Langt de fleste har
en navne-helgen

"Min" helgen er San Carlo >>, , der var biskop i Milano i 1500-tallet - fordi navnet Charlotte (Carlotta på italiensk) stammer fra Carlo.

På min helgendag forærer svigermor mig en gave, for hun tilhører en generation, hvor helgendagen er vigtigere end fødselsdagen.

Det er ikke helgenkåringen, som gør en mand eller kvinde til helgen, men derimod personens handlinger livet igennem.

Måske var din gamle nabo en helgen?

Derfor findes der mange ikke-officielle helgener, og de er blandt dem, der fejres på Alle Helgenes Dag den 1. november >>



En moderne helgenhistorie

Giovanna Maria Beretta >> fra den lille by Magenta udenfor Milano blev i 2004 helgenkåret.

Hun døde som 39-årig den 28. april 1962 i forbindelse med fødslen af sit fjerde barn.

Allerede tidligt i Giovanna graviditet var der opstået problemer, men Giovanna, der selv var børnelæge, ville ikke abortere, selv om det kunne redde hendes liv.

“En fantstisk kvinde, der elskede livet, en eksemplarisk hustru, mor og læge, der ofrede sit liv for ikke at håne mysteriet omkring livets værdighed", lød kardinal Carlo Maria Martinis beskrivelse af Giovanna, da hun i 1994 blev saligkåret.

Læs om andre af den fundamentaliske katolicismes døde heltinder >>

Helgen-kulturen stammer tilbage til de tidlige kristne martyrer i de første århundreder efer Kristus.

Der opstod spontant en form for tilbedelse ved martyrernes grave, og med tiden kommer der nye kriterier til for at blive ophøjet til helgen.

Krav om mirakel

Når den katolske kirke i dag efter omfattende studier af vedkommendes liv, vælger at gøre en person til helgen, kaldes det for "kanonisering".

Det sker efter en ofte flere årtier lang "retssag", hvor "advokater" taler for og imod udnævnelsen til helgen.

Ligeledes kræves det i dag, at en ny helgen "beviseligt" har udført mindst ét mirakel.

"Bevist" på måde, at kirken har sagt god for - for eksempel - en mirakuløs helbredelse af en syg person.
Sådan et mirakel er f.eks. blevet tilskrevet Padre Pio >>, der blev helgenkåret i 2002.

Normalt bliver en person først saligkåret - som danske Steensen i 1988 - men i særlige tilfælde sker saligkåringen og helgenkåringen samtidig.



Både saligkåring og helgenkåring sker ved undersøgelsesdomstolen "Kongregationen for Salig-og Helgenkåringsprocesser" i Vatikanet, hvor alle skriftlige og mundtlige vidnesbyrd om den pågældendes liv og levned fremlægges, og der foretages såkaldte uafhængige lægelige vurderinger af de påståede mirakler.

Pudsigt nok har de mest kendte kristne helgener - Jomfru Maria og apostlene - aldrig været igennem den proces, men der er vist ingen, der af den grund vil sætte spørgsmåltegn ved deres helgen-værdighed.

Indtil slutningen af 1100-tallet, da udnævnelsen af helgener blev centraliseret indenfor kirkens egne rammer, var det faktisk stadig folkets spontane tilbedelse af en afdød person, der med tiden resulterede i helgen-værdigheden, eller også bestemte den lokale biskop sig for at udnævne en helgen.

Fra 1634 blev der opstillet faste regler for udnævnelsen, hvor netop en grundig gennemgang af den afdødes liv dannede grundlag for udnævnelsen til helgen.

Siden er udnævnelsen blevet endnu mere centraliseret, og i dag er det kun Paven, der kan udnævne helgener.

Det har Pave Johannes Paul II benyttet sig så meget af, at han i sine 26 år som Sankt Peters stedfortræder har udnævnt flere helgener end nogen anden pave.


Et mellemled til Vorherre

Når katolikker beder til en helgen, tilbeder de ikke på den måde Vorherre, men beder helgenen gå i forbønd for dem.

Italienske begravelser slutter således af med, at alle tilstedeværende i kor beder en række helgener, og som den sidste den afdødes "navne-helgen", om at gå i forbøn for den døde hos Vorherre.

-syl