2002
EU undersøgte i foråret 2002 europæernes holdning til det at være europæer:

62% af indbyggerne i de daværende EU-lande var "meget" eller "nogenlunde" stolt at at være europæer.
I Italien var tallet 81%.
I Danmark 74%.
(Kilde:EU)

2002 (Eurobarometro)

Fornemmelsen af at tilhøre EU svinger også.

For italienrne er 69 % enige i at føle et tilhørsforhold til Unionen.
Kun 60 % af danskerne har samme fornemmelse

Maj 2000

Sammen med Horsens Tekniske Skole besøgte jeg Meucci-skolen i Firenze.

En holder med tre flag var sat op i indgangen for at markere det udenlandske besøg.

Det ene flag var med Firenzes lilje, det andet var Euroflag, og det sidste var - Dannebrog.

Tricoloren var endnu en gang blevet ofret.

Artikel fra august 1998
45 ud af 100 italienere ved ikke, at Euro-møntfoden betyder, at Liren forsvinder.

Men manglende viden om Unionen forhindrer ikke, at alt med tilnavnet Euro kan sælges i støvlelandet.

Europa, Unionen og Euro'en er så positive begreber i Italien, at reklame- og markedsføringsfolk har opdaget, at det er en god økonomisk fidus at tilføje "Euro" til firmanavne og nye produkter.



Italienerne forstår derfor overhovedet ikke, hvorfor i alverden danskerne igen skal stemme om "Unionen" eller om "Det nye Europa" som aviserne begejstret skrev, da Italien i begyndelsen af maj blev accepteret som medlem af Euro-landene.

Der er da heller ingen, der har brokket sig over, at landets største avis "Corriere della Sera" hver dag siden den 3. maj 1998 har pyntet forsiden med et blåt EU-flag.

Havde avisen tidligere sat et italiensk flag på samme sted, ville det helt sikkert have udløst en voldsom debat mellem tilhængere og modstandere af staten Italien.

Men Europa er en anden sag, og man skal lede længe efter "Euro-skeptikere", der kritiserer begejstringen, for slet ikke at tale om det umulige i at støde på "ekstremister", der foreslår folkeafstemninger om emnet.

Lad de andre regere os

Der er flere årsager til begejstringen over Unionen, og en af dem er selvfølgelig, at Italien har været med fra begyndelsen, siden Rom-traktaten blev underskrevet i 1957.

Italiensk presses "grand old man", journalisten og kommentatoren Indro Montanelli har en anden forklaring på Euro-begejstringen.
Han mener, italienerne følger sig draget af Unionen af psykologiske årsager.

- Vores hemmelig håb, som vi naturligvis ikke har lyst til at tilstå, er at blive regeret af udlændinge, påstår han.
- Italienerne er så ærke-trætte af politikken her i landet, at de kun venter på, at nogen kommer, og forbyder dem at føre politik på den måde.

Gennemsnits-italieneren aner ikke, hvad Unionen medfører, men i underbevidstheden har han ønsket om at blive regeret af andre, fortsætter Montanelli.

Som mange andre mener Montanelli også, at en del af italienernes begejstring skyldes forestillingen om Unionen som "de snediges paradis".

Nyde og snyde

Paradoksalt nok er det Europa-skeptiske Danmark meget flittigere end Italien til at gennemføre de direktiver og regler, Europarlamentet vedtager.

Fortæller man en italiener det - de fleste har aldrig skænket den slags detaljer en tanke - er den normale reaktion, at personen først ikke vil tro på, at Italien ikke lever op til sine forpligtigelser.

Siden lader han sig ovebevise, og derefter blinker han med det ene øje, gnider en pegefinger op og ned af kinden som et signal på snuhed, og slår ud med armene.

Oversat betyder det:
"Vi italienerne er jo ret smarte. Uden at følge reglerne er vi alligevel med i første række. Vi nyder fordelene, og ignorerer besværet. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være i Italien."

Kun blandt politikkerne støder man en sjælden gang på nogle, der er parat til både at undskylde den italienske slendrian med hensyn til at leve op til de fælles regler, og til at love bedring i fremtiden.

Men politikkerne bliver i øvrigt sjældent spurgt om de aspekter af det europæiske samarbejde, for italienske journalister er tilsyneladende ikke interesserede i at ødelægge den succes-historie, som Unionen er i dag i Italien.

Ikke snedige nok

Og så er italienerne endda ikke klar over, at de faktisk slet ikke udnytter Unionen tilstrækkeligt.

Århundreders tradition for at være snu medfører godt nok, at der jævnligt dukker nyheder op om svindel med Unionens fonde og penge.
Det overrasker ingen.

Men det det gør derimod den mindre kendte kendsgerning, at Italien slet ikke udnytter alle de lovlige finansierings-muligheder, Unionen tilbyder.
Læs om udnyttelses af EU-tilskud i år 2000 >>

Finansminister Ciampi fortæller, at landet i 1996 faktisk kun udnyttede 10 procent af de tildelte midler i EU's fonde, men at planen er at udnytte dem 100 procent i år 2000.

Opinionsmålingerne viser, at de fleste italienere ikke har nogen anelse om disse aspekter af Unionen, og målingerne afslører også, at de fleste italienerne faktisk slet ikke har lyst til at vide mere om Unionen.

For dem er det tilstrækkeligt at vide, at Italien omsider er kommet med i "det gode selskab", som Euro-landene udgør.

Moralsk oprejsning

At være med blandt de første 11 lande, der indfører Euro'en, giver italienerne lejlighed til at slippe af med et irriterende mindreværdskompleks i forhold til resten af Europa.

Italienerne kommer helt bevist ofte udlændinge i forkøbet ved selv at bekrive deres land som en kaotisk blanding af "pizza, pasta, mafia og korruption".

At bestå Euro-eksamenen har givet italienerne moralsk oprejsning for den ydmygelse, det har været gennem årtier at høre landet blive sammenlignet med de sydamerikanske bananrepublikker.

Og fremover bliver det måske mere normalt at høre en italiener beskrive sit fædreland på en mere positiv, men lige så korrekt måde, som "verdens femtestørste industriland og centrum for mode, kunst og kultur".

Hvis da ikke italienerne vælger helt at ignorere deres fædreland, og fremover blot kalder sig europæere.

De er godt på vej.

Det er ikke kun Euro-firmaer og Euro-produkter, der har vind i sejlene.

Foran fabrikker, butikker, skoler og andre institutioner blafrer der hver dag færre og færre italienske "tricolorer".

De fleste finder det åbenbart ikke nødvendigt med to flagstænger, og har ingen problemer med at erstatte de røde, hvide og grøne striber med det stjernebesatte blå Europa-flag.

-syl