Politik


Berlusconis genvalg i 2001 - Politisk tomrum

"Det politiske tomrum i italiensk politik har haft væsentlig indflydelse på genvalget af Berlusconi i 2001."


Opgaven er skrevet af
Lars Budolfsen,
Kaare Kronberg,
Troels Børrild og
Brian Hansen fra Roskilde Universitets Center.
Afleveret juni 2002.

3. Politisk tomrum

3.1 Indledning

Vi vil i dette afsnit forsøge at forklare hvorfor og hvordan det politiske tomrum, der opstod i italiensk politik i kølvandet på "Operation rene hænder", har spillet ind på genvalget af Silvio Berlusconi i 2001. For at vi kan belyse, at der har været tale om et opbrud i italiensk politik må vi først påvise, at det politiske system har været præget af stabilitet i tiden før 1992 med hensyn til de partier, der har været repræsenteret i regeringen.
Herefter vil vi fokusere på konsekvenserne af "Operation rene hænder", som skabte væsentlig ustabilitet i italiensk politik og banede vejen for Berlusconis indtog på den politiske scene i 1994.




Vi vil herefter forklare, hvorfor vi mener, at "Operation rene hænder" ikke blot gjorde Berlusconi i stand til at komme ind i politik, men også havde betydning for hans genvalg i 2001, da Berlusconi stadig har formået at lukrere på det politiske tomrum, der opstod efter De Kristelige Demokraters (DC) og andre partiers kollaps.
Ligeledes vil vi påvise, at centrum-venstre partierne har haft svært ved at få hierarkiet på plads efter de store omvæltninger i det italienske politiske system.
Politisk tomrum er et æterisk begreb, som afkræver en nærmere definition. Vi ser det som en række konsekvenser af "Operation rene hænder", som var en serie retssager vedrørende korruption blandt politikere, virksomheder og den organiserede kriminalitet.
Første konsekvens af "Operation rene hænder" er, efter vores opfattelse, opbruddet i et politisk system, der har været præget af regeringsmæssig stabilitet; anden konsekvens er centrale partiers opløsning, hvorfor en anseelig mængde vælgere med ét står uden partipolitisk tilhørsforhold.
Dette fører os frem til en overordnet hypotese om det politiske tomrums betydning for genvalget af det Berlusconi samt en hypotese om Berlusconis indtog på den politiske scene og to hypoteser til hans udnyttelse af det politiske tomrum vedrørende valget i 2001.

Hypotese 1:
Det politiske tomrum i italiensk politik har haft væsentlig indflydelse på genvalget af Berlusconi i 2001. Berlusconis entré på den politiske scene 1.1
Opløsningen af det gamle partisystem muliggjorde at Berlusconi kunne vinde valget 1994.
Berlusconis genvalg i 2001
1.2
Berlusconi overtager mange af de Kristelige Demokraters tidligere værdier, og søger således mod midten, hvilket har haft afgørende betydning for genvalget af Berlusconi.
1.3
Centrum-venstre partierne befinder sig i en ledelsesmæssig krise, som følge af det politiske tomrum, hvilket Berlusconi har formået at udnytte ved valget i 2001.

Vi ville meget gerne have benyttet en teori, der kunne forklare, hvad der sker når et stabilt politisk system bryder sammen, men vi har ikke været i stand til at finde nogen velegnet teori, så vi sigter på en grundig beskrivelse på baggrund af vores udmærkede empiri.
Således bliver vores hypoteser de afgørende ledetråde for vores struktur.

3.3 Det politiske tomrums betydning for Berlusconis indtræden i politik Dette underafsnit vil være knyttet til hypotese

Vi vil i det følgende påvise, at der har hersket en stabilitet i det italienske politiske system, og at det siden hen er brudt sammen. Endvidere vil vi søge at påvise, at denne ustabilitet har haft betydning for Berlusconis indmarch på den politiske scene.
3.3.1 Det politiske system i Italien før "Operation rene hænder"
De Kristelige Demokrater (DC) har siden anden verdenskrigs afslutning været det helt centrale parti i italiensk politik.
DC har i tidsrummet 1946-1992 haft et samlet stemmegennemsnit på 38,2%. S
åledes har DC med skiftende regeringspartnere konstant været den centrale del af de skiftende regeringer indtil 1992.
Specielt Socialistpartiet (PSI) har deltaget talrige gange i koalition med DC. Yderligere har Socialdemokraterne (PSDI), Republikanerne (PRI) og de Liberale (PLI) løbende været støttepartier (WEP, 1997, Newell og Bull, p. 82 og Spotts & Wieser, 1986, p.296)
Det faktum, at Kommunistpartiet (PCI) konstant siden 1947 har været Italiens anden største parti med et samlet stemmegennemsnit på 26,1% i perioden 1946-1992 uden én eneste gang at være en del af en regering, antyder en bevidst eksklusion af PCI fra regeringssamarbejde med de øvrige partier.
Newell og Bull underbygger dette ved at tale om en stiltiende aftale blandt de førnævnte partier om at holde PCI fra magten (ibid.).
En forklaring til denne eksklusion kunne være den historiske omstændighed, at Europa var delt i to, som følge af den kolde krig, og at der derfor herskede en udbredt angst for kommunisme i Vesteuropa.
Netop denne angst formåede DC at udnytte ved at være garant for, at kommunismen ikke ville få overtaget i Italien. Et citat i "La Repubblica" i 1992, efter at PCI var blevet omdannet til Demokratisk Venstre (PDS) og efter den kolde krigs ophør, underbygger at frygten for kommunismen havde haft stor indflydelse for stemmeafgivelsen:
"Der er ikke længere frygt for kommunisme, så nu kan vi stemme som vi vil" (oversat fra engelsk.WEP, Newell og Bull, 1997, p.84)
Ovennævnte aspekter er efter vores opfattelse med til at bevise, at det politiske system i Italien har været præget af en vis stabilitet, idet der har været stor partimæssig kontinuitet i de mange regeringer siden anden verdenskrig.
Jfr. Bilag 1, hvor samtlige regeringer fra 1945-1992 er oplistet.
Den stabilitet vi har forsøgt at påvise i italiensk politik i tiden før korruptionsprocessen "Operation rene hænder", kræver dog et mere nuanceret billede.
Italien har således i perioden efter anden verdenskrig været kendt for at have regeringer med meget kort levetid, hvilket antyder en indbygget ustabilitet i de forskellige koalitionsregeringer.
De involverede partier vidste, at de på trods af indbyrdes uenigheder mellem koalitionsparterne, alligevel ville bevare sin indflydelse i en ny regering. Derfor havde det ingen indflydelsesmæssige konsekvenser for de enkelte partier at have ustabile regeringer.
Mere faktuelt kan det nævnes, at Italien i perioden 1945-1992 havde 51 forskellige regeringer ledet af 21 forskellige minister-præsidenter, hvilket giver en gennemsnitslevetid for den enkelte regering på ca. 10 måneder (Spotts & Wieser, 1986, p. 283 og www.camera.it/attivita/rapporto).
Som før nævnt havde kommunisme stor indflydelse på de Kristelige Demokraters (DC) politik.
I og med at den kolde krig ophørte og Sovjetunionen kollapsede, mistede DC et af sine væsentligste argumenter for forbliven i regering. Der var ikke længere et grundlag for at spille på anti-kommunisme. Altså var der allerede før "Operation rene hænder" tegn på, at DC mistede noget af sit fundament. Ydermere var tilslutningen til de tre største partier, det være sig DC, PCI og PSI, for nedadgående siden 1976, hvilket ligeledes indikerer, at et mindre opbrud med det vante system har taget sit udspring længe før "Operation rene hænder".
Men den helt skelsættende begivenhed i italiensk politik var uden tvivl "Operation rene hænder", som indledtes i februar 1992 (WEP, Newell og Bull, 1997, p. 83).

3.3.2 "Operation rene hænder"
Operation rene hænder omhandler optrævlingen af diverse korruptionsnetværk på mange niveauer af samfundet.
De anklagede skulle både findes blandt politikere, virksomheder og i den organiserede kriminalitet.
Operationen blev iværksat af undersøgelsesdommere i Milano.
Det begyndte i det små med en arrestation af en PSI-politiker, hvorefter anklagerne skulle vise sig at brede sig som ringe i vandet. Pludselig var 2600 involveret, heraf 325 parlamentarikere (McCarthy, 1997, p. 140).
Selv tidligere ministerpræsidenter som Giulio Andreotti (DC) og Bettino Craxi (PSI) gik ikke fri af korruptionsanklagerne.
Dette illustrerer, hvor vidtrækkende denne undersøgelse var, hvilket vi i det følgende vil uddybe.

3.3.3 De etablerede partiers opløsning
Det totale opbrud i det italienske politiske system manifesterer sig klarest ved de Kristelige Demokraters (DC) totale opsplitning og Socialistpartiets (PSI) forsvinden.
De to gamle regeringspartier, DC og PSI, efterlod et politisk tomrum efter deres opløsning, både med hensyn til hvilke partier der skulle overtage regeringsmagten og hvilke partier der skulle overtage de mange vælgere, der var blevet efterladt uden nogen egentlig partitilknytning.
Dette opbrud i italiensk politik er centralt i forbindelse med besvarelsen af vores første hypotese, da vi i forbindelse med denne besvarelse skal forsøge at afklare de omvæltninger, der fandt sted i det italienske politiske system, og i hvilket omfang Berlusconi formåede at udnytte dette.
DC måtte kapitulere som politisk parti, som følge af de massive korruptionsafsløringer partiet var udsat for.
Store dele af partitoppen, med Andreotti i spidsen, var involveret i beskyldningerne, hvilket besværliggjorde partiets fremtid.
DC måtte hurtigt se i øjnene, at en opsplitning var uundgåelig. DC fragmenteredes i fire lejre; Italiensk Folkeparti (PPI), Pagt for Italien (Segni, tidligere højtstående medlem af DC), de Kristelige Centrum-demokrater (CCD) og den Kristelige Social-bevægelse (MCS). CCD var det eneste af de nævnte partier, der valgte at gå ind under Berlusconis faner.
Flere af disse partier har yderligere fragmenteret sig i løbet af 90erne. Dog har ingen af fragmenterne fra DC tilnærmelsesvis opnået samme indflydelse og position som det gamle moderparti. (Leonardi og Nanetti, 1996, p. 34 og WEP, Newell og Bull, 1997, p. 90).
Socialistpartiets (PSI) forsvinden fra den politiske scene skyldtes primært den mangeårige leder Bettino Craxis involvering i "Operation rene hænder". Craxi var den altoverskyggende lederskikkelse i PSI, og det kunne hævdes, at Craxi ikke blot ledede partiet, men at han var PSI (ibid).
Kort efter anklagerne valgte Craxi at søge eksil i Tunesien, hvorfor PSI måtte finde en ny leder.
Flere politikere forsøgte at genetablere PSI, men interne splittelser og svigtende stemmetilslutning betød, at PSI til sidst måtte kapitulere som politisk parti.
PSIs stemmeandel faldt således drastisk fra 13,6% i 1992 til 2,2 i 1994. Partiet blev delt i tre fraktioner; Socialistisk Fornyelse (RS), den Demokratiske Socialistiske Føderation (FDS), som bestod af Craxi-støtter, og det sidste fragment videreførte navnet PSI, dog med et ændret partisymbol.
Det kan her nævnes, at FDS var det eneste af de tidligere PSI-partier, der valgte at støtte Berlusconis Frihedskoalition i 1994 (ibid. og WEP, Newell og Bull, 1997, p.86, 91 og 94).
Ud over de fraktioner, som de to partiers endeligt skabte, blev der ligeledes dannet et hav af helt nye partier, mange af disse havde dog meget kort levetid (Institutional Arrangements, 1998, p. 658).
De Kristelige Demokraters (DC) og Socialistpartiets (PSI) opløsning havde naturligvis stor betydning for vælgernes tilhørsforhold.
Dette underbygges af, at DC og PSI i tiden mellem 1946-1992 gennemsnitligt blev støttet af over halvdelen af vælgerne.
Som før nævnt blev DCs og PSIs stemmeandel i tiden op til "Operation rene hænder" reduceret, men ved valget i 1992 havde de dog stadig tilsammen 43,5% af det samlede stemmetal (WEP, Newell og Bull, 1997, p. 82 og 86).
Dette viser, at en betragtelig del af vælgerkorpset manglede et tilhørsforhold ved parlamentsvalget i 1994.
Dette havde selvfølgelig uhyre stor betydning for Berlusconis indtræden i politik, men det vil vi vende tilbage til senere.
Stor betydning havde ligeledes den voksende mistillid og mistro til de traditionelle politikere, der havde ledet landet gennem "den første republik", som perioden mellem anden verdenskrig og valget i 1994 kaldes (jfr. Bilag 1).
Tydeligst viser de to "grand old men" i italiensk politik, Bettino Craxi (PSI), som var ministerpræsident i perioden 1983-87 og Giulio Andreotti (DC) som havde samme post i tidsrummene 1976-79 og 1989-92, at selv de højst placerede politikere havde deltaget i de omfattende korruptionsskandaler.
Dette mener vi i høj grad har betydning for Berlusconis slagkraftige indtræden i italiensk politik og dermed styrket hans muligheder for at vinde valget i 1994. Befolkningen havde brug for nye ansigter i italiensk politik, der ikke var involveret i korruptionsmiseren. Venstredemokraterne (PDS - tidligere PCI), der undgik at blive revet med i faldet, formåede således ikke at indsamle den store mængde vælgere, der var efterladt uden parti-tilhørsforhold i 1994, på trods af at PDS netop målrettet gik efter indfange disse vælgere (McCarthy, 1997, p. 146).
Dette underbygger, at vælgerne simpelthen havde behov for nye ansigter i italiensk politik, og at nye partier skulle have chancen for at sætte sit præg på den nye periode i italiensk politik, der blev påbegyndt efter valget i 1994, og fik tilnavnet "den anden republik".
I stedet var en række nye partier, samt flere partier, der ikke tidligere havde opnået indflydelse i regeringssammenhæng, klar til at udnytte denne store vælgermasses manglende parti-tilhørsforhold.
Vi har i vores analyse af de partier, der for alvor fik adgang til indflydelse i italiensk politik efter valget i 1994 og fremover, valgt at lave en kort præsentation af Alleanza Nazionale (AN) og Lega Nord, inden vi fokuserer på Berlusconis nydannede Forza Italia, da det specielt var disse tre partier, der var afgørende for bruddet med det traditionelle regeringsbillede med DC som den centrale aktør.
Mange af de fragmenter fra DC og PSI, som vi har redegjort for ovenfor, har også spillet en rolle i italiensk politik, men da vi har valgt at fokusere på genvalget af Berlusconi, vil vi ikke gå i dybden med disse partier.
Højrefløjspartiet AN, der er videreførelsen af det tidligere fascist-parti Italiens Sociale Bevægelse (MSI), havde ikke tidligere været i nærheden af regeringsindflydelse, da partiets rolle i italiensk politik længe havde været et tabufuldt emne, hvilket skal ses i lyset af Italiens baggrund som fascistisk stat. Partiet sporede klar fremgang ved valget i 1994, hvor partiet steg fra 5,4% til 13,5% i forhold til 1992.
Denne tendens fortsatte ved valget i 1996, hvor AN opnåede hele 15,7%. AN var en meget væsentlig årsag til, at Berlusconi formåede at danne regering i 1994 og har siden hen været det parti i Berlusconis koalitioner, der har været hans nærmeste samarbejdspartner (WEP, Newell og Bull, 1997, p. 86, p. 96, og p.104).
Det regionalistiske parti Lega Nord (LN) formåede ligeledes at slå igennem i italiensk politik i begyndelsen af 90'erne efter sin dannelse i 1991 ved en sammenslutning af flere regionalistiske partier (Lega Nord, Giordano, 2002).
Således er partiets stemmeandel steget fra 0,5% i 1987 til 8,7% i 1992, men Lega Nords (LN) stemmeandel stagnerede ved valget i 1994, hvor partiet opnåede 8,4 % af stemmerne.
LN var efter valget i 1994 ligeledes en væsentlig grund til, at Berlusconi kunne danne regering, men samtidig var partiet udslagsgivende for regeringens kollaps efter kun 7 måneder, da LNs leder Umberto Bossi ikke kunne komme overens med de øvrige i koalitionen.
Ved valget i 1996 præsterede LN 10,1%, men ønskede ikke at støtte Berlusconis koalition, hvilket var medvirkende til, at Romano Prodis centrum-venstre koalition kunne samle flertal. Lega Nord (LN) har altså spillet en dobbeltrolle i forbindelse med Berlusconis skiftende rolle som regerings- og oppositionsleder (ibid).

3.3.4 Forza Italia
Vi vil i forbindelse med dette afsnit undersøge, hvilken form for organisation Forza Italia (FI) var og ganske kort berøre nogle programpunkter op til valget i 1994.
Det er medvirkende til forståelsen af Silvio Berlusconis indtræden på den politiske arena, samt af hans valgsejr i 1994.
At Berlusconis FI stod for noget nyt i italiensk politik er følgende citat med til at bekræfte: "I vælgernes bevidsthed blev Forza Italia et symbol på behovet for en "ny orden", som var fri af korruption" (oversat fra engelsk, Leonardi & Nanetti, 1996, p.153) Kodeordet for Forza Italia (FI) i valgkampen i 1994 var distance.
De forsøgte på mange områder at distancere sig fra de gamle korruptionsbefængte partier.
Dette bunder sandsynligvis i en anerkendelse af vælgernes førnævnte behov for nye ansigter og budskaber i italiensk politik.
Dette ses bl.a. i selve organisationen Forza Italia (FI). De gamle partier, og her tænkes især på de Kristelige Demokrater (DC) og Socialistpartiet (PSI), var store tunge apparater, som var særdeles bureaukratiske (WEP, Newell og Bull, 1997, p. 81).
FI modsatte sig denne traditionelle opbygning af et parti. FI var en meget løs organisation, noget der i højere grad mindede om en politisk bevægelse end et bureaukratisk parti.
Dette eksemplificeres ved, at FI havde skabt små Forza Italia-klubber rundt omkring i hele landet og ingen i partiet vidste, hvor mange klubber og medlemmer der rent faktisk var (Leonardi og Nanetti, 1996, p.164 og McCarthy, 1997, p.165).
Dette står i kontrast til de gamle partier. Den afstandstagen til det gamle system afspejles ligeledes i de kandidater, som stillede op for Forza Italia (FI).
Målet for Berlusconi var at finde unge forretningsfolk uden tidligere politisk aktivitet.
Bortset fra aldersgennemsnittet på kandidaterne lykkedes dette i store træk.
Mest interessant var kriteriet om ingen politisk erfaring.
Det er et klart signal om, at FI-kandidater ikke skulle have været i berøring med korruptionsskandalerne (Leonardi og Nanetti, 1996, p.156).
Distanceringen til de Kristelige Demokrater (DC) og Socialistpartiet (PSI) skinner ligeledes igennem i nogle af FIs programpunkter. Berlusconi lagde stor vægt på, at staten skulle blande sig mindre.
I stedet skulle der satses på en mere markedsorienteret økonomi (Leonardi og Nanetti, 1996, p.168 og McCarthy, 1997, p.164). "Operation rene hænder" havde afsløret, hvordan politikere misbrugte staten og modtog bestikkelser. Ved at omlægge til en mere neoliberal økonomi får staten mindre indflydelse.
Dette var efter vores mening ment som en besværliggørelse for de ledende politikere i at udnytte sin centrale position til at skabe sig en ekstra indtægt.
Dette ser vi som en klar hilsen til måden, hvorpå DC og PSI regerede. Dette var dog ikke den eneste grund til, at Berlusconi fremhævede markedsøkonomien, men idet han samtidig spillede på anti-stat synspunkter (McCarthy, 1997, p.164), mener vi, at det er frapperende set i forlængelse af "Operation rene hænder".
Berlusconis forhold til markedsøkonomien skal også ses i lyset af hans mangeårige position som forretningsmand i toppen af italiensk erhvervsliv og hans talrige forbindelser til indflydelsesrige personer i toppen af italiensk erhvervsliv.
Den store gennemslagskraft, hvorpå Berlusconi trådte ind på den politiske scene, påvises ydermere af det faktum, at FI blev dannet i oktober 1993, og allerede i april 1994 vandt Berlusconi minister-præsidentposten og havde opnået ca. 21% af stemmerne.
Det tog således kun seks måneder for Berlusconi at stable et partiapparat på benene, for derefter at opnå over en femtedel af stemmerne.
Det er centralt i denne sammenhæng, at Berlusconi udnyttede sit store virksomhedsnetværk til at fremme sin kampagnes gennemslagskraft. Eksempelvis benyttede han Fininvests forretningsnetværk og Pubitalias meningsmålinger; begge Berlusconis private virksomheder. (McCarthy, 1997, p. 167, Leonardi og Nanetti, 1996, p. 154)

3.3.5 Besvarelse af hypotese 1.1
Opløsningen af det gamle partisystem muliggjorde at Berlusconi kunne vinde valget i 1994.

Som vi har forsøgt at påvise, mener vi i høj grad at opløsningen i det politiske system, har været en fordel for Berlusconis indtog i politik.
Vi mener at have bevist denne opløsning af det etablerede politiske system, som for alvor tog fart i forbindelse med "Operation rene hænder".
Vi mener således ikke det havde været muligt for Berlusconi at bygge et parti op fra bunden, og i løbet af et halvt år at besidde minister-præsidentposten, samt opnå Italiens største vælgertilslutning, hvis ikke det politiske system havde været udsat for en så mærkbar ustabilitet som det var tilfældet.

3.4 Det politiske tomrums betydning for genvalget af Silvio Berlusconi i 2001

Det politiske tomrum gjorde det muligt for Berlusconi og hans parti, Forza Italia (FI) at komme ind i politik og få indflydelse.
Hans slagkraftige entré i 1994 har været medvirkende til, at Berlusconi har været i stand til at manifestere og etablere sig som en central figur i italiensk politik, hvilket parlamentsvalgene i 1996 og 2001, hvor han fik henholdsvis 20,6% og 29,5%, understreger (WEP, Newell og Bull, 1997, p. 104 og MIS, Pasquino, 2001, p. 378).
Ydermere opnåede FI mindst 20% af stemmerne i samtlige regioner ved valget i 2001, hvilket cementerer Berlusconis politiske position som værende central.
Dette er en stor præstation, da Italien er et segmenteret land, hvor en stor del af vælgerne tillægger det lokale stor betydning og det nationale nedprioriteres, hvilket ofte afspejles i valgresultaterne. Berlusconi har således trodset denne lokalisme og opnået stor støtte i samtlige regioner (MIS, Pasquino, 2001, p. 381, www.cattaneo.org/archives/elections og Cento Bull, 2000).
I centrum-højre koalitionen i 2001 herskede der ingen tvivl om, hvem der eventuelt skulle tiltræde som ministerpræsident, hvilket følgende citat fremhæver. "(…) Berlusconis autoritet og kandidatur kunne umuligt udfordres" (oversat fra engelsk. MIS, Pasquino, 2001, p. 374).
Dette pointerer med al ønskelig tydelighed, at Berlusconi har manifesteret sig som central og indflydelsesrig figur på den italienske politiske scene.
Derfor er vores ovenstående analyse af Berlusconis indtog i politik, i efterdønningerne af "Operation rene hænder", en forudsætning for analysen af vores anden hypotese.

3.4.1 Berlusconis søgen mod midten
Den anden hypotese (1.2) knytter sig til dette afsnit;
Berlusconi overtager mange af de Kristelige Demokraters tidligere værdier, og søger således mod midten, hvilket har haft afgørende betydning for genvalget af Berlusconi.


Vi vil i dette afsnit forsøge at påvise, at Berlusconi i valgkampen op til parlamentsvalget i 2001 har søgt mod midten.
Som før omtalt, efterlod de Kristelige Demokraters (DC) opløsning en del vælgere uden politisk tilhørsforhold.
Ved at appellere til disse vælgere via en mere moderat linie i Forza Italia (FI) søger Berlusconi udbytte af det politiske tomrum.
Umiddelbart efter nederlaget ved parlamentsvalget i 1996 indledte Berlusconi sin valgkampagne (MIS, Pasquino, 2001, p. 381).
Forza Italia (FI) blev mere modereret og bevægede sig mod midten.
I 1994 var der, som før nævnt, blevet slået hårdt på en meget liberal politik.
Men efter 1996 blev kursen lagt om, dog forlod Berlusconi ikke fuldstændig sin liberale tilgang, hvilket vi vender tilbage til.
FI rykkede altså mod midten, og derudover antog partiet en mere social, kristelig profil.
Vi anser det som sandsynligt, at Berlusconi har øjnet muligheden for at samle gamle DC-stemmer op.
Igen skal det ses i lyset af hændelserne i 1992-1994. "Operation rene hænder", med de Kristelige Demokraters (DC) kollaps til følge, kastede nemlig stadig skygger.
Mange folk der førhen havde stemt DC stod fortsat uden et egentligt partitilhørsforhold (MIS, Fabbrini, 2000, p.49).
Dette understøtter, at der rent faktisk var stemmer at hente ved manøvrering mod midten.
Efter det skelsættende valg i 1994 blev italiensk politik præget af en bipolaritet, hvilket yderligere bestyrkedes af en reform af valgloven i 1993.
Denne reform bevirker, at et enkelt parti umuligt kan sidde alene med flertallet. I forsøget på at skabe et flertal har partierne søgt sammen i blokke og negligeret midten (Tocci, MIS, 2000, p. 78).
Denne bipolaritet mellem centrum-venstre og centrum-højre i italiensk førte til, at midten var et særdeles svært terræn at færdes i.
Dette forhindrede dog ikke nogle politikere i op til valget i 2001 at spekulere på at gendanne DC og dermed skabe et alternativ til både venstre- og højrefløjen.
Dette indikerer ligeså, at der fortsat er stemmer at hente på midten. Projektet vandt dog slet ikke opbakning i befolkningen, men det kan ifølge Gianfranco Pasquino skyldes to faktorer.
Den første er, at det italienske vælgerkorps havde accepteret bipolariteten og derfor ikke stemte på et egentligt centerparti.
Den anden mulighed er, at Forza Italia blandt andet repræsenterede en moderat, midterorienteret linie (Pasquino, MIS, 2001, p.383-384 og WEP, Newell og Bull, 1997, p. 99).
Pasquino kategoriserer i samme artikel Berlusconi som neo-konservativ, hvilket er slående, da liberalisme og frihandel som oftest er mærkater, som følger Berlusconi.
Dette peger på ændring af Berlusconis politik. Pasquino uddyber ikke selv begrebet neo-konservatisme og forklarer ej heller, hvorfor Berlusconi kategoriseres således.
Dog beskriver Pasquino tidligere i artiklen Forza Italia (FI) som værende moderate, midtersøgende og lokalistiske.
Hvis man dertil lægger religion, så er de kristelige Demokrater (DC) i korte træk beskrevet.
Sandsynligvis derfor karakteriserer Pasquino Forza Italia som neo-konservativ.
Disse værdier er forenelige med DCs, men stadig er det essentielt at holde sig for øje, at FI slet ikke er en ny version af DC.
Ikke desto mindre så anvendte Berlusconi rent faktisk religiøst sprog, hvilket antyder endnu større lighed mellem FI og DC, som havde to hovedretninger i deres politik, nemlig katolicisme og lokalisme (Croci, MIS, 2001, p. 354 ff).
Dette kunne ligeledes være medvirkende til Pasquinos karakteristik. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at FI i 2001 opnåede 29,5% af stemmerne.
Andelen af stemmerne er i en størrelsesorden, som leder tankerne tilbage på DC. De 29,5% er også ensbetydende med, at FI kan kalde sig Italiens største parti.
FI har således i 2001 fået 8,9% (point) flere stemmer end ved parlamentsvalget i 1996.
Vi er af den opfattelse, at grunden til dette kunne ligge i, at FI har været i stand til at appellere til forhenværende DC-vælgere. Berlusconis fremgang skal naturligvis ikke udelukkende ses i lyset af hans ryk mod midten, men det er en plausibel faktor.
Dette kan sammenholdes med, at centrum-venstre ikke magtede at stille alternativer op, men mere om det senere.
I sin kampagne op til valget i 2001 benyttede Berlusconi sig stadig af liberalisme, det var dog med en retorisk spidsfindighed. Han beskyldte venstrefløjen for at være anti-liberale.
Dermed implicerede Berlusconi, at han fortsat var en kandidat, der stod de liberale værdier bi, men han slap for at definere, hvad liberalisme betød for FI (MIS, Croci, 2001, p. 356).
Det nærmeste, Berlusconi kom en afklaring af, hvad han mente, liberalisme indebar, var, at staten fyldte for meget og bureaukratiet var kvælende (ibid).
Vi mener, at dette træk åbner muligheden for FIs appel til midten uden at skræmme de liberale vælgere væk, hvilket i sidste ende er ensbetydende med en meget bred appel.
Det lyder troværdigt, at Berlusconi havde et "overskud af liberalisme" at tære på og derfor kunne bruge tid og energi på at tiltrække midten. Berlusconi havde manifesteret sig som en liberal politiker gennem en årrække og etableret sig i som "self-made man" og entreprenør (MIS, McCarthy, 1997, p.344-345 og MIS, Fabbrini, 2001, p. 49).
Disse mærkater stemmer fint overens med Berlusconis udtalelser vedrørende det kvælende bureaukrati.
Berlusconi har som "self-made man" trodset bureaukratiet og har alligevel opnået velstand, nu skal dette ligeså være muligt for hele befolkningen.
Det korte af det lange er, at Berlusconi kunne tillade sig at investere tid på at tiltrække mere moderate, midterorienterede vælgere.
Samtidig med omlægningen af FI til et mere moderat, midtersøgende parti, så gjorde Berlusconi simultant brug af anti-politiske synspunkter. Dette indebar, at han fremhævede sig som værende anderledes.
Han var en handlingens mand og ikke en levebrødspolitiker. Berlusconi introducerede sig fortsat som den nye mand, manden der ikke havde levet hele sit liv i "paladset", som han selv udtrykker det.
Dette vækker uomtvisteligt minder fra hans kampagne i 1994, hvor han med ildhu prøvede at distancere sig fra det etablerede.
Det kan virke påfaldende, at Berlusconi efter 8 år i politik fortsat forsøger at indprente billedet af sig selv som "den nye mand", men han har muligheden for at referere til sine virksomheder og dermed tydeliggøre at han ikke behøves at være politiker for at overleve, altså han ikke levebrødspolitiker.
Samtidig med at Berlusconi ved valget i 2001 rakte hånden ud mod mere moderate, konservative vælgere, proklamerede han til stadighed, at Forza Italia (FI) var et anderledes parti, som tog afstand fra det etablerede (MIS, Pasquino, 2001, p. 376 og MIS, Fabbrini, 2001, p. 49). Ovenstående underbygger, at Berlusconi fik en enorm bredde i sin kampagne.
Han udnyttede så at sige det politiske tomrum fra flere vinkler.
Med dette menes, at Berlusconi, i det han fortsat præsenterede sig selv som et nyt ansigt, distancerede sig fra det gamle, etablerede system, som grundet "Operation rene hænder" var ensbetydende med skandaler og korruption.
Det er, som sagt, den velkendte stil fra 1994. Synkront forsøgte Berlusconi, at appellere til de mange tidligere DC-vælgere, som stadig stod uden et fast politisk tilhørsforhold.
Efter vores opfattelse kan dette kategoriseres som "catch-all" (Heywood, 1997, p. 231-232).
Berlusconi forsøgte at indfange så mange vælgere som muligt og ved en mere moderat linie skabte han et alternativ for tidligere DC-vælgere og andre konservative, men som før pointeret skal FI ikke opfattes som et nyt DC.
Med Berlusconis stadige vægtning af sig selv som værende ny, samt hans vedholdende, om end nedtonede, liberalistiske holdninger, mener vi, at han prøvede at fremstå som et moderat, konservativt parti, men i en ganske anderledes version end DC.
Vi fristes til at genanvende Pasquinos ordvalg; neo-konservativ.

3.4.2 Besvarelse af hypotese 1.2
På trods af, at der skal sættes en tyk streg under, at Forza Italia ikke er en ny version af de Kristelige Demokrater (DC), så har FI foretaget en drejning mod midten.
FI bliver sågar kategoriseret som værende moderat og konservativt, hvilket er bemærkelsesværdigt lig DCs værdier.
Dette indikerer, at Berlusconi og FI har genanvendt nogle af DCs tidligere standpunkter og værdier. Prædikatet "moderat" angiver ligeledes en mere midtersøgende linie for FI og dermed mulighed for at appellere til mere moderate, konservative vælgere.
Forza Italia (FI) gik ved valget i 2001 betydeligt frem, dette kan ikke entydigt kædes sammen med ovenstående, men vi mener dog, at det er en plausibel grund for FIs stigende stemmeandel.
Dog skal det bestemt ligeså påpeges, at FI - nærmest i forlængelse af valgkampen i 1994 - fortsat gav udtryk for anti-statslige synspunkter, hvilket udtrykker en distancering til det gamle, etablerede system og dermed også til DC.

3.5 Det politiske tomrums betydning for venstrefløjens splittelse
Vores ovenstående analyse af det politiske tomrum, der opstod efter splittelsen af centrum-venstres to største partier, DC og PSI, er en forudsætning for den følgende analyse, der vil belyse hvilken betydning det politiske tomrum havde for centrum-venstres bestræbelser på at fremstå som en samlet enhed, hvilket hypotese 1.3 er knyttet til;

Centrum-venstre partierne befinder sig i en ledelsesmæssig krise, som følge af det politiske tomrum, hvilket Berlusconi har formået at udnytte ved valget i 2001.


Følgende afsnit vil vise, at centrum-venstre partierne endnu ikke har formået at stå sammen som en samlet enhed.
Vi vil forsøge at finde kausale forklaringer til at underbygge dette, og således tjener vores ovenstående analyse af det politiske tomrum som et grundlag for at kunne forklare hvorvidt Berlusconi har draget nytte af centrum-venstres interne splittelse i forbindelse med genvalget i 2001.
Til at besvare den tredje hypotese har vi fundet det relevant at splitte dette afsnit op i to. Først vil vi undersøge splittelsen i centrum-venstres regeringsførelse fra 1996 til 2001.
Derefter vil vi vurdere, hvorvidt centrum-venstres valgkamp i 2001 ligeledes har været præget af uenigheder.
Disse to afsnit skal bevare, hvorvidt centrum-venstres har befundet sig i en ledelsesmæssig krise.

3.5.1 Splittelse i centrum-venstreregeringerne i perioden 1996-2001
For at kunne forklare omstændighederne omkring valget 2001 er det nødvendigt at se tilbage på valget i 1996, hvor centrum-venstre formåede at skabe en flertalskoalition, hvilket altså var den første centrum-venstreregering efter kollapset af DC og PSI.
Dette samarbejde præsterede at holde alle fem år, hvilket er noget af en præstation i italiensk kontekst (MIS, Pasquino, 2001, p. 372).
Dog var samarbejdet, som havde tilnavnet "oliventræet", gennem alle fem år præget af interne stridigheder, hvilket antyder, at hierarkiet endnu ikke er helt på plads.
Dette underbygges ydermere af polemikken i forbindelse med valgkampen i 2001, men det vil vi vende tilbage til senere i afsnittet (MIS, Pasquino, 2001, p. 372).
Koalitionen "oliventræet" indledte sin levetid med Romano Prodi som ministerpræsident. Koalitionen var bredt repræsenteret blandt centrum-venstrepartierne. I forbindelse med valgkampen i 1996 var centrum-venstres overordnede valgløfte til befolkningen "én regering, én ministerpræsident og ét reformprogram" (MIS, Pasquino, 2001, p. 371). Dette valgløfte skulle netop indikere, at centrum-venstre partierne stod sammen og ville præsentere sig selv som garant for en ny stabilitet efter Italien havde været udsat for kaoslignende tilstande som følge af "Operation rene hænder".
Dette var dog ikke tilfældet. For efter fem år ved magten var realiteterne noget anderledes; tre ministerpræsidenter havde ledet fire forskellige regeringer, og adskillige reformprogrammer var ikke, som lovet, blevet gennemført (MIS, Pasquino, 2001, p. 372).
Disse fakta antyder en vis intern splittelse i koalitionen, hvilket vi i det følgende vil kigge nærmere på.
Koalitionen med tilnavnet "oliventræet", med Prodi som ministerpræsident, nåede som sagt kun at holde i to år, inden Prodi fik et mistillidsvotum imod sig, hvorefter hans regering måtte overlade ansvaret til en regering ledet af venstredemokraten Massimo D'Alema.
Prodi, der ved valget i 1996 havde lagt navn til sit eget valgforbund, var i høj grad manden der formået at samle centrum-venstre, hvorfor hans afsættelse i sig selv splittede koalitionsparterne.
Umiddelbart efter sit exit i italiensk politik fik Prodi dog posten som Kommissionsformand, men hans støtter førte en slags "guerillakrig" mod D'Alemas regering (MIS, Pasquino, 2001, p. 372-373 og WEP, Newell og Bull 1997, p. 103-106).
D'Alema formåede bl.a. derfor kun at holde sammen på tropperne i godt et år (oktober 1998-december 1999) inden han gik af, men kun for en kort bemærkning, for han blev øjeblikkeligt indsat igen, men efter at centrum-venstre fik en valglussing ved regionalvalget i april 2000 valgte han at gå af igen.
Finansminister Giuliano Amato, der tidligere havde været ministerpræsident, tog over for D'Alema, men det centrale parti i koalitionen, Venstredemokraterne (PDS), gjorde det fra begyndelsen klart, at Amato ikke skulle opfattes som centrum-venstres leder og ej heller ville være ministerpræsident-kandidaten ved det kommende parlamentsvalg i 2001 (MIS, Pasquino, 2001, p. 372 og CP 2001, p. 7).
Overordnet argumenterer Pasquino for, at to elementer mangler i centrum-venstres regeringsførelse.
Det første element vedrører retningen i de mere realpolitiske aspekter af centrum-venstres politik, hvilket han benævner "reformer uden reformisme".
Mere interessant i vores sammenhæng er dog hans syn på samarbejdet partierne imellem: "The second missing element concerns the political solidarity of the different partners of the Centre-Left. The eight or so parties and groupings of the Centre-Left were rarely capable of transmitting an image of unity of purpose. Too often they bickered among themselves, reciprocally distancing themselves from one another, and often disavowing what the government and/or the ministers had done. Hence, they could not take credit for government policies and could not mobilize support behind them." (ibid p. 373-374) Der er således talrige eksempler på lederskabsuenighed og mangel på samarbejdsvilje i centrum-venstres regeringstid fra 1996 til 2001.
Vi mener at kunne påvise, at det politiske tomrum stadig spøger blandt centrum-venstre partierne.
Specielt at centrum-venstre må se sig nødsaget til at udpege en slags "uvildig" repræsentant til dels i form af først Prodi, men i høj grad sidst ved Amato som ministerpræsident i mangel på enighed blandt regeringsparterne indikerer i høj grad at centrum-venstre ikke har fået hierarkiet på plads partierne og lederne imellem, hvilket er i dyb kontrast til DCs suværene position som den centrale part i regeringerne op til 1992 (jfr. kap 1.1).
Det er ligeledes i modsætning til centrum-højres afklarede magtfordeling: "The leadership problem did not exist, of course, within the Centre-Right where Berlusconis authority and candidacy could not possibly be challenged." (ibid).
Vi mener, at disse omstændigheder har spillet positivt ind på Berlusconis genvalg i 2001, da centrum-højre i langt højere grad har virket afklaret med lederskabet end centrum-venstre, og derfor har Berlusconis koalition, Frihedernes hus, fremstået meget mere som en samlet enhed.
At centrum-venstre stadig har problemer med den interne splittelse viste valgkampen i 2001 ligeledes. 3.5.2 Centrum-venstres valgkamp 2001 At centrum-venstre havde formået, på trods af talrige indbyrdes stridigheder, at bevare regeringsmagten i fem på hinanden følgende år, og således skabe en vis troværdighed og pålidelighed, ville ifølge Pasquino have været et af væsentligste argumenter de kunne have brugt i valgkampen i 2001.
Centrum-venstre kunne i så fald netop have spillet på en følelse af forpligtelse i forhold til regeringsmagten ved at kunne påvise resultater og erfaring fra de fem år, i modsætning til Berlusconi, der på daværende tidspunkt kun havde 7 måneder på bagen som ministerpræsident.
Denne fordel misbrugte centrum-venstre imidlertid ved at udnævne Francesco Rutelli som ministerpræsidentskandidat. Rutelli, der repræsenterer Demokraterne (D), var på daværende tidspunkt borgmester i Rom, men havde ingen erfaring med ministerposter i tidligere centrum-venstreregeringer.
Rutelli var således ikke i stand til at drage fordel af forpligtelsesforholdet til regeringsmagten eller af nogen form for regeringserfaring, i modsætning til Amato, som udover at kunne drage fordel af ovenstående, desuden var manden, der nød størst opmærksomhed både nationalt og internationalt (MIS, Pasquino, 2001, p. 375).
Derfor var der også i forbindelse med valgkampen i 2001 betydelige problemer med lederskabet af centrum-venstre.
Dette var Berlusconi da heller ikke sen til at udnytte, idet han under valgkampen, betegnede Rutelli som en marionetdukke for centrum-venstre, hvorfor han heller ikke anså ham som den sande leder og derfor ikke ønskede at møde ham i en direkte tv-transmitteret afslutningsduel aftenen før valget.
Hvis ikke centrum-venstres splittelse havde været åbenbar for enhver, så pustede Berlusconi i al fald til disse formodninger ved ovenstående udmeldinger.
Således udnytter han også i forbindelse med valgkampen efterdønningerne fra "Operation rene hænder", det politiske tomrum, ved at fokusere på splittelsen i centrum-venstre.

3.5.3 Besvarelse af hypotese 1.3
Vi mener klart at have påvist, at centrum-venstres regeringsførelse har været præget af lederskabskonflikter i tiden 1996-2001.
Det politiske tomrum, der opstod efter de to gamle partier, de Kristelige Demokraters (DC) og Socialistpartiets (PSI), kollaps har efter vores opfattelse medvirket til, at hierarkiet og samarbejdsviljen ikke har været på plads blandt koalitionspartierne.
Heller ikke valgkampen i 2001 ændrede på billedet af centrum-venstre som et splittet fællesskab, hvor Rutelli, på trods af spidskandidaturet, ikke opfattes som lederen.
I modsætning hertil har vi påvist, at Berlusconi har været centrum-højre partiernes ubestridte leder både igennem de fem år i opposition og i valgkampen 2001.
Modsætningen mellem centrum-venstres konfliktfyldte - og centrum-højres afklarede lederskab har Berlusconi netop udnyttet i valgkampen. Dette har efter vores mening været en medvirkende årsag til Berlusconi succes ved valget i 2001.

3.6 Delkonklusion til politisk tomrum

Det er i denne sammenhæng væsentligt at slå fast, at vi ikke har lavet en fuldstændig analyse af det politiske tomrums betydning for genvalget af Berlusconi.
For det første dækker begrebet "politisk tomrum" over mange forståelser, og for det andet har vi blot udvalgt nogle faktorer inden for vores forståelsesramme af begrebet; det politiske tomrums betydning for Berlusconis gennemslagskraft i politik, Berlusconis brug af tidligere DC-værdier og således udnytte det politiske tomrum til at favne bredere i sin vælgertilnærmelse, og sidst, det politiske tomrums betydning for centrum-venstres hierarkiske og ledermæssige vanskeligheder, hvilket Berlusconi formår at udnytte.
Disse tre faktorer vil vi i det følgende konkludere på. Vi har i forbindelse med analysen af den hypotese 1.1 vist, at opløsningen af det italienske politiske system skabte et politisk tomrum, som har været en medvirkende årsag til, at Silvio Berlusconi var i stand til at vinde posten som ministerpræsident og manifestere sig med så stor gennemslagskraft i italiensk politik.
Dette har været afgørende for hans videre karriere i italiensk politik, og således har hans indtog på den politiske scene, i perioden omkring gennemførelsen af "Operation rene hænder", haft stor betydning for Berlusconis genvalg i 2001.

Hypotese 1.2 knytter sig til Berlusconis udnyttelse af værdier før repræsenteret af de Kristelige Demokrater (DC) i sin valgkamp, og således indfange mange af de tidligere DC-vælgere, der endnu ikke har fundet et fast parti-tilhørsforhold. På baggrund af vores analyse mener vi det lyder plausibelt, at Berlusconi har indfanget mange traditionelt konservativt indstillede vælgere, herunder tidligere DC-vælgere, ved at favne så bredt, som det har været tilfældet i valgkampen.
Specielt har hans midtersøgende politik, som var et nyt initiativ, spillet en vigtig rolle for hans fremgang ved valget i 2001.
Dog har han endnu en gang, i sin valgkamp, spillet på distancen til det gamle DC-vælde, ved at proklamere at han stadig er en ny mand. Således har han udnyttet det politiske tomrum, som tilsyneladende stadig eksisterede i 2001.
Vi mener, i forbindelse med besvarelsen af vores hypotese 1.3, at have påvist, at centrum-venstre har været præget af en betydelig lederskabskrise, som følge af det politiske tomrum, der opstod efter de to gamle partier DC og PSIs opløsning.
Det politiske tomrum har i denne sammenhæng medvirket til, at hierarkiet og samarbejdsviljen endnu ikke har været på plads blandt koalitionsparterne.
Dette underbyggede valgkampen i 2001 ligeledes, hvor Francesco Rutelli, på trods af kandidaturet til minister-præsident, ikke opfattedes som den sande leder af centrum-venstre.
I kontrast til dette har Berlusconi fremstået som centrum-højre partiernes ubestridte leder både igennem de fem år i opposition og i forbindelse med valgkampen 2001.
Berlusconi har netop spillet på denne modsætning i valgkampen, hvilket efter vores mening har været en væsentlig årsag til Berlusconi succes ved valget i 2001.
Konklusionen på de tre underhypoteser leder til, at det politiske tomrum har haft stor betydning for Berlusconis genvalg i 2001, hvilket fører til en bekræftelse af hypotese 1; det politiske tomrum i italiensk politik har haft væsentlig indflydelse på genvalget af Berlusconi i 2001.

Næste afsnit


Karisma >>

Koalitionsdannelse >>
Konklusion >>

Retur til
Politik <<


1:
Indledning >>

2:
Det politiske tomrum

3:
Berlusconis karisma >>

4:
Koalitionsdannelser >>

5:

Konklusion >>

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2000-2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano