1:
…da jeg ville købe
knælange sorte tissemænd…

2:
…da manden ville have den rigtige rabat, og blev kaldt fattigrøv af direktøren…

3:
…da biltyven ville køre VORES UNO IND I UPIMs udstillingsvinduer….

1:
…da jeg ville købe knælange sorte tissemænd…

Vi er i begyndelsen af 1990´erne, hvor jeg endnu ikke havde erkendt, at nylonknæstrømper på samme måde som "hvide-bomulds-trusser-størrelse-+44-MAXI-model-med-brysthøj-talje" kan skræmme selv den mest sexlystne mand ud på kanten af hans egen side af dobbeltsengen…

Jeg manglede altså i dette tilfælde ikke trusser, men derimod to par sorte knæ-nyloner.
Og at jeg også lod manden være med til indkøb af dem understreger bare min - dengang! - dårlige strategi…

- Dove posso trovare due paia di cazzi neri lunghi fino al ginocchio, bad jeg høfligt ekspedienten, da vi selv havde ledt efter varen et stykke tid.

Hun så underlig ud i hovedet - fortalte manden mig SEKS ÅR EFTER!!!

…jeg havde forvekslet "calze" - strømper - med "cazzi" - det ikke særligt stuerene udtryk for det maskuline udstyrsstykke…



Jeg burde allerede dengang have været klogere:

Manden i mit live hedder nemlig CAZZOLA til efternavn - direkte oversat "Piksen"…

Udover Sergio hedder han også Enrico Pietro.
Så når han skal mobbes, så kalder jeg ham den dag i dag stadig for "Hr. Peter Piksen"...

En lille ekstra historie:
Tror, det var Bette De Fine Licht, der i sine italienske erindringer fortalte om dengang hun som nybagt mor afviste to nabokoners besøg med forklaringen at "barnet er stadig oppe i røven".
Hun forvekslede vugge - "Culla" - med "Culo"…

2:
…da manden ville have den rigtige rabat,
og blev kaldt fattigrøv af direktøren…

Udsalg >> varer i Italien hele to måneder og - stadig i midten af 90´erne - mente UPIM, at nu ville de simpelthen af med de sidste udsalgsrester.

De satte skilte op med "50% ekstra på den allerede nedsatte pris", og i den bunke var lige nøjagtigt det sæt tallerkner, jeg ikke kunne leve uden.

Manden og jeg kommer frem til kassen, og så begynder balladen, da kasseapparatet ikke trækker halvdelen af prisen på prismærket af.

- Det er jo allerede halv pris, siger ekspedienten.

- Ja, siger "Peter Piksen".
- Men der STÅR jo på skiltet, at der trækkes 50% af den allerede nedsatte pris.

Jeg trak ham diskret i ærmet - altså, det var jo alligevel billigt, men nej - eller rettere NEJ!

Det var én af de dage, hvor manden i åbenlys modsætning til mig - den dag! - var villig til at kæmpe for sin ret, og det kom han så sandelig til!

Ekspedienten tilkaldte afdelingschefen, der også prøvede at forklare manden, at stellet allerede var sat ned med 50%.

Manden trak ham helt hen under skiltet, og nå ja, så måtte direktøren tilkaldes, og have forklaret det hele forfra.

Mine tæer på begge fødder var af ren pinlighed allerede krøllet sammen helt oppe over… …knæstrømperne…

Det kunne et par ældre damer godt se.

Der havde naturligvis samlet sig et opløb omkring kassen.

INGEN i Italien vil frivilligt gå glip af et godt og larmende skænderi.
Og direktøren og Sergio havde efterhånden nået et temmelig højt kommunikationsniveau.

Den ene ældre dame trak så mig i ærmet.
- Sig til Deres mand, at han ikke skal give op!
- De er altid så sure her i UPIM. Det er godt at nogle brokker sig, lød hendes solidariske formaning.

Sergio himlede fortsat op om, at han kendte forbrugerloven så godt som sin egen lomme.
En for mig helt ukendt interesse!

Efter megen råben og skrigen, trusler om anmeldelser, tilkaldelse af advokater og telefonopkald til politiet gav direktøren sig til sidst!

Med ordene:
- Ja, hvis De er sådan en fattigrøv, så får de da den rabat!

Det var i øvrigt nogle rigtigt flotte tallerkner, som vi havde meget glæde af…
…da jeg nåede til at kunne grine af historien…

3:
…da biltyven ville køre
VORES UNO IND I UPIMs udstillingsvinduer…

Juli 1995.
En træls tid.
Brød mig i virkeligheden ikke ret godt om Italien de første år, jeg boede fast i via Plana.

Havde fået ret godt styr på sproget, men "folkesjælen" og ikke mindst arbejdslivet havde jeg mildt sagt ikke ret godt styr på.

Sergio derimod gik dengang hver dag fra mandag til fredag af sted til kontoret kl. 06.50, og kom retur 11 timer senere - lige til aperitif-tid på Bar Plana.


Vincenzo og Romolo på Bar Plana...

Denne torsdag stod han dog igen i soveværelset kl. 07.02.

- Uno´en er blevet stjålet i nat, fortalte han.

Det var dråben…!

- Så tager jeg toget retur til Danmark kl. 17.20, var mit svar.

Men da der var lang tid til togafgang skulle tiden jo gå med noget...

Sergio ringede til jobbet og sagde, han skulle til politiet, og bagefter ville bruge dagen til at lede efter bilen.

LEDE EFTER BILEN!!!

- Sikke dog en naiv klyne, tænkte jeg, men gik alligevel med ud, da han kom tilbage fra politiet efter at have anmeldt tyveriet.
Noget skulle tiden indtil togafgangen jo gå med!

150 meter fra via Plana nummer 43 kommer man til den plads, hvor UPIM ligger.

På vej over fodgængerovergangen ser Sergio en bil og råber:

- Der kommer vores UNO!

Han kunne kun huske nummerpladen fordi han lige havde meldt bilen stjålet, og så havde vi en "Ci vediamo in Danimarca"- Vi ses i Danmark - mærkat siddende i bagruden.


Her er den geværløbsfarvede UNO på vinterbesøg i Herning...

Jeg kunne oprigtigt talt ikke se, det var vores bil.

Der kørte tusinder af "geværløbsfarvede" (Sergios definition) UNO´er rundt i Milano i disse år, men min tillid til ham var åbenbart stor, så jeg løb resolut ud foran bilen.

Den unge mand - TYVEN!!! - i UNO´en troede til at begynde med, at jeg blot var en forstyrret fodgænger.

Men da jeg begyndte at råbe ALLE de både italienske og danske skældsord jeg kunne, gik det op for ham, at der nok var noget galt.

I mellemtiden var Sergio løbet over på det andet hjørne foran Lucianos bar, hvor han af sine lungers fulde kraft råbte:

- Polizia, Carabinieri, al ladro, al ladro…

Husmødrene på vej hjem fra markedet stoppede op og lænede sig op ad indkøbsvognene - dagens show var i gang.

Den bevægbnede vagten fra banken på det tredje hjørne løb først frem for at hjælpe mig, og så tilbage igen, for det kunne jo være en afledningsmanøvre for at røve banken!

TYVEN i VORES UNO - for dén var det sørme! - fik efterhånden forstået, at jeg VILLE HAVE MIN BIL TILBAGE NU!

Han bakkede, så kørte han fremad, men uden tanke på risikoen fulgte jeg bare med hans manøvrer.
Jeg var bare så sur og vred...

Til sidst satte han UNO´en i bakgear.
Bakkede i fuld fart lige hen mod UPIMs udstillingsvinduer, hvor ekspedienter og husmødre ellers var i første parket.

Lige før han nåede kantstenen hoppede han ud af UNO´en, der for sin del ramte kantstenen, også hoppede et par gange og derefter blev stille.

Mig efter tyven - han SKULLE MYRDES, STRAFFES, HÆNGES OP I N….. og alt muligt, der var meget værre.

Heldigvis har jeg adrig helt forstået ideen i at løbe stærkt - vi lever jo ikke på savanna´en, vel?
Så jeg gav hurtigt op, og gik i adstadigt tempo retur til UNO´en…

I mellemtiden havde Sergio forklaret publikum situationen - inklusive den nervøse vagt fra banken - og det tilkaldte politi var nået frem.

Vi fik afmeldt anmeldelsen om tyveriet - det er nemlig MEGET vigtigt!
Og så gik vi ellers over til Lucianos bar, og fik et par eller tre Braulio-bittere, mens husmødrene og UPIM-ekspedienterne genoptog dagens dont.

…og ja, jeg blev i Italien - hvad jeg så bestemt ikke har fortrudt.
Men det var godt nok på et hængende hår…

Efterskrift:
Politiet forklarede os, at havde man en Fiat UNO-nøgle, så ville den virke på én ud af 5 UNO´er…

Vores geværløbsfarvede UNO 55S blev da også stjålet igen tre år efter - i november.

Den 7. januar fik vi brev fra politiet om, at bilen var fundet - foran min venindes hus i et par kilomter fra via Plana, hvor den havde holdt siden november…

Vi havde faktisk allerede fået forsikringspengene - men købte så vores egen bil - for en billigere pris.
Prislisterne justeres jo til nytår - og UNO´en var en trofast følgesvend endnu nogle år :-)


Aperitivo i 90´erne på Bar Plana - "fundamentalisten" og Vincenzo.

-syl