Bøger på dansk

I 2010 udkom
"Fascismens Italien" >>
af Flemming Larsen,
Frydenlund, 110 sider, 119 kr.


Bogen samler fascismens historie, som den kom til udtryk i Italien i perioden 1922-1945. Trådene trækkes bagud til fascisternes beundring for det gamle romerrige og op til i dag, hvor tidligere neofascister spiller en stadig større rolle i italiensk politik.

Thomas Harder:
"Italien. Fra Mazzini til Berlusconi".
Gyldendal (4.udg. 2006)

Italiens-eksperter
i Danmark:
Thomas Harder >>



Il fascio -
symbolet for fascismen



I det antikke Rom var "Il Fascio" et symbol på autoriteterne.

Det var lavet af et bundt grene - f.eks. fra bøge- og elmetræer, bundet sammen med et rødt bånd, og med en økse i midten.

"Il Fascio" blev båret af officerer - littori - der eskorterede det vigtigste romerske magtpersoner.

Derfor kaldes bundt ofte også for "Fascio Littorio"

Ordet "littorio" blev også en del af den facistiske terminologi - littorio kaldes f.eks. stadig den arkitektur, der anvendtes under facismen, og byen Latina nord for Rom hed også Littorio.

Facsio blev under facismen hurtigt et symbol på alt, hvad der var stort ved Romerriget - og dermed inspiration for Mussolinos nye Italien.



Benito Mussolino
ville genskabe Romerriget.

1921-1943
Den 3. januar 1925 bekendtegjorde Benito Mussolino
officielt det italienske diktatur

Grobund for uro efter 1. Verdenskrig

Selv om Italien deltog på vindernes side i 1. Verdenskrig, så var landet ude i en dyb social og politisk krise, da krigen sluttede.
Krigsveteraner, arbejdsløse, fattige bønder og en skræmt middelklasse råbte alle på forandringer.

Ved valget i 1919 blev Socialisterne og det nye katolske Populare-parti (forløberen for De Kristlige Demokrater) parlamentets største partier.



Samtidig krævede ekstreme nationalister, at Italien med sejren i krigen i ryggen skulle kræve at indlemme nye landområder langs grænserne, arbejderne strejkede, og mange råbte på en socialistisk revolution af samfundet, ligesom det skete i andre europæiske lande.

I 1919 grundlagde den tidligere revolutionære socialist Benito Mussolino en bevægelse kaldet "Fascisme".

"Isme´en" er opkaldt efter det knippe af grene, et neg, der kaldtes "Fascio", som de romerske legionærer >> bar foran sig, når de f.eks. indtog en erobret by.

Ved valget i 1919 får partiet kun få stemmer, men sammenslutningen af "Sorte Skjorter" - omrejsende grupper af facister - samler både støtte og opmærksomhed.

Ofte bruges disse "bander" til at slå strejker på fabrikker eller protester blandt landarbejdere ned.

I 1922 grundlægges fascistpartiet PNF - Partito Nazionale Fascista - officielt.

I 1922 meddeler Mussolino også, at han vil "marchere" (han tog dog selv toget det meste af vejen!) med sine mænd til Rom og indtage/overtage byen og landet.


I oktober 1922 udnævner Kong Vittorio Emanuele III
Mussolini til statsminister i en koalitionsregering bestående af Fascister, nationalister, Katolikker og højrefløjs liberale.


Grunde til den lette magtovertagelse

Historikkere studerer stadig årsagerne til denne relativt smertefrie magtovertagelse, men her er nogle bud på, hvorfor Mussolini kom så nemt til magten:

-Regeringen var i forvejen upopulær.

-Mange var utilfredse og skuffede over, at Italien ikke fik mere ud af sejren i krigen, både økonomisk og i form af landområder.

-Frygten for "de røde", for en socialistisk-kommunistisk revolution fik mange til at foretrække en stærk regering til at holde "lov og orden" i landet.

- Og så var Mussolini ikke bange for at skifte hest - han var en opportunist, som ændrede program som vinden og folkets sympati blæste.

-Og ikke mindst var de daværende magthavere - både den liberale regering, kongen og erhvervslivets repræsentater - mere bange for en socialistisk revolution end for Mussolini.

Fire år nok til at skabe et diktatur

Da en ny valglov fra 1923 havde bestemt, at et parti med
25% af stemmerne skulle have 2/3 af pladserne i Deputeretkammeret, var fascisterne faktisk helt legalt landets valgte magthavere...

Atmosfæren under valgkampen var præget af trusler og vold, og sammenslutningen af partier på den "Nationale Liste" fik officielt 63% af stemmerne.

Socialist-lederen Giacomo Matteotti anklagede fascisterne for at have brugt vold under valget - og blev derefter myrdet.

I løbet af fire år lykkes det Mussolini at blive en diktator, der fjernede borgerrettighederne og indførte et totalitært regime, der også byggede på terror mod, og mord på politiske modstandere.

I 1926 gør en lov politisk opposition ulovlig, og et hemmeligt politi grundlægges.

I 1925-26 arresteredes flere end 10.000 anti-fascister.

Nogle bliver fængslet, andre dødsdømt og mange sendt i eksil langt fra deres bopæl (det kaldte Berlusconi for "ferieophold" i 2004!).

Fagforeninger blev forbudt, oppositionens aviser lukket, og i 1928 ophæver en ny valglov stemmeretten. Kun kandidater udnævnt af "Det Fascistiske Store Råd" kan opstilles.
Og i 1929 "giver" parlamentet Mussolini lov til at regere gennem dekreter - altså regere og udnævne ministre og andre uden parlamentets godkendelse.

En massiv propaganda, igangsættelse af store offentlige arbejder, arbejdspladser gennem oprustning af militæret, samt enigheden med den katolske kirke i 1929 bidrager til at gøre diktatoren populær i brede kredse af den italienske befolkning.

Italien havde aldrig sluttet fred med resterne af Vatikanstaten inde i Rom.

Sluttede fred med den katolske kirke

Men med "Patti Lateranensi" ophører den evige konflikt mellem stat og kirke formelt i 1929.

Italien er derefter officelt et samfund, hvor kirke og stat er adskilt.
(Sådan fungerer det dog ikke i praksis - Du kan f.eks. ikke melde dig ud af den katolske kirke og kirken betaler ikke skat >>)

I 1928 ophører Italien med at være et demokrati, og Fascistpartiet beholder magten indtil den 8. September 1943.

Man taler om "Det facistiske tyveår" - "Il ventennio".

I 1935 nationaliseres store dele af industri og finansverdenen af "Genopbygnings Instituttet IRI", der i fem årtier (altså også efter fascismen) kommer til at spille en stor rolle i landets økonomiske liv.

I 1935 mødes italienere, franskmænd og englændere også i byen Stresa ved Maggiore-søen >> for at indgå en pagt mod Hitlers Tyskland.

Pagten holder dog ikke ret længe, og i 1936-37 indgår Mussolinis Italien en alliance med Tyskland.
Samtidig erobrer Italien Etiopien - den såkaldte Afrika-kampagne.

I 1938 afskaffer "Fascisternes Store Råd" parlamentet, og i dets sted placeres en Sammenslutning af 22 Cooperativer, og Italien har ikke længere et formelt parlamentarisk system.

I 1939 okkuperer Italien Albanien, og i 1940 kommer Italien med i Anden Verdenskrig på Aksemagternes side.

I 1943 går de allierede styrker i land på Sicilien - med hjælp fra mafiaen >>.

Mussolinis styre falder i september (den 8.), bliver fanget, men flygter med tyskernes hjælp, og grundlægger derefter med tyskernes hjælp, og i realiteten som nazi-styrets marionet, "Den Sociale Republik" i byen Salò ved Garda Søen >>.

Italien er herefter i realiteten kastet ud i en borgerkrig.

Fascisterne og tyskerne kæmper mod de allierede og de italienske antifacister organiseret i mange forskellige modstandsgrupper og brigader.
(Læs om hvordan modstandsfolk fanger Mussolini 1945, og hvad der blev af "Guldet fra Dongo >>).

25. april 1945 bliver Italien officielt befriet.

25. april er i dag national fridag.

1946 afskaffer en folkeafstemning monarkiet,
og Italien bliver en republik.

I 1947 giver Italien afkald på grænseområder ved Frankrig og Jugoslavien, og ophører samtidig med at være en kolonimagt.

I 1948 bliver de første valg i den nye demokratisk republik afholdt.

Foredrag om italiensk politik 1948 - 2009 >>

-syl