplement til integrationen i det 'rigtige' miljø i det land, man lever i.

Og lad være med at søge tryghed ved kun at tale dansk eller engelsk.

Så vil man forblive et udenforstående element i det 'rigtige' liv i det samfund, man lever i.

Lær sproget, ræk ud, mød de lokale beboere.

De har meget mere viden om deres land, skikke, og lokale vaner, end I nogensinde vil kunne få.

Man kan lære utallige overraskende og vidunderlige ting ved at tale med dem og trække på deres viden og erfaring.

Og endelig: Integration er ikke videnskab.

Det er 'bare' almindelig sund fornuft, og sommetider hårdt arbejde. Men det er altid berigende.

Husk også på, at integration er en to-spors vej.

Hvis man viser sin vilje og arbejde, vil man også normalt blive budt velkommen.

Det kræver vilje og evne fra begge sider.

For at par søndage siden sad vi i kirken til en festa og fandt os pludselig omgivet af Linda's Italiensk lærer Vanda og hendes søn Maurizio, en søster til den tidligere ejer af vores hus Alfio, Pietro - borgmesteren i Comano - og hans kone, og Maria Adelaide og hendes familie.

Og de sludrede allesammen med os og omkring os, og Padre Dario vinkede velkommen til os.

Så Linda og jeg så på hinanden og sagde 'Vi er kommet hjem!'. Velkommen til vores verden!

Af Ole Skjodstrup