
Maleri af Jørgen Boberg
Rie Boberg bor i Solaio i
Toscana samme med sin mand og sin søn. Hun er olivenbonde, skribent,
forfatter og ekspert i at købe italienske huse.
|
Artikel fra april 2002
1.del Boungiorno fra Italien
Det med at vælte statuer og smadre forgængerens symbolik troede jeg kun var noget
der hørte diktaturer til. Når man var nødt til at knuse Stalin mod jorden,
var det vel fordi han diktatorisk havde tilranet sig magten.
Men i min lille by i det civiliserede Toscana er der nu opstået
en minikrig over demokratisk valgte bystyrers symbolik. Borgmesteren valgte således
at fejre frihedskæmpernes dag ved at flytte Mussolinis buste fra et fjernt støvet
lagerrum ind på sit kontor. Borgmesteren har endda rent politisk ikke
noget direkte at gøre med fascisterne, da han tilhører Berlusconis parti Forza
Italia. Først troede jeg ikke mine egne ører, men da der så kom en forarget
plakat op, hvor forskellige borgergrupper, naturligvis af venstreorienteret observans,
beklagede at Mussolini blev støvet af, ja så var der altså kød på historien.
Men det var tilsyneladende ikke nok for de nye magthavere i byen. Da
jeg et par dage senere kørte forbi var man under stort politiopbud ved at fjerne
en skulptur, som havde stået der foran rådhuset i alle de 22, år jeg var kommet
forbi. Det var en skulptur hvis symbolik ikke var til at tage fejl af,
nemlig knyttede næver i marmor der sprængte det bånd der omgav dem. Ikke stor
kunst, men en del af byens udseende. Hvad der kommer i stedet skal jeg fortælle
en anden gang, foreløbig har de støbt en ny platform - hvem ved, måske Mussolini
til hest? Rie Boberg Solaio Italien 2.del
Det er stadigvæk galt i min kommune. Trofaste lyttere af Zeppelin (Danmarks
Radio) vil måske kunne huske at min bys borgmester havde taget Mussolinis buste
ind på sit kontor og fjernet skulpturen foran rådhuset, som symboliserede for
meget arbejderbevægelse for kommunerøddernes smag. Jeg lovede lytterne
at fortælle hvad der ville komme i stedet, - det blev ikke Mussolini til hest,
men to okser lavet af billedhuggeren Pietro Cascella, en mand som behager Forza
Italia, borgmesterens og Berlusconis parti og samme mand, som har lavet Berlusconis
private mausoleum og pyntet hans parker. Et andet stærkt ønske i kommunen
har været at ændre gadenavnene, fx alle dem der hed noget med modstandsbevægelse
eller var opkaldt efter kommunisten Antonio Gramsci skulle have nye navne - et
projekt der dog foreløbig har mødt så meget modstand at de ikke tør gennemføre
det lige nu. Hvad borgmesteren imidlertid har opnået er at få hadet til
at blusse. Murene overmales med opråb som "Vi glemmer ikke fascismen"
- "Vi glemmer ikke Sankt Anna" - en lille landsby lidt oppe i bjergene,
hvor 620 mennesker, mest gamle mænd, kvinder og børn blev likvideret under 2.verdenskrig
af tyskerne i samarbejde med fascisterne. Personligt har borgmesteren
opnået at få smadret sin bil og modtaget en konvolut med to geværpatroner, en
kendt advarselsform fra mafiaen. Rie Boberg Solaio Italien
|