Valg 13. maj 2001

April 2001


2001
Portrætter af kandidaterne til posten som
Italiens næste Ministerpræsident



Der er 7 kandidater til posten som Italiens kommende ministerpræsident.
I realiteten står kampen mellem Berlusconi og Rutelli

Silvio Berlusconi
Fausto Bertinotti >>
Emma Bonino >>
Sergio D'Antoni >>
Antonio Di Pietro >>
Francesco Rutelli >>
Pino Rauti >>

Partiernes hjemmesider >>



Valg i Italien:


18. april 1948
7. juni 1953
25. maj 1958
28. april 1963
19. maj 1968
7. maj 1972
20. juni 1976
3. juni 1979
26. juni 1983
14. juni 1987
5. april 1992
27. marts 1994
21. april 1996
13. maj 2001

Det italienske valgsystem
blev ændret i 1990'erne >>.
Det er i dag en blanding af flertalsvalg i enkeltmandskredse, og proprotionale kvoter.

Regeringer i Italien >>

Det italienske parlament >>
består af to kamre: Deputeretkammeret har 630 medlemmer. Senatet har 315 medlemmer plus de af præsidenten udnævnte livstidsmedlemmer som for eksempel Giolio Anfreotti og Fiat's honorære præsident Gianni Agnelli.

Deputeretkammeret hjemmeside >>

Senatets
hjemmeside >>



Silvio Berlusconi
(29 september 1936 - Milano)


Jurist af uddannelse, skrev kandidatafhandling om reklame.

Han er gift for anden gang med skuespilleren Veronica Lario >> og har fem børn, deraf to fra første ægteskab.

Berlusconi begynder sin karriere som erhversmand med at konstruere boliger i Brugherio udenfor Milano. Hans øgenavn var i lang tid "Entrepenøren".

I 1969 begynder hans virksomhed at konstruere den første af to satelitbyer udenfor Milano - Milano 2. Siden kommer Milano 3-satelitbyen til.



Hans karriere som tv-konge begynder i 1980 med grundlæggelsen af den private kanal Canale 5, og samtidig stifter han reklameselskabet Publitalia. To andre landsdækkende kanaler kommer til i 1982 og 1984.

I 1983 køber han Italiens største ugeblad Tv Sorrisi e Canzoni, og i 1989 bliver han den største aktionær i forlaget Mondadori, ligesom han siden 70'erne har kontrolleret Milano-avisen Il Gironale. TV-kanaler i Spanien og Tyskland har ikke samme succes som hans tre kanaler i hjemlandet.

Berlusconi og hans familie ejer også forsikrings- og investeringsselskaber, mens supermarkedskæden La Standa er blevet solgt fra.

I 1986 køber Berlusconi fodboldklubben AC Milan. Berlusconi beslutter sig for at blive politikker i slutningen af 1993, og grundlægger partiet Forza Italia, der opnår stor tilslutning ved valget den 27. marts 1994.

Berlusconi bliver regeringsleder, men regeringen bestående af Forza Italia, højrepartiet National Alliancen og løsrivelsespartiet Lega Nord falder i december samme år. Lega Nord træder ud af regeringen, og samtidig bliver Berlusconi adviseret om, at han er under efterforskning for korruption.

Berlusconi er kandidat som ministerpræsident for de samme partier som i 1994.
Koalitionen kalder sig for "Casa delle libetà" - Frihedernes hus.

I koalitionen befinder der sig også en række mindre partier, som de kristlige midterpartier Ccd og Cdu.

Berlusconi har været medlem af Europa-Parlamentet siden 1994, hvor partiet Forza Italie er en del af den europæiske PPE-gruppe. Han er også medlem af byrådet i Milano, hvor han i de forløbne fem år har deltaget i 2 møder.

Valg-hjemmeside >>
(www.stemberlusconi.it)

Berlusconi har bestemt, at valgmøder og konfrontationer ikke er den bedste taktik i valgkampen. Han fortsætter med at sætte plakater op i hele landet, og reklamer for sin bog "Det Italien, jeg tænker på" i blade og tv - det er nemlig ikke valgreklame.

Sergio D'Antoni
(10.12.1947 - Caltanisetta)

Jurist af uddannelse og fagforeningsmand.
Han er gift, har en datter, og er formand for fodbboldklubben Palermo Calcio og for basketball-klubben Virtus Roma.

Fagforeningsmand for den store italienske fagforening CISL siden 1970.
I 1976 blev han generalsekretær for Palermo-afdelingen, fra 1991 til slutningen af 2000 var D'Antoni national leder af CISL.
Sammen med den tidligere leder af De Kristlige Demokrater Giulio Andreotti har D'Antoni grundlagt partiet Democrazio Europea - Demokratisk Europa, som han er leder af.
D'Antoni stiller ligeledes op som borgmester i Rom.

D'Antonis hjemmeside >>


"Jeg har en drøm om at dø hverken som kommunist eller fascist", lyder et af hans valgslogans.



FAUSTO BERTINOTTI
(22.3.1940 - Milano)

Bertinotti er leder Rifondazione Comunista - Det Genstiftede Kommunistparti, og har været først fagforeningsmand og siden politikker hele sit liv. I 1964 bliver han formand for tekstilarbejderne i Novara i Nordvestitalien.

Han var først medlem af Det Italienske Socialistparti PSI og siden af det andet socialistparti Psiup, og i 1972 melder han sig ind i Det Italienske Kommunistparti - PCI.

Han er leder af fagforeningen CGIL i Torino fra 1975 til 1985, da arbejdskampen blomstrer omkring byens store arbejdsplads - FIAT-fabrikken.

I 1985 bliver han medlem af den nationale bestyrelse for CGIL. I 1994 melder han sig ind i Rifondazione Comunista, der bryder ud fra Kommunistpartiet arvtager, der i dag hedder Demokratisk Venstre - DS.

Samme år bliver han formand for Rifondazione Comunista, samt valgt ind i det italienske parlament. Bertinotti er også medlem af Europæiske Parlament. Rifondazione Comunista's hjemmeside
Ærke-kommunisten Fausto Bertinotti har ry for at være en af de bedste klædte mænd i Italien, og for at tale med bløde "r'er".


EMMA BONINO
(9.3.1948 - Cuneo)

Cand. mag i sprog fra Bocconi Universitetet i MIlano, og aktiv i politik siden begyndelsen af 1970'erne. I 1975 grundlægger Bonino sammen med Adele Faccio Informationscenteret for Abort og Sterilisation CISA - og hun støtter De Radikale i kampen for fri abort i Italien.

I juni 1975 bliver Bonino arresteret i forbindelse med en abort-demonstration og i 1976 bliver han valgt som medlem af det italienske parlament for De Radikale. I 1979 bliver hun valgt første gang til det Europæiske Parlament, hvor hun siden bliver kommisær i 1994.

Emma Bonino er i dag leder af partiet de Radikale.
De Radikales hjemmeside >>

"Bestemmer kirken, eller bestemmer du? Bestemmer fagforeningerne eller bestemmer du?" spørger Emma vælgerne på sine valgplakater


Antonio Di Pietro
(2.10.1950 - Campobasso)

Jurist af uddannelse, og kendt som "helten" fra korruptionsskandalen Rene Hænder, hvor han var med i Pool'en af undersøgelses-dommere ved retten i Milano.

Den anden maj 1995 "smider" Di Pietro dommer-toga'en og samtidig begynder hans politiske karriere, der gør ham til minister for offentlige arbejder i Prodi-regeringen i 1996.

I 1997 bliver han valgt til parlamentet for Oliven-gruppen, som han dog har vanskeligt ved at komme overens med.

I 1998 grundlægger han bevægelsen "L'Italia dei Valori" - Værdiernes Italien - og i februar 1999 bliver han medlem af den nye politiske bevægelse "I Democratici", der samler forskellige centrum-grupper i italiensk politik. I 1999 bliver Di Pietro medlem af Euopra Parlamentet, og i maj 200 bryder han ud fra "Demokraterne" og danner sit eget parti Di Pietro - L'Italia dei Valori, hvis kandidat som regeringsleder han er i dag.
Antonio Di Pietro stiller ligeledes op til borgmestervalget i år i Milano.

Di Pietros hjemmeside >>


"Hvorfor gik De på jagt i går, i stedet for at stemme til lokalvalget, når De betragter Dem selv som en af de "nye" mænd i italiensk politik?, blev Di Pietro spurgt i 1995, og han blev aldeles rasende over, at pressen havde bemærket hans fravær ved urnerne.

"Kun en udlænding uden respekt for andre landes traditoner kan finde på at stille så indiskret et spørgsmål", lød Di Pietro's svar.


Pino Rauti
(74 år - Cardinale, Catanzaro)


"Den Sociale Bevægelse - Tricolore Flammen" brød ud af National Alliancen, da partiet i 1995 gjorde op med dets fortid som Fascist partiets arvtager.

Rauti har været politikker på den yderste højrefløj i over 50 år. Han var umiddelbart efter Anden Verdenskrig i 1946 med til at stifte en af de første fascistiske grupper i det nye Italien.

Havde Rautis parti været med i centrum-højre alliancen ved valget i 1996, havde koalitionen vundet valget.
Partiets hjemmeside >>

"Tricolore-Flammen" har indgået et samarbejde med Forza Italia i forbindelse med de kommende lokal- og regionalvalg på Sicilien i år.


Francesco Rutelli (46 år)

Udannet som journalist, og aktiv fra sin tidligste ungdom i partiet de Radikale, hvis partiskeretær han bliver i 1981.
Bliver arresteret i en anti-militær demonstration. Medlem af parlamentet i 1983 og igen i 1987. Medstifter af partiet De Grønne-Regnbuen i 1989.

Miljøminister èn dag i Ciampi-regeringen i 1993, hvor han straks træder tilbage, fordi parlamentet stemmer imod at ophæve den korruptions-anklagede Bettino Craxi's politiske immunitet. Borgmester i Rom siden 1993, genvalgt i 1998 med 60 procent af stemmerne. Kommisær for festlighederne i Rom i anledening af den katolske kirkes år 2000 jubilæum.

Træder tilbage som borgmester i januar 2001 for at være centrum-venstrefløjen bud på en kommende italiensk regeringsleder. Medlem af Europa Parlamentet siden 1999. Konsulterer den amerikanske guru Stan Greenberg, når han planlægger sin valgstrategi, og rejste i februar 2001 Italien rundt i tog som start på valgkampen.
Rutellis hjemmeside >>

"Han er ikke andet end et smukt ansigt",
siger Berlusconis mere end 90-årige mor, der også blander sig i den italienske valgkamp.

Giftede sig i sin tid borgerligt med en journalistkollega, men gentog brylluppet med en kirke-vielse i 1995.

Onde tunger siger, at kirkebrylluppet var et led i hans politiske strategi for at blive accepteret af den katolske kirke som kommissær for jubel-året i år 2000.

Koalitionen
Casa delle Libertà
Frihedernes hus

Alleanza Nazionale
- National Alliancen
CCD Cristiano Democratici
CDU Cristiani Democratici Uniti
Forza Italia
Lega Nord


Oliven-koalitionen


L'Ulivo
PdCI Kommunistpartiet
Democratici Demokraterne
DS Democratici di Sinistra
PPI Partito Popolare Italiano
RI Rinnovamento Italiano
SDI - Socialisti Democratici Italiani
VERDI Grønne


Udenfor koalitionerne


DE Democrazia Europea
ITALIA dei VALORI Værdiernes Italien
MSI-FT Den Sociale Bevægelse - Flammen Tricoloren
RADICALI Radikale
PRC Partito della Rifondazione Comunista - Kommunisterne


Copyright © 2000-2007. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano