Folkesjælen

2003

Bookmark and Share

Bytte skab... - hvert efterår og forår!

Kamferlugten blæses væk på Burano


En pels MÅ man ha´!


Italienske mænd forærer deres elskede pelse - også i disse tider, hvor man nogle gange risikerer mere end blot fornærmelser, når man har sit dyr på.



Sergio ville ikke stå tilbage, men var så heldig at finde en hellang minkpels til mig hos Kirkens Korshær i Middelfart.


- Hvad skal jeg med med pels, tænkte jeg dengang i begyndelsen af 90´erne, men den kostede kun 500 kr., så jeg lod ham købe den.

Siden gik der sport i at råbe igen, når der blev råbt "morder" efter mig på Strøget i København.

Jeg vendte mig om og råbte - ...og hvad med den lille kalv, de har flået for at lave dine sko???

Det var også ganske sjovt, at de pæne damer fra de nordlige forstæder altid sendte mig et lille nik, når jeg skred
afsted i minken.

Uundværlig var pelsen også, når vi forår (20 grader) efterår (stadig 20 grader) og vinter (ned til næsten under 12 grader) besøgte Sergios pæne tante (æret være hendes minde!)
i San Remo.

I San Remo - langs strandpromenaden
ved Middelhavet - tror jeg faktisk,
damerne helst ville gå og vigte sig i
deres pelse også om sommeren,
hvis ikke det var for tosset.

Det er også absurd, men sandt, at der sælges enormt mange pelse i Napoli og Palermo, hvor vejret faktisk efter danske forhold aldrig er koldt nok til mere end en lun vindjakke.

Artikel fra oktober 2003
Når "duften" i ringvejsbussen forandrer sig,
er det tid til at "bytte skabet om".


Hele sommeren har bussens passagerer lugtet af sved og frustrationer af den tre måneder lange hedebølge, men i sidste uge var det en gennemtrængende stank af kamfer blandet med forskellige kunstige duft-essenser, der mødte mig på bussens trappetrin.

Helt automatisk tænkte jeg:
- Ja, vi må hellere "bytte skabet om" i denne week-end.



Og ganske rigtigt.
I weekenden var jeg ude på øen Burano >> i Venedig Lagunen, og der havde en flittig husmor fået samme ide.

I modsætning til os, der bor i i små trænge boliger i et forureningsramt Milano havde fruen her mulighed for at få fjernet kamfer-stanken ved hjælp af den friske havluft i lagunen.

Hænger jeg vinterjakkerne ud på balkonen forsvinder kamfer-stanken godt nok, men jakkerne er desværre også klar til rensning dagen efter.

Et tårnhøjt skab

Den første tid i Via Plana undrede jeg mig meget over det totalt upraktiske skab, min tilkommende havde udstyret lejligheden med - ja, han havde faktisk selv tegnet det:
Skabet er tårnhøjt og delt op i to separate afdelinger:
Hver af dem er 1 meter og 40 centimeter høje.


Det siger sig selv, at jeg ofte bandede og svovlede over ikke at kunne nå tøjet øverst oppe, i hvert fald indtil jeg blev professionel med staven med krog på, som faktisk er standardustyr til sådan et skab.

Poser, æsker og trækugler til de professionelle


Professionel skabsbestyrer bliver man nemlig med årene.

I dag har jeg flotte tøj-poser til kjoler, til korte jakker og til lange jakker - med indbyggede rum til kamferterninger eller andet ikke specielt godt luftende stads, der holder møl og andre uønskede insekter borte.

Jeg har små kugler og terninger af en speciel amerikansk træsort:
De lugter ikke og siges også at holde udyr væk, men man ved jo aldrig, så vil holder altså stadig også fast ved kamferen.

Jeg har også specielle poser til Sergios cashmere-trøjer.
Den slags poser luften kan suges ud af med støvsugeren, så trøjerne er 100 % i sikkerhed i sommervarmen.

Derudover har jeg poser til de lune tæpper, og ikke mindst til skoene, som nok er de sværeste at arrangere rundt med.

Med årene er skabet og pladsen ovenpå det blevet systematiseret, så de to årlige "skabs-ombytninger" kan foregå så smertefrit som muligt.

Små uldne undertrøjer kommer snigende

Mine venner i Danmark påstår, at jeg lige så langsomt er ved at blive meget italiensk.

Jeg fik selv lidt af et chok for et par år siden, da det gik op for mig, at en helt speciel form for "italianisering" umærkeligt havde sneget sig ind på mig:

Jeg gik lige pludselig i helt typiske små italienske undertrøjer med "bomuld inderst og uld yderst", som reklamerne hver vinter har tudet min ører fulde med.

Og det bliver altså kun ned til frysepunktet, når det er MEGET vinter hernede. Og vestenvind eller jydsk modvind i det hele taget har vi næsten ikke her på Po-sletten.

Men de uldne undertrøjer kom faktisk straks i brug her i begyndelsen af oktober 2003.
Det er ikke noget en stolt viking som mig, der har badet i smeltevand på Grønland, er særligt stolt over at indrømme, men sådan er det altså.

Jeg er nået til den konklusion, at der i løbet af 14 år i Italien faktisk også sker rent fysiske forandringer udover de mentale.
Vandet i Ledro-søen >> var faktisk lidt koldt i den ellers rekordvarme sommer i 2003 >>.

Men det vil jeg selvfølgelig aldrig indrømme overfor mine italienske landsmænd - så hold venligst på hemmeligheden!

-syl

Retur til
Folkesjælen <<


Copyright © 2000-2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano