Hørt for nyligt:
- Alle ved jo, at 90% af omsætningen i Italien er sort!

Det ville da være dejligt, for så ville landet være verdens absolut rigeste!

Nu er den "hvide" omsætning i Italien faktisk verdens 7. højeste.
(BNP-lande - Wikipedia - 2007, red. >>).

Dette officielle BNP er baggrunden for, at Italien f.eks. er med i G8.

I øvrigt ganske imponerende taget i betragtning at Syditalien, Sardinien og Sicilien er tre gigantiske økonomiske hængepartier for resten af landet.
(Forskelle mellem
Syd og Nord >>)

Appropos sort arbejde >>:
I følge det italienske statistiske institut ISTAT udgjorde det sorte arbejde i Italien i 2004 14% af BNP - brutto national produktet.

EU-Kommissionen skønner derimod, at den skjulte sorte økonomi udgør ca. 20% af BNP i Italien, mens forskere på Johannes Kepler Universitetet i Linz mener, den skjulte økonomi udgør hele 25,7% af BNP i Italien.

Forskerne i Linz har undersøgt omfanget af den skjulte økonomi i en række lande (2005):

Grækenland 28,2%
Italien 25,7%
Spanien 22%
Portugal 21,9%
Belgien 21%
Norge 18,4%
Sverige 18,3%
Finland 17,4%
Danmark 17,3%
...tal for Midtjylland er desværre ikke tilgængelige...


"Danskerne er EU-mestre
i sort arbejde"
(21.2.2008 - Business.dk >>)

Artikel fra oktober 2009
- Det er jo et skønt sted det her, udbrød den danske familiefar i de slaskede badeshorts, mens han afkølede de blege fødder (= strømper og sandaler) i vandkanten en sommerdag i juli på Camping Europa, Jesolo.

- Herligt, tænkte jeg, at dansken nyder mit andet fædreland, men glæden varede kort.

- Hvis det altså bare ikke var for alle de fandens italienere, fortsatte han, og høstede det efterhånden danske standardgrin - hånligt og bedrevidende! - fra venner og familiemedlemmer under klanens parasoller.

(Mindede deres strand-arrangement i øvrigt ikke lidt om tyskernes "skyttegrave" ved Vesterhavet i 70´erne?)



De "fandens italienere" omfattede lige netop i dette øjeblik også manden og jeg med vore respektive italienske aviser foran os.

- Hvorfor bliver han så ikke bare hjemme i Danmark, var mandens kommentar.

Netop den kommentar er desværre i de seneste år blevet min italieners mantra, når jeg oversætter danske feriegæsters bemærkninger og kommentarer om det land, en bestemt og tilsyneladende voksende gruppe af danskere trods deres åbenlyse foragt underligt nok alligevel bliver ved med at frekventere.

Udover de grimme shorts - og påklædning er jo stadig et frit valg, i hvert fald for etniske danskere (sic!) - så udmærkede familiefaren sig ved at bøvse højlydt efter hver slurk af dåseøllen, som han havde med sig i vandkanten til at afkøle overkroppen.

- Man står altså ikke i vandkanten og drikker øl, tilføjede min mand, der jo er så sart.

For sart og humorforladt er enhver udlænding jo, hvis ikke han eller hun synes, dansken er en sjov og gemytlig fætter, også i den storbøvsende udgave.

Et par dage efter stod en anden dansk familiefar foran os i køen ved supermarkedets bagerafdeling.

- Fem "kaiser", lød hans bestilling - på dansk.
Bagerjomfruen kiggede forvirret på ham.

For at hjælpe den unge pige, der var så svineheldig at arbejde alle ugens dage i sommermånederne for omkring 7.500 udbetalte kroner om måneden, gentog han bestillingen med høj ryst:

- FEM "KAISER"!
Bagerjomfruen var stadig forvirret, og forsøgte at få dansken til med fingrene at vise, hvor mange brødboller, han skulle have.

Det gjorde han da så også.
Meget irriteret... - og gik af sted med brødposen og en bemærkning om, at "det er fandeme på tide, at italienerne begyndte at lære sprog".

Det har han ganske ret i!
Men dansk bliver næppe nogensinde førsteprioritet.

Og så længe italiensk stadig ER det officielle sprog i Italien kan en underbetalt bagerjomfru næppe anklages for manglende dansk-kendskab.

Danskens indkøb kunne med universelt fingersprog og tre simple ord man ALTID bør have med i bagagen - "Per favore" og "Grazie", "Vær så venlig" og "Tak" - have været en oplevelse ledsaget af smil.

Et gavmildt forbrug af disse tre mirakuløse ord kan være med til at gøre enhver ferie i Italien til en sjovere oplevelse!

Familiefarens indkøbsvogn blev udover brødet hurtigt fyldt op med dåser med leverpostej, tyske pølser, færdigpakket pålæg og massefremstillede smøreoste med tilsat skinkemos eller endnu mindre smag af rejer end den danske hurra-klassiker af den slags.
En enkelt dåse med Minestrone-suppe havde dog - det må retfærdigvis tilføjes - sneget sig op i indkøbsvognen.

Den velassorede pålægsafdeling med friskskåret pålæg og specialiteter, og den imponerende afdeling med friske grøntsager og frugt direkte fra producenterne bag campingstriben var tydeligvis bevidst blevet undgået.

Chips i massevis, tysk chokolade og - men kun fordi de fleste danskere tror, det er et tysk produkt - tom emballage fra de italienske Kinder-æg som børnene var blevet bestukket med under indkøbsseancen, toppede indkøbsvognen inden kasseapperatet.

- Hvorfor bliver de ikke bare hjemme, når de heller ikke kan lide vores mad, spurgte manden, og kom i tanke om den gang, vi i Milano overværede nabobordets danske gæster diskutere med en tjener, der pure nægtede at servere ketchup til en pizza.
- Hatten af for ham, er stadig mandens - og min - mening.

- Danskerne elsker italiensk mad. Du ved da, de altid fortæller mig, hvor fantastiske de er til selv at lave italiensk mad. De kan bare ikke lide den måde italienerne stædigt og chauvenistisk fastholder at lave den italienske mad på, svarer jeg, og så griner manden, for efter tyve år er han ganske langsomt begyndt at forstå den danske ironi.

Tilbage på stranden næste dag finder vi et sted langt fra den øldrikkende familiefar, og kommer til at tale om den første gang, hvor vi for alvor oplevede det danske herrefolk, når vi altså lige ser bort fra de grænsevagter i Kruså, der i sin tid så det som deres fornemste opgave at få Sergio til at føle sig uvelkommen i Danmark.

Den gang i begyndelsen af 90´erne kunne en italiener jo kun være terrorist eller mafioso.

Det er blevet meget bedre i dag!
Der er næsten ingen grænsekontrol, og i dag mistænkes italienerne heldigvis kun for at være mafiosi...

Første gang, vi for alvor noterede fænomenet var tilbage i 1996 og siden har hvert år desværre budt på flere og flere episoder.

Vi lå da igen på stranden -og igen med italienske aviser - hvad der naturligvis forvirrer dansken.

Dansken var i dette tilfælde en nordsællandsk ammehjerne med tilhørende øglevogn:

- Det er kræftædemig også for dårligt at folk uden børn tillader sig at optage plads i vandkanten, var hendes kommentar.

Den dag holdt jeg min mund.

Men da vi 12 år efter endnu engang blev generet af en frustreret dansk småbørnsmor var det slut med min tålmodighed.

Hende her havde taget to børn under 5 med på restaurant, og kunne naturligvis ikke få dem til at sidde ordentligt på stolene.
Hun stolede naturligvis heller ikke på, at hun som de italienske børnefamilier kunne lade ungerne løbe rundt, fordi alle hernede automatisk holder øje med de små.

Efter en evigheds skælden ud begyndte hun at true børnene med at hvis de ikke sad stille, så ville den bidske hund under nabobordet bide dem!

Den bidske hund - min! - havde da ligget under bordet uden at sige en lyd i en time, selv om den havde en gøende gravhund fire borde fra os, og hylende unger - og hylende mor! - ved nabobordet.
(Vi kunne se på faderen, at han havde fået nok allerede inden de satte sig - han sagde knapt et ord hele aftenenen...)

Så fik jeg nok.

Jeg rejste mig op, og fortalte stille og roligt damedansken, at vi ikke brød os om, at hun svinede vores hund til.
Og at det i øvrigt er en rigtig dum ide at true sine små børn med hundebid, og i det hele taget at gøre dem bange for hunde.

Så klappede hun i.
Men kun indtil hun forlod restauranten.

Da stillede hun sig nemlig op foran restauranten og svinede os råbende til.

Så bad jeg hende med lige så høj røst rulle ammeflapperne sammen, og tage retur til nord for Kongeåen indtil hun havde lært at opføre sig ordentligt.

De andre gæster på restauranten så måbende til.
Men da jeg forklarede sagens sammenhæng fik vi alle, inklusive tjenerne, et billigt grin.
Og den bidske hund lå stadig på sin plads under bordet uden at sige en lyd.

Man har altså ikke lov til at svine folk til i den tro, at de ikke forstår én - det er sådan set altid en god regel at have in mente, når man er i udlandet.
Bortset fra de "fandens italienere", så er der rent faktisk mange mennesker, der kan mere end et sprog...

- Miljøsvin blandt meget andet skidt, blev jeg så kaldt under årets campingferie.

Vi kom igen gående med vore italienske aviser, da Crilli på grusvejen fik færten af en anden hunds...
Så hun slog et strint, vel sagtens i omegnen af 3 cl, der nok ville fordampe i løbet af halvandet minut i 35 graders varme.

Det fik dansken ved campingbordet overfor til at rejse sig op, og udgyde alt sin vrede over os.

Det skete foran hans store campingvogn og hans store benzindrevne bil, som han allerede havde svinet med 1.700 km ned til Italien, og helt sikkert siden skulle svine Europa til med andre 1.700 km på vejen hjem..

Vi gik videre - og så skrev jeg et pænt brev til ham, som jeg lagde på hans bord næste dag.
Forklarede ham pænt, at kun 3-5% af italienske campingpladser tillader hunde - det kan man se på prislisterne - så han nemt kunne finde sig en hundefri plads til næste år.

- Hvis danskerne er så miljøbevidste, hvorfor kører de så Europa rundt i deres gamle biler, spørger manden, der ikke er miljøbevist, men ved at nye biler har partikelfiltre, og er ret bekymret ved udsigten til, at Milano kommune snart lukker byen for kørsel om vinteren for biler som vores, der kun er Euro 2-certificerede.

Jeg opgav at forklare ham, at dansken er mest miljøbevidst, når han er hjemme hos sig selv.

Sagde blot, at det med miljøbevidstheden er lidt ligesom med maden, jeg har omtalt herover...
Den trives bedst indenfor Danmarks grænser...

Jeg har i det hele taget opgivet at forklare manden, hvorfor en bestemt type danskere bliver ved med at tage på ferie hernede, for jeg forstår det heller ikke selv.

Men forleden gik lyset op for mig.

Min veninde, der sidder på et rejsebureau her i Italien og arrangerer rejser for skandinaviske turister, referede en forespørgsel fra en finsk gruppe.

Gruppen, der skulle til Rom, skrev at de havde et stort kendskab til Italien og italiensk mentalitet, men at de bare ikke ville acceptere, at det i Italien er den italienske mentalitet, der gælder.

- Vi kræver, at alt foregår som i Finland, når vores gruppe kommer, var beskeden.
- Vi accepterer ikke forsinkelser, lød det.

Dybest set er det jo det samme, den desværre voksende gruppe af utilfredse danske turister i Italien kræver:

De elsker Italien, men hader stort
set alt det italienske ved Italien.

...og vi krydser så fingre for, at de bliver hjemme til næste år...

(Holger og hans familie, Thomas og Henriette og "Pippi" glæder vi os naturligvis til at se igen! Men det ville være rart at slippe for de ovenfor omtalte...)

Har du kommentarer til denne artikel
er du velkomme på www.italy.dk´s forum:


-syl