Italiens historie
December 2011

Italien fylder 150 år den 17.3.2011
Bookmark and Share
Giuseppe Garibaldi
- nationalhelt eller "ærlig røver" i to verdener

1.067 mænd sejler natten mellem den 5. og den 6. maj 1860 afsted fra Quarto al Mare - et kvarter i Genova >>, der i dag hedder Quarto dei Mille - mod Sicilien, hvor de stiger i land i Marsala >>.
Derfor begyndte Italiens 150-års festligheder den 5.5.2010.
Vittorio Emanuele II bliver konge af Italien den 17. marts 1861.

Risorgimento = Samlingstiden


Garibaldi i 1866


De røde skjorter

De "1.000" mænd havde røde skjorter på - nogle af dem i hvert tilfælde.

Den røde skorte stammede fra Garibaldis tid som frihedskæmper i Uruguay (1842).
Dér klædte Garibaldi sine tropper i netop den farve fordi en lokal klædehandler havde en del røde stofruller på lager.





Nizza gik til Frankrig

Garibaldi tilgav aldrig, at fødebyen Nice (Nizza eller Nissa på italiensk) blev afstået til Frankrig ved grundlæggelsen af det nye Italien.

I moderne tid siges det, at Winston Churchill begyndelsen af 1940´erne tilbød Mussolini at få "Nizza" tilbage, hvis Italien forlod aksemagterne til fordel for de allierede.
Dongo-guldet og papirerne >>


"Via dei Mille" - sådan en gade er der stort set i hver eneste italiensk by - såvel som en Via eller Piazza Garibaldi - dem er der over 5.500 af i Italien.

Statuerne af Garibaldi kigger stort set alle med Rom - den by, han af alle netop ikke "befriede" for fremmede magthavere - i dette tilfælde den katolske kirke, som Garibaldi bestemt ikke var begejstret for.

I utallige italienske byer - store som små - finder man også en mindeplade, der siger, at her i dette hus sov Garibaldi på sin tur rundt for at samle Italien.

Der er så mange af den slags mindeplader, at Garibaldi tilsyneladende må have samlet Italien sovende.


Hadet til kirken

Garibaldi skrev i sit testamente, at han ville brændes på et bål i sin røde skjort.

Det ønske respekterede familien ikke, og Garibaldi ligger stadig begravet på øen Caprera.

Han frabed sig også på det kraftigste i sit testamente tilstedeværelsen af en præst:

- Jeg, der er ved min fulde fornuft, erklærer, at jeg på ingen måde vil acceptere at en en præst - en person jeg opfatter som en fjende af den menneskelige art og specielt Italiens fjende - giver mig den sidste olie....

Hadet til den katolske kirke og specielt til tidens pave var så stort, at Garibaldi omtaler paven som "en kubikmeter lort", og gav sit æsel navnet PioNono efter Pio den Niende.

Garibaldi om paven:

Den mest skadelige skabning, fordi han, som ingen andre, er en forhindring for menneskeligt fremskridt, for broderskabet mellem menneskene og folkeslagene.


Garibaldi og kiksen:

Efter Garibaldis besøg i England i 1864, hvor han bliver hyldet som en vaskeægte frihedshelt, begynder en fabrikant at producere en Garibaldi-kiks, der den dag i dag er i produktion.



Fodboldsklubben Nottingham Forests røde trøje kaldes også stadig "the garibaldi".


Garibaldis kvinder
og børn


Med Anita, der dør i 1849, får Garibaldi fire børn.

I 1860 er Garibaldi gift i én time med Giuseppina Raimondi.

Brylluppet står i hendes fødeby Fino Mornasco, og årsagen til at Garibaldi en time efter (!) får ophævet ægteskabet med hende siges at være en manglende mødom og en deraf følgende for stor mave.

Med sin husholderske Battistina Ravello får garibaldi Anita, der dør af meningitis som 16-årig.

Med sin anden hustru - det annulerede ægteskab med Giuseppina tæller ikke! - Francesca Armosino, får han tre børn.


Citater af Garibaldi

- Un brigante onesto è un mio ideale.
- En ærlig røver er mit ideal.

- Qui si fa l'Italia o si muore!
- Enten skaber vi Italien eller dør!

Italienske citater >>

Juni 2011: 150 års italiensk historie fortalt af Carlo Merolli >>

Den 4. juli 2007 var det 200 år siden Giuseppe Garibaldi blev født i Nice i det nuværende Frankrig.
Dengang var Nice en del af Piemonte-kongernes rige.

Garibaldi døde efter et ualmindeligt eventyrligt liv den 2. juni 1882 på øen Caprera udfor Sardiniens nordøstlige kyst >>.


Garibaldis "kælenavn" er "Helten fra de to verdener", fordi han deltog i frihedskrige både i Sydamerika, og i det vi i dag kalder Italien.

Efter de tre "risorgimento-krige" (risorgimento - genopvågning) mellem 1848 og 1860, hvor Piemonte-kongen med hjælp fra blandt andre Frankrigs Napoleon den 3. kæmpede for at samle Italien (i store træk gik det ud på at smide østrigerne ud af Norditalien, Borbonerne ud af Syditalien og Paven ud af resten) - blev Italien endeligt samlet i 1861. Rom kommer først med i 1870.

En stor del af æren gik til Garibaldi og hans såkaldte "1.000 mænd", der den 5. maj 1860 sejlede ud fra Quarto ved Genova og den 11. maj gik i land i Marsala på Sicilien >>.

Men historien er mere nuanceret end som så, og faktisk har flere italienerne udtrykt deres utilfredshed med at Garibaldi i 200-året udelukkende beskrives som en nationalhelt.

Faktisk går nogle så vidt som at kalde ham for en lejesoldat, der ikke behandlede hverken sine folk eller sin "elskede" Anita særlig godt.

Garibaldis historie

Familien ønskede at Giuseppe skulle studere og måtte faktisk fange ham og bringe ham tilbage til Nice, da han som helt ung stak af til Genova for at stå til søs.

Som 16-årig står han dog alligevel til søs for første gang med et skib fra San Remo.

Mellem 1828 og 1832 sidder han fast i Konstantinopolis (det nuværende Istanbul) på grund af den tyrisk-russiske krig.

I 1832 får han certifikat som kaptajn af anden klasse, og sejler med skibet Clorinda i Sortehavet, hvor han bliver såret, da han sammen med sin besætning sender en flok sørøvere på flugt.
- Mit første slag, omtaler han det i sine erindringer.


En skæbnesvanger sejltur


I 1833 sejler Garibaldi som kaptajn en gruppe franskmænd til Konstanopolis, og deres ideer om frihed gør et dybt indtryk på den 26-årige sømand.

Efter at have afleveret franskmændene i Konstantinopolis sejler Garibaldi videre til Taganrog, hvor han på en kro for første gang hører tale om Giuseppe Mazzinis ideer om samlingen af Italien og befrielsen af det undertrykte italienske folk.

Garibaldi sammenligner i sine erindringer mødet med de italienske frihedstanker med Colombos opdagelse af Amerika.

Enhver større italiensk by har sit Garibaldi-monument


Ofte kigger Garibaldi mod Rom, som han til sin store fortrydelse IKKE var med til at indtage. Her er han i maj 2008 i Milano iklædt rød skorte og kappe.

Dødsdømt som oprører


Tilbage i hjemlandet søger han arbejde i Savoia´ernes flåde med det klare mål at sprede propaganda for friheds-sagen.

Garibaldis dæknavn i den periode var "Cleombroto" - en af Spartaoprørerne - men flåden opdager hans aktiviterer, og beslutter at overføre Garibaldi og en ven til et skib, der har Brasilien som endestation.

I mellemtiden er der planlagt et oprør mod Savoia-kongen i Piemonde.
Men opstanden den 11. februar 1834 bliver slået ned, og Garibaldi, der efter opstanden ikke vender tilbage til sit skib bliver regnet for desertør.
Garibaldi bliver siden dødsdømt som en af opstandens bagmænd.

Under navnet Joseph Pane sejler han til Sortehavet, og i 1835 befinder han sig i Tunesien.
Han holder kontakten med de italienske frihedskæmpere, men beslutter at gå i eksil i Sydamerika.


Voldsomt eksil i Sydamerika


Garibaldi ankommer i 1835 til Rio di Janeiro, hvor han hilses velkommen af andre italienske frihedskæmpere i eksil.

Sidde stille i eksil er dog ikke Garibaldis stil.

I sine sydamerikanske år mellem 1835 til 1848 deltager han både i søslag - men sin fiskerbåd opkaldt efter Mazzini - og i kampe på landjorden i Uruguay og Argentina, hvor han støtter folkelige opstande mod f.eks de kejserlige styrker i Brasilien.

I Uruguay gifter han sig i 1842 med Ana Maria de Jesus Ribeiro, der altid omtales som Anita.

Men han vil tilbage til det, der siden skal blive Italien, og efter at have "tilbudt" sit sværd til Pave Pio IX rejser han retur umiddelbart efter begyndelsen af den første italienske uafhængighedskrig i 1848.

Garibaldig tilbyder påny sin tjeneste for det Sardiske (Norditalienske) kongerige - altså for den hær, der "in absentia" dødsdømte ham som oprører og desørtør.


Savoia-kongen ville ikke have ham


Han bliver dog afvist af Kong Carlo Alberto ved Mantova på grund af sine repubblikanske tendenser.

Garibaldi deltager alligevel i den første uafhængighedskrig.
Med en gruppe tilhængere gør ham livet besværligt for østrigerne omkring Como- og Maggiore-søerne.

Han er blandt andre successer noteret for at have jaget østrigerne på flugt ved byen Luino ved Maggiore-søen.

Piemonte og frihedskæmperne lider dog et sviende nederlag den 22. og 23. marts 1849 ved byen Novara, og derefter deltager Garibaldi i Rom i kampene for Rom Repulikken, der også ender med nederlag.

Efter Roms fald rejser Garibaldi - med Anita og børnene - videre mod Venedig, hvor San Marco Republikken stadig holder stand.

Hér dør Anita i Comacchio-sumpene fordi der ikke kunne skaffes lægehjælp.


Endnu et eksil på den anden side af Atlanten


Garibaldi er igen på flugt.

Det lykkes ham at komme til Ligurien, hvorfa han sejler først til Tunis og siden til Tanger, inden han i 1850 rejser til New York, hvor han arbejder hos telefonens opfinder Antonio Meucci.

New York er åbenbart for stille et sted, for inden længe er Garibaldi rejst til Peru, hvor han får arbejde som kaptajn på Stillehavet.

Bonde på Caprera-øen

I 1854 vendte han atter hjem og køber en del af øen Caprera, og forestiller sig at være bondemand.

Caprera er en del af øgruppen "Arcipelago della Maddalena" udfor Sardiniens nordøstlige kyst >>.

Fem år efter - i 1859 - deltager han dog i den anden frihedskrig, hvor han med stor succes leder en gruppe Alpejægere.

I 1860 bliver han valgt til det nye Italiens Deputeretkammer, hvor han prostester højlydt mod afståelsen af fødebyen Nice til Frankrig.

Et træk, som Garibald aldrig tilgiver Cavour, der regnes for statsmanden bag Italiens samling.

Og Garibaldi hader lige så lidenskabeligt Napoleon den Trejde for at have taget imod Nice.


De tusindes erobringstogt


Dette had er med til at inspirere Garibaldi til hans mest kendte bedrift, nemlig rejsen med "de tusinde" - I Mille.

1.067 mænd sejler natten mellem den 5. og den 6. maj 1860 afsted fra Quarto al Mare - et kvarter i Genova, der i dag hedder Quarto dei Mille - mod Siclien, hvor de stiger i land i Marsala.


Diktator af Sicilien

Nogle hundrede frivillige har sluttet sig til, og Garibaldi erklærer efter et slag mod Borbonerne - der er konger af riget, der kaldes De to Sicilier,
Sicilien og store dele af Syditalien - ved Calatafimi midt i maj, at han er diktator af Sicilien på vegne af Savoia-kongen Vittorio Emanuelle den Anden.

Den 27. maj er det Palermos tur.
Garibaldi befrier fangerne i byens fængsler, og en del slutter sig til ham og hans mænd.

Under de folkelige optøjer bomber Borbonernr byens folkelige kvarterer, men det ender med at De to Siciliers tropper må tage til takke med en amnesti og flygte over til det italienske fastland.

Den 20. juli slutter Garibaldi våbenhvile med styrkerne i Messina, og den 18. august går "de tusinde" i land i Melito i Calabrien.

Borbonerne bliver slået i Reggio Calabria den 21. august, og den 7. september er Garibaldi nået til Napoli.

Kongen af det nu amputerede rige "De to Sicilier" - Francesco den Anden - var flygtet, og opholdt sig med sin hær nord for floden Volturno.

Slaget ved Volturno var Garibaldis svendstykke.
Det lykkes Garibaldi at holde stand mod Borbonernes angreb den 1. og 2. oktober, og da Garibaldi får hjælp af de norditalienske styrker, der netop har slået pavestatens hær i Marche og Umbrien, må Borbonerne overgive sig.

Garibaldi møder kong Vittorio Emanuele II den 26 oktober tæt ved Teano, og her "overgiver" han "De to Siciliere" til kongen.

Han ledsager kongen til Napoli i et impoerende triumftog, og den 7. november trækker Garibaldi sig tilbage til øen Caprera.


Selvvalgt eksil på Caprera


Nogle siger, hans tilbagetrækning var ufrivillig, og skyldtes kongens og Cavours modstand mod straks at gå mod Rom for at slå Pavestaten endeligt.

I 1861 er det nye Italien en realitet, og Garibaldi er medlem af Deputeretkammeret, hvor han har flere sammenstød med Cavour, som han beskylder for at ignorere officierne fra Garibaldis "hær".

Officielt udråbes Vittorio Emanuele II til konge af det samlede Italien den 17. marts 1861.


Vil have Rom med i Italien


I 1862 stiller Garibaldi sig i spidsen for 4.000 mænd, og vandrer fra Calabrien mod Rom.

Han bliver dog standset af kongens hær - han bliver også såret - og føres som fange til La Spezia i Ligurien.

Han bliver dog løsladt mod at love, at han nu vil blive på øen Caprera.

Han blander sig dog stadig.
I 1863 tilbyder han polakkerne sine tjenester, og i 1864 vil han hjælpe danskernes kamp mod tyskerne.
Begge tilbud afvises dog.

I 1864 hædres han under et besøg i England, og i 1866 kæmper han i spidsen for 20 bataljoner for at befri Sydtyrol - et projekt, der mislykkes.

Sydtyrol bliver først en del af Italien efter 1. Verdenskrig.
Sydtyrol - Alto Adige >>



Forsøger at "befri" Rom i 1867


Han forsøger igen af "befri" Rom i 1867.
Rom kommer med i Italien - minus Vatikanstaten - i 1870, mens der først stiftes fred mellem Italien og Vatikanet med "konkordatet" i 1929.

Rom indtages da Bersaglieri-soldater (dem med sorte fjer i hatten) den 20. september 1870 bryder gennem bymuren Porta Pia. Derfor har næsten alle italienske byer en XX Settembre-gade.
(Gadenavne i Italien >>)

I 1870 kæmper Garibaldi for revolution i Frankrig omkring Dijon.

I 1874 er han tilbage i Deputeretkammeret, og blandt hans mærkesager er en udvidelse af stemmeretning, en regulering af Tiber-floden og udvikling af landbruget i Campania.

I 1876 får han tildelt 100.000 lire i årlig "apanage".

I 1880 gifter han sig med 1880 Francesca Armosino, som han har levet sammen med i 14 år, og med hvem han har en datter.

Ved Garibaldis død den 2. juni 1882 bliver der erklæret landesorg.


Kilder: Wikipedia >> m.fl.

-syl

Retur til
Historie <<


Magtens mænd >>

Links
Jubilæumssider
Garibaldi 2007 >>



Også Nice i Frankrig - Nizza
eller Nissa på italiensk - fejrede Garibaldi i 2007




Samlingstidens
hovedpersoner

udover Garibaldi

Giuseppe Mazzini - Teoretikkeren




Mazzini (Genova, 22.6.1805 - Pisa, 10.3.1872) regnes for det nye Italiens teoretiske bagmand.

Hans teorier om en demokratisk republik ligger til grund for den italienske stat, og var kendte og respekterede i hele Europa.


Camillo Benso
Conte di Cavour -
politikkeren



Greve Cavour (Torino, 10 8.1810 - Torino, 6.6.1861) går aktivt ind i politik i 1847.

Han var principielt imod de folkelige opstande.
Medlem af parlamentet i Piemonte fra 1848, hvor han bliver landbrugs-, handels- og marine-minister.

Il 1851 bliver han også finansminister og i 1852 ministerpræsident.

Cavour serverede efter sigende altid sin lokale vin til udenlandske delegationer på besøg i Italien.

Vinen var Barolo >>
og Cavour-slottet er i dag det regionale vinotek i Piemonte.

 


op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2007-2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano