Artikel fra juli 2002

Buongiorno fra Italien

Nogen tror at en ost bare er en ost, andre tror, at ost er lavet af gummi og derfor ikke lugter.

Men ost er levende kultur historie, hvis ellers man har et forhold til det man putter i munden og det har Italienerne som bekendt.



Min lokale ostehandler er et geni til at finde mærkelige oste, han skaffer dem fra højt oppe i Alperne, hvor de er blevet lavet over levende ild, eller han får dem hjem fra Sicilien hvor de er blevet fyldt med hele pebre.

Forleden dag kunne man lugte hans udvalg så snart man nærmede sig markedspladsen. Da havde han skaffet Il Puzzone di Moena - stinkeren fra Moena, der gik som varmt brød.

En anden gang var tilløbsstykket en kæmpeost på 100 kg, en lang pølse kaldet Provolone Valpadana >>, som fyldte det meste af hans disk, men som stille og roligt forsvandt i løbet af dagen.

Hvis der sidder nogle læsere, der er helt vilde med oste, så kan de jo liste ned til boghandlen og kigge i den bog om italienske oste, som udkommer i dag.

Den er i al ubeskedenhed skrevet af undertegnede og fortæller om en lang række af Italiens fineste oste, deres historie og hvordan man bruger dem.

Den italienske oste-skat er i virkeligheden større end den franske, de har bare beholdt hemmelighederne for sig selv, lige med undtagelse af oste som parmesan og gorgonzola.

Hvert område har stadigvæk masser af småproducenter , ja indimellem så små at det er hyrden selv der fremstiller ostene og det bliver smagen bestemt ikke ringere af.

Hvor 99% af de danske oste er industrielt fremstillede, så gælder det kun for 50% af de italienske.

En anden forskel er at næsten alle de italienske oste er fuldfede, her findes ingen 10%, for som det gamle ordsprog siger:

Dato con parca mano, il formaggio è sano
(givet med moderat hånd er ost sundt).

Rie Boberg Solaio Italien