- De er på fri fod, inden de fylder 30. Vores søn er død.
Francesco og Caterina Currá - København 9.11.2004

Ti og otte år til fætrene Hizir Kilic og Ferhat Kilic for drabet på italiensk turist Antonio Currá på Nørrebro den 9. august 2003 er ikke nok for Antonios mor Caterina.

Hendes og resten af familiens liv bliver aldrig det samme.
Så enkelt er det simpelthen bare....

En ægte familie...

Jeg mødte første gang Antonios familie få dage efter drabet.

Sammen med journalist og fotograf fra Ekstra Bladet skulle vi dække begravelsen i den lille by Villasanta ved Monza nord for Milano.



Dagen før havde jeg talt med Antonios onkel, der stadig var i Danmark sammen med faren Francesco.

Han havde sagt, at vi sagtens kunne tage ud til familiens villa.
Caterina var kommet hjem, og da vi dukkede op i sommervarmen, var også Antonios farmor og faster Assunta på besøg.

Vi sad nede i deres kælder - tavernaen - hvor det daglige liv for det meste foregår - dér er køligere om sommeren, og ild i kaminen om vinteren.

Det er aldrig rart at skulle interviewe mennesker, der har oplevet en stor sorg.

Man føler sig altid som en slags snylter.
Fordi man jo selv kan gå hjem bagefter, og "ligge sorgen fra sig" efter arbejdsdagen.

Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på stemningen i taverna´en den dag.
Caterina og farmoren fortalte, græd, så tv-avisen om Antonio sammen med os, og fandt billeder frem, mens Antonios hund Lola lige glad som altid hoppede rundt over det hele.

Faster Assunta, der selv er journalist, fortalte os den dag, at familien havde besluttet, at de ville være disponible for pressen.

Ikke for at skabe opmærksomhed om dem selv.

Men for at skabe debat om Antonios frygtlige død, og måske ad den vej forhindre andre i at lide samme skæbne.

Og også for at skabe den opmærksomhed, der skulle til for at finde og straffe de skyldige.

Antonios far var i 80´erne blevet skudt under et røveri i hans forretning.

Dengang ville familien ikke tale med pressen, og det havde de siden fortrudt.

Søsteren Rosanna var imod beslutningen om at tale med pressen.
Jeg har kun set hende én gang, hvor hun straks vendte om, og gik ind i huset, da hun så os journalister.

Jeg håber, resten af familien aldrig har fortrudt deres beslutning om at være disponible for pressen - og at omtalen har haft en effekt.

Hvis vi tre pressefolk den dag i august sidste år ikke havde pakket vores grej sammen, og sagt pænt tak, så havde de tre kvinder trods deres desperation inviteret os til at spise frokost med dem.

Sådan er de bare i den familie.

Caterina gentog flere gange den dag den sætning, der stadig skærer mig allermest i hjertet, og som hun altid siden har gentaget ved vores møder:

- Hvorfor - hvorfor var der ingen, der stoppede op og hjalp Antonio, da han var blevet stukket først gang - hvorfor - så havde han måske været levende i dag????

Da vi gik, bad fotografen Thomas mig om at oversætte for ham.

- Vær sød at fortælle dem, at jeg skammer mig over at være dansker i dag.

Da jeg i august i år læste, at blomster var blevet kvast og brændt efter mindehøjtidligheden på drabsstedet et år efter mordet, skammede jeg igen over at være dansker.

Det samme i dag, hvor jeg kan læse, om en potteplante på drabsstedet er blevet knust og blomsterne kylet væk.
Jeg forestiller mig, hvor modbydeligt det må være for Caterina og Francesco.
De fortjener det simpelthen ikke.

Siden begravelsen den 16. august i fjor har jeg besøgt familien flere gange for at oversætte for tilrejsende journalister eller for selv at skrive artikler om Antonio.

Det slår mig hver gang, hvor varmt og værdigt alt omkring familien Currá er.

Selv om sønnen er væk, bageriet solgt og Caterina blevet syg af sorgen, så er der gæstfrihed og varme og en stor fornemmelse af ægte sammenhold omkring dem.

Jeg er heller aldrig taget afsted fra deres villa uden en klase vindruer eller en buket friske basilikumblade.

- Jeg vil se morderne i øjnene, når de bliver dømt, har Antonios far flere gange sagt til mig.

Det er nu sket.
Gad vide, om hans og familiens sorg bliver mindre af det?

-syl