Politik

Berlusconis genvalg i 2001

Faktorer der påvirkede genvalget efter stemmeafgivelsen


"I forbindelse med besvarelsen opdagede vi, at centrum-venstre koalitionen havde muligheden for at samle flertal, hvis den havde formået at inddrage PRC, DE eller Di Pietro. "


Opgaven er skrevet af

Lars Budolfsen,
Kaare Kronberg,
Troels Børrild og
Brian Hansen fra Roskilde Universitetscenter.
Afleveret juni 2002.



6. Diskussion af faktorernes indbyrdes betydning for genvalget af Berlusconi
Da dette projekt er en politisk analyse, der har til hensigt at belyse de væsentligste faktorer bag genvalget af Silvio Berlusconi til ministerpræsident i 2001, er det ikke muligt at isolere en faktor som værende den afgørende. Udfaldet af valget var et resultat af mange faktorer, der indbyrdes påvirkede hinanden. Hvordan fastlægger man, hvad det var der fik den enkelte vælger til at stemme på en given måde? Summen af årsager til samtlige stemmeafgivelser er blot en del af årsagerne til genvalget, idet vælgerne ikke har kontrol med, hvilke partier de kan stemme på, samt hvad der sker i de efterfølgende koalitionsdannelsesprocesser. Disse overvejelser forvirrer muligvis mere end de oplyser, men de viser, hvorledes det altid vil være en abstraktion og en generalisering at tale om årsagerne til en given samfundsmæssig udvikling. Dette holder imidlertid ikke mennesket tilbage fra at prøve, da det forøger vores forståelse af den komplekse verden vi lever i. Det har således ikke været muligt for os at underkaste alle faktorer en intensiv analyse, idet vi har måtte foretage en kvalificeret udvælgelse af fokus i projektet. Dette diskussionsafsnit tjener derfor som en nuancering af forklaringerne på årsagerne til Berlusconis genvalg. Årsagerne til at Berlusconi blev genvalgt er mange og består af et komplekst samspil mellem økonomiske, politiske, sociale og kulturelle faktorer i primært Italien, men også i EU og resten af verden. Vi har som nævnt i argumentationen for projektets fokus løbende revurderet vort analysefokus i takt med opnåelsen af ny viden. De analyserede faktorer i dette projekt er derfor: det politiske tomrums betydning for genvalget af Berlusconi, hvorunder de politiske forhold analyseres. Forza Italias politiske program, der i høj grad tilpasser sig befolkningens behov via en række konkrete løfter, analyseres desuden i kapitlet om Berlusconis karisma, hvorunder mediernes betydning for genvalget ligeledes diskuteres. Koalitionsdannelserne er den sidste faktor, der analyseres. I perspektiveringen sætter vi desuden den specifikke italienske situation ind i en generel europæisk tendens til højredrejning. Det er ikke muligt at konkludere, at en af disse faktorer har været afgørende, da de indbyrdes påvirker hinanden, som følgende overvejelser illustrerer. Eksempelvis var det politiske tomrum en forudsætning for at Berlusconis karisma via eksponering i egne og andre medier kunne give ham succes. Men uden de efterfølgende koalitionsdannelser, havde han alligevel ikke vundet valget. På den anden side var det blandt andet det politiske tomrum og Berlusconis karisma, der lå til grund for centrum-højre koalitionens succes og centrum-venstres splittelse. Havde det således ikke været for opløsningen af DC (og det politisk tomrum efter dette) var Biancofiore, der var afgørende for centrum-højrekoalitionens flertal ikke opstået. Centrum-højrekoalitionens enighed bunder desuden i høj grad i Berlusconi som samlingspunkt, hvilket igen bunder i hans karisma og hans oplagte kandidatur til ministerpræsidentposten. Mediernes stigende betydning i den politiske kommunikation er et produkt af samfundsudviklingen ligesom den generelle højredrejning i Europa kan hævdes at være - en udvikling, der uden tvivl er kommet Berlusconi til gode. At hovedparten af de danske og europæiske medier alligevel har tegnet et forsimplet billede og isoleret Berlusconis ejerskab af medier som den vigtigste årsag til dennes genvalg, finder vi overordentligt problematisk set i lyset af ovenstående argumentation. Mediernes betydning skal imidlertid heller ikke undervurderes. Det synes dog i ligeså høj grad at skyldes Berlusconis promovering gennem medierne i det hele taget, hvor han udnytter sin karisma og tilpasningsdygtighed politisk og retorisk, som hans ejerskab af en række medier. Det væsentligste argument for denne udlægning er, at Berlusconi før valget, da han ikke kontrollerede de statslige RAI-kanaler alligevel opnåede klart mest sendetid.

Koalitionsdannelse

5.1 Indledning
Det italienske partisystem har stor betydning for koalitionsdannelserne, fordi det består af mange mindre partier, der ikke har mulighed for alene at opnå flertal i modsætning til USAs to-parti system, hvor det ville være utænkeligt med en koalitionsregering.
Den anerkendte italienske politolog, Sartori, karakteriserer det italienske partisystem som "polariseret pluralisme", hvilket udtrykker tilstedeværelsen af mange partier med fundamentalt forskellige ideologier.




Partierne og vælgerne er således polariserede i mellem kommunisterne på den yderste venstrefløj (PRC) og neofascisterne (AN) på den yderste højrefløj og alt derimellem.
Den polariserede pluralisme gør det nødvendigt at indgå valgforbund og koalitioner for at opnå politisk indflydelse. På grund af mangfoldigheden af partier og valgforbund er det italienske partisystem ganske vanskeligt at danne sig et overblik over, da partierne desuden ofte splittes op i nye partier.
Vi vil således indlede kapitlet med en inddeling af partierne på en traditionel højre-venstre skala for at skabe et overblik.
Der findes ingen gyldig konsensus om det italienske politiske spektrum, hvorfor vi efter den grafiske illustration argumenterer for inddelingen.
Etableringen af en højre-venstre skala er ligeledes nødvendig for vores vurdering af empirien i forhold til Axelrods koalitionsdannelsesteori.
Herudover vil vi analysere koalitionsdannelserne i forhold til følgende hypotese ved at besvare nedenstående arbejdsspørgsmål:

Hypotese 3: Centrum-venstre partierne havde muligheden for at danne en flertalskoalition, men havde for divergerende politiske præferencer til at enes, hvilket fik afgørende betydning for genvalget af Berlusconi i 2001

Arbejdsspørgsmål:
3.1

Havde centrum-venstre partierne mulighed for at danne en flertalskoalition efter valget i 2001?
3.2
Hvorfor kunne centrum-venstre partierne ikke enes om at danne en vindende koalition?

Som hypotesen indikerer, mener vi at centrum-venstre partierne havde muligheden for at indgå en flertalskoalition efter valget i 2001.
Dette vil vi vise ved besvarelsen af arbejdsspørgsmål 3.1, da dette er en forudsætning for relevansen af hele koalitionsdannelsesanalysen.
Arbejdsspørgsmål 3.2 skal dernæst belyse, hvorfor det ikke lykkedes centrum-venstre koalitionen at indlemme et af de 3 omkringliggende partier: Di Pietro, DE eller PRC (se forklaring til partierne), som alle havde mulighed for at samle et flertal i centrum-venstres favør.
Hertil kommer, at såvel Di Pietro som PRC i 1996 støttede centrum-venstre regeringen.
Med analysen af arbejdsspørgsmålene, vil vi således belyse vores hypoteses rigtighed.
Da Berlusconis koalition ikke selv havde muligheden for at skabe en vindende koalition, men var afhængig af centrum-venstre partiernes splittelse, vil analysen være fokuseret på centrum-venstres manglende evne til at samle et flertal fremfor på centrum-højre koalitionen, der stod anderledes stærkt sammen om Berlusconi.
Efter en gennemgang af Axelrods koalitionsdannelsesteori vil begge koalitioner blive analyseret i forhold til denne.
Teorien tjener således som overordnet forklaringsmodel for koalitionsdannelsernes henholdsvis succes og fiasko.

Italiens højre-venstre skala

Kun de partier og valgforbund, der har haft, eller kunne have haft, indflydelse på koalitionsdannelsen er medtaget.

MAGLER PARTI-LISTE - HØJRE-VENSTRE

Venstre Centrum Højre

I vores etablering af venstre-højre skalaen har vi benyttet Andrew Heywoods lineære spektrum (1997) p. 235 og definitionerne af henholdvis højre- og venstrepartiers politiske værdier p. 234, vores baggrundsartikler samt vores interview med Pietro Masina.

Forklaring til partiforkortelserne
PRC: Kommunistisk gendannelse,
PDCI: Italienske kommunisters parti,
DS: venstredemokraterne,
Girasole: valgforbund bestående af V: de Grønne og SDI: Italienske Socialdemokrater,
Margherita: Rutellis valgforbund bestående af D: Demokraterne, PPI: Folkepartiet, RI: Italiensk Fornyelse og UDEUR: Demokratisk union for Europa, DE: Europæiske Demokrater, Biancofiore: CCD: Kristelige centrum-demokrater og CDU: Kristelige unions-demokrater
Di P: Di Pietros parti Værdiernes Italien,
FI: Forza Italia, LN: Lega Nord,
AN: den Nationale Alliance.

Da vi ikke i vores litteratursøgning har fundet nogen konsensus omkring de italienske partiernes placering på en højre-venstre skala, bygger vores etablering af en højre-venstre skala på vores interviews, partiernes historiske baggrund og de politiske synspunkter, vi har fundet i vores artikler.
Vi tillægger partiernes baggrund stor betydning, da mange partier netop opstod som fraktioner af enten PCI, PSI eller DC i kølvandet på operation rene hænder.
I denne opsplitningsfase blomstrede nye partier op med udgangspunkt i ideologiske fællesskaber internt i de tidligere partier, der således dannede nye partier.
Eksempelvis delte DC-fraktionerne sig i højre- midter- og venstre partier, hvilket medførte, at partierne indgik i forskellige koalitioner ved valget i 1994.

5.2.1 Argumentation for partiinddelingen på højre-venstre skalaen
PRCs position PRC er det klart mest venstreorienterede parti på venstre-højre skalaen. PRC var en af de væsentligste årsager til, at Prodi-regeringen i 1996 måtte gå af, hvor PRC benyttede begrundelsen, at regeringen "kun beskyttede kapitalist-klassens interesser" (Socialism Today, Dondero, 1999, p.1).
De nærmeste partier på højre-venstre skalaen var således for kapitalistiske for PRC. PRC har stadig gamle kommunistiske paroler som klassekamp højt på deres politiske dagsorden.
Et af målene for partiet er at overtage arbejderklassens stemmer fra specielt DS, der er Italiens næststørste parti, men også det lille kommunistparti PDCIs stemmer ligger indenfor PRCs målgruppe (ibid., og CP 2001, p. 14 ).
PDCIs position
PDCI er placeret som det næstmest venstreorienterede parti på baggrund af dets kommunistiske baggrund.
Dog er partiet til højre for PRC, da PDCI netop valgte at bryde ud af PRC i forbindelse med deres indflydelse på Prodi-regeringens fald. Dette kunne PDCI-fraktionen ikke affinde sig med, hvorfor vi tolker dem som mere moderate end PRC.
PDCI, der opnåede 1,7 % af stemmerme, var nødt til at være en del af centrum-venstrekoalitionen, da partiet havde forudset, at de sandsynligvis ikke ville komme over spærregrænsen på 4% (CP 2001, p.14)
DSs position
DS er en videreførelse af PDS, der blev dannet i 1990 af det socialdemokratiske flertal i PCI, som var det tidligere kommunistparti, hvorfor vi placerer partiet til venstre for midten. DS var op til valget delt i to fløje; en reformistisk, mere moderat fløj favoriserende privatisering og liberalisering, samt en venstrefløj med tætte bånd til Italiens største venstreorienterede fagforenings-sammenslutning.
Samlet fremstår DS som et parti, der bygger på venstreorienterede idealer.
Således vægter DS social og økonomisk lighed. Netop disse værdier toner frem som slagordene på DS´ hjemmeside.
Disse begreber er to væsentlige venstreorienterede idealer i Heywoods forståelse af venstrefløjens værdier (CP 2001, p. 13 og Heywood, 1997, p. 234).
Girasoles position
Girasole er et valgforbund bestående af de to små partier de Grønne (V) og Italiens Socialdemokratiske parti (SDI). Valgforbundet er på højre-venstre skalaen placeret lidt til venstre for midten.
Girasole var nødsaget til at deltage i centrum-venstre koalitionen, da det var forudset, at de ikke ville opnå over 4 % af stemmerne, hvilket er spærregrænsen for seperat opstillede partier i italiensk politik.
a) V De Grønne spiller en relativ marginal rolle i italiensk politik, hvilket sandsynligvis var en af årsagerne til deres partnerskab med SDI.
Partiet opstod som en sammenslutning af en række mindre miljøorganisationer.
Som partinavnet antyder, er de Grønne et miljøorienteret parti, der ser kritisk på den øgede økonomiske udviklings indflydelse på naturressourcerne.
I forening med SDI berettiger de Grønne sig til en placering lidt til venstre for midten (CP 2001, p. 14, Heywood, 1997, p. 59 og interview med Masina 24/5 2002) b)
SDI De Italienske Socialdemokrater er ligeledes et mindre betydningsfuldt parti i italiensk politik.
Et af partiets væsentligste synspunkter er, at retssagerne mod korruption skal fortsættes således, at alle involverede får løn som forskyldt.
Et af partiets kardinalpunkter er da også retfærdighed (giustizia). (interview med Masina, 24/5 2002)
Margheritas position
Margherita er et valgforbund bestående af Demokraterne (D), Folkepartiet (PPI), Italiensk Fornyelse (RI) og Unionsdemokraterne for Europa (UDEUR).
Margherita talte centrum-venstres topkandidat til ministerpræsidentposten, Francesco Rutelli, der stillede op for Demokraterne.
Margherita er nok det nærmeste, man kommer midten i italiensk politik, og valgforbundet minder som helhed i store træk om den tidligere magtfaktor i italiensk politik DC.
Valgforbundet Margherita er bygget op omkring Rutellis person og det parti, Demokraterne, som han repræsenterer, men som han dog ikke er partileder for.
At der i Margherita er plads til divergerende opfattelser, partierne imellem, vil vi i det følgende belyse.
a) D Demokraterne blev dannet af Prodi i forbindelse med valgkampen 1996. Francesco Rutelli blev indlemmet i partiet, da han blev valgt som centrum-venstres topkandidat til valget 2001. Centrum-venstre forsøgte sandsynligvis at gentage kunststykket fra 1996, hvor det netop lykkedes Prodi at danne flertal ved at benytte Demokraternes centrale placering som springbrædt. Demokraterne skal ikke opfattes som et parti med de store armsving, men i højere grad et helt centralt parti, der kan danne et fundament, hvorfra det er muligt at samle så mange partier omkring sig som muligt. (BBC1, 2001, p. 2, og BBC2, 2001, p. 1) b) PPI Folkepartiet har sine rødder i DC, hvorfra det delte sig som et af de mest centrale partier, lidt til venstre for midten.
Efter nederlag ved regionalvalget i 2000 valgte PPIs leder Castagnetti at indgå i valgforbund sammen med de øvrige centrum-partier i valgforbundet Margherita, der, som sagt, blev anført af Rutelli.
PPI er det mest venstreorienterede parti i Margherita (CP 2001, p. 13 og interview med Masina 24/5 2002).
c) RI Italiensk Fornyelse er ligeledes et centrum parti i Margherita koalitionen.
Partiet blev dannet og ledes stadig af Lamberto Dini, der var finansminister i Berlusconis første regering i 1994, hvorefter han besad posten som ministerpræsident for den teknokratiske regering fra dec. 1994 til marts 1996.
At RI befinder sig i centrum-venstre koalitionen har rødder tilbage til Dinis opgør med Berlusconi efter sidstnævntes afgang som ministerpræsident i 1994.
Her nægtede Berlusconi at støtte Dinis teknokratiske regeringen, der efterfulgte Berlusconis.
Dette opgør har betydet, at Dini lige siden har støttet centrum-venstre koalitionerne, selvom han reelt burde tilhøre højrefløjen. RI er et lille parti, der har set sig nødsaget til at komme i alliance med de øvrige centrumpartier for at få parlamentspladser.
Politisk tilhører RI, sammen med UDEUR, højrefløjen i dette valgforbund.
Dette skal også ses i lyset af Dinis tætte bånd til den tidligere DC-leder Andreotti, der ligeledes i sin politiske karriere befandt sig lidt til højre for midten (BBC1, 2001, p. 2 og CP 2001, p. 13 og interview med Masina, 24/5 2002).
d) UDEUR Partiet Demokratisk Union for Europa tilhører højrefløjen af Margherita og er meget udfordrende overfor Rutelli, der, som sagt, er placeret centralt i valgforbundet.
UDEUR er politisk tættest på Biancofiore-partierne.
Eneste forskel på dem og Biancofiore er, hvem de er i koalition med. UDEUR splillede en aktiv rolle i forbindelse med Prodis afgang som ministerpræsident, hvor de sammen med venstrefløjen af centrum-højre partierne flyttede over til Centrum-venstre for at støtte D'Alema, da PRC og Di Pietro gik ud af koalitionen.
Di Pietros position
Di Pietro er uddannet jurist, og er kendt som "helten" fra operation rene hænder, hvor han var blandt undersøgelsesdommerne ved retten i Milano.
Hans politiske karriere begyndte i 1995, hvorefter han indtrådte som minister for offentligt arbejde i Prodi-regeringen i 1996 (www.italy.dk).
Berlusconi mente på daværende tidspunkt, at Di Pietro var ude efter hans job, hvilket indikerede en vis forvirring omkring Di Pietros politiske ideologi. (Economist, 1997) Efterfølgende forlod Di Pietro centrum-venstre koalitionen og dannede sidenhen forskellige politiske bevægelser, indtil han i maj dannede sit eget parti Di Pietro - L'Italia dei Valori (Værdiernes Italien), som han repræsenterede ved parlamentsvalget i 2001. (www.italy.dk).
Di Pietro har selv sagt, at han har konservative rødder, hvilket umiddelbart virker paradoksalt, da han op til flere gang har været en del af venstre-fløjen. (CSM, Santoro, 1997)
En forklaring hertil kan dog være, at den italienske højre-venstre skala ikke afspejler traditionelle ideologiske sammensætninger (interview med Masina 24/5 2002).
Derfor kan Di Pietros forhenværende arbejde for retssystemet have haft indflydelse på et eventuelt samarbejde med Berlusconi, som netop har været i undersøgelsesdommernes søgelys.
Både Di Pietro og Berlusconi afviser da også ethvert form for samarbejde.
Således afviste Berlusconi, trods intern interesse i højre-koalitionen, at samarbejde med Di Pietro efter hans brud med Oliven-gruppen (Economist, 1997) Og umiddelbart op til valget i 2001 sagde Di Pietro at "han som holdspiller vil forsøge at sikre Oliven-gruppen midten" (ibid.), hvilket syntes realistisk, da han nyder stor popularitet blandt den italienske middelklasse.
Det forekommer derfor mærkværdigt, at man finder Di Pietro på listen over partier, der står udenfor koalitionerne, hvilket forstærkes af den afgørende effekt hans stemmer kunne have haft.
Det kan dog tænkes, at hans kandidatur som regeringsleder, har medvirket til neutraliteten. Di Pietro som regeringsleder kunne dog kun være blevet en realitet, hvis han kunne være blevet tungen på vægtskålen mellem de to koalitioner.
Hans store udsving i tilhørsforhold i italiensk politik må dog også indikere, at han næppe er en beregnelig holdspiller.
DEs position
Democrazia europea var et relativt nyt parti ved valget i 2001 og blev ledet af Sergio D'Antoni, der tidligere havde meget tætte bånd til DC og dets tidligere ministerpræsidenter.
DE finder sin plads lidt til højre for midten i det politiske spektrum, som følge af sin leders traditionelt tætte bånd til DC og grundet partiets præferencer ved valget;
DE havde to præferencer ved valget i 2001: Først at undgå at nogle af koalitionerne kunne danne flertal således at de ville være i en gunstig forhandlingssituation.
Dernæst var målet på langt sigt at skabe grundlaget for en reorganisering af DC og derved at genoptage kontrollen af det politiske centrum (Pasquino, 2001, p. 383-384).
Begge disse målsætninger blev imidlertid ikke opfyldt, da Berlusconis koalition for det første vandt rimeligt klart, og for andet viste spillerummet på midten sig at være rimelig ufarbart, bl.a. som følge af FIs søgen mod midten. (Jfr Politisk tomrum) Biancofiores position
Valgforbundet Biancofiore består af partierne CCD og CDU, som var de mest højreorienterede fraktioner af DC.
CCDs leder Pier Casini var en af ophavsmændene bag Berlusconis koalition Casa delle Liberta, og han er ligeledes præsident for Deputerkammeret.
Specielt CCD betegnes som det mest højreorienterede af midterpartierne.
CDU er ligeledes til højre for midten, men knap så meget som CCD.
CDU er mest kendt for sine tætte bånd til vatikanet.
Men alliancen mellem disse to partier synes at være rimelig holdbar, da Biancofiore også stod sammen ved parlamentsvalget i 1996.
Biancofiore er ikke så strenge, eksempelvis i forhold til immigration, som de tre koalitionspartier til højre for sig på den politiske skala på grund af sin katolske tilknytning og baggrund (CP 2001 p. 13, BBC1, 2001, p.1 og interview Masina, 24/5 2002). Nuovo PSIs position
Nuovo PSI er et meget lille støtteparti for Berlusconi.
Som navnet antyder har partiet rødder i det gamle socialistparti PSI, som ikke var socialistisk, men faktisk i mange henseender lå til højre for DC, eksemplelvis vedrørende kriminalitet/narkotika samt på det sociale område.
Berlusconi har igennem hele sin politiske karriere haft et nært forhold til Bettino Craxi, som var PSIs enerådende leder indtil partiets sammenbrud.
Dette er begrundelsen for, hvorfor Nuovo PSI, på trods af navnet, tilhører i centrum-højre koalitionen og er placeret til højre for Biancofiore på højre-venstre skalaen (interview med Masina 24/5 2002).
FIs position
Følgende argumentation er relativt kortfattet, da vi trækker på analyserne af FI i kapitlerne om Berlusconis karisma og det politiske tomrum (3 og 4) Forza Italia blev dannet i 1993 af Silvio Berlusconi.
Allerede i 1994 opnåede partiet stor tilslutning ved parlamentsvalget, og Berlusconi blev efterfølgende regeringsleder.
Lige siden har Berlusconi været synonymt med FI, hvorfor det også er via hans personlige holdninger partiets ideologiske dimension bliver klarlagt.
Partiet står for en liberal-konservativ politik, der dog med tiden er blevet slebet i kanterne. Ved valget i 2001 var partiets politiske program således blevet mere midterorienteret, og partiet kunne dermed favne flere vælgere (jfr. politisk tomrum).
Den tilgængelige politik blev demonstreret i fjernsynet på valgaftenen 2001, hvor Berlusconi offentliggjorde sin "kontrakt med Italien". Kontrakten omfattede herunder et opgør med bureaukratiet i staten, konstitutionelle reformer, revision og simplifikation af administrationen og skattelove, tiårs plan for offentlige arbejdere, en udviklingsplan for syd og bekæmpelse af kriminalitet.
Desuden havde Berlusconi en række økonomiske løfter, der sigtede på lav inflation og lavere skattetakster samt bedre pensionsordninger.
Som det fremgår af løfterne er disse præget af liberalistiske grundtanker, mens de samtidig henvender sig til en bred skare af italienere.
FI's placering på ovenstående kontinuum er vurderet på baggrund af deres liberalistiske visioner for Italien samt at partiet fører en mere midterorienteret politik end tidligere.
LNs position
Lega Nord er det sværeste parti at placere på højre-venstreskalaen, da partiet har en entydig og meget enkeltsagsbaseret politisk dagsorden.
Lega Nord er et meget regionalistisk parti, der til tider ønsker et selvstændigt Nord-Italien, og andre gange er de lidt mere moderate og ønsker et føderalt Italien.
Stemningen i Norditalien har ved valgene op gennem 90'erne afgjort hvilken af disse to former for "decentralisering", der i valgkampen skulle satses på.
Manden bag partiet er Umberto Bossi, der har været med siden dannelsen af partiet i 1991. LNs politik vedrører først og fremmest den føromtalte problemstilling, men til gengæld ligger der nogle meget rabiate holdninger til grund (MLS, Giordano, 2002, 1, 2 og 5).
LNs argument er, at Nord-italien og nord-italienere har en anderledes overlegen identitet og kultur end den italienske, som for LN repræsenteres af Syditalien og dets indbyggere.
LN mener, at Norditalien og nord-italienerne bliver udnyttet af en korrupt, bureaukratisk og fattig centralstat i Rom, der forfordeler Syd (ibid, p. 6).
LN sporede klar fremgang op gennem 90'erne, hvor de spillede en afgørende rolle for de forskellige koalitionsdannelser, men i forbindelse med Italiens deltagelse i ØMUen blev LNs mærkesag om løsrivelse imidlertid besværliggjort, hvilket kunne spores på LNs opbakning i 2001(3.9%).
De magre udsigter for valget i 2001 betød derfor, at LNs leder Umberto Bossi valgte at indgå i alliance med Berlusconi for dermed at have en chance for at opnå regeringsposter (ibid, p. 4).
Vi mener at placeringen mellem FI og AN på højre-venstre skalaen er det tætteste vi kommer LNs position, selvom der kan være utroligt store udsving med lige netop LN afhængig af hvilket emne, der skal tages stilling til.
LNs position på højre-venstre skalaen bakkes i øvrigt op af Pietro Masina, italiensk adjunkt på RUC.
ANs position
Alleanza Nazionale er et meget højreorienteret parti, der indtager en klar position som PRCs modpol i det politiske højre-venstre spektrum.
AN har sine rødder i det tidligere neo-fascistparti MSI, men partiet har dog distanceret sig fra neofascismen, hvilket partiets leder Gianfranco Fini lægger vægt på når han skal karakterisere højrefløjen:
"Italiens højre er ikke et barn af fascismen, men har sine rødder i den nationale historie"(oversat fra norsk, Cassina Wolff, 1995)
AN er et meget nationalistisk parti, der specielt vægter en stærk central-stat med så lidt indflydelse til regionerne som muligt.
AN er ligeledes imod immigration fra de fattigere lande omkring Italien.
AN prøver at etablere sig som et moderat højreparti, eksempelvis ved at støtte markedsøkonomien og privatisering.
Således forlangte Fini, at Berlusconi skulle love at liberalismen ville være en af drivkræfterne i koalitionens politik (CP 2001, p. 12 & 15).

5.3 Centrum-venstre partiernes muligheder for at danne en flertalskoalition

Hypotese 1.3
Havde centrum-venstre partierne mulighed for at danne en flertalskoalition efter valget i 2001?

Vi vil i dette afsnit besvare arbejdsspørgsmål 3.1 ved at analysere de respektive partiers stemmeandel med særlig fokus på de partier, der stod uden for koalitionerne, og hvis stemmeandel var udslagsgivende for valgresultatet.
Foruden en tabel, hvor udvalgte nøglepartier er i fokus, vil afsnittet efterfølgende bestå af nogle simple udregninger, der skal understrege gyldigheden af de små marginaler, der havde stor betydning for Berlusconis genvalg.
Selve den analytiske diskussion af de to koalitioner bliver behandlet senere i kapitlet.
Indledningsvis vil vi dog redegøre for det italienske parlament, der består af to kamre.
Dette vil ikke være en dyb redegørelse, men er en forudsætning for forståelsen af det italienske politiske system og valgresultaterne.

5.3.1 Parlamentet
Det italienske parlament består af et senat, Senato della Repubblica og et deputerkammer, Camera dei Deputati.
Den vindende koalition skal opnå flertal i begge kamre. Valgsystemet i kamrene er en blanding af flertalsvalg i enkeltmandskredse og et proportionalt system.
I Italien er 75 procent af pladserne i begge kamre reserveret til de vindende kandidater i enkeltmandskredsene, mens de resterende 25% af mandaterne bliver afgjort udfra partiernes stemmefordeling via det proportionale repræsentationssystem. (www.fairvote.html, Katz, 1993) Kendetegnet for systemet med flertalsvalg i enkelmandskredse er, at det pågældende land er delt op i valgkredse, hvor kandidaterne skal opnå et flertal i de respektive kredse.
Det er kun den vindende kandidats stemmer, der i sidste ende tæller, mens de øvrige stemmer i kredsene reelt er uden betydning.
Også de overflødige stemmer for den vindende kandidat kan siges at gå til spilde. (Heywood, Politics, 1997, p. 215).
Princippet i det proportionale repræsentationssystem (PR) er, at partiernes stemmeandel procentvis skal være proportionel med antallet af mandater i parlamentet.
I et sådan system er fordelingen af stemmer i kredsene ligegyldig, da man kigger på den samlede stemmefordeling ved fordelingen af pladser i parlamentet. (Heywood, Politics, 1997, p. 220)

5.3.2 Valgresultaterne 2001 - Koalitionerne
Oliventræs-koalitionen har fået 44.3% af stemmerne i forbindelse med flertalsvalg i enkeltmandskredse i Deputérkammeret, mens Frihedernes hus har modtaget 45.4%, dette giver en difference på 1.1%-point.
For at være helt eksplicit, så mangler Oliventræet altså 1.2% for at have flere stemmer end Berlusconis koalition, Frihedernes hus.
En mulighed for at danne flertal for centrum-venstre koalitionen kunne have været at indgå koalition med Di Pietro, der har vundet 4% af stemmerne.

Han var endvidere i 1996 med i en sådan koalition.
Hvis disse 4% lægges til Oliventræets 44.3% fås 48.3% og dermed flere end Frihedernes hus.
Dette er ensbetydende med, at Di Pietros manglende deltagelse i Oliventræs koalitionen bevirker, at Frihedernes hus har flertal. Democrazia Europea lå ligeså inde med stemmer nok til at ændre vægten fløjene imellem.
I senatet er billedet lige så tydeligt.
Oliventræet har 39.2% og Frihedernes hus' stemmeandel er på 42.5%, hvilket munder ud i en difference på 3.3%-point.
Hvis fokus endnu en gang lægges på Di Pietro, så besidder han 3.4% af stemmerne, og igen viser det sig, at Di Pietros manglende deltagelse i Oliventræet har altafgørende konsekvenser for, hvilken koalition der kan mønstre et flertal. Kommunistisk Genopbygning (PRC) kunne ligeledes have tilført Oliventræet de determinerende stemmer.
Hertil kommer, at både Di Pietro og PRC før har deltaget i en centrum-venstre koalition, hvorfor det ikke forekommer urealistisk at netop disse partier kunne deltage igen.
Netop deres manglende deltagelse er skæbnesvanger for Oliventræskoalitionen, hvilket understreges af tallene, som klart viser, at med Di Pietros eller PRCs stemmer ville Berlusconi og Frihedernes hus næppe havde besiddet regeringsmagten efter valget i 2001.

5.3.3 Opsamling på arbejdsspørgsmål 3.1
De gennemgåede tal viser, at det var små marginaler, som afgjorde valget til Berlusconis fordel.
Centrum-venstre lå rent faktisk inde med muligheden for at danne en vindende koalition, hvis eksempelvis tidligere koalitionsmedlem, Di Pietro, havde valgt at deltage i centrum-venstres koalition op til valget i 2001.
Ligeså havde både DE og PRC stemmer nok til at ændre magtbalancen i parlamentet, hvilket med al tydelighed påviser, at centrum-venstre havde haft stemmer nok, hvis de blot havde formået at samarbejde i en bred koalition.

5.4 Årsagerne til at Rifondazione Comunista (PRC), Democrazia europea (DE) og Di Pietro ikke indgik i centrum-venstre koalitionen. I det følgende vil vi søge at besvare arbejdsspørgsmål 3.2:

3.2 Hvorfor kunne centrum-venstre partierne ikke enes om at danne en vindende koalition?

I denne forbindelse fokuserer vi på partierne, PRC, DE og Di Pietros manglende tilstedeværelse i centrum-venstre koalitionen, på trods af at de alle tilhører venstrefløjen eller midten af italiensk politik.
Disse kunne hver for sig have skabt flertal for en centrum-venstre regering.
Vores besvarelse af ovenstående arbejdsspørgsmål koncentrerer sig derfor om årsager til partiernes fravær i centrum-venstre koalitionen.

5.4.1 PRCs manglende deltagelse i centrum-venstre koalitionen
I argumentationen for højre-venstre skalaen benyttede vi PRCs brud med Oliventræet i 1998 som et betydningsfuldt argument for deres placering langt til venstre.
Vi mener ligeledes at dette argument har relavans for PRCs manglende deltagelse i centrum-venstre koalitionen 2001.
PRC beskyldte netop, i forbindelse med bruddet, partierne i Oliventræet for kun at beskytte kapitalist-klassens interesser. Bruddet med Oliventræet forårsagede en mindre splittelse i PRC, hvor den mindst kommunistiske fløj dannede PDCI, som bibeholdte støtten til Oliventræet og således distancerede sig endnu mere fra PRC.
PRCs brud med Oliventræet gav netop anledning til selvransagelse i partiet, der ved partiets kongres i marts 1999 besluttede, at de ikke ville gå på kompromis med deres synspunkter blot for at støtte en centrum-venstre koalition, der alligevel er grundlag for en "kapitalistisk regering i markedskræfternes ånd" (Socialism Today, Dondero, 1999, p.1).
I stedet ville PRC satse på en anti-kapitalistisk strategi, hvis eksistens skal sikres via en massebevægelse ført an af Italiens arbejderklasse (ibid).
Klassekampen er altså på ny blevet drivkræften for PRC. Ovenstående belyser med al tydelighed, at PRC har isoleret sig fra de øvrige partier på venstrefløjen, der må affinde sig med at blive optalt som partier, der støtter en kapitalistisk regering.
Desuden har PRC, ud over den meningskløft der fandtes inden bruddet med Prodi-regeringen, distanceret sig endnu mere fra partier ved i højere grad at søge tilbage til de kommunistiske idealer, der bestemt ikke er forenelige med de værdier centrum-venstre koalitionen stod for i forbindelse med valget 2001.
Flere ting spiller altså ind i forbindelse med PRC manglende deltagelse i centrum-venstre koalitionen 2001.
Den vigtigste årsag er dog, efter vores opfattelse, det kontante brud med Oliventræet i 1998.
Mange sår er endnu ikke helet i forholdet mellem PRC og de øvrige partier i koalitionen, hvilket underbygges af Pietro Masinas udtalelser om, at flere partier ikke ønskede PRC i centrum-venstre koalitonen, selv om de kunne være tungen på vægtskålen.
Hertil kommer, at centrum-venstre sandsynligvis ville fremstå mere indbydende for partier omkring Oliventræet, bl.a. PRC, hvis de ledelsesmæssige problemer var løst mere tilfredsstillende end det har været tilfældet med udnævnelsen af Francesco Rutelli som ministerpræsident-kandidaten (jfr. politisk tomrum).

5.4.2 DEs manglende deltagelse i centrum-venstre koalitionen
DE var et relativt nyt parti ved valget i 2001 og havde således ikke alliancetilknytning fra tidligere valg.
I argumentationen for højre-venstre skalaen var en af årsagerne til partiets placering lidt til højre for midten partiets leder Sergio D'Antonis tidligere tætte bånd til DC og dets tidligere ministerpræsidenter. Sidstnævnte underbygges af tilstedeværelsen i partiet af den tidligere så magtfulde ministerpræsident for DC, Giulio Andreotti (www.cnn.dk).
Andreottis tilsteværelse indikerer ligeledes, at DE ikke er tilbøjelig til at gå på kompromis med de øvrige midterpartier, hvilket deres ambition om at genoprette DC, som det helt centrale midterparti, underbygger.
DE anfører således, at bipolariteten i italiensk politik forekommer dem unaturlig, hvilket sandsynligvis hænger sammen med DCs mangeårige rolle som det dominerende parti i italiensk politik (ibid).
DEs ønske om på længere sigt at overtage kontrollen med midten af det politiske spektrum bringer partiet i et stærkt modsætningsforhold til Forza Italia (FI), der ved valget drog nytte af sin mere midtersøgende politik (jfr politisk tomrum).
Derfor må DE og FI opfattes som konkurrenter, hvilket besværliggør DEs deltagelse i Berlusconis koalition Frihedernes Hus, med mindre DE ville kunne opnå betydelig indflydelse.
Dette vender vi tilbage til.
Ved valget 2001 havde DE to præferencer, hvoraf den ene netop var at stabilisere partiet i centrum af det italienske politiske spektrum, for derved på længere sigt at skabe grundlaget for en reorganisering af DC (Pasquino, 2001, p. 383-384).
Derfor ville DE ved valget i 2001 gerne fremstå som en selvstændig politisk aktør uden tilknytningsforhold til nogen koalitioner.
Dette var i sig selv noget af en satsning, der viste sig at mislykkedes, da partiet ikke kom over spærregrænsen, som er på 4 % i Italien, når partier står uden for koalition.
Denne satsning havde dog mest tilknytning til DEs anden præference ved valget, som netop var en forhåbning om, at ingen af de to koalitioner kunne samle flertal, således at DE ville være i en gunstig forhandlingssituation, hvor partiet muligvis kunne være blevet tungen på vægtskålen (ibid).
Hvis DE havde formået at komme over spærregrænsen, ville de have været i netop denne gunstige position.
Denne koalitionstaktik er netop blevet anført af Simon Hix.
Han påpeger, at en fordelagtig situation for et parti er, hvor det kan vende en tabende koalition til en vindende og således være afgørende.
I denne situation kan partiet efterspørge en meget høj pris for sin deltagelse (Hix, 1999,p. 56).
Denne taktik var netop, hvad DE forfulgte ved valget i 2001, hvilket er den væsentligste begrundelse for partiets fravær i centrum-venstrekoalitionen.
Andreottis tilstedeværelse i partiet sammenholdt med ambitionen om en reorganisering af DC var en anden.
En tredje årsag til DEs fravær forholder sig til centrum-venstres ledelsesmæssige krise, hvilket er en gennemgående medvirkende årsag til fraværet af henholdsvis PRC, DE og Di Pietro i centrum-venstre koalitionen.
Centrum-venstres ledelsesmæssige krise skal, som sagt, dateres tilbage til det politiske tomrum.

5.4.3 Di Pietros manglende deltagelse i centrum-venstre koalitionen
De italienske partiers koalitionsmuligheder er i høj grad påvirket af de enkelte partiers holdning til Berlusconi og til retssystemet.
Et parti, der er for retssystemet og undersøgelsesdommernes fortsatte arbejde vil således have vanskeligt ved at indgå en koalition med Berlusconi (Masina, 24/5 2002).
Di Pietro er selv forhenværende undersøgelsesdommer og står retssystemet bi.

Note: 6/Undersøgelsesdommerne stod for undersøgelserne og afsløringerne af det korrumperede italienske, politiske system. Denne proces kendes under navnet "Operation rene hænder".

Di Pietros fortid har derfor betydning for hans forhold til Berlusconi, da denne ligeså har været i undersøgelsesdommernes søgelys og siden sin første regeringsperiode har ført en indædt kamp mod netop undersøgelsesdommere og søgt at underminere retssystemet magtposition.
Dette er medvirkende til en enorm afstand mellem Berlusconi og Di Pietro i forbindelse med koalitionsdannelse.
Di Pietro nægter kategorisk at indgå i et samarbejde med Berlusconi, selvom Berlusconi faktisk har tilbudt Di Pietro en plads i Frihedernes Hus (Masina, 24/5 2002).
Dette var Di Pietro altså ikke villig til, på trods af at han rent personligt regnes for værende konservativ, hvilket burde kategorisere ham som højreorienteret, men det understreger blot at motivationen for hvilken fløj, der støttes, i høj grad er bestemt af det enkelte partis forhold til Berlusconi.
Dette forklarer altså, hvorfor Di Pietro ikke indgik i Frihedernes Hus og indikerer ligeledes, at en af Di Pietros præferencer er at holde Berlusconi fra magten.
Di Pietros præference var heller ikke nok til at, han ville tage del i centrum-venstres koalition.
Ifølge hans eget brev til vælgerne i forbindelse med valget 2001, så skyldtes det, at han ikke mente, at den daværende centrum-venstre koalitions konstellation kunne appellere til flertallet af de italienske vælgere.
Ydermere var Di Pietro af den opfattelse, at han kunne tiltrække flere vælgere ved ikke at deltage i koalitionen.
De borgerlige/midtersøgende vælgere, som eventuelt ville stemme på ham, ville, ifølge Di Pietro selv, ikke stemme på venstrefløjen og derved ville han ikke rykke på balancen via en deltagelse i centrum-venstres koalition.
Han valgte derimod at stå alene, at fremhæve sig selv som et alternativ til folk som ikke var venstreorienterede, men heller ikke for Berlusconi (www.cronologia.it/storia/tabello/tabe1594.htm). Dette er ensbetydende med, at Di Pietro mente, at han tjente sin præference, vedrørende at hindre Berlusconi i at få magten, bedst, ved ikke at deltage i centrum-venstres koalition.
Det mest essentielle for Di Pietro var dog, at han fandt centrum-venstre visionsløst.
De tænkte ikke innovativt og holdt egentligt kun sammen ud fra et motiv om at holde Berlusconi fra magten (www.cronologia.it/storia/tabello/tabe1594.htm).
Dette indikerer, at Di Pietro havde nogle politiske ambitioner, samt nogle rent politiske præferencer som ikke stemte overens med, hvad centrum-venstre repræsenterede og som dermed også bevirkede, at Di Pietro undlod at tage del i centrum-venstres koalition.

5.4.4 Opsamling på arbejdsspørgsmål 3.2
Flere ting har spillet ind i forbindelse med centrum-venstres manglende evne til at danne en vindende koalition.
Overordnet har centrum-venstres ledelsesmæssige krise, som blev analyseret i afsnittet om det politiske tomrum, været en medvirkende årsag til både PRC, DE og Di Pietros manglende tilstedeværelse.
Disse tre partier kunne, som arbejdsspørgsmål 3.1 viste, alle have skabt flertal for centrum-venstre koalitionen. Analysen af arbejdsspørgsmål 3.2 har også vist, at det aldrig for PRCs og Di Pietros vedkommende har været på tale at deltage i Berlusconis koalition, samt at DE også ville prioritere sin støtte til centrum-venstre højere end til centrum-højre.
For de tre ovennævnte partier, der med sin deltagelse i centrum-venstre koalitionen kunne have været afgørende, har forskellige omstændigheder gjort, at de valgte at stå alene.
I forbindelse med selve besvarelsen af arbejdsspørgsmål 3.2 var meningskløften for PRCs vedkommende for stor til de øvrige centrum-venstre partier, hvilket bestyrkes af bruddet med Prodi regeringen, som stadig er årsag til betydelige uoverensstemmelser.
At DE ikke befandt sig i centrum-venstre koalitionen skyldes, at partiet ønskede at fremstå som et selvstændigt og ansvarligt politisk parti med henblik på at manifestere sig i det italienske politiske system, samt at partiet satsede på at blive tungen på vægtskålen, hvilket ville have betydet, at DE ville stå med afgørelsen i hænderne.
Dette viste sig dog at mislykkes. Di Pietros fravær fra centrum-venstre koalitionen skyldes primært ønsket om at holde Berlusconi fra magten. Di Pietro mente således, at han ville tiltrække flere vælgere ved at stå alene, og derfor undgå, at disse vælgere valgte Berlusconis koalitionspartier, end hvis han havde deltaget i centrum-venstre koalitionen.
Han anførte således, at mange vælgere ikke ville støtte venstrefløjen.
Desuden var et andet centralt argument for partiets fravær, at Di Pietro fandt Rutellis lederskab visionsløst, hvilket bestyrker, at centrum-venstre befandt sig i en ledelsesmæssig krise.

5.5 Gennemgang af Axelrods koalitionsteori
Til at analysere koalitionsdannelserne omkring valget 2001, hvor Berlusconi blev genvalgt til ministerpræsident, vil vi benytte Robert Axelrods (1970) teori om partiers interessekonflikter og præferencer i forbindelse med koaltionsdannelse.
Teorien vil som tidligere nævnt fungere som overordnet forklaringsramme for koalitionsdannelserne og disses betydning for genvalget af Berlusconi. Det overordnede spørgsmål for Axelrod er at besvare, hvilke koalitioner det er mest sandsynligt vil blive dannet, og hvilke koalitioner, der vil vise sig at være holdbare. Hans tilgang til koalitionsdannelse er politik/præference-orienteret i modsætning til eksempelvis den meget brugte Riker, hvis tilgang er "policy-blind" (Hix, 1999, p.56-57).
Ifølge Axelrod har partierne forskellige præferencer, men nogle partier har præferencer, der ligner hinanden mere end andre.
Med andre ord er der partier, hvis præferencer er mere forenelige end andre, hvilket betyder at disse som udgangspunkt har mindre potentiale for interessekonflikt i en eventuel koalition. (Axelrod, 1970, p. 166).
Dette fører frem til to hypoteser (ibid., p.167):
1. Jo mindre interessekonflikt der er i en koalition, desto mere sandsynligt er det, at den vil blive dannet.
2. Jo mindre interessekonflikt der er i en koalition, desto mere sandsynligt er det at koalitionen vil have lang holdbarhed, hvis den dannes.
I vores analyse vil vi dog kun benytte os af den første hypotese, da vi ikke fokuserer på tiden efter valget i vores projekt.
Hypoteserne er ikke baseret på en høj grad af rationalitet hos partierne, da han ikke mener at disse besidder perfekt information om de andre partiers præferencer.
Derfor behøver forudsigelserne dog ikke at slå fejl, fordi det, i forhandligerne om koalitionsdannelse, ganske enkelt vil være lettere at komme til enighed mellem partier med en lav grad af interessekonflikt.
Det kan ligeledes forventes, at koaltioner med en lav grad af interessekonflikt, vil holde længere, fordi uoverensstemmelser vil være lettere at løse i en sådan koalition (ibid).
Til at definere partiernes præferencer i forhold til hinanden benytter Axelrod en én-dimensionel politisk venstre-højre skala, men bemærker at man uden problemer kunne erstatte den med en flerdimensionel skala (ibid., p.168).
Jo mindre spredning der er mellem partierne på skalaen, desto mindre interessekonflikt vil der være.
Axelrod mener ikke, at man præcist kan måle partiernes politiske spredning i en koalition via venstre-højre skalaen, men den giver alligevel en del information om den politiske spredning i en koalition.
Det er således de partier, der ligger tæt på hinanden på venstre-højre skalaen, der har størst sandsynligehed for at danne en holdbar koalition.
For at begrænse de interne interessekonflikter i en koalition, vil partierne desuden forsøge at minimere og tilpasse antallet af partier, således at koalitionen lige netop opnår stemmeflertal. Dette fører til Axelrods definition på den optimale koalition: en minimal, forbundet, vindende koalition. (ibid., p.170), hvilket vil sige, at en koalition skal være så lille som mulig, præferencerne skal være nærliggende eller forbundne, og koalitionen skal tilsammen have nok stemmer til at vinde.
Således må den optimale koalition ikke kunne tåle at miste en af sine koalitionspartnere uden at miste sit flertal.
Dette fører frem til Axelrods udbygning af de to tidligere hypoteser:
"I et parlamentarisk demokrati, hvor partierne kan inddeles på en højre-venstre skala vil en minimal, forbundet, vindende koalition: 1. have væsentlig større sandsynlighed for at blive dannet, og
2. når den er blevet dannet, have en længere holdbarhed end andre koalitioner.
Som nævnt i metodeafsnittet vil vi ikke anvende Axelrods hypotese 2 i analysen af koalitionerne, da den ikke har betydning for genvalget af Berlusconi og dermed falder udenfor dette projekts rammer.
Riker (og andre der har udviklet teorier om koalitionsdannelse med en "policy-blind" tilgang), tager udgangspunkt i, at partiernes primære mål er at opnå indflydelse og magt.
Med hensyn til det fordelagtige i at danne den mindst mulige, vindende koalition, er Axelrod og Riker enige, fordi der i såfald er færre interesser at tilfredsstille (ibid., p.172-173). Axelrod begrænser dog antallet af mulige koalitioner, fordi han i modsætning til Riker inddrager partiernes politiske præferencer, hvilket usandsynliggør en koalition mellem eksempelvis to partier, der ligger på hver deres yderfløj af venstre-højre skalaen, selv hvis disse tilsammen netop opfyldte Rikers krav om en minimal, vindende koalition.

5.6 Centrum-venstre- og centrum-højre koalitionerne i forhold til Axelrods teori
Når man betragter henholdsvis Centrum-venstre koalitionen (Oliventræet) og Centrum-højre koalitionen (Frihedernes Hus) i forhold til Axelrods teori om den minimale, forbundne, vindende koalition, er det første der springer en i øjnene, den store forskel i antallet af koalitionpartier i de to koalitioner.
Førstnævnte består af otte partier, hvoraf de seks er organiserede i valgforbund (se argumentation for højre-venstre skalaen). Berlusconis koalition består af kun fem partier, hvortil kommer, at Forza Italia er det altdominerende parti personligheds- og stemmemæssigt.
Oliventræet har derimod flere partier, der kan gøre krav på afgørende indflydelse, da Venstredemokraterne (DS) og valgforbundet Margherita har næsten lige mange stemmer og klart flere end de andre koalitionpartnere.
På baggrund af ovenstående er de muligt at se, at Berlusconis koalition i højere grad opfylder Axelrods kriterie om en minimal koalition, hviket betyder potentielt mindre intern interessekonflikt (Axelrod, 1970, p. 167).
På vores grafiske inddeling af partierne på en højre-ventre skala fremgår det således, hvordan partierne i Oliventræet spreder sig over et større stykke af skalaen, hvilket indikerer større ideologiske forskelle, mens Frihedernes Hus' præferencer ligger tættere (se ovenfor).
Tendensen til interessekonflikt må desuden forstærkes i Oliventræet, som følge af fraværet af én oplagt leder, hvilket vi belyste i kapitel 2, Politisk Tomrum.
På samme måde formindskes interessekonflikten i Berlusconis Frihedernes Hus, da magtforholdene internt i koalitionen er så klare:
Forza Italia har næsten 2 ½ gange flere stemmer end det næststørste parti i koalitionen, Alleanza Nazionale.
I denne forbindelse har Berlusconis karismatiske evner væsentlig betydning for, at Centrum-højre koalitionen ikke står i den samme ledelsesmæssige krise som Centrum-venstre.
Et andet væsentligt aspekt med hensyn til teorien om en minimal forbundet vindende koalition er, at Oliventræet ikke udgør en vindende koalition uden enten Di Pietro, DE eller PRC, mens Frihedernes Hus udgør en vindende koalition.
De potentielle interessekonflikter ville således øges i Oliventræet, såfremt det var lykkedes at få Di Pietro, PRC eller DE med i koalitionen, hvilket til gengæld ville have have kunnet samle et flertal og dermed forhindre Berlusconis valgsejr.
Centrum-venstre partierne har givet vis vidst, at Berlusconi ville komme til magten, hvis ikke de kunne enes om en koalition med Di Pietro, DE eller PRC, men præferencen at holde Berlusconi fra magten har åbenbart ikke været tungtvejende nok, til at det kunne lykkes.
Frihedernes Hus er dog langfra en optimal koalition i forhold til Axelrods teori, da den også rummer klare ideologiske forskelligheder.
Primært modsætningen mellem regionalistiske Lega Nord, der er fortalere for norditaliensk autonomi og Alleanza Nazionale, der arbejder for en stærk centralstat, hvilket kommer deres vælgere fra Syditalien til gode, da det ville være en økonomisk katastrofe for resten af Italien, hvis den industrielle motor i Norditalien blev koblet fra.
Også med hensyn til andre centrale politiske spørgsmål, såsom invandring, er der, som det blev påpeget i gennemgangen af Biancofiores placering på højre-venstre skalaen, uenighed.
AN, Forza Italia og Lega Nord går alle en for en meget restriktiv, fremmedfjendsk politik, mens Biancofiore pga sin katolske baggrund ikke kan støtte en fremmedfjendsk immigrationspolitik. Det der synes at knytte partierne sammen, synes i høj grad at være ønsket om politisk indflydelse - at komme i regering.
Men også Berlusconis karismatiske lederskab er et samlingspunkt for hele koalitionen, der bærer dennes navn i midten af sit koalitionsflag, hvilket er ganske rammende for den interne magtbalance i Frihedernes Hus. Frihedernes Hus er ikke nogen minimal koalition, fordi de rent faktisk kunne have undværet Neo-PSI, der kun fik 1% af stemmerne, og alligevel have opnået flertal.
Dette skyldes formentlig mangel på fuldstændig information, da det er vanskeligt for koalitionspartnerne at vide, hvor mange stemmer, der skal til for at danne flertal, når koalition ikke kan samle absolut flertal.
Det lå da også uden for centrum-højre koalitionens rækkevidde at skabe flertal, idet de måtte sætte deres lid til, at centrum-venstre partierne var for splittede til at kunne enes.
Neo-PSI står dog uden reel indflydelse på regeringens beslutninger.

Opsamling
De to koalitioner afviger således fra Axelrods teori om optimale koalitioner på flere punkter.
Oliventræet er først og fremmest ikke nogen vindende koalition, og består desuden af mange partier med divergerende præferencer.
Præferencerne afviger både politisk/ideologisk og med hensyn til opbakningen omkring en fælles leder.
De divergerende præferencer ville desuden forstærkes af en eventuel indlemmelse af PRC, DE eller Di Pietro i koalitionen. Frihedernes Hus opfylder i langt højere grad kriterierne, da den er vindende.
Koalitionen er som nævnt ikke minimal, fordi Neo-PSI godt kunne undværes, samtidig med at koalition beholdt sit flertal.
Deres præferencer er heller ikke på alle punkter forbundne med modsætningen mellem AN og Lega som den største afvigelse fra den optimale situation (da Neo-PSI står uden for indflydelse i koalitionen).
Men med hensyn til at bakke op om Berlusconi som leder og ønsket om politisk indflydelse og magt synes præferencerne at være særdeles tæt forbundne.

5.7 Delkonklusion til koalitionsdannelse

I forbindelse med besvarelsen af arbejdsspørgsmål 3.1 fandt vi, at centrum-venstre koalitionen havde muligheden for at samle flertal, hvis den havde formået at inddrage PRC, DE eller Di Pietro.
De førnævnte partiers manglende enighed med centrum-venstre koalitionen skyldes for divergerende poltiske præferencer, hvilket er det overordnede forklaring på, hvorfor centrum-venstre partierne ikke kunne enes om at danne en vindende koalition.
En fælles politisk præference for PRC, DE og Di Pietro var dog, at de alle opfattede ledelsen af centrum-venstre koalitionen som problematisk, idet de ikke fandt Francesco Rutellis kandidatur som minister-præsident ønskværdigt.
Mere konkret havde vores analyse forskellige forklaringer til, hvorfor de ovennævnte partier ikke deltog i centrum-venstre koalitionen, selvom alternativet var et genvalg af Berlusconi.
PRCs afstand til de øvrige partier i koalitionen var den primære årsag til, at de undlod at deltage i centrum-venstre koalitionen, der ligeledes indeholdte partier, der ikke ønskede partiet indlemmet. Hertil kommer den historiske uoverensstemmelse i forbindelse med PRCs brud med Prodi regeringen i 1998, der stadig belaster forholdet til centrum-venstre partierne.
DEs manglende tilstedeværelse i koalitionen skyldes først og fremmest en todelt strategisk satsning.
Første led af strategien var en ambition om på længere sigt at genopbygge DC som det dominerende midterparti i italiensk politik, hvilket, efter DEs opfattelse, bedst lod sig gøre ved at fremstå som et selvstændigt og ansvarligt parti, der ikke var afhængig af koalitionstilknytning.
Andet led var en forhåbning om, at DE ville komme i en situation, hvor partiet kunne blive tungen på vægtskålen.
Denne situation opstod rent faktisk, men partiet kom lige netop ikke over spærregrænsen på 4 %, hvorfor deres stemmer gik til spilde.
Di Pietros fravær fra centrum-venstre koalitionen skyldes først og fremmest præferencen om at holde Berlusconi fra magten.
Det forekommer derfor paradoksalt at han ikke støttede koalitionen, hvilket imidlertid bunder i hans formodning om, at vælgerne ikke ville stemme på venstrefløjen pga Rutellis, ifølge Di Pietro, visionsløse kandidatur.
Axelrods koalitionsdannelsesteori forudsagde, at en koalition med mange partier ville have stor potentiel interessekonflikt og derfor mindre sandsynlighed for at blive en vindende koalition, hvilket direkte belyser centrum-venstres besværligheder vedrørende at nå til enighed om en vindende koalition.
Centrum-venstre koalitionen afviger desuden fra Axelrods definition af den optimale koalition ved først og fremmest ikke at være nogen vindende koalition, og desuden bestå af mange partier med divergerende præferencer.
Præferencerne afviger både politisk/ideologisk og med hensyn til opbakningen omkring en fælles leder.
De divergerende præferencer ville desuden forstærkes af en eventuel indlemmelse af PRC, DE eller Di Pietro i koalitionen. Desuden har vi valgt at benytte Axelrods teori til at forklare hvorfor centrum-højre har formået at danne en vindende koalition. Her fremgik det, at centrum-højre koalitionen i langt højere grad opfyldte kriterierne for den, i Axelrods forståelse, optimale koalition på trods af at koalitionen ligeledes indeholder divergerende politiske præferencer især med hensyn til immigration og forholdet mellem stat og regioner.
Men med hensyn til at bakke op om Berlusconi som leder og ønsket om politisk indflydelse og magt synes præferencerne at være tæt forbundne.
Berlusconis karisma spiller i den forbindelse en afgørende rolle. Med hensyn til koalitionsdannelsernes betydning for genvalget af Berlusconi konkluderer vi, at de har haft afgørende betydning for dennes genvalg, eftersom centrum-venstre koalitionen, efter stemmeafgivelsen, kunne have fået regeringsmagten, hvis ikke partierne havde haft for divergerende politiske præferencer. Centrum-højres enighed vedrørende koalitionsdannelserne, hvor Berlusconis parti Forza Italia fremstod som det klart stærkeste parti, har ligeledes spillet en afgørende rolle, da Forza Italia ikke alene kunne have fået regeringsmagten.
På baggrund af ovenstående kan vi således bekræfte hypotese 3: Centrum-venstre partierne havde muligheden for at danne en flertalskoalition, men havde for divergerende politiske præferencer til at enes, hvilket fik afgørende betydning for genvalget af Berlusconi i 2001.

Næste afsnit

Konklusion >>

Retur til
Politik <<


Berlusconis genvalg

1:
Indledning >>

2:
Det politiske tomrum >>

3:
Berlusconis karisma >>

4:
Koalitionsdannelser


5:
Konklusion >>

I denne artikel

Partier i Italien >>


Det italienske
valgsystem >>


 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2000-2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano