Risorgimento = Samlingstiden
 Garibaldi
i 1866
De røde
skjorter
De "1.000" mænd havde røde
skjorter på - nogle af dem i hvert tilfælde.
Den røde
skorte stammede fra Garibaldis tid som frihedskæmper i Uruguay (1842).
Dér klædte Garibaldi sine tropper i netop den farve fordi en
lokal klædehandler havde en del røde stofruller på lager.

Nizza
gik til Frankrig
Garibaldi tilgav aldrig, at fødebyen
Nice (Nizza eller Nissa på italiensk) blev afstået til Frankrig ved
grundlæggelsen af det nye Italien.
I moderne tid siges det, at Winston
Churchill begyndelsen af 1940´erne tilbød Mussolini at få "Nizza"
tilbage, hvis Italien forlod aksemagterne til fordel for de allierede. Dongo-guldet
og papirerne >>
"Via
dei Mille" - sådan en gade er der stort set i hver eneste italiensk
by - såvel som en Via eller Piazza Garibaldi
- dem er der over 5.500 af i Italien.
Statuerne af Garibaldi kigger
stort set alle med Rom - den by, han af alle netop ikke "befriede"
for fremmede magthavere - i dette tilfælde den katolske kirke, som Garibaldi
bestemt ikke var begejstret for.
I utallige italienske byer - store som
små - finder man også en mindeplade, der siger, at her i dette hus
sov Garibaldi på sin tur rundt for at samle Italien.
Der er så
mange af den slags mindeplader, at Garibaldi tilsyneladende må have samlet
Italien sovende.
Hadet til kirken
Garibaldi
skrev i sit testamente, at han ville brændes på et bål i sin
røde skjort.
Det ønske respekterede familien ikke, og
Garibaldi ligger stadig begravet på øen Caprera.
Han frabed
sig også på det kraftigste i sit testamente tilstedeværelsen
af en præst:
- Jeg, der er ved min fulde fornuft, erklærer,
at jeg på ingen måde vil acceptere at en en præst - en person
jeg opfatter som en fjende af den menneskelige art og specielt Italiens fjende
- giver mig den sidste olie....
Hadet til den katolske kirke og specielt
til tidens pave var så stort, at Garibaldi omtaler paven som "en
kubikmeter lort", og gav sit æsel navnet PioNono efter Pio den Niende.
Garibaldi om paven:
Den
mest skadelige skabning, fordi han, som ingen andre, er en forhindring for menneskeligt
fremskridt, for broderskabet mellem menneskene og folkeslagene.
Garibaldi
og kiksen:
Efter Garibaldis besøg
i England i 1864, hvor han bliver hyldet som en vaskeægte frihedshelt, begynder
en fabrikant at producere en Garibaldi-kiks, der den dag i dag er i produktion.

Fodboldsklubben
Nottingham Forests røde trøje kaldes også stadig "the
garibaldi".
Garibaldis kvinder og børn
Med
Anita, der dør i 1849, får Garibaldi fire børn.
I 1860
er Garibaldi gift i én time med Giuseppina Raimondi.
Brylluppet
står i hendes fødeby Fino Mornasco, og årsagen til at Garibaldi
en time efter (!) får ophævet ægteskabet med hende siges at
være en manglende mødom og en deraf følgende for stor mave.
Med
sin husholderske Battistina Ravello får garibaldi Anita, der dør
af meningitis som 16-årig.
Med sin anden hustru - det annulerede
ægteskab med Giuseppina tæller ikke! - Francesca Armosino, får
han tre børn.
Citater af Garibaldi
-
Un brigante onesto è un mio ideale. - En ærlig røver er mit
ideal.
- Qui si fa l'Italia o si muore! - Enten skaber vi Italien
eller dør!
Italienske citater
>> |
Juni
2011:
150 års italiensk historie fortalt af Carlo Merolli
>>
Den 4. juli 2007 var det 200 år siden Giuseppe Garibaldi
blev født i Nice i det nuværende Frankrig.
Dengang var Nice en del af Piemonte-kongernes rige.
Garibaldi døde efter et ualmindeligt eventyrligt liv
den 2. juni 1882 på øen Caprera udfor Sardiniens
nordøstlige kyst >>.
Garibaldis "kælenavn" er "Helten fra
de to verdener", fordi han deltog i frihedskrige
både i Sydamerika, og i det vi i dag kalder Italien.
Efter
de tre "risorgimento-krige" (risorgimento - genopvågning)
mellem 1848 og 1860, hvor Piemonte-kongen med hjælp fra blandt andre
Frankrigs Napoleon den 3. kæmpede for at samle Italien (i store
træk gik det ud på at smide østrigerne ud af Norditalien, Borbonerne
ud af Syditalien og Paven ud af resten) - blev Italien endeligt samlet
i 1861. Rom kommer først med i 1870.
En stor del af æren gik
til Garibaldi og hans såkaldte "1.000 mænd", der den 5.
maj 1860 sejlede ud fra Quarto ved Genova og den 11. maj gik i land i Marsala
på Sicilien >>.
Men historien er mere nuanceret end
som så, og faktisk har flere italienerne udtrykt deres utilfredshed med
at Garibaldi i 200-året udelukkende beskrives som en nationalhelt.
Faktisk
går nogle så vidt som at kalde ham for en lejesoldat, der ikke
behandlede hverken sine folk eller sin "elskede" Anita særlig
godt.
Garibaldis historie
Familien
ønskede at Giuseppe skulle studere og måtte faktisk fange ham og
bringe ham tilbage til Nice, da han som helt ung stak af til Genova for at stå
til søs.
Som 16-årig står han dog alligevel til søs
for første gang med et skib fra San Remo.
Mellem 1828 og 1832 sidder
han fast i Konstantinopolis (det nuværende Istanbul) på grund af den
tyrisk-russiske krig.
I 1832 får han certifikat som kaptajn af
anden klasse, og sejler med skibet Clorinda i Sortehavet, hvor han bliver
såret, da han sammen med sin besætning sender en flok sørøvere
på flugt. - Mit første slag, omtaler han det i sine erindringer.
En
skæbnesvanger sejltur
I 1833 sejler Garibaldi som kaptajn
en gruppe franskmænd til Konstanopolis, og deres ideer om frihed gør
et dybt indtryk på den 26-årige sømand.
Efter at
have afleveret franskmændene i Konstantinopolis sejler Garibaldi videre
til Taganrog, hvor han på en kro for første gang hører tale
om Giuseppe Mazzinis ideer om samlingen af Italien og befrielsen af det undertrykte
italienske folk.
Garibaldi sammenligner i sine erindringer mødet
med de italienske frihedstanker med Colombos opdagelse af Amerika.
Enhver
større italiensk by har sit Garibaldi-monument
 Ofte
kigger Garibaldi mod Rom, som han til sin store fortrydelse IKKE var med til at
indtage. Her er han i maj 2008 i Milano iklædt rød skorte og kappe.
Dødsdømt
som oprører
Tilbage i hjemlandet søger han arbejde
i Savoia´ernes flåde med det klare mål at sprede propaganda
for friheds-sagen.
Garibaldis dæknavn i den periode var "Cleombroto"
- en af Spartaoprørerne - men flåden opdager hans aktiviterer, og
beslutter at overføre Garibaldi og en ven til et skib, der har Brasilien
som endestation.
I mellemtiden er der planlagt et oprør mod Savoia-kongen
i Piemonde. Men opstanden den 11. februar 1834 bliver slået ned,
og Garibaldi, der efter opstanden ikke vender tilbage til sit skib bliver regnet
for desertør. Garibaldi bliver siden dødsdømt
som en af opstandens bagmænd.
Under navnet Joseph Pane sejler
han til Sortehavet, og i 1835 befinder han sig i Tunesien. Han holder kontakten
med de italienske frihedskæmpere, men beslutter at gå i eksil i Sydamerika.
Voldsomt
eksil i Sydamerika
Garibaldi ankommer i 1835 til Rio di Janeiro,
hvor han hilses velkommen af andre italienske frihedskæmpere i eksil.
Sidde
stille i eksil er dog ikke Garibaldis stil. I sine sydamerikanske
år mellem 1835 til 1848 deltager han både i søslag - men sin
fiskerbåd opkaldt efter Mazzini - og i kampe på landjorden i Uruguay
og Argentina, hvor han støtter folkelige opstande mod f.eks de kejserlige
styrker i Brasilien.
I Uruguay gifter han sig i 1842 med Ana Maria de
Jesus Ribeiro, der altid omtales som Anita.
Men han vil tilbage
til det, der siden skal blive Italien, og efter at have "tilbudt"
sit sværd til Pave Pio IX rejser han retur umiddelbart efter begyndelsen
af den første italienske uafhængighedskrig i 1848.
Garibaldig
tilbyder påny sin tjeneste for det Sardiske (Norditalienske) kongerige -
altså for den hær, der "in absentia" dødsdømte
ham som oprører og desørtør.
Savoia-kongen
ville ikke have ham
Han bliver dog afvist af Kong Carlo Alberto
ved Mantova på grund af sine repubblikanske tendenser.
Garibaldi
deltager alligevel i den første uafhængighedskrig. Med en
gruppe tilhængere gør ham livet besværligt for østrigerne
omkring Como- og Maggiore-søerne.
Han er blandt andre successer
noteret for at have jaget østrigerne på flugt ved byen Luino ved
Maggiore-søen.
Piemonte og frihedskæmperne lider dog et
sviende nederlag den 22. og 23. marts 1849 ved byen Novara, og derefter deltager
Garibaldi i Rom i kampene for Rom Repulikken, der også ender med nederlag.
Efter
Roms fald rejser Garibaldi - med Anita og børnene - videre mod Venedig,
hvor San Marco Republikken stadig holder stand.
Hér dør
Anita i Comacchio-sumpene fordi der ikke kunne skaffes lægehjælp.
Endnu et eksil på den anden side af Atlanten
Garibaldi
er igen på flugt.
Det lykkes ham at komme til Ligurien, hvorfa
han sejler først til Tunis og siden til Tanger, inden han i 1850 rejser
til New York, hvor han arbejder hos telefonens opfinder Antonio Meucci.
New
York er åbenbart for stille et sted, for inden længe er Garibaldi
rejst til Peru, hvor han får arbejde som kaptajn på Stillehavet.
Bonde
på Caprera-øen
I 1854 vendte han atter hjem og
køber en del af øen Caprera, og forestiller sig at være bondemand.
Caprera
er en del af øgruppen "Arcipelago della Maddalena" udfor Sardiniens
nordøstlige kyst >>.
Fem år efter - i 1859 -
deltager han dog i den anden frihedskrig, hvor han med stor succes leder en gruppe
Alpejægere.
I 1860 bliver han valgt til det nye Italiens Deputeretkammer,
hvor han prostester højlydt mod afståelsen af fødebyen Nice
til Frankrig.
Et træk, som Garibald aldrig tilgiver Cavour, der
regnes for statsmanden bag Italiens samling.
Og Garibaldi hader lige så
lidenskabeligt Napoleon den Trejde for at have taget imod Nice.
De
tusindes erobringstogt
Dette had er med til at inspirere Garibaldi
til hans mest kendte bedrift, nemlig rejsen med "de tusinde" - I
Mille.
1.067 mænd sejler natten mellem den 5. og den 6. maj 1860
afsted fra Quarto al Mare - et kvarter i Genova, der i dag hedder Quarto dei Mille
- mod Siclien, hvor de stiger i land i Marsala.
Diktator
af Sicilien
Nogle hundrede frivillige har sluttet sig til, og
Garibaldi erklærer efter et slag mod Borbonerne - der er konger af riget,
der kaldes De to Sicilier, Sicilien og store dele af Syditalien - ved Calatafimi
midt i maj, at han er diktator af Sicilien på vegne af Savoia-kongen
Vittorio Emanuelle den Anden.
Den 27. maj er det Palermos tur.
Garibaldi befrier fangerne i byens fængsler, og en del slutter sig
til ham og hans mænd.
Under de folkelige optøjer bomber Borbonernr
byens folkelige kvarterer, men det ender med at De to Siciliers tropper må
tage til takke med en amnesti og flygte over til det italienske fastland.
Den
20. juli slutter Garibaldi våbenhvile med styrkerne i Messina, og den 18.
august går "de tusinde" i land i Melito i Calabrien.
Borbonerne
bliver slået i Reggio Calabria den 21. august, og den 7. september er
Garibaldi nået til Napoli.
Kongen af det nu amputerede rige "De
to Sicilier" - Francesco den Anden - var flygtet, og opholdt sig med sin
hær nord for floden Volturno.
Slaget ved Volturno var Garibaldis
svendstykke. Det lykkes Garibaldi at holde stand mod Borbonernes angreb
den 1. og 2. oktober, og da Garibaldi får hjælp af de norditalienske
styrker, der netop har slået pavestatens hær i Marche og Umbrien,
må Borbonerne overgive sig.
Garibaldi møder kong Vittorio
Emanuele II den 26 oktober tæt ved Teano, og her "overgiver" han
"De to Siciliere" til kongen.
Han ledsager kongen til Napoli
i et impoerende triumftog, og den 7. november trækker Garibaldi sig tilbage
til øen Caprera.
Selvvalgt eksil på
Caprera
Nogle siger, hans tilbagetrækning var ufrivillig,
og skyldtes kongens og Cavours modstand mod straks at gå mod Rom for
at slå Pavestaten endeligt.
I 1861 er det nye Italien en realitet,
og Garibaldi er medlem af Deputeretkammeret, hvor han har flere sammenstød
med Cavour, som han beskylder for at ignorere officierne fra Garibaldis "hær".
Officielt
udråbes Vittorio Emanuele II til konge af det samlede Italien den 17. marts
1861.
Vil have Rom med i Italien
I
1862 stiller Garibaldi sig i spidsen for 4.000 mænd, og vandrer fra
Calabrien mod Rom.
Han bliver dog standset af kongens hær - han bliver
også såret - og føres som fange til La Spezia i Ligurien.
Han
bliver dog løsladt mod at love, at han nu vil blive på øen
Caprera.
Han blander sig dog stadig. I 1863 tilbyder han polakkerne
sine tjenester, og i 1864 vil han hjælpe danskernes kamp mod tyskerne. Begge
tilbud afvises dog.
I 1864 hædres han under et besøg i
England, og i 1866 kæmper han i spidsen for 20 bataljoner for at befri
Sydtyrol - et projekt, der mislykkes.
Sydtyrol bliver først en
del af Italien efter 1. Verdenskrig. Sydtyrol
- Alto Adige >>
Forsøger at
"befri" Rom i 1867
Han forsøger igen af
"befri" Rom i 1867. Rom kommer med i Italien - minus Vatikanstaten
- i 1870, mens der først stiftes fred mellem Italien og Vatikanet med "konkordatet"
i 1929.
Rom indtages da Bersaglieri-soldater (dem med sorte fjer i hatten)
den 20. september 1870 bryder gennem bymuren Porta Pia. Derfor har næsten
alle italienske byer en XX Settembre-gade. (Gadenavne
i Italien >>)
I 1870 kæmper Garibaldi for revolution i
Frankrig omkring Dijon.
I 1874 er han tilbage i Deputeretkammeret, og blandt
hans mærkesager er en udvidelse af stemmeretning, en regulering af Tiber-floden
og udvikling af landbruget i Campania.
I 1876 får han tildelt 100.000
lire i årlig "apanage".
I 1880 gifter han sig med 1880
Francesca Armosino, som han har levet sammen med i 14 år, og med hvem han
har en datter.
Ved Garibaldis død den 2. juni 1882 bliver der
erklæret landesorg.
Kilder:
Wikipedia
>>
m.fl.
-syl
| Retur
til Historie <<
Magtens
mænd >>
Links Jubilæumssider Garibaldi
2007 >> 

Også
Nice i Frankrig - Nizza eller Nissa på italiensk - fejrede Garibaldi
i 2007

Samlingstidens hovedpersoner udover
Garibaldi
Giuseppe Mazzini - Teoretikkeren

Mazzini
(Genova, 22.6.1805 - Pisa, 10.3.1872) regnes for det nye Italiens teoretiske bagmand.
Hans
teorier om en demokratisk republik ligger til grund for den italienske stat, og
var kendte og respekterede i hele Europa.
Camillo
Benso Conte di Cavour - politikkeren

Greve
Cavour (Torino, 10 8.1810 - Torino, 6.6.1861) går aktivt ind i politik i
1847.
Han var principielt imod de folkelige opstande. Medlem af parlamentet
i Piemonte fra 1848, hvor han bliver landbrugs-, handels- og marine-minister.
Il
1851 bliver han også finansminister og i 1852 ministerpræsident.
Cavour
serverede efter sigende altid sin lokale vin til udenlandske delegationer
på besøg i Italien.
Vinen var
Barolo >> og Cavour-slottet er i dag det regionale vinotek i Piemonte.
op
/\
op /\
op /\
op /\
op /\
|