Aldrig færdig
med Venedig!

Skal jeg være helt ærligt, så synes jeg dengang i 1989, at Venedig var en slags slidte og jævnt hen kedelige "teater-kulisser".



Sådan er det ikke længere - jeg er vild med Venedig og bliver aldrig færdig med at udforske byen.

Det bedste er at have tid til at "blive væk" i de seks kvarterer og den bedste Venedig-oplevelse var, da vi for nogle år siden holdt en uges juleferie i en lejet lejlighed i byen >>.
Den oplevelse skal absolut gentages en dag.

Slidt, syntes jeg dengang...
Charmerende, synes jeg i dag...

Den første af efterhånden utallige rejser til
Venedig foregik i efterårsferien 1989.
Vi tog et tidligt tog om morgenen fra Milano
og mødte Venedig i en blød, grå efterårsdis.



Vi så det, man nu kan se på én dag:
- sejlede på Canal Grande, så Markuspladsen, var inde i kirken, beundrede Dogepaladset, Sukkenes bro og spadserede ned til Rialto broen og tilbage igen.

Sergio var helt fra begyndelsen ikke særligt begejstret for sin rolle som turist, men livede da op, da han kunne introducere mig for de klassiske Venedig-sandwich "Tramezzini" - fyldte sandwich i blødt skorpefrit brød og et glas "Ombra" >> eller to - den lokale hvide vin, med eller uden bobler.



Han nød også vores aperitif på Café Florian på Markuspladsen, hvor han dog blev en anelse pinligt berørt over, at hans danske kæreste foretrak en øl...



Hen på eftermiddagen fik jeg dog ret indiskret og insisterende gjort Sergio opmærksom på, at jeg ikke ville stille mig tilfreds, medmindre han inviterede mig på en vaskeægte gondoltur!

Han var sørme ikke meget for det...

Ikke så meget for pengenes skyld, men mere fordi han simpelthen frygtede, at han kunne blive genkendt i gondol af folk fra Milano, der tilfældigvis var i Venedig.

Det ville simpelthen være for pinligt!



Sergio styrede os derfor i skumringen ud mod Castello-kvarteret, og efter nytteløse forhandlinger med flere gondolieri, der som ham herover havde "stemplet ud", mødte vi på baren ham, der styrer gondolen herunder.



Sergio fik forhandlet en god pris - det var jo ved at være mørkt...

Og selv om mit italienske efter kun 3 måneders bekendtskab ikke var særligt avanceret, så forstod jeg, at min romantiske kæreste fik gondolieri´ens forsikring om at vi IKKE skulle sejle på hverken Canal Grande eller nogle af de andre meget befærdede kanaler.


Så se dog romantisk ud, Sergio, bare lidt!!!

Det blev en ganske hyggelig og fornøjelig gondoltur - men så absolut ikke det foreløbige romantiske højedepunkt i vort forhold, som jeg havde forventet...

Efter to minutter var Sergio og gondolieri´en nemlig i fuld gang med at dissekere årets fodboldsæson - og de nåede så vidt jeg husker omkring alle hold i Serie A...

Og da jeg insisterede på at ville opleve noget kulturelt var vi nået hen til statuen af hærføreren Colleoni fra Bergamo >>.

Så efter den tur vidste jeg, at signor Colleoni var en heldig mand fordi han havde tre af dem, som mænd normalt kun har to af, og at man måske kan se dem alle tre, hvis man kigger langt op under statuen.

Det syn har jeg endnu til gode, men gondolturen fik jeg da!

Flere foto fra 1989:

Vi nåede mindsandten også op i
klokketårnet på Markuspladsen >>


...på fiskemarked...


...hvor er kattene i Venedig blevet af?
Synes ikke jeg ser dem mere....

-syl