Silvio
Berlusconi
(29 september 1936 - Milano)
Jurist af uddannelse, skrev kandidatafhandling om reklame.
Han er gift for anden gang med skuespilleren Veronica
Lario >> og har fem børn, deraf to fra første ægteskab.
| |
Berlusconi begynder sin karriere som erhversmand med at konstruere
boliger i Brugherio udenfor Milano. Hans øgenavn var i lang tid "Entrepenøren".
I 1969 begynder hans virksomhed at konstruere den første af to satelitbyer
udenfor Milano - Milano 2. Siden kommer Milano 3-satelitbyen til.
Hans karriere som tv-konge begynder i 1980 med grundlæggelsen
af den private kanal Canale 5, og samtidig stifter han reklameselskabet Publitalia.
To andre landsdækkende kanaler kommer til i 1982 og 1984.
I 1983 køber
han Italiens største ugeblad Tv Sorrisi e Canzoni, og i 1989 bliver han den største
aktionær i forlaget Mondadori, ligesom han siden 70'erne har kontrolleret Milano-avisen
Il Gironale. TV-kanaler i Spanien og Tyskland har ikke samme succes som hans tre
kanaler i hjemlandet.
Berlusconi og hans familie ejer også forsikrings-
og investeringsselskaber, mens supermarkedskæden La Standa er blevet solgt fra.
I 1986 køber Berlusconi fodboldklubben AC Milan. Berlusconi beslutter
sig for at blive politikker i slutningen af 1993, og grundlægger partiet Forza
Italia, der opnår stor tilslutning ved valget den 27. marts 1994.
Berlusconi
bliver regeringsleder, men regeringen bestående af Forza Italia, højrepartiet
National Alliancen og løsrivelsespartiet Lega Nord falder i december samme år.
Lega Nord træder ud af regeringen, og samtidig bliver Berlusconi adviseret om,
at han er under efterforskning for korruption.
Berlusconi er kandidat
som ministerpræsident for de samme partier som i 1994.
Koalitionen kalder
sig for "Casa delle libetà" - Frihedernes hus.
I koalitionen befinder
der sig også en række mindre partier, som de kristlige midterpartier Ccd og Cdu.
Berlusconi har været medlem af Europa-Parlamentet siden 1994, hvor partiet
Forza Italie er en del af den europæiske PPE-gruppe. Han er også medlem
af byrådet i Milano, hvor han i de forløbne fem år har deltaget
i 2 møder.
Valg-hjemmeside
>> (www.stemberlusconi.it)
Berlusconi har bestemt, at valgmøder og konfrontationer
ikke er den bedste taktik i valgkampen. Han fortsætter med at sætte
plakater op i hele landet, og reklamer for sin bog "Det Italien, jeg tænker
på" i blade og tv - det er nemlig ikke valgreklame.
Sergio
D'Antoni
(10.12.1947 - Caltanisetta) | |
Jurist af uddannelse og fagforeningsmand.
Han er gift, har en
datter, og er formand for fodbboldklubben Palermo Calcio og for basketball-klubben
Virtus Roma.
Fagforeningsmand for den store italienske fagforening CISL
siden 1970.
I 1976 blev han generalsekretær for Palermo-afdelingen, fra 1991
til slutningen af 2000 var D'Antoni national leder af CISL.
Sammen med den
tidligere leder af De Kristlige Demokrater Giulio Andreotti har D'Antoni grundlagt
partiet Democrazio Europea - Demokratisk Europa, som han er leder af.
D'Antoni
stiller ligeledes op som borgmester i Rom.
D'Antonis
hjemmeside >>
"Jeg har en drøm
om at dø hverken som kommunist eller fascist", lyder et af hans valgslogans.
FAUSTO
BERTINOTTI
(22.3.1940 - Milano) | |
Bertinotti er leder Rifondazione Comunista - Det Genstiftede
Kommunistparti, og har været først fagforeningsmand og siden politikker hele sit
liv. I 1964 bliver han formand for tekstilarbejderne i Novara i Nordvestitalien.
Han var først medlem af Det Italienske Socialistparti PSI og siden af det
andet socialistparti Psiup, og i 1972 melder han sig ind i Det Italienske Kommunistparti
- PCI.
Han er leder af fagforeningen CGIL i Torino fra 1975 til 1985,
da arbejdskampen blomstrer omkring byens store arbejdsplads - FIAT-fabrikken.
I 1985 bliver han medlem af den nationale bestyrelse for CGIL. I 1994 melder
han sig ind i Rifondazione Comunista, der bryder ud fra Kommunistpartiet arvtager,
der i dag hedder Demokratisk Venstre - DS.
Samme år bliver han formand
for Rifondazione Comunista, samt valgt ind i det italienske parlament. Bertinotti
er også medlem af Europæiske Parlament. Rifondazione
Comunista's hjemmeside
Ærke-kommunisten Fausto
Bertinotti har ry for at være en af de bedste klædte mænd i
Italien, og for at tale med bløde "r'er".
EMMA
BONINO
(9.3.1948 - Cuneo) | |
Cand. mag i sprog fra Bocconi Universitetet i MIlano, og aktiv i politik
siden begyndelsen af 1970'erne. I 1975 grundlægger Bonino sammen med Adele Faccio
Informationscenteret for Abort og Sterilisation CISA - og hun støtter De Radikale
i kampen for fri abort i Italien.
I juni 1975 bliver Bonino arresteret
i forbindelse med en abort-demonstration og i 1976 bliver han valgt som medlem
af det italienske parlament for De Radikale. I 1979 bliver hun valgt første gang
til det Europæiske Parlament, hvor hun siden bliver kommisær i 1994.
Emma
Bonino er i dag leder af partiet de Radikale.
De
Radikales hjemmeside >>
"Bestemmer
kirken, eller bestemmer du? Bestemmer fagforeningerne eller bestemmer du?"
spørger Emma vælgerne på sine valgplakater
Antonio
Di Pietro
(2.10.1950 - Campobasso) | |
Jurist af uddannelse, og kendt som "helten" fra korruptionsskandalen
Rene Hænder, hvor han var med i Pool'en af undersøgelses-dommere ved retten i
Milano.
Den anden maj 1995 "smider" Di Pietro dommer-toga'en og samtidig
begynder hans politiske karriere, der gør ham til minister for offentlige arbejder
i Prodi-regeringen i 1996.
I 1997 bliver han valgt til parlamentet for
Oliven-gruppen, som han dog har vanskeligt ved at komme overens med.
I
1998 grundlægger han bevægelsen "L'Italia dei Valori" - Værdiernes Italien - og
i februar 1999 bliver han medlem af den nye politiske bevægelse "I Democratici",
der samler forskellige centrum-grupper i italiensk politik. I 1999 bliver Di Pietro
medlem af Euopra Parlamentet, og i maj 200 bryder han ud fra "Demokraterne" og
danner sit eget parti Di Pietro - L'Italia dei Valori, hvis kandidat som regeringsleder
han er i dag.
Antonio Di Pietro stiller ligeledes op til borgmestervalget
i år i Milano.
Di
Pietros hjemmeside >>
"Hvorfor gik
De på jagt i går, i stedet for at stemme til lokalvalget, når
De betragter Dem selv som en af de "nye" mænd i italiensk politik?,
blev Di Pietro spurgt i 1995, og han blev aldeles rasende over, at pressen havde
bemærket hans fravær ved urnerne.
"Kun en udlænding
uden respekt for andre landes traditoner kan finde på at stille så
indiskret et spørgsmål", lød Di Pietro's svar.
|
Pino Rauti
(74 år - Cardinale, Catanzaro) 
|
|
"Den Sociale Bevægelse - Tricolore Flammen" brød ud af National Alliancen,
da partiet i 1995 gjorde op med dets fortid som Fascist partiets arvtager.
Rauti har været politikker på den yderste højrefløj i over 50 år. Han var umiddelbart
efter Anden Verdenskrig i 1946 med til at stifte en af de første fascistiske grupper
i det nye Italien.
Havde Rautis parti været med i centrum-højre alliancen
ved valget i 1996, havde koalitionen vundet valget.
Partiets hjemmeside
>>
"Tricolore-Flammen" har indgået et samarbejde
med Forza Italia i forbindelse med de kommende lokal- og regionalvalg på
Sicilien i år.
| Francesco Rutelli (46 år) |
|
Udannet som journalist, og aktiv fra sin tidligste ungdom i partiet
de Radikale, hvis partiskeretær han bliver i 1981.
Bliver arresteret i en
anti-militær demonstration. Medlem af parlamentet i 1983 og igen i 1987. Medstifter
af partiet De Grønne-Regnbuen i 1989.
Miljøminister èn dag i Ciampi-regeringen
i 1993, hvor han straks træder tilbage, fordi parlamentet stemmer imod at ophæve
den korruptions-anklagede Bettino Craxi's politiske immunitet. Borgmester i Rom
siden 1993, genvalgt i 1998 med 60 procent af stemmerne. Kommisær for festlighederne
i Rom i anledening af den katolske kirkes år 2000 jubilæum.
Træder tilbage
som borgmester i januar 2001 for at være centrum-venstrefløjen bud på en kommende
italiensk regeringsleder. Medlem af Europa Parlamentet siden 1999. Konsulterer
den amerikanske guru Stan Greenberg, når han planlægger sin valgstrategi, og rejste
i februar 2001 Italien rundt i tog som start på valgkampen.
Rutellis
hjemmeside >>
"Han er ikke andet end et smukt ansigt",
siger Berlusconis mere end 90-årige mor, der også blander sig
i den italienske valgkamp.
Giftede sig i sin tid borgerligt med en journalistkollega,
men gentog brylluppet med en kirke-vielse i 1995.
Onde tunger siger,
at kirkebrylluppet var et led i hans politiske strategi for at blive accepteret
af den katolske kirke som kommissær for jubel-året i år
2000.
