Artikel fra maj 2002

Buongiorno fra Italien

Forleden var jeg i en større toskansk provinsby, som jeg ikke rigtig kendte og jeg følte mig ganske uskyldig da en patruljevogn kom imod mig.

Det viste sig at jeg kørte op ad en ensrettet udrykningsgade.



De ville gerne se mit kørekort, og, så ville de gerne se bilens papirer - hov den skulle have været til syn for 2 år siden.

Stor bøde og fratagelse af bilens papierer indtil den var mødt til syn.
Så ville de gerne se forsikringspapiererne, som jeg med min bedste vilje ikke kunne finde, heller ikke senere derhjemme.

Det viste sig at forsikringsselskabet havde glemt at sende dem til mig.

Nå, desværre skulle en parkeret bil ud og politibilen kom nærmere og opdagede derved 4 totalt nedslidte dæk.

Det kunne ikke blive meget værre.

Flere forsøg på at ringe til fordsikringsselskabet endte i ingenting, det var blevet frokosttid og de var gået.

Politibetjentene var vist også ved at være sultne, for pludselig sagde den ene til den anden:

- Facciamo alla napolitana - skal vi gøre det på napolitansk - hvorefter fulgte en længere samtale på deres eget tungemål, som jeg ikke fattede noget af.

De meddelte mig derpå, at de ville spare mig for bøder for resten af forseelsene, en mindre formue, men jeg måtte møde op på politistationen 2 dage efter klokken syv og bevise at min forsikring var i orden.

Da jeg mødte op forstod den vagthavende ikke en lyd, det var de to betjentes fridag.

Da jeg mødte op igen den næste dag, kom den ene af betjentene mig glædestrålende i møde.

Han havde hørt jeg havde været der, alt var i orden og han ønskede mig alt godt og håbede vi ville mødes igen under andre og behageligere omstændigheder.

Det håber jeg også, længe leve Napoli.

Og nej, de skulle ikke have penge under bordet.

Solaio
Italien