KOMMENTAR:
Har italienerne mistet deres ellers ukuelige optimisme og uovervindelige kreativitet?

Jeg har diskuteret spørgsmålet både med italienerne selv og med danske kolleger:
Konklusionen er et tidligere tiders fandenivoldske holdning - "det går ad Hekkenfeldt til, men JEG skal nok finde ud af at arrangere mig" for rigtigt mange italienere er overhalet af den lige så klassiske gestus, hvor man slår ud med armene "hvá kan jeg gøre ved det".
Charlotte - italy.dk




23 valg i DK - 16 i Italien

Med 2008-valget har italienerne stemt til parlamentsvalg 16 gange siden 1948.

I samme periode har danskerne været til folketingsvalg 23 gange.


Skabs-kristdemokraten
stemmer ikke mere

Emilio (Il Drago/Dragen - læs om hans eskapader og om vores lokale "Vatikan" her >>) er blevet 80.


Emilio - Dragen!

- Nej, nej, nej, Carlotta, jeg vil slet ikke tale politik mere, og hvorfor skulle en gammel knark som jeg stemme.

Emilio og jeg har gennem årene tømt mangen en halvliters og helliters vinkaraffel på "Vatikanet", der oprindeligt var kommunistpartiets "kulturforening".
En ARCI-forening, og dermed fritaget for moms.
Et glas vin koster stadig kun 60 cents - 4,50 danske kroner.

I princippet var alle stamkunder på Vatikanet "røde", men min mand har altid holdt på, at Emilio var en af de mange skabs-kristdemokrater, der har følt sig mere eller mindre hjemløse fra dengang DC - Dmocrazia Cristiana - blev opløst i begyndelsen af 90´erne.

Da partierne forsvandt >>

- Jeg tager en næseklemme på, inden jeg går ind i stemmeboksen, siger husky´ens elegante mor. (Kender I typen, der kan lege med hunden i et mudderhul og stadig have rene hvide sko?).

- Jeg holder mig for øjnene, når jeg sætter kryds, siger moren til den frække yorkshire Duca, der tror, han er en Grand Danois.

- Det handler om at sætte kryds ved det mindste onde, konstaterer den anden yorkshire-ejer.

Sådan endte snakken, da vi torsdag den 10. april talte om valg og politikere under den daglige hundeluftning i Campo dei Fiori-parken i Milanos nordvestlige udkant.



På vejen hjem gik Crilli og jeg omkring det lokale torsdags-marked >>.

Her stod Adelio fra kulturforeningen "Vatikanet" >> som sædvanlig trofast og delte "reklamer" ud for Veltroni og PD.
Normalt vasker han sit lange krøllede 70´er hippiehår, og reder det endda også ind imellem op til valgkampene.
Men det ikke sket denne gang!

Adelio virker faktisk som om han næsten har givet op.
Men Adelio svigter alligevel ikke SAGEN.
Han har trofast stået på hjørnet ved markedet under hver eneste valgkamp fra lokalvalg til EU-uvalg og under alle folkeafstemninger i mine 18 år i Italien.

Først stod han og de andre kammerater under kommunistpartiets røde faner.
Siden stod de under de forskellige planter - egetræer og oliven - som kommunistpartiet forandrede sig til.

Adelio og vennerne var naturligvis også med til at promovere Prodi og hans "Unione" for to år siden.
Nu står han så i det usædvanligt kolde aprilvejr under Veltronis alfaderlige ansigt, og forsøger forgæves at få en dialog i gang med markeds-kunderne.

Under tidligere valgkampe lykkedes det ofte for Adelio og vennere at skabe politiske diskussioner, der næsten overdøvede fiskehandlerens salgs-taler.

Nogle gange nærmede diskussionerne sig endda "fodbold-niveau" og samlede tilskuere, der heppede på deres "hold".

I går tog folk slapt imod folderen med Veltronis ansigt, og langt de fleste lagde den i næste kommunale affaldsspand... (der i øvrigt gør det meget nemmere at komme af med "høm-høm posen" end i danske byer, hvor der er langt mellem affaldspande!).

Crilli og jeg udvidede turen og gik omkring det moderne indkøbscenter, der åbnede for tre år siden i vores kvarter - og som Adelio og vennerne naturligvis både demonstrede og samlede underskrifter imod.

Her står pagoden for Berlusconis PDL-koalition.

Popolo della Libertá betyder Frihedens Folk, og de frie folk står og skutter sig lige som Adelio i det kolde vejr, dog med den forskel, at deres pagode er større, så de slipper for at blive våde.

De gør ikke engang noget forsøg på at dele foldere ud til folk eller komme i snak med dem, men peger blot på bunken med papirer.
Meget få værdiger dem et blik, mens de med deres indkøbsvogne og poser venter ved lyskrydset.

Vi slutter turen på Piazza Firenze og møder Osvaldo og den nuttede tæppetisser Trilli.
- Jeg syntes faktisk, Fini havde giort det godt med at modernisere National Alliancen.
- Men det er for slapt, at han opgav at blive koalitionens kandidat. Det kan jeg ikke tilgive ham. Jeg bliver nok hjemme.

Gianfranco Fini kørte efter hans og Berlusconis nederlag for to år siden sig selv i position som højrekoalitionens fremtidige kandidat som regeringsleder.
Det førte til megen polimik med Berlusconi, og i den sidste ende trak Fini det korteste strå.

Setteren Tristans ejer derimod har som Adelio stadig lidt kampånd tilbage - blot på den anden side af det politiske spektrum.

Hans stemme går til Storace og partiet La Destra - Højre - der brød ud af National Alliancen blandt andet fordi Fini opgav kampen mod Berlusconi.
- Det er på tide, der kommer styr på det her land, er hans vægtigste argument.
Det argument er hørt før i Italien.

Torsdagen før valget slutter uden hund og ved siden af Alessandro på 30, der sammen med mig har hentet 33 norske turister i Malpensa lufthavnen.
Alessandro er fremtidens Italien - og "jeg bliver nok hjemme".

- Politikerne giver mig kvalme over hele linjen.
- Hvordan kan man snyde folk og foreslå sig selv som Roms borgmester, og så bare stikke af som Veltroni gør det, når han ser sig selv som regeringsleder. Ligesom Formigoni (regionen Lombardiets præsident), der fik vores stemmer, og nu forlader sin post, fordi han tror, han skal være udenrigsminister.
Min mor og far stemmer stadig Berlusconi, men jeg har simpelthen fået nok.

-syl