Af Mads Kaufmann Pedersen
Mads Kaufmann Pedersen er studerende på CBS i København, hvor han læser italiensk og kommunikation.

Artiklen er et sammendrag af flere opgaver om Italien.



Mads har boet 2 et halvt år i Prato lige uden for Firenze, og studerede fra september 2007 til februar 2008 et semester på det italienske universitet LUISS i Rom.

Artikel fra maj 2008
Hvorfor er det, at italienerne bliver boende hjemme så længe?
Italienerne er kendt for at blive boende hjemme meget længe.
Man siger ofte, at det er fordi, at de ikke kan løsrive sig for moderen og den 5 stjernede opvartning derhjemme, men er det nu virkelig også sandheden?

La famiglia tradizionale
Den traditionelle italienske familiemodel består oftest af forældre, børn og bedsteforældrene.
Ligesom i Danmark.
En markant forskel mellem Danmark og Italien finder man dog i de mange tilfælde, hvor børnene bliver boende hjemme i meget lang tid.

En rapport fra 2006 fortæller, at 85 % af de italienske mænd i alderen 18 til 33 år boede hos deres forældre.
Et tal, der indenfor de seneste 15 år faktisk er steget med cirka 16 %. Den romantiske forklaring går på, at de er forelskede i moderens mad og den service og opvartning, de får derhjemme.
Et begreb, der kaldes for ”mammismo” og som handler om sønnernes forhold til deres mor. Et ofte meget kærligt forhold. Også kaldet mors dreng syndromet.

Bliver et af børnene gift, så er det heller ikke unormalt, at denne nye samlever flytter ind hos svigerfamilien.
Det er oftest svigerdøtrene, der flytter ind, mens døtrene flytter ind hos mandens familie. Hvis ikke de finder et sted for dem selv.

Bedsteforældrene bor ligeledes i huset og hvis ikke, de gør det, så bor de oftest i samme by som et af deres børn. Ofte flytter bedsteforældrene ind, når de er kommet til den alder, hvor de har svært ved at klare sig selv.

En normal italiensk husstand kan derfor bestå af bedsteforældre, forældre, børn og svigerbørn og måske deres børn.
I de senere år har familieforholdene dog ændret sig i takt med tiden, men overordnet set er der ikke sket den store ændring.

Økonomiske aspekter og kulturelle aspekter

Selvom tal fra OECD i 1999 viste, at Italien var verdens 6. største økonomiske magt i forhold til den industrielle produktion, så er økonomien i Italien ikke den stærkeste og mange af indbyggerne er enten fattige eller har relativt få midler.

De faglærtes lønninger er meget lig de danskes og en faglært smed i Italien har 162.000 netto om året (226.800 brutto), mens en smed i Danmark har 156.000 netto (240.000 brutto).
Men i Danmark er mange ting, modsat i Italien, gratis eller en del billigere.

For unge i unge i Italien er lønningerne dog utroligt lave og man taler om "Generation 1000euro", hvilket vil sige, at en gennemsnitlig månedsløn for en 25 til 32årig er på ca. 1000euro.
De penge rækker for de fleste ikke til mad, husleje og regninger.
Det gør, at mange, udover at blive boende hjemme længere tid, hverken har råd til at stifte familie eller for den sags skyld starte en opsparing. Opsparingen er vigtig for italienerne, da der ikke, som i Danmark, findes en folkepension, som sikrer deres fremtid som pensionister. I Italien er det noget ens arbejdsplads skal sørge for.

Ingen SU

Universiteterne i Italien gør også sit til at holde de unge studerende hjemmeboende.
De italienske studerende modtager ikke penge fra staten, som man gør det i Danmark.
Desuden skal de selv betale universitetsskat, der koster, alt afhængig af universitet, fra ca. 2000euro årligt og opefter, hvis man altså ikke opnår at få et legat. De unge eller deres forældre må altså selv finansiere studierne.

Dertil kommer, at et værelse i en mellemstor by, som f.eks. Pisa koster ca. 250euro om måneden, hvis man deler lejligheden med 3-4 andre studerende. Derudover kommer udgifter til bøger osv. Derfor ser mange det som en fordel at blive boende hjemme indtil, man er færdiguddannet.

Samtidig er det svært for unge at finde et fast arbejde og da huspriserne som sagt er høje i forhold til lønnen, så bliver mange af den grund boende hjemme.

Andre aspekter, der kan spille ind er omkostninger til f.eks. børnepasning, der i Italien er utroligt høje. Private daginstitutioner i Italien koster mellem 500 og op til 1000euro om måneden. Det er desuden svært at få plads i de kommunale vuggestuer, der ligeledes også kun har en begrænset åbningstid fra klokken 9-16, hvilket skaber problemer, da men i den private sektor i Italien oftest først har fyraften tidligst kl. 18.

Sammenholdt med deres lave indkomst hænger det ikke sammen. Flere familier er derfor afhængige af at have bedsteforældrene i nærheden, der kan passe børnene i dagtimerne.

Det bevirkede, at der i år 2000 var ca. 9 millioner fuldtidshusmødre i Italien, hvilket er et stort problem. For, at en familie kan overleve på normalvis, kræver det nemlig, at begge forældre arbejder.
Som en konsekvens af dette har Italien en af de laveste fødselsrater i Europa og har faktisk en negativ fødselsrate.

Situationen set fra en italieners synspunkt

Der er flere grunde til, at børnene kan have svært ved at separere sig fra forældrene. Nogle af grundene er allerede i sig selv nok til at motivere forskellige valg. Sætter man så flere af disse grunde sammen, så er der virkelig nogle problemer.

Først og fremmest er der de økonomiske aspekter i problemstillingen. En ung færdiguddannet italiener, der lige er kommet på arbejdsmarkedet, kan have svært ved at tjene mere end 1000 euro om måneden.

Dertil kommer, at en lejelejlighed på 50-60m2 i Firenze koster cirka fra 500 euro om måneden og opefter.

Laver man derefter et regnestykke, hvori man oveni huslejen ligger de andre omkostninger til mad, telefon, lys og gas, så er der ikke mange penge tilbage. Det er derfor forståeligt, at mange unge foretrækker at blive boende hjemme hos forældrene og på den måde have lidt ekstra penge ikke bare til fornøjelser, men også til opsparing til f.eks. huskøb.

Par, der ønsker at gifte sig, skal også gøre sig forskellige overvejelser. At købe en 2- eller 3værelses lejlighed i Firenze eller omegn koster lavt sat fra ca. 250.000 euro.

For en typisk italiener kan situationen se således ud: Vi tager med i betragtningen at, man i Italien som 22-24årig begynder at tjene sine egne penge.
En gennemsnitlig månedsløn er 1000-1200 euro.
Bor man så de første ti år af sit arbejdsliv derhjemme og passer på sine udgifter, kan man opspare 40-50.000euro.
Omkring 32årsalderen, der er den gennemsnitlige alder for at flytte hjemmefra, kan et par tilsammen, have sparet ca. 100.000euro op og så beslutte sig for at gifte sig og flytte sammen. Man bliver nødt til at tage et lån i banken på de resterende 100.000 euro og så håbe på, at forældrene kan betale for møblerne, der kan løbe op i 20.000 euro og selve bryllupsceremonien, der koster ca. 7-8000 euro medregnet blomster, mad og tøj.

Et lån på 100.000 euro betalt over 20 år koster ca. 600-700 euro om måneden, hvilket ikke efterlader mange penge.
Desuden kommer alle de andre omkostninger til mad, telefon, lys, gas og andre skatter.

Har man et barn er der yderligere omkostninger. Private daginstitutioner i Italien koster mellem 500 og op til 1000euro om måneden og de offentlige ca. 250 euro. Her kan bedsteforældrene eftersom, de formentlig bor lige i nærheden, aflaste familien og påtage sig det hverv.

Derudover, må man ikke glemme det aspekt, at når man bor alene i en lejlighed, skal man selv lave mad, vaske tøj, stryge osv., hvorimod derhjemme, der ordner mor det.

De interviewede fortæller, at situationen i Italien ikke er så slem, som den måske lyder til. Man kan stå ansigt til ansigt med disse forhindringer og klare dem uden store problemer - hvis man altså vil.

Et andet aspekt er at, i Italien bestemmer kirken og efterhånden er det så svært at ændre den levemåde, der er opstået. Det er blevet en norm, at sådan gør man. I den katolske tro er det også meget sjældent, at et par gifter sig før de flytter sammen, hvilket medfører, at de først skal tjene penge til huskøb før, at de kan gifte sig.

Familien i Italien er ligeledes meget vigtig og modsat andre steder, så kommer familien altid eller stort set altid i første række, hvilket gør at familiebåndene er tykkere og der skal mere til at få en familie til at bryde op.

De italienske forældre er meget beskyttende overfor deres børn og for børnene er det belejligt at være beskyttet fra livets økonomiske og sociale problemer. Tanken hos de italienske unge er i mange tilfælde, at hvorfor skal man forlade sikkerheden og kærligheden hos familien derhjemme, når den anden mulig byder på en fremtid, måske mere fri, men rig på usikkerheder.

Mange forskellige forskere og journalister har forsøgt at komme med deres bud på, hvorfor situationen mht. til de hjemmeboende unge i Italien er, som den er.

De to forskere Marco Manacorda og Enrico Moretti, der har skrevet en rapport om netop dette emne, kommer med et mindre åbenbart svar på, hvorfor de bliver boende hjemme. De ser bort fra arbejdsløsheden blandt de unge og de dyre huspriser og kommer i stedet med en forklaring, der går på, at det ligeså meget er forældrene, der ønsker, at børnene bliver boende hjemme. De argumenterer for, at de italienske forældre er glade for at have børnene boende og ligefrem bestikker dem til at bo sammen med familien i form af penge. For forældrene er der også andre fordele ved at have dem boende, da de udover deres selskab også bidrager med andre servicer. I deres rapport viser de også en sammenhæng mellem, hvor mange penge forældrene tjener og hvor mange unge der bliver boende hjemme. Jo mere forældrene tjener, jo flere børn bliver boende hjemme.

En anden rapport, der handler om det tidligere omtalte begreb ”mammismo”, hælder mere til, at det er bekvemmeligheden ved at bo derhjemme, der holder på de unge. Rapporten kommer dog også ind på, at det er et valg, de tager bevidst, da de f.eks., som eneforsørger ikke ville har råd til at bo i et hus, så stort som forældrenes. Ligeledes kommer man ind på, at man unge bliver boende hjemme pga. manglende campuspladser og kollegieværelse.

Der sker så det, at når de er færdiguddannede og kommer ud på arbejdsmarkedet, så har de svært at forlade den bekvemmelighed, de har nydt godt af derhjemme.

Arbejdsløsheden spiller også en rolle og denne usikkerhed får mange unge til at søge tilflugt hos forældrene.

Det medfører så et andet problem, som Marco Manacorda og Enrico Moretti også kommer ind på i deres rapport, at forældrene, der efterhånden gennem 30 har vænnet sig til at være en stor del af deres børns liv, blander sig for meget. Det skaber især problemer, når sønnen gifter sig og man kan forestille sig, at det for svigerdatteren er gene uden lige, mens det for sønnen er en bekvemmelig rutine. Dette kan i værste fald medføre skilsmisse, hvorefter sønnen oftest flytter hjem til moderen igen.

Anna Laura Zanatta fortæller i sin bog Le nuove famiglie, at grundene til, de unge forlader hjemmet senere og senere skyldes flere ting. De fleste af disse grunde er, som de andre forskere også siger, at studierne tager lang tid, arbejdsløsheden og huspriserne.

Dog fortæller hun, at undersøgelser viser, at omkring 50 % af de unge ikke bor hjemme pga., at de ikke har andre muligheder, men gør det valgfrit. De udtaler, at de befinder sig godt derhjemme og nyder frihed og betegner deres situation som ganske normal. Kun et mindretal føler stærk træng til at forlade hjemme og leve for dem selv uden indblanding fra forældrenes side.

Ved at kaste et tilbageblik på, hvad de forskellige forskere var kommet frem til, så har alle sammen på sin vis ret.

De økonomiske aspekter vejer tungt i denne sammenhæng og er nok udsalgsgivende for mange, mens dem, der siger at de bliver boende hjemme af fri vilje nok er præget af det kulturelle aspekt og den norm, det efterhånden er blevet, at sådan er det oftest, at det foregår.

Det endegyldige svar på spørgsmålet, hvorfor de italienske unge bliver boende hjemme til de er i starten af 30erne, må være en kombination af alle de forskellige omstændigheder, der tilsammen afgør det.

Mads Kaufmann Pedersen