Artikel fra
Herning Folkeblad
(1996)


Overstået - udenfor Villa Comunale



Festsalen

Artikel fra 2000

Normalt er bryllupper i Milano en tam affære.
Det festligste øjeblik ved de bryllupper, jeg har overværet, er, når bilerne efter limousinen med brudeparret tuder i hornet på vej fra rådhuset eller kirken hen til den restaurant eller villa, hvor frokosten holdes.

En frokost masser af mad, få taler og ingen sange, og omkring klokken seks er det slut.
- Jamen, var det det hele? spurgte jeg forbavset min venindes veninde, da hun fortalte om sit bryllup.
- Nej, om aftenen så vi fodbold-VM i fjernsynet, lød svaret.

Sådan skulle vores bryllup i hvert tilfælde ikke være.
Det blev det heller ikke.

Faktisk lykkedes planen om at lave et bryllup efter vores smag.
Dagen efter festen var italienernes kommentar nemlig, at det var festligt og interessant at have været med til et "dansk" bryllup, mens danskerne havde moret sig ved et "italiensk" bryllup.


Et blandet - og langt - bryllup

I virkeligheden var det et blandet og vist nok temmeligt anarkistisk bryllup, og det varede ikke kun den korte tid, en frokost varer.
Alene forberedelserne tog over fire år, for Sergio sagde "ja" til at gifte sig med mig, da jeg friede på skud-dagen i 1992.

Men først en søndag i marts 1996 meddelte han temmeligt uromantisk vores frokostgæstger - og mig - at han ville gifte sig inden september. - Med mig, underforstået altså!

Så gik jeg i gang med at ordne papirer, og der blev hurtigt givet besked i Danmark om den forestående begivenhed.

Og trods mine forældres skuffelse over, at vi havdce valgt "Villa Comunale" i Milano, og ikke Rind kirke ved Herning, lovede de endnu engang at køre til Milano i sommervammen.



Fra min mors side dog med den klausul, at brudgommen skulle synge "O sole mio" under frokosten.
Det blev nemlig til en frokost.
Det er italienerne vant til, men også fordi svigermor og de to eneste tanter er over firs. Men festen blev strukket i begge ender.


Aldrig om fredagen - men det blev det

Der var ikke plads om lørdagen, da vi skulle fastsætte datoen, og vielsen blev derfor programsat til fredag eftermiddag. -

Ikke så godt efter italiensk skik: Jesus blev korsfæstet Langfredag, så fredage er traditionelt en "uhelds-dag". (7, 9, 13 - nu er det alligevel gået godt i 6 år.)

Allerede søndagen før brylluppet ankom mine forældre, min søster og min niece, for der skulle arrangeres fire-etagers lagkage på et medbragt stativ, der kunne få selv en forhærdet bagagerums-ekvilibrist som min far til at blive bekymret.
Heldigvis havde min onkel en aero-dynamisk tagkuffert, så der blev også plads til gaver og campingudstyr til badeferien efter brylluppet.


Festen begyndte torsdag

Torsdag eftermiddag kom "Vogn 1" og "Vogn 2" i kolonne fra Danmark med 2 brødre med svigerinder, en nevø og to venner - og så begyndte festen for alvor. Den foregik på Romolos bar henne i gaden, og på vores lokale pizzeria den aften.

Delegationen svulmede op til over 30 ved ankomsten til Villa Comunale fredag eftermiddag, hvor vi blev ført ind i et kontor for sammen med vores vidner at vise pas og skrive papirer under.

Det var lidt forvirrende, for i lang tid troede Sergio og jeg faktisk, at det var vielsen, men nej, sådan var det ikke.
Sergios forlover, der var blevet gift samme sted, påstod også, at det var det.
Men han drillede, for det var det altså ikke, selv om min storebror af den grund nøje havde video-filmet dén seance.


Kunne næsten sige vores danske navne

Selve vielsen foregik i en af villa´ens smukke sale.
Et byrådsmedlem med borgmesterbånd på holdt tale om, hvordan ægtegæller i følge lovgivningen har pligt til at støtte og forsørge hinanden, og blid musik spillede i baggrunden.

Ceremonien var både smuk og højtidelig, og medhjælperen havde øvet sig i mit og de danske vidners navne, så han snublede næsten ikke i "Sylvestersen".

Hjemme i lejligheden havde vi forberedt kolde drikkevarer, men heldigvis kom postbudet Carmelo, der ellers kun skulle spille guitar dagen efter, i tanke om sine evner som kok og tjener.

Uden at nogen havde bedt ham om det, styrede han køkkenet, og fabrikerede "bruschetta´er og andet godt til de mange mennesker, der fyldte godt i vores to-værelsers lejlighed. - Og allerede der blev der danset og sunget, men pakkerne blev pakket op, og kirketjeneren Harry græd, fordi han ikke havde taget sin gave med.


Lejet villa på "Vatikanet"

Lørdag formiddag pyntede vi den lille-bitte Villa, vi havde lejet af "Vatikanet >>" , og som ligger 200 meter fra vores hus.
Da vi i foråret havde fortalt pensionisterne på "Vatikanet" om bryllupsplanerne, foreslog Valentina, at vi kunne leje villa´en for et symbolsk beløb.
Det gjorde vi, og vi hyrede samtidig Marco og Andrea og Oscar til madlavning og servering.
Marco havde solgt sin bar i vores gade efteråret før, og havde i stedet åbnet et catering-firma.

Mandag før brylluppet var min mor med henne hos Marco og aftale de sidste praktiske ting.
Det beroligede hende ikke synderligt, men i Italien er det altså svært at sige, "så gør du det klokken det, og det andet der klokken det".
Her er tillid vigtigere, og min tillid til Marco og co. blev ikke gjort til skamme.

Faktisk tog Marco sin opgave så alvorligt, at han natten efter festen guidede forlystelsessyge danskere rundt på barer i området indtil klokken seks om morgenen.


Danske sange og taler - med oversættelse

Vi havde lavet en køreplan for afviklingen, men den sagde vi næsten straks farvel til, da festen begyndte.

Vi fik dog budt velkommen i følge programmet, og min mor holdt en smuk tale på italiensk, der også blev omdelt på dansk.

Sergio fik også sunget "O sole mio" - uden at Pavarotti fik grund til at være nervøs.

Det rådede Angelo og Valentino fra Vatikanet dog bod på.
De to kan synge, og det gjorde de sandelig også - jo højere, jo flere flasker, der rundede deres bord.

Vores husven Cecchetto kunne hverken synge eller spille, men gjorde begge dele uden ophør.

Det irriterende er, at han på billeder ser helt professionel ud.

Vi havde også trykt et sanghæfte med både O sole mio og andre kendte italienske sange, og det blev flittigt benyttet mellem de medbragte danske lejlighedssange, der alle var forsynet med italiensk oversættelse.

Og min "Dukke-Lise" var kommet med til Milano i brudekjole - på job som sangskjuler, hvad italierne fandt meget morsomt.

Kagen gjorde sig også fint med sit brudepar på toppen, selv om flødeskummet var blevet uvenner med varmen.

Kagen blev selvfølgelig ikke serveret til den planlagte tid.
I følge køreplanen skulle mor i gang med flødsprøjten klokken kvart i fem.
På et tidspunkt har hun set på uret i salen, og det var præcist kvart i fem.
Men uret i salen havde vist kvart i fem hele dagen, så klokken var kun fire - men kagen var god, så pyt med det.


Nora på 70 klarede ikke mosten

Ved ethvert bryllup er der en, der ikke kan klare mosten.

Hos os var det Nora.
En nydelig dame på omkring de 70.
Men som Marco kan fortælle, så har hun på en hverdag normalt allerde nået tre brandy´er klokken otte om morgenen.
Hun blev fulgt hjem af en af knægtene fra vores vej klokken tre.
Inden da havde "Magnetbåndet" - tre af Sergios venner, og den enes søn på 12 år - spillet rock og blues, så tanterne på 84 og 86 var ved at blæse væk.



Siden gav Cecchetto den på spiseskeer, redekam og mundharmonika, og Klaus fra Tyskland spillede en hel del bedre på klaveret.

Brudevalsen var på CD, og det lykkedes helt uventet at få italienerne til at følge danskerne i ring omkring brudeparret.
Carmelo lærte danskerne italienske sange fra vores hæfte, og han akkompagnerede også Erling, der på stående fod opfandt en vrøvlesang med sit sparsomme italienske ordforråd.


- og de fortsatte hele natten og næste dag

Da vi om aftenen var omkring 25 tilbage, og havde fordøjet to gigant-pizza´er, sang Steen solo, Allan spillede klassisk guitar, og Hanne sang sit livs første blues.

Klokken ti gik vi alle på bar henne hos Antonio (Læs om ham i Spillelyst og Overtro >>). Danskerne tømte hans beholdning af gin, og hvad der skete siden, ved jeg ikke, for klokken tolv gik et smadret brudepar hjem. - Og spørg ikke til bryllupsnatten.

Tidligt søndag morgen ryddede vi salen, og sendte en bil til Herning og to til campingpladsen Union Lido >> ved Adriaterhavet udfor Venendig.
Og da de andre - temmeligt klatøjede - danskere hen på dagen dukkede op, var vi klar til at feste igen.

Den søndag vandt Bjarne Riis fra Herning nemlig Tour´en, og vi havde jo rigeligt med danske papirsflag at vifte med, og Erling sang hele Kong Kristian ud af vores vindue i et anfald af patriotisme.

Der bliver stadig i dag, over seks år efter, stadig talt om det skøre bryllup, både henne på Vatikanet, og når vi mødes med familie og venner fra Danmark.

Og jeg er vist den eneste, der har bemærket, at den festligste italienske tradition gik fløjten ved vores bryllup: der gik nemlig kludder i det med at køre samlet hjem fra vielsen. Kun brormand nåede med i Uno´ens kølvand.

Men én bil er ærlig talt for lidt til at lave en dyttende kortege, også selv om der stod "nygift" på dansk på vores bil.

-syl