Politik

Berlusconis genvalg i 2001 - Konklusion

Opgave fra RUC - Juni 2002


Personlig karisma, men nok så meget simple slogans, effektiv udnyttelse af medierne og ikke mindst venstrefløjens manglende visioner og samarbejde banede vejen for Berlusconis (lille!) valgsejr i 2001.

Opgaven er skrevet af
Lars Budolfsen,
Kaare Kronberg,
Troels Børrild og
Brian Hansen fra Roskilde Universitets Center.
Afleveret juni 2002.


7. Samlet konklusion
Indledningsvis skal det endnu en gang påpeges, at de i projektet anvendte faktorer er bredt defineret, således at især begrebet karisma dækker over en række faktorer i forbindelse med de fem analysekategorier af karismatiske evner.
Vi vil i det følgende belyse vores problemformulering:

Hvilke faktorer var væsentlige for genvalget af Silvio Berlusconi i 2001?

Dette vil vi gøre ved at samle op på delkonklusionerne, der belyser vores hypoteser og besvarer arbejdsspørgsmålene.
I kapitlet om politisk tomrum bekræftes hypotese 1, der gik på, at det politiske tomrum, i forbindelse med især de Kristelige Demokraters (DC) opløsning som følge af de omfattende korruptionsanklager i begyndelsen af 1990´erne, havde væsentlig betydning for genvalget af Berlusconi i 2001.



Herunder konluderer vi, at det politiske tomrum ligeledes havde afgørende betydning for, at Berlusconi evnede at vinde parlamentsvalget i 1994, og derigennem har Berlusconi formået at etablere sig som en central figur i italiensk politik, hvilket var en væsentlig årsag til hans genvalg i 2001, som igen fører til en bekræftelse af hypotese 1.1.

Hypotese 1.2 knytter sig til Berlusconis udnyttelse af værdier,
der før var repræsenteret af de Kristelige Demokrater (DC), i sin valgkamp, og således indfange mange af de tidligere DC-vælgere, der endnu ikke har fundet et fast parti-tilhørsforhold.
På baggrund af vores analyse finder vi det plausibelt, at Berlusconi har indfanget mange traditionelt konservativt indstillede vælgere, herunder tidligere DC-vælgere, ved at favne så bredt, som det har været tilfældet i valgkampen.
Specielt har hans midtersøgende politik, som var et nyt initiativ, spillet en vigtig rolle for hans fremgang ved valget i 2001.
Dog har han endnu en gang, i sin valgkamp, spillet på distancen til det gamle DC-vælde ved at proklamere, at han stadig er en ny mand. Således har han udnyttet det politiske tomrum, som tilsyneladende stadig eksisterede i 2001, hvorfor vi også kan bekræfte denne hypotese.

Vi bekræfter endvidere hypotese 1.3, at centrum-venstre har været præget af en betydelig lederskabskrise, som følge af det politiske tomrum, der opstod efter de to gamle partier DC og PSIs opløsning.
Det politiske tomrum har i denne sammenhæng medvirket til, at hierarkiet og samarbejdsviljen endnu ikke har været på plads blandt centrum-venstre partierne.
Det politiske tomrums betydning som faktor for genvalget af Berlusconi i forhold til de andre faktorer, vender vi tilbage til i konklusionen på diskussionsafsnittet om de forskellige faktorers indbyrdes sammenhæng.

Hypotese 2; at Berlusconi opfattes som karismatisk både af vælgerne og medierne, og at dette har haft væsentlig betydning for genvalget af Berlusconi i 2001, bliver i karismakapitlet bekræftet.
Berlusconi må opfattes som karismatisk i hver af Sheafers fem kategorier af karismatiske evner, hvilket besvarer arbejdsspørgsmål 2a.
Han er dog ikke lige stærk indenfor de fem kategorier af karismatiske evner.
Vi mener klart, at hans primære styrke ligger i en imponerende evne til at tilpasse sig befolkningens ønsker og behov og det politiske spils regler.
Styrkerne ligger således primært i hans retoriske og dramatiske evner, kommunikative initiativ, kreativitet og aktivitet samt symbolpolitiske kreativitet og initiativ.
Det er i høj grad den karisma, der er forbundet med førnævnte kategorier, som han benytter i sit samarbejde med journalister og andre politikere.
Ovenstående besvarer arbejdsspørgsmål 2b, der lød: Hvori består Berlusconis eventuelle karisma? Arbejdsspørgsmål 2c, som kredser om betydningen af Berlusconis karisma for hans genvalg i 2001, er, som vi vil vende tilbage til i konklusionen på diskussionsafsnittet, en sammensat affære at besvare.
Vi mener dog, at hans karismatiske egenskaber har været afgørende for hans kolossale medieeksponering i forbindelse med valget i 2001, da han, ud over tid på sine egne kanaler, ligeså opnår mere sendetid på de statslige Tv-kanaler end sine politiske rivaler, på trods af, at de statslige kanaler generelt er venligsindede over for den siddende regering (Walston, handelshøjskolen 20/3 2002), som i det her tilfælde var centrum-venstre.
Da medierne i dag er det forum, hvor en valgkamp udkæmpes, har det en mærkbar effekt og dermed også stor betydning for genvalget af Berlusconi i 2001.
Ydermere kan der refereres tilbage til hans førnævnte tilpasningsevne, som under Sheafers teori kategoriseres som karismatisk egenskab, som ligeså har haft væsentlig indflydelse på hans genvalg.

Vi kan ligeledes bekræfte hypotese 3, som drejer sig om, at centrum-venstre partierne havde muligheden for at danne en flertalskoalition, men havde for divergerende politiske præferencer til at enes, hvilket fik afgørende betydning for genvalget af Berlusconi i 2001.

Hvis centrum-venstre havde evnet et samarbejde med enten Kommunistisk Genopbygning (PRC), de Europæiske Demokrater (DE) eller Di Pietro, havde centrum-venstre været i stand til at mønstre en vindende koalition.
I den sammenhæng bør det anføres, at PRC og Di Pietro tidligere havde haft forbindelser til centrum-venstre, hvorfor det syntes plausibelt, at det kunne gentage sig.
Dette besvarer ligeledes arbejdsspørgsmål 3a, som lød; havde centrum-venstre partierne mulighed for at danne en flertalskoalition efter valget i 2001?
Følgende besvarer arbejdsspørgsmål 3b; hvorfor kunne centrum-venstre partierne ikke enes om at danne en vindende koalition?
De førnævnte partiers manglende enighed med centrum-venstre koalitionen skyldes for divergerende politiske præferencer, hvilket er den overordnede forklaring på, hvorfor centrum-venstre partierne ikke kunne enes om at danne en vindende koalition.
På trods af at hverken DE, PRC, Di Pietro eller centrum-venstre koalitionen ønskede Berlusconi som ministerpræsident, så havde parterne for divergerende præferencer, som i den sidste ende overskyggede ønsket om, at Berlusconi ikke blev genvalgt.
Desuden bestod centrum-venstre koalitionen allerede af en anseelig mængde partier, hvor præferencerne afveg både politisk/ideologisk og med hensyn til opbakningen omkring en fælles leder.
En eventuel indlemmelse af DE, PRC eller Di Pietro ville blot forstærke billedet af divergerende præferencer, da så endnu flere partier skulle tilgodeses.
Axelrods koalitionsdannelsesteori forudsagde, at en koalition med mange partier ville have stor potentiel interessekonflikt og derfor mindre sandsynlighed for at blive en vindende koalition, hvilket direkte belyser centrum-venstres besværligheder vedrørende at nå til enighed om en vindende koalition.
Med hensyn til koalitionsdannelsernes betydning for genvalget af Berlusconi konkluderer vi, at de har haft afgørende betydning for dennes genvalg, eftersom centrum-venstre koalitionen, efter stemmeafgivelsen, kunne have fået regeringsmagten, hvis ikke partierne havde haft for divergerende politiske præferencer.

Centrum-højres enighed vedrørende koalitionsdannelserne, hvor Berlusconis parti Forza Italia fremstod som det klart stærkeste parti, har ligeledes spillet en afgørende rolle, da Forza Italia ikke alene kunne have dannet flertal i parlamentet.

Hvilken af de ovenstående faktorer, som har været den afgørende, er meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at afgøre.
Det er ganske enkelt ikke realistisk at isolere faktorernes betydning, da samtlige faktorer har haft indflydelse på genvalget af Berlusconi i 2001 og samtidig influerer faktorerne indbyrdes hinanden.
Det er et komplekst billede, som kan sammenlignes med et ornament, hvor slyngninger, der fletter sig ud og ind imellem hinanden, til sammen skaber en helhed, et billede, men en enkelt slyngning alene siger intet om det samlede indtryk.
Vi mener, at konklusionen er gyldig, da vores undersøgelse er udarbejdet ud fra en bred vifte af litteratur, hvis troværdighed er gennemgået i metodekapitlet.
Endvidere er de faktorer, som undersøges i projektet, et resultat af en erkendelsesproces, hvor faktorerne har været under konstant revurdering.
Hermed menes, at i begyndelsen af processen var der tænkt et anderledes fokus, men læsning, interviews og grundig refleksion har resulteret i det anvendte fokus.
Denne løbende revurdering er ligeledes grunden til, at vi kan bekræfte alle vores hypoteser og altså ikke et udtryk for en manipulering af empirien. Pålideligheden styrkes i kraft af, at projektet undersøger flere faktorer og giver dermed et svar på problemformuleringen ud fra flere vinkler.
Disse faktorer er oven i købet bredt defineret, således at hver faktor indeholder flere underfaktorer. Problemstillingen er ganske ny, hvorfor litteraturen på nogle områder har været begrænset, hvilket kan påvirke pålideligheden.
Det kan således ikke udelukkes, at en undersøgelse om nogle år med selv samme fokus vil komme frem til lidt anderledes konklusioner.

8. Perspektivering
I vores projekt har vi behandlet faktorerne politisk tomrum, karisma og koalitionsdannelsen.
Dette har været fra en udelukkende italiensk synsvinkel. I perspektiveringen søges problemstillingen belyst fra en generel europæisk vinkel.
Til projektet kunne knyttes et utal af perspektiver, herunder kunne der spås om, hvorvidt Berlusconi ligeså opnår genvalg ved det næste italienske valg, men vi har fundet det mest relevant at afrunde dette projekt med et europæisk perspektiv, fordi der kan drages paraleller mellem den europæiske og italienske udvikling, og derved også berøre et politisk varmt emne.
Store dele af Europa oplever en højredrejning, det ses bl.a. i Danmark, Frankrig, Portugal, Østrig Holland og Italien.
Vi mener, der forefindes flere grunde til denne søgen mod højre.
I kraft af den tiltagne globalisering rammes mange mennesker af en angst.
Pludselig skrives der i medierne om, at nationale virksomheder må lukke, fordi de bliver udkonkurreret af asiatiske eller østeuropæiske virksomheder.
Der opstår en usikkerhed og en angst for, at fædrelandet skal blive kørt bag om dansen.
Mange af de højreorienterede partier, som har tilkaldt sig opmærksomhed rundt omkring i Europa, deriblandt Forza Italia, spiller på nationalfølelsen.
Berlusconis parti hedder Forza Italia, hvilket betyder "Fremad Italien", som klart indikerer en appel til de nationale følelser. Ønsket om at fremstå som en stærk nation, som ikke lader sig dirigere af overnationale institutioner, som eksempelvis EU, er fremherskende bl.a. her i Danmark.
I Italien er der ligeså stor skepsis omkring EU, hvilket Berlusconi har udnyttet ved at proklamere, at han ville stille krav til EU og ikke bare lade sig trække rundt i manegen.
Generelt har højrefløjen i Europa taget imod denne skepsis med kyshånd og ligeledes profiteret sig af den ved at fremstå som garant for det nationale.
I forlængelse af ovenstående, så er xenofobien et ekspanderende fænomen i Europa.
Store dele af den europæiske befolkning er reelt bange for, at Europa og de givne lande vil blive invaderet af flygtninge- og indvandrerstrømme.
Igen træder frygten for, at fædrelandet skal blive forvandlet frem, at den givne nationale kultur skal uddø pga. af de fremmede. Dette har højrefløjen generelt i Europa formået at spille på.
De højreorienterede partier har ført valgkamp på denne xenofobi og erklæret, at de ville sætte en stopper for tilstrømningen af flygtninge og indvandrere.
Dette er også tilfældet med Berlusconi.
Han ville sætte en stopper for invasionen ved Italiens kyster, hvor adskillige skibe fyldt med bådflygtninge jævnligt har gjort deres ankomst.
Den europæiske højredrejning kan også skyldes, at venstrefløjen generelt i Europa ikke har formået at stille et troværdigt og samtidigt appellerende alternativ op.
Venstrefløjen er uden visioner og magter derfor ikke at fremvise sandsynlige løsningsmodeller på opinionens bekymringer, hvorfor det ej heller lykkes at indgyde håb hos befolkningen.
Den politiske filosof Chantal Mouffe omtaler i et interview, at venstrefløjen er rykket mod midten og dermed fralægger sig muligheden for at opstille politiske alternativer til højrefløjen. Venstrefløjen tager så at sige brodden af deres appel ved at rykke mod midten, da midterrollen ikke i samme grad fremmaner passionen og følelserne (Information, 18. feb. 2002).
Netop det at appellere til følelserne er, hvad højrefløjen i den grad har været i stand til.
De manglende løsningsmodeller har heller ikke præget billedet af den europæiske højrefløj, eksempelvis på flygtninge- og indvandrerområdet hvor højrefløjen har udtalt sig klart og konkret om tiltag for at begrænse tilstrømningen, samt stille klare krav til dem, der får lov at blive.
Et politiske tomrum, som var tilfældet i Italien, er et sjældent politisk fænomen, der ikke umiddelbart findes en pendant til i andre europæiske lande.
Alligevel synes der at være nogle ligheder med den udvikling, der finder sted i Europa.
Det er herunder interessant, at venstrefløjen i adskillige lande, bl.a. Frankrig, Danmark, Holland og måske snart Tyskland, har ligget under pres fra baglandet og medierne om fornyelse.
De politiske ledere er ofte dem, der må påtage sig ansvaret og i visse tilfælde forlade posten til fordel for en ny folkelig kandidat.
Dette ses også i Italien, hvor centrum-venstre under deres regeringsperiode 1996-2001 skiftede leder ikke mindre end tre gange, for så at indfange en fjerde som spidskandidat ved valget i 2001.
Overordnet har de traditionelle politiske ideologier undergået reformer, der skaber forvirring om det traditionelle politiske billede, hvilket har kostet venstrefløjen stemmer, mens højrefløjen i mange tilfælde har udnyttet denne forvirring til egen vinding.
Denne udnyttelse sker oftest i kraft en karismatisk leder, som fremfører partiets synspunkter, som regel med en bombastisk klarhed. Via sådan en klarhed anviser højrefløjspartierne en vej, udleverer et overbevisende budskab og formidler et håb, som appellerer til en stor del af vælgerne.
I TV2-nyhederne, mandag d. 6/5-02, nævnte korrespondent Svenning Dalgaard bl.a. de retoriske egenskaber som værende fundamentale i forbindelse med højreekstremisten Jean Marie Le Pen (fransk præsidentkandidat 2002) og Pim Fortuyn (hollandsk ministerpræsidentkandidat) succes.
Dette perspektiv bekræfter, at vi berører nogle essentielle faktorer, mens det omvendt viser en generel højredrejning, der omfatter mere en italiensk politik.
Generelt virker det til, at højrefløjen er mere i kontakt med, hvad der rører sig blandt vælgerne, hvilke emner opinionen bekymrer sig om og måske vigtigst formår højrefløjen i langt større grad end venstrefløjen at fremstå som en troværdig og kapabel respons på disse folkelige ængstelser og betænkeligheder.
Hermed ikke sagt, at højrefløjens løsninger i realiteten er mere pålidelige, men måske i kraft af karismatiske ledere, som evner at snakke direkte til folks følelser, forekommer de sådan.

Retur til
Politik <<

1:
Indledning >>


2:
Berlusconis karisma >>


3:
Det politiske tomrum >>


4:
Koalitionsdannelser >>


5:
Konklusion

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2000-2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano