| "Habemus
papam!"

("Vi
har en Pave") lød beskeden, da konklaven sent tirsdag eftermiddag
den 19. april 2005 valgte Joseph Ratzinger som pave nummer
265 i den katolske kirke.
Den hvide røg steg op fra kaminen i det Sixtinske Kapel
klokken 17.49.
Pavevalget foregik, som reglerne
og traditionerne foreskriver, i det Sixtinske Kapel i Vatikanet

Om
det Sixtinske Kapel og Vatikan Museerne >>
"Guds
rottweiler", "Kirkens vagthund", Schæferhunden (Pastore Tedesco
- tysk hyrdehund!) og "Kampvogns-kardinalen" er to af Ratzingers
øgenavne |
"Kirkens
politimand" valgt som GP2´efterfølger
- efter en konklave
>>, der blot varede 24
timer og fire afstemninger - og efter en efter kirkens traditioner usædvanlig
valgkamp
Artikel
fra den 20. april 2005
- Kære
brødre og søstre, efter den store pave Johannes Paul II, har kardinalerne valgt
mig til enkel og ydmyg tjener i Herrens vingård.
Sådan
lød Pave Benedetto den 16.´s beskrivelse af sig selv i sin
indsættelsestale tirsdag den 19. april 2005.
Benedikt
(Benedetto på italiensk betyder "den velsignede") den 16.
- bag hvem der gemmer sig det borgerlige bayerske navn Joseph Ratzinger - er dog
alt andet end en simpel og ydmyg arbejder.
78-årige Ratzinger
stammer fra en ikke specielt velhavende familie i Bayern i Sydtyskland.
Faderen
var landbetjent ved Gendarmeriet, men hele familien var indstillet på at
give drengen Joseph den bedste uddannelse.
En sort plet i Ratzingers biografi
er han indmeldelse som 14-årig i den nazistiske ungdomsorganisation Hitlerjugend.
Ratzinger
bliver præsteviet den 29. juni 1951, men han er mere teoretiker end
praktisk præst.
Undervisning og studier tager mere af hans tid
og engagement end præstegerningen.
Under det vigtige "Andet
Vatikan Koncil" fra 1962 til 1965 er han teologisk rådgiver, og i 1969
opnår han titlen som teologisk professor.
I 1997 udnæver
Pave Paul de Sjette ham til ærkebiskop af Munchen, og siden stiger han
stødt i graderne og bliver fast inventar i de højere lag af Vatikanets
magtsfære.
Han er med andre ord end af de få kardinaler
i den ovenfor netop overståede konklave, der IKKE er udnævnt af Johannes
Paul den Anden.
Men den linje, Ratzinger formodes at følge,
ligger absolut i forlængelse af GP2´s ideer.
Konservativ
Den
nye Pave Benedetto den 16. regnes på grund af alderen allerede for en "transitions-pave"
- en "overgangspave" - der ikke holder alt for længe.
Men
valget af ham er samtidig også et udtryk for, at den katolske kirke har
valgt at fortsætte den linje, som kendetegnede de næsten 27 år
med Johannes Paul den Anden som Pave:
Nej til abort, nej til prævention,
nej til skilsmisser, nej til gifte præster, et stort nej til kvindelige
præster og et lige så stort ja til den rene tro, som Vatikanet og
kun Vatikanet fortolker den.
Netop Ratzinger blev af "GP2"
i 1981 udnævnt som leder af "Troskongregationen" i Vatikanet -
"Prefetto della Congregazione per la dottrina della fede" - den "afdeling"
af kirken, der tidligere bestyrede inkvistitionen.
Med andre ord var
Ratzinger i over 23 år været "den rette tros" øverste
politimand.
Ind som pave - og ud som pave Normalt siger man, at
"top-kandidaterne" i "pave-lotteriet
>>" går ind i "konklavet som pave, men kommer ud som
kardinal" - med andre ord, at spidskandidaterne sjældent bliver valgt.
Det
modsatte er sket med Ratzinger, der i flere år har været med i
toppen af dette specielle lotteri.
I teorien er det forbudt at føre
valgkamp for sig selv eller andre kardinaler op til konklavet-pavevalget.
Men
Ratzingers kandidatur til chef-stolen har nydt godt af både hans position
indenfor Vatikanet (og her må ikke glemmes, at magten i den katolske
kirke under GP2 langsomt men stødt er blevet trukket bort fra de enkeltes
landes kirkeledere og "hjem" til Rom - kirkens ledelse er blevet centraliseret,
red.) - og af hans position i forbindelse med "GP2´s" død
og begravelse.
De 115 kardinaler i konklavet kender ikke alle sammen
hinanden, og de 16 dage mellem Pavens død og konklavens begyndelse
er blevet brugt til at kardinaler har lært hinanden - og hinandens ideer
og ideologier! - at kende.
Ratzinger derimod var på grund af
sin position som "troens politimand" kendt af alle.
Derudover
forestod han messerne både ved Pavens begravelse og ved konklavets begyndelse. Allerede
der blev hans prædikener af mange opfattet som programerklæringer
om, hvordan han havde til hensigt at lede den katolske kirke.
-syl |