Politik

Berlusconis genvalg i 2001:

3: - Berlusconis karisma

Opgaven er skrevet af
Lars Budolfsen,
Kaare Kronberg,
Troels Børrild og
Brian Hansen
fra Roskilde Universitets Center.

Afleveret juni 2002.



Teoretiskeovervejelser om karisma:
4.1 Indledning
I dette kapitel forsøger vi at belyse vores hypotese om sammenhængen mellem Berlusconis karisma og dennes genvalg til ministerpræsident i 2001:
For at operationalisere belysningen af ovenstående, har vi udarbejdet følgende arbejdsspørgsmål.
Besvarelsen af disse belyser samtidig hypotesens holdbarhed.
Til at besvare ovenstående arbejdsspørgsmål, benytter vi Tamir Sheafers teori om karismatiske evner og medielegitimitet som hovedteorien i dette afsnit.
Først vil vi gennemgå denne, der desuden danner struktur for vores efterfølgende analyse af Berlusconis karismatiske evner.
Karismatiske evner kan ifølge Sheafer opdeles i 5 centrale karismakategorier og disse udgør rammerne for vores analyse.
Hver analysedel bliver efterfulgt af en opsamling, som til sammen vil omfatte en samlet vurdering, der skal bruges i besvarelsen af arbejdsspørgsmålene og belysningen af hypotesen i kapitlets afsluttende delkonklusion.
4.2 Teori:
Gennemgang af Sheafers teori om karismatiske evner og medielegitimitet Ifølge Tamir Sheafers (Communication Research, 2001, p. 711 ff.) teori om politiske aktørers opnåelse af medielegitimitet, i betydningen at få adgang til medierne og positiv mediedækning, er det den politiske aktørs karismatiske evner og politiske ressourcer, der er afgørende.
Ved karismatiske evner forstår Sheafer aktørens demonstrerede evner og talenter passende til den politiske kommunikations-arenas krav. Disse krav udgøres af mediernes professionelle værdier og behov herunder formatkrav, hvilket dækker over krav til eksempelvis at kunne formulere sig kort og præcist, at den politiske aktør er fleksibel overfor mediernes skæve sendetider etc.
Sheafer benytter to begreber til at definere politiske ressourcer "Political standing" og "political centrality":
Ved "political standing" forstås aktørens hierarkiske position indenfor en institution eller parti, mens "political centrality" refererer til partiets ideologiske afstand til nationens symbolske midte eller ideologiske centrum (ibid., 715).
Med andre ord har et parti, der afspejler flertallet af vælgernes værdier en høj grad af "political centrality".
Det vil ofte være en statsleder, der besidder de største politiske ressourcer, da personen repræsenterer toppen af hierarkiet i sit parti, mens statslederen ofte ligeledes repræsenterer nationen mest (ibid., p. 716). Medierne er, ifølge Sheafer, blevet det primære forum for politisk kommunikation, hvorfor opnåelsen af medielegitimitet er essentiel, hvis en politisk aktør ønsker politisk indflydelse.
Opnåelsen af medielegitimitet bliver derfor det primære mål med den politiske kommunikation (ibid., p. 713). Der findes herunder to former for legitimitet - blandt befolkningen og inden for det kommunikative politiske område.
Legitimitet hos befolkningen betyder, ifølge Mueller og Yatziv (ibid.), folkets accept af dominans, mens legitimitet indenfor kommunikation på den politiske scene består af medielegitimitet.
I forsøget på at opnå medielegitimitet er det, som førnævnt, essentielt at besidde enten karismatiske evner, politiske ressourcer eller begge. Sheafer mener, at man er nødt til at se på den politiske aktørs reelle opførsel og handlinger i forståelsen af karisma og hans teori er således en aktør-centreret tilgang til karisma, der fokuserer på den politiske aktørs evner og handlinger ved at opstille følgende fem kategorier af karismatiske evner (ibid., p. 718):
1. Retoriske og dramatiske evner: aktørens demonstrerede retoriske og dramatiske evner og hans eller hendes evne til at tilpasse sig formatkravene til det specifikke medie.
2. Politisk initiativ, kreativitet og aktivitet: niveauet af politisk innovation, kreativitet og aktivitet, som den politiske aktør demonstrerer.
3. Kommunikativt initiativ, kreativitet og aktivitet: niveauet af relevant kommunikations innovation, kreativitet og aktivitet, som den politiske aktør demonstrerer.
4. Samarbejde med journalister: Aktørens demonstrerede niveau af vilje og evne til at samarbejde med journalister. Dette samarbejde er baseret på enten et professionelt eller personligt forhold, eller begge dele.
5. Samarbejde med politikere: aktørens demonstrerede niveau af vilje og evne til at samarbejde med andre politikere og evne til at overtale dem til at støtte hans eller hendes politiske initiativer. Ovenstående kategorier er, ifølge Sheafer, blandt de vigtigste kategorier i tillæggelsen af karisma til en politisk aktør.

De dækker imidlertid (som nævnt i Valg af teori) ikke alle aktiviteter, evner og karakteristika, der har indflydelse på tillæggelsen af karisma, eftersom de eksempelvis ikke tager aktørens fysiske udseende i betragtning.
De fem kategorier vil danne skelet for vores analyse af Berlusconis karisma efterfulgt af en analyse af Berlsuconis politiske ressourcer; "political standing" og "political centrality".
Vi har imidlertid fundet det væsentligt at inddrage en vurdering af netop den politiske aktørs fysiske udseende og gebærden, i analysen af Berlusconis karisma, hvilket understøttes af den italienske politolog Osvaldo Crocis analyse af den italienske ministerpræsident (MIS, 2001, p. 354-355).
Vi mener, at man uden problemer kan behandle Berlusconis fysiske udseende og gebærden under analysen af dennes dramatiske evner (se ovenfor), da disse aspekter efter vores opfattelse udgør en vigtig del af netop en aktørs dramatiske evner.
Generelt mener vi ikke, at Sheafer har været eksplicit nok i sin definition af de enkelte kategorier af karismatiske evner, hvilket åbner op for en vis fortolkning.
Derfor vil vi i starten af hver underanalyse, definere hvorledes vi fortolker Sheafers karisma-kategori. Sheafers metode: Sheafer benytter sig af deduktiv metode, hvor han udvikler sine karisma-analysekategorier på baggrund af en teoretisk diskussion af den eksisterende viden om karisma og relaterede områder.
Hertil kommer tre hypoteser om sammenhængen mellem politiske ressourcer, karismatiske evner og den politiske aktørs opnåelse af medielegitimitet (Communication research, 2001, p. 718):
1a. Den politiske aktørs karismatiske evner har en positiv indflydelse på hans eller hendes medielegitimitet - omfanget og kvaliteten af mediedækningen.
1b. Den politiske aktørs "political standing" har en positiv indflydelse på hans eller hendes medielegitimitet
1c. Den politiske aktørs "political centrality" har en positiv indflydelse på hans eller hendes medielegitimitet.
2. Den politiske aktørs karismatiske evner har en positiv indflydelse på de antal sager, der giver han eller hende adgang til medierne.
3. Indflydelsen af aktørens parlamentariske aktiviteter i forbindelse med medielegitimitet vil være positiv, men i mindre grad end aktørens karismatiske og politiske ressourcers indflydelse på medielegitimiteten.

I Sheafers empiriske undersøgelse af den deduktivt udledte teori konkluderer Sheafer, at karisma er den vigtigste variabel i opnåelsen af mediedækning, men at den relative påvirkning af karismatiske evner på kvaliteten af mediedækningen (positiv dækning) er meget svagere end på omfanget af eksponeringen.
Det modsatte gør sig gældende med "political centrality", idet denne variabel har større indflydelse på kvaliteten af mediedækningen end på omfanget (Communication Research, 2001, p. 730).
Der er, ifølge Sheafer, ikke lavet lignende undersøgelser af politiske aktørers karismatiske evners indflydelse på deres opnåelse af medielegitimitet.
Med hensyn til politiske ressourcers indflydelse på en politisk aktørs adgang til medierne, henviser Sheafer til en lang række forskeres studier, der understøtter hans konklusion, især med hensyn til "political standing"s positive indflydelse på adgangen til medier (Benett, 1990; Cook, 1989; Ericson et. Al, 1989; Gans, 1979; Gitlin, 1980; Hess, 1996; Shoemaker & Reese, 1991; Squire, 1988, Wolfsfeld, 1997. fra: Sheafer, Communication Research, 2001, p. 729).

4. Berlusconis karisma

4.3 Analyse af Berlusconis karismatiske evner og medielegitimitet
I det følgende analyseres Berlusconis karisma i forhold til Sheafers fem kategorier af karismatiske evner samt to kategorier af politiske ressourcer: "Political standing" og "political centrality" begyndende med Berlusconis retoriske og dramatiske evner.

4.3.1 Retoriske og dramatiske evner:

"Aktørens demonstrerede retoriske og dramatiske evner og hans eller hendes evne til at tilpasse sig format kravene til det specifikke medie." Vi har fundet det hensigtsmæssigt at uddybe ovenstående definition, da den rummer mulighed for fortolkning af begreberne.




Retoriske evner forstår vi som den politiske aktørs demonstrererede evne til at udtrykke sig verbalt på en overbevisende måde, mens dramatiske evner forstås den politiske aktørs evne til i sin fremtræden at virke interessant med hensyn til udseende, gebærden og gestikulation.
Følgende afsnit vil vise, hvorledes Berlusconi har formået at tilpasse sig både formatkravene til diverse medier, men i særdeleshed til vælgerkorpsets format krav ved at tale i et enkelt og forståeligt sprog, som den gennemsnitlige vælger kan forstå og som appellerer til dennes følelser.
Desuden vil afsnittet vise, hvorledes Berlusconis retorik afviger i forhold til de øvrige centrale politiske aktørers.
For at forstå Berlusconis politiske succes, er det nødvendigt at se på den generelle italienske politiske diskurs.
Vi ønsker at forklare genvalget af Berlusconi i 2001, hvorfor det er nødvendigt at tage den politiske diskurs i 90erne i betragtning. Berlusconi har løbende justeret sin retorik fra Forza Italias start op mod valget i 1994 til genvalget i 2001, men først vil vi fokusere på perioden omkring valget i 1994.
De Kristelige Demokrater (DC) havde været det dominerende parti i et utal af skiftende koalitionsregeringer i Italien siden 1945, og DC udviklede i denne periode en elitær, uklar og indforstået politisk diskurs uforståelig ikke blot for menig mand, men også for højtuddannede. (McCarthy, MIS, 1997, p. 339-342).
Denne tendens blev bestyrket af troen på, at ingen af oppositionspartierne kunne true DCs position. Både McCarthy og Croci fremhæver, hvorledes det obskure og kodede sprogbrug tjente bestemte formål.
McCarthy hæfter sig ved muligheden for at sløre DCs klientelisme , som senere førte til partiets opløsning som følge af korruptionsskandalerne i forbindelse med Operation Rene Hænder fra 1992 og frem. (MIS, 1997, 340-341).
Croci hæfter sig ved nødvendigheden af ikke at udtale sig klart og entydigt som parti i en koalitionregering i et pluralistisk multipartisystem karakteriseret ved en lav grad af vælgermobilitet (2001, MIS, p. 362-363).
Som følge af uenigheder internt i og mellem koalitionspartierne, vil der i følge Croci være en tendens til ikke at komme med uforbeholdne meningstilkendegivelser for at sikre stabiliteten i koalitionsregeringen.
Koalitionspartierne vil i højere sige "både og" fremfor "enten eller".
Tendensen til uklart, elitært sprog forstærkes, ifølge Croci, endvidere af den lave vælgermobilitet, der traditionelt har karakteriseret den italienske vælgeradfærd, fordi partierne således har været sikre på at få vælgernes opbakning ved valgene.
Det er derfor ikke nødvendigt at rette fokus mod befolkningens ønsker eller at tale i et sprog som de kan forstå.
Vælgernes rolle i italiensk politik har således traditionelt været stemmeafgivelse og ikke deltagelse i den politiske debat, der overlades til den politiske elite.
Kun under valgkampagnerne ændrede diskursen sig og blev mere forståelig og konfronterende partierne i mellem. (ibid., p. 352-354) Fra midten af 80erne og fremefter begyndte Bossi at organisere sit parti Lega Nord i det nordlige italien.
Bossi forstod at DCs uforståelige diskurs var sårbar overfor et simpel, kontant og provokerende for ikke at sige grænseoverskridende sprogbrug, der spillede på den italienske befolknings traditionelle mistro til politikere og utilfredshed med staten. (McCarthy, MIS, p. 343).
Protestdiskurs kalder McCarthy Bossis sproglige innovation, der gik ud på at tale, som man gør på barerne i Milano, hvilket blandt bestod i konsekvent at omtale regeringens politikere og embedsmænd som "tyvene fra Rom" (ibid., p. 343).
Bossi søgte, i følge McCarthy, at tale til vælgernes følelser og at spille på den udbredte lokalisme, der traditionelt har karakteriseret den italienske politiske kultur (Cento Bull, 2000 p. 99) og brugte til dette en række myter og referencer til keltiske legender og historie, der skulle øge bevidstheden om Nord-italien, som en overlegen og ikke-italiensk region.
Bossi får succes med sin protestdiskurs og regionalistiske politik, og Lega Nord bliver i 1992 det største parti i Nord-italien, men protest diskursen gjorde det vanskeligt for partiet at samarbejde og indgå koalitioner med andre partier, og den regionalistiske politik begrænsede vælgerkorpsets størrelse.
Forza Italia med Berlusconi i spidsen formåede derimod i 1994 at ramme en mere moderat diskurs, der appellerede til en større del af vælgerkorpset ved at være forståelig, simpel og populistisk og Berlusconi afskar sig endvidere ikke fra en del af vælgerkorpset ved at undlade at spille på italienske regionalisme.
Sproget blev et vigtig element for Berlusconi i hans deltagelse på den politiske scene. Berlusconi havde klare mål med sproget som del af hans politiske kampagne:
Sproget skulle være simplere end Aldo Moros (denne tidligere DC partisekretær og ministerpræsident var kendt for sit uforståelige, obskure sprog) og mere høfligt end Bossis, og dermed nå ud til hele Italien.
Dette skabte en ny form for populisme, som ikke kun var en protest, men blev til en regeringsmagt (McCarthy, MIS, 1997, p. 346-347). Berlusconi havde også som indehaver af Fininvest den fornødne erfaring for hvordan, man skulle agere populist. Berlusconis opskrift var begrænset ordvalg, få bisætninger samt brug af gentagende billedsprog.
Berlusconis formåede at overføre fokus i hans politiske program til hans taler således, at han selv kunne styre fokus.
I sine taler sørgede han for ikke at tale om, hvordan man skulle løse opgaverne, men fremhævede sig selv som person og problemløser. Således opfandt Berlusconi via begreber de roller, han mente kunne fremme hans image.
Først var han organisator - "I am a professional who gets things done, who organizes." (McCarthy, MIS, p. 344-345).
Dernæst var han manager, hvorefter han indtog rollen som entreprenør. Det var myter han selv skabte, og de levede kun i kraft af, at han selv pustede liv i dem i sine taler.
Det ironiske var, at folk i højere grad huskede ham som entreprenør end en karismatisk taler i tv op til valget i 1994 (ibid.).
Den samme rolle, organisator, manager og entreprenør, Berlusconi havde i erhvervslivet overførte han, via myter, til sin politiske rolle. Bag ordet entreprenør var både Berlusconis succes med penge samtidig med rollen som leder af en familievirksomhed.
Hans rolle i erhverslivet var en vigtig force, da både rollen som indehaver af en familievirksomhed og rollen som dygtig forretningsmand hver især stod for nogle markante idealer i Italien. Croci fremhæver hvordan Berlusconi især bevidst benytter sig af sprogbrug og metaforer fra religion, fodbold og marketing, for at vække følelser i vælgerne og etablere forbindelse mellem leder og vælger ved at sætte velkendte begreber på mindre velkendte realiteter. (Croci, MIS, 2001, p. 359).
Dette bruges til at mobilisere vælgerne og retfærdiggøre en given politisk linie.
Berlsconi har endvidere selv udtalt, at han har prøvet at overtage Ronald Reagans største dyd: altid at fortælle folk hvad de gerne vil høre (ibid., p. 361).
Dette understreges af, at manden, der står for Berlusconis meningsmålinger, har udtalt følgende:"Parti-loyalitetens forsvinden er et nyt og positivt karakteristika ved det italienske vælgerkorps.
Det betyder, at vælger-forbrugeren på det politiske marked har større valgfrihed. Vores opgave er at identificere befolkningens krav/ønsker. (ibid.)
Dette viser, hvorledes Berlusconi prøver at tilpasse sig vælgerkorpsets "formatkrav". I forhold til spørgsmålet om Berlusconi har formået at tilpasse sig mediernes, og i særdeleshed tv-mediets specifikke formatkrav, er der ingen tvivl om, at dette er tilfældet. Berlusconi har udtalt, at man på tv er nødt til at tale med brug af begreber lig avisoverskrifternes begreber, fordi det er alt, hvad den gennemsnitlige seer kan forstå.
Med Berlusconis baggrund i medieverdenen og forståelse af denne er hans politiske diskurs i medierne velegnet på grund af sit enkle, fængende sprog og spektakulære budskaber (ibid., p. 362).
Denne tilpasning til mediernes formatkrav er i følge Sheafer en mulig årsag til, at en politisk aktør bliver opfattet som karismatisk af vælgerne. (Sheafer, Communication Research, 2001, p. 717-718) Vurderingen af Berlusconis karisma i forhold til medierne leder over til vurderingen af Berlusconis dramatiske evner, som vi ikke mener fuldstændigt lader sig adskille fra de retoriske.
Følgende vil således være en vurdering af, hvorvidt Berlusconis fysiske udseende, udstråling og gebærden i medierne kan være medvirkende til at opfatte ham som en karismatisk leder.
Berlusconi er meget opmærksom på sin fremtræden og klæder sig ved formelle lejligheder i et mørkeblåt jakkesæt, der udstråler autoritet og respektabilitet uden at virke for stift og reaktionært.
Ved uformelle lejligheder er han iført joggingsæt og træningssko, hvorved han prøver at understrege sin selvvalgte outsiderrolle, at han er i opposition til den politiske elite, som den italienske befolkning, som førnævnt, nærer en generel mistro til (se omtale af Bossis retorik). (Croci, MIS, 2001, p.355)
En mistro, der blev yderligere styrket af korruptionsskandalerne blandt den politiske elite i forbindelse med Operation Rene Hænder. Han er en pæn, aldrende mand med et permanent smil, der beskrives som (folke) forførende af McCarthy (MIS, 1997, p. 346-347).
Han forsøger at udstråle handlekraftighed og spille på entreprenør-myten (se ovenfor) og optræder med ro og selvtillid på TV. Berlusconis må siges at være kreativ i sin udnyttelse af dramatiske evner og TV-mediets formatkrav, hvilket eksemplificeredes ved det mediestunt, han lavede på dagen før valget i 2001:
På landsdækkende TV underskrev han en kontrakt med den italienske befolkning, hvori han bandt sig til ikke at stille op ved næste valg, hvis han ikke i regeringsperioden havde opfyldt minimum fire ud af sine fem store valgløfter:
1,5 million nye jobs, en markant sænkning af skatten, en minimum pensionsydelse på 1 million lire om måneden, en markant reduktion af kriminalitetsraten, en omfattende plan for offentligt arbejde med infrastrukturen i Italien (Pasquino, MIS, 2001, p 376).

Opsamling: retoriske og dramatiske evner Berlusconis scenevanthed sammenholdt med evnen til at tale i overskrifter gør ham velgenet til optrædener i TV og face-to-face situationer i forbindelse med eksempelvis taler.
Opsummerende mener vi, at der er gentagne eksempler på, hvordan Berlusconi formår at tilpasse sig de specifikke mediers formatkrav i sær i TV, men også i forhold til et flertal af befolkningens formatkrav til, hvordan en politiker skal tale for at virke troværdig og overbevisende.
Sammenholdt med de politiske alternativers politiske diskurs var Berlusconis at foretrække fremfor det kryptiske, indforståede sprog, der blev brugt at de Kristelige Demokrater, og Bossis let forståelige, men vulgære protestdiskurs.
Berlusconi har således udvist klart retorisk kreativitet og tilpasningsevne, der efter vores mening må medvirke til at skabe et billede af en karismatiske leder.
Som førnævnt mener Sheafer (Communication Research, 2001, p. 718), at dette er en af de vigtige forudsætninger for at blive opfattet som karismatisk af det pågældende medies forbrugere, hvorved Berlusconi på dette punkt, efter vores opfattelse, må betegnes som karismatisk.
Om en person virker karismatisk på en anden er naturligvis et dybt subjektivt spørgsmål, men konklusionen er endvidere i overensstemmelse med vores (inter)subjektive indtryk af Berlusconi.

4.3.2 Politisk initiativ, kreativitet og aktivitet:
"Niveauet af politisk innovation, kreativitet og aktivitet, som den politiske aktør demonstrerer."
Niveau af politisk initiativ forstår vi som en politisk aktørs demonstrerede evne til at formulere politiske løsninger og forslag, som modsvarer samfundets socioøkonomiske behov.
Niveau af politisk kreativitet er, i vores forståelse, foruden ovenstående den politiske aktørs demonstrerede evne til at formulere nye politiske løsningsforslag, som andre politiske aktører ikke tidligere har formuleret.
Ifølge James Walston var Forza Italias politiske program op til valget i 2001 et ganske ordinært, liberalt progam uden opsigtsvækkende politiske tiltag (Handelshøjskolen, 20/3 2002).
Det var på linie med andre centrum-højre partiers politiske programmer i eksempelvis Frankrig og Danmark: mindre og bedre statsapparat og frit marked.
Hertil kom en række omfattende løfter, der ikke bød på detaljerede forklaringer på, hvordan de skulle opfyldes, idet Berlusconi opfordrede vælgerne til at stole på ham, entreprenøren, der ikke var som de andre politikere.
Berlusconi forsøgte således at opnå folkelig sympati ved at tage afstand fra politikere og spillede således på et traditionelt anti-politik tema - på mistroen til politikere (Pasquino, MIS, 2001, p. 376). Berlusconi negligerede endvidere, ifølge McCarthy (MIS, 1997, p. 344), Forza Italias politiske partiprogram i sine taler, hvilket antyder, at partiet ikke har en fast ideologisk kerne, men i højere grad bevæger sig efter vælgerne.
Løfterne til vælgerne var:
1. En markant skattesænkning
2. En markant reduktion af kriminalitetsraten
3. En minimum pensionsydelse på 1 million lire pr. måned
4. Skabelsen af 1,5 million nye jobs
5. Et massivt program af offentligt arbejde (omskabelse af Italiens infrastruktur)

Dagen før valget i 2001 skrev Berlusconi, på landsdækkende TV under på en kontrakt, der skulle binde ham til ikke at stille op ved næste valg, hvis han ikke indfriede minimum 4 ud af 5 ovenstående løfter.
Det er karakteristisk for Berlusconi og FI, at de undviger konkretiseringer af det politiske indhold og konkrete løsningsmodeller, som det bl.a. kom til udtryk, da han i et interview blev spurgt, hvad en god regering gør, når den regerer: "Gode ting", lød svaret (Croci, MIS, 2001, p. 358).
Det simple men samtidig vage, ukonkrete sprogbrug går igen i Berlusconis brug af begrebet liberalisme som i Forza Italias politiske program.
Berlusconi slap for at definere, hvad liberalisme betød for Forza Italia, og hvilke konkrete politiske tiltag, han ville gennemføre, hvis FI kom til magten ved, op til valget i 2001, at kalde sine politiske modstandere for anti-liberale, hvilket indikerede at disse var autoritære, reaktionære og fjender af politisk frihed.
Fokus blev således flyttet fra indholdsmæssige diskussioner af FIs liberale politik til en myte om FI som vogterne af politisk frihed, fornyelse og anti-autoritær politik (Croci, MIS, 2001, p. 356-357). Berlusconi har, i noget nær det tætteste man kommer på en definition af liberalisme, antydet at denne indebærer "freeing Italian civil society from statalism and suffocating bureaucracies." (ibid., p. 356). Berlusconi opponerer altså mod en dominerende og bureaukratisk stat uden at gå i detaljer med, hvad liberal politik betyder for partiet. Jørg Seisselberg (WES, 1996, p. 721-722) betegner Forza Italias politik, ved valget 1994, som "symbolsk politik" i modsætning til realpolitik.
Symbolsk politik adskiller sig ved tre funktioner:
(1) den er regressiv, hvilket vil sige, at den simplificerer mangfoldigheden og kompleksiteten af informationer;
(2) den er navne-orienteret: den handler om magten ved at navngive i kommunikationsprocessen;
(3) den er affektiv: politiken er følelses-orienteret eller rettet mod vækkelsen af følelser.


Alle disse tre punkter passer tillige glimrende på Forza Italias valgkampagne op mod valget i 2001, hvilket understreges af Berlusconis simple politiske budskaber, retorik og løfter, dem konstante fokus på "entreprenøren", som garanti for at FI ville leve op til løfterne, og Berlusconis retorik, der klart orienterede sig mod vækkelsen af følelser ved blandt andet at benytte begreber fra religion, fodbold og marketing (Se afsnittet "Retoriske og dramatiske evner).
Hvad Berlusconi mangler i at konkretisere indholdet af sit politiske program, har han til gengæld til overmål i evne til at skræddersy sine politiske udmeldinger efter et flertal af vælgernes bekymringer og ønsker.
De fem løfter afspejler udmærket befokningens ønsker og behov. Eksempelvis har arsbejdsløsheden været høj pga økonomiske problemer siden starten af 90erne sammenholdt med en stram økonomisk politik ført af centrum-venstre regeringen fra 1996 til 2001 for at opfylde ØMUens konvergenskrav (Bruno Amoruso, RUC, dato 25/2 2002).
EUs krav om liberaliseringer truer endvidere de små ikke-konkurrencedygtige virksomheder i Italien, eftersom den frie konkurrence favoriserer de store konkurrencedygtige virksomheder. Berlusconi har både i 1994 og 2001 været fortaler for netop de små virksomheder med løfter om bedre vilkår for at drive disse ved at begrænse regler og bureaukrati i driften.
Et andet tema er befolkningens stigende bekymring for massiv indvandring og kriminalitet, hvilket Berlusconi ligeledes har lovet at slå ned på, hvis han skulle blive valgt (Pietro Masina, RUC, dato 26/2 2002).
Sidst, men ikke mindst, lovede Berlusconi, at han ville skabe et nyt italiensk økonomisk mirakel i stil med den stærke økonomiske vækst, landet oplevede mellem 1958-1963 (Croci, MIS, p. 358).
I udformningen af sin politik benytter Berlusconi sig af omfattende meningsmålinger (se afsnittet "Retoriske og dramatiske evner") og synes i høj grad at være et "party of representation", i Sigmund Neumans terminologi (Heywood, 1997, p. 232), idet Forza Italia mere prøver at afspejle end at forme den offentlige mening for at sikre sig stemmer.
Et "party of representation" tillægger sig således en catch-all strategi, hvilket vil sige at partiet placerer pragmatisme før principper og tilpasning til befolkningens ønsker via markedsresearch i form af meningsmålinger i stedet for at forsøge at skabe folkelig mobilisering. I modsætning hertil findes "party of integration", der i højere grad forsøger at mobilisere, uddanne og inspirere befolkningen i stedet for blot at reagere på dens bekymringer (ibid.).


Opsamling:
Realpolitisk er der ikke meget kreativitet eller initiativ i Berlusconis politiske program, men formidlingen af budskaber og løfter er derimod præget af en høj grad af tilpasning til befolkningens bekymringer og ønsker om at gøre noget ved den høje arbejdsløshed, indvandring og kriminalitet og at forbedre den enkeltes økonomisk vilkår.
Der gives ikke konkrete løsningsmodeller, men opfordres til at have tillid til "entreprenøren" Berlusconi.
Man kan godt argumentere for, at Forza Italias høje grad af tilpasning til befolkningens ønsker og brug af symbolsk politik udgør politisk initiativ og kreativitet, så længe den enkelte vælger ikke stiller krav til konkrete forklaringer på, hvordan ønskerne skal opfyldes.

Konklusionen på om Berlusconi i forhold til denne karisma-kategori må opfattes som en karismatisk leder, afgøres således på, om den enkelte vælger (bevidst eller ubevidst) vægter realpolitik højere end symbolsk politik og derved ikke lader sig tryllebinde af Berlusconis storslåede løfter.

4.4.3 Kommunikativt initiativ og kreativitet:
"Niveauet af relevant kommunikations innovation, kreativitet og aktivitet, som den politiske aktør demonstrerer.
" Kommunikativt initiativ: den politiske aktørs brug af kommunikationsmidler; TV, skreven presse, radio, taler og andre kampagneaktiviteter. Kommunikativ kreativitet: den politiske aktørs innovative brug af ovenstående kommunikationsmidler.
Forskellen mellem retoriske evner og kommuniativt initiativ/kreativitet er således, at førstnævnte omhandler hvad og hvordan den politiske aktør udtrykker sig, mens sidstnævnte refererer til via hvilke kommunikationsmidler dette sker, og hvordan kommunikationsmidlerne benyttes.
Med hensyn til Berlusconis kommunikative initiativ, kreativitet og aktivitet, er han klart et særtilfælde i forhold til andre politiske aktører i og med, at han er ejer af en række TV-kanaler og en del af den skrevne presse og derved har særlig adgang til disse medier.
Dette forklarer imidlertid ikke, hvorfor Berlusconi også får en højere grad af eksponering end sine politiske konkurrenter i de medier, der er kritisk indstillet overfor ham. (Walston, Handelshøjskolen, 20/4 2001).
Osvaldo Croci bemærker således: "In the case of Berlusconi, his words speeches and meetings become important facts because they are instantly reported in, and amplified by, his TV channels (…) as well as by all the press." (MIS, 2001, p. 355).
Forklaringen på hvorfor Berlusconi også opnår større eksponering i de medier, han ikke ejer, skal måske findes i Berlusconis karismatiske personlighed og evne til at iscenesætte sig selv.
Sheafers teori om politiske aktørers adgang til medierne sandsynliggør i hvert fald dette, eftersom medierne har udviklet en specifik smag for gode historier, hvilket indebærer et eller flere af følgende elementer: drama, konflikt, nyheder, farverige begivenheder eller personligheder for at opnå høje seertal, der kan gøre det attraktivt at reklamere på den givne kanal. (Communication Research, 2001, p.712-713).
At Berlusconi benytter medierne i sin valgkampagne er ikke i sig selv kreativt, eftersom medierne er blevet den primære medierende autoritet for politik i et atomiseret, højkomplekst samfund (Seisselberg, WEP, 1996 p. 721).
Alle øvrige politiske ledere med ønske om at opnå indflydelse, er derfor nødt til at tage medierne i brug for at sælge deres politiske budskaber til vælgerne på markedet for politik, som Croci kalder betegner det (MIS, 2001, p.362).
Det kreative ved Berlusconis mediebrug, består i hans tilpasningsevne til mediernes formatkrav, udnyttelse af mediernes potentiale til at mobilisere vælgerne og den intensitet, med hvilken han har ført sin valgkampagne først i 1994, men i særdeleshed op mod valget i 2001. Croci betegner således perioden fra valget i 1996, hvor Berlusconi ikke blev valgt, til 2001 som én lang, intensiv valgkampagne (MIS, 2001, p. 361).
Udover hans intensive brug af medier i valgkampen benyttede Berlusconi desuden det forretningsnetværk, som han allerede havde etableret i det private erhvervsliv.
Ifølge McCarthy, var nøglen til Berlusconis strategi i opbyggelsen af en vælgerskare 1994, således hans udnyttelse af Fininvests salgsenheds netværk.
Han tog rundt i landet på møder med lokale forretningsmænd, der købte reklame tid på hans kanaler, men i stedet for at forklare, hvordan Fininvest ville øge deres salg, talte han om sin egen succes og opfordrede dem til at have tillid til ham (MIS, 1997, p. 345).
Berlusconis personlige succes i erhvervslivet appellerede til mange forretningsmænd og mindre erhvervsdrivende, som er der er mange af i Italien.
Da han samtidig lovede bedre vilkår for små erhversvirksomheder ved at mindske regler og bureaukrati i driften af disse, hvis han blev valgt, hentede Berlusconi mange stemmer blandt førnævnte erhvervsgrupper (interview med Masina 24/5).
Udnyttelsen af allerede etablerede netværk var altså et kreativt kommunikativt element i Berlusconis valgkampagne.

Opsamling:
Vi mener derfor at kunne konkludere, at Berlusconi har haft en høj grad af kommunikativt initiativ og aktivitet, primært via egne medier, hvilket ifølge Sheafer spiller en vigtig rolle i tillæggelsen af karisma til en politisk aktør.
Hertil kommer hans udnyttelse af Fininvests forretningsnetværk i sin kampagneturné, hvilket må siges at være et kreativt kommunikativt initiativ.
Denne karisma kategori bestyrker derfor opfattelsen af Berlusconi, som en karismatisk politisk leder.

4.3.4 Samarbejde med journalister:
"Aktørens demonstrerede niveau af vilje og evne til at samarbejde med journalister.
Dette samarbejde er baseret på enten et professionelt eller personligt forhold, eller begge dele." Denne definition har vi ikke fundet anledning til at uddybe yderligere.
Før operation rene hænder i starten af 90'erne fungerede aviserne i højere grad som et politisk talerør end et informationsforum for folket. Sproget i aviserne var nemlig så svært tilgængeligt, at den almene borger ikke kunne forstå det.
I stedet var avisspalterne et forum, hvor politiske ledere kunne kommunikere med hinanden (Croci, MIS, 2001, p. 357).
Denne udvikling har i midlertidig ændret sig - specielt efter Bossis og Berlusconis nye politiske fremgangsmåde, hvor medierne i højere grad blev et redskab til at nå befolkningen, som de begge har opnået succes med.
Samarbejde med journalister er i dag, og var det ved det Italienske præsidentvalg i 1994, en vigtig del af aktørens karismatiske evner. Tamir Sheafer definerer samarbejde med journalister som værende den evne og villighed aktøren har til at indgå et samarbejde.
Det eventuelle samarbejde kan både være baseret på et personligt eller professionelt forhold, eller begge dele, til journalisterne (Sheafer, Communication Research p. 718).
For en karismatisk leder er et godt forhold til journalister, og dermed medierne, en nødvendighed for politiske succes.
Det er igennem medierne, at en karismatisk leder skal fange folkets opmærksomhed og interesse omkring dennes person.
Et godt forhold og et konstruktivt samarbejde med journalisterne vil give aktøren mulighed for, at fremstille og kontrollere sine forcer efter eget hoved.
Aktøren kan have et ideal, som han bruger medierne til at skabe. Berlusconi har netop benyttet medierne til at skabe et bevidst ideal til formål, at få folkets stemmer.
Berlusconi henvender sig netop til hele befolkningen, hvorfor samarbejdet med journalister er essentielt i hans strategi.
Et samarbejde med journalister er sjældent stabilt.
I takt med, at man som person ændrer sin karismatiske optræden, må man forvente, at forholdet med journalisterne ligeledes ændrer sig.
Derfor har politiske modstandere også betydning i forhold den enkeltes forhold til journalister.
Hvis en ny karismatisk leder dukker op, kan det nemt fjerne fokus hos andre politikere.
Det er dog altid sværere for en ny leder, at skabe et forhold til journalister, da de fortrækker de etablerede politikere (Sheafer, Communication research, 2001 p. 719).
Berlusconi indtrådte for første gang i italiensk politik i 1993, mens han allerede vandt præsidentvalget i 1994.
Berlusconi formåede meget hurtigt, at skabe opmærksomhed blandt journalister, hvilket han var nødt til, da hans optræden gennem journalister, var en del af hans politiske strategi.
Ifølge vores opfattelse, havde strategien dog heller ikke været muligt, hvis han ikke selv kontrollerede en del af medierne.
Netop fordi, som før nævnt, at journalisterne fortrækker velkendte ansigter.
Når han alligevel fik mest sendetid på de statsejede kanaler, RAI, kan det skyldes følgende forklaringer.
Først hans karismatiske evner og dernæst at han havde muligheden for at skabe opmærksomhed omkring dem - via hans besiddelse af medier.
En tredje forklaring kunne være, at der ikke i forvejen var en politiker med karismatiske træk, hvis man ser bort fra Bossi, der gjorde sig gældende blandt journalister.
Hermed har der været fri bane for en mand som Berlusconi, hvis force netop er sine karismatiske træk.
En fjerde forklaring hertil kan være, at aviserne og Berlusconi udtrykker sig på samme måde.
Berlusconi udtrykker sig via store overskrifter, som man ligeledes ser i aviserne (Croci, MIS, p. 354).
En sidste forklaring er ifølge Shaefers teori, at det underholdende er mere centralt end det vigtige (Sheafer, Communication Research, 2001, p. 712).
I forbindelse med Berlusconis optræden i medierne skal det forstås således, at der ikke altid var et vigtigt udsagn i hans taler på tv.
Men hans kommentarer og bemærkninger var iørefaldende, hvilket gavnede hans personlighed.
Effekten af egne medier var yderst central.
F.eks. fik Berlusconis taler så meget opmærksomhed blandt hans egne tv-stationer, at hans taler, uanset indhold, blev vigtige, og dermed centralt blandt de øvrige nyheder.
Faktisk fik Berlusconi mere spalteplads i aviserne end han fik blandt de medier, der støttede ham, ved valget i 1994 (Croci, MIS, p. 351 og 357)
Berlusconi kontrollerede desuden også indholdet af mediedækningen med hjælp fra sin loyale nyhedsredaktør Emilio Fede (ibid., p. 351) Berlusconi er altså både selektiv og bevidst om, hvem der må interviewe ham, og hvilke spørgsmål de må stille ham.
Ved et interview i 2002 ville Berlusconis loyale nyhedsredaktør stille ham et spørgsmål omkring drabet på en eller anden minister, hvorefter Berlusconi svarede, "…nu er det mig der taler, når jeg vil høre dig tale tænder jeg for fjernsynet." (Berlingske Tidende 18. april 2002).
Dette giver et indtryk af dominans i højere grad end samarbejde.
Generelt er forholdet til journalister, herunder samarbejdet og viljen til samarbejde, en central del af Sheafers definering af karismatiske evner (Sheafer, Communication Research, 2001, p. 718.)
Men samarbejdet med journalister er omvendt også vigtigt for at kunne udnytte sin karisma - hvorfor man kan sige, at det ene fører til det andet: Karisma giver adgang til medierne og deraf samarbejde med journalister, mens samarbejdet med journalisterne også skaber denne karisma.

Opsamling:
I ovenstående gennemgang er det vist, at Berlusconi samarbejder med journalister, sågar kontrollerer han journalisterne, der arbejder på hans tv-stationer.
Forholdet til journalisten Emilie Fede er et godt eksempel på dette. Berlusconis samarbejde er altså baseret på personligt forhold til journalisten - om man så kan kalde det dominans eller samarbejde. Berlusconis vilje til at samarbejde er inkorporeret i hans politiske strategi, som altså bygger på at nå ud til folket via medierne. Herunder er de foregående fire punkter i afsnittet om karisma en væsentlig del af hans vilje til at samarbejde.
Man kan sige, at hans evne til at samarbejde samtidig med, at han ejer medierne er hans væsentligste forcer, som skaber samarbejdet. Derfor har han ikke behov for selv, at opsøge journalisterne for at skabe et samarbejde.

4.3.5 Samarbejde med politikere:

"Aktørens demonstrerede niveau af vilje og evne til at samarbejde med andre politikere og evne til at overtale dem til at støtte hans eller hendes politiske initiativer."
Denne definition kræver efter vore opfattelse ingen yderligere uddybning.
Evnen til at kunne samarbejde med andre politikere er centralt i forbindelse med vores projekt om Berlusconis genvalg i 2001.
Ved valgene i 90'erne har netop koalitioner haft afgørende betydning for hvilke partier, der har fået regeringsmagten, hvilket bliver yderligere omtalt i afsnittet om koalitioner.
I dette afsnit vil der blive lagt vægt på Berlusconis evne til at samarbejde med andre politikere frem for udviklingen inden for koalitionsdannelser og koalitionsdannelsernes betydning, hvilket vi behandler i et særskilt kapitel.
Ifølge Sheafers teori består samarbejde med politikere i aktørens vilje og evne til at samarbejde med andre politikere samt evnen til at overtale hans eller hendes politiske initiativer (Sheafer, Communication research, 2001, p. 718).
Sheafer har benyttet en politisk psykologisk undersøgelse, der er lavet af Renshon (ibid.).
I undersøgelsen, der er lavet ved at iagttage og studere de politiske lederes væremåder, kategoriserer han typer af politiske ledere samt deres evner.
Herudfra har han observeret tre gennemgående evner hos de karismatiske ledere - deriblandt den politiske leders interpersonelle evner, hvilket i psykologiske terms betyder evnen til at forstå andre (Sheafer Communication Research, 2001, p. 717).
Når man besidder denne evne, opnås der en fordel inden for samarbejde med andre politikere og endvidere at kunne overtale dem.
Det er bl.a. udfra denne menneskelige intelligens, hvoraf Sheafer udvikler punktet, "samarbejde med politikere", som værende en væsentlig del af karisma-begrebet (Ibid., p. 718).
Vi har udvalgt to punkter, der beskriver den form for samarbejde, Berlusconi benytter i forhold til andre politikere:
1) Når der er brug for samarbejde, droppes den hårde kritik af de politiske modstandere
2) Samarbejde med andre politikere i forhold til koalitionsdannelse
Når Berlusconi kommunikerer politik foregår det gerne via pressen, hvilket medfører, at kommunikationen foregår på hans facon.
Han inddrager gerne oppositionen, når der bliver spurgt direkte spørgsmål således, at han undgår at svare på egentlige spørgsmål. Op til præsidentvalget i 1994 markedsførte han sine modstandere som uliberale for at undgå, at der kom fokus på hans eget parti værende liberalt (MIS, Croci p. 352).
Som baggrund for Berlusconis undvigelsesmanøvre lå, at ordet "liberal", før valget i 1994, har været et skældsord blandt vælgere i Italien.
Berlusconi har formået at undvige begrebet "liberal" i samtlige tre valg, hvor Forza Italia har stillet op. Alligevel lykkedes det ham, ved valget i 2001, at skabe en alliance med AN i Syditalien og Lega Nord i Norditalien, Bossis parti.
Umiddelbart indebar en sådan koalition konflikt, da Bossi udover at have luftet ideen om et uafhængigt NordItalien, står for en yderst liberal politik, mens AN, der som tidligere fascist parti, ikke havde det specielt godt med liberalisme.
Dette vakte bekymring hos den radikale partileder Marco Pannella, der efterspurgte en liberal garanti for at indgå i koalition med Berlusconi.
Til dette svarede Berlusconi: "Hvis du tillader mig, så vil jeg sige, at Polo og liberalisme er det samme." (Croci, 2001, p. 352 (oversat til dansk)).
Endvidere var det bemærkelsesværdigt, at Berlusconi kunne identificere sin koalitionsregering med liberalisme uden at have defineret liberalisme.
Denne form for løfter findes også i Berlusconis forhold til folket.
Når Berlusconi samarbejder med andre politikere, er det altså med samme omgangstone, som når han taler til vælgerne.
Ligesom vælgerne eller folket får øgenavne, herunder f.eks."la gente" og "popolo" (McCarthy p. 345-346), får de politiske modstandere eller de politiske støtter også øgenavne.
Således blev Bossi kendt som Judas som forrådte Jesus - Berlusconi - da han brød den daværende koalitionsregering i 1994 (Ibid., p. 346). Selvom politikerne ofte får nogle øgenavne med negative relationer formår Berlusconi at skabe nødvendige koalitioner.
Han er nemlig også god til at droppe den hårde kritik af sine modstandere, når der er behov for dem i hans koalition.
På samme måde som han henvender sig, med stor karisma, til den brede befolkning, går denne fremgangsmåde igen, når han vil samarbejde med politikere.
I 1997 havde de to store koalitioner brug for at samarbejde, og D'Alema og Berlusconi formåede at udskifte de sproglige fornærmelser med et samarbejde. (Croci, MIS, p. 356) Foruden Berlusconis karismatiske talenter kan han tilbyde eventuelle koalitionspartier en plads i regeringen, hvilket nok er centralt i forbindelse med samarbejde.
Uden et sådan tilbud havde han nok svært ved at få partier som AN og Lega Nord til at samarbejde indenfor samme koalition.
Derfor har Berlusconi brug for en position samt karismatiske evner for at danne koalitioner ligesom der både skal karisma og politiske ressourcer til at få medielegimitet.

Opsamling:
I forhold til Sheafers teori så har Berlusconi viljen og evnen til at samarbejde.
I opsamlingen vil vi tage udgangspunkt i de to antagelser i ovenstående tekst - når der er brug for samarbejde, droppes den hårde kritik af de politiske modstandere og samarbejde med andre politikere i forhold til koalitionsdannelse.
Disse skal være redskaber til at vurdere Berlusconis vilje og evne til at samarbejde.
Det fremgik af teksten, at Berlusconi dropper den hårde kritik, når det er nødvendigt, hvilket bl.a. fremgik af hans pludselige samarbejde med D' alema.
Derforuden har Berlusconi udvist stor kompetence vedrørende samarbejde med andre politikere i forhold til koalitionsdannelse. Polo-regeringen var et klart bevis på dette.
Samlet set er vores vurdering, at Berlusconi har viljen og evnen til at samarbejde.
Hans forhold til de øvrige politikere er dog ofte alt andet end synonymt med samarbejde.
Alligevel beviser han, at når han har viljen skinner evnen også igennem, hvilket også er den konklusion vi drager i dette afsnit.

4.4 Politiske Ressourcer
Political standing og politisk centralitet

Sheafer beskriver i sin teori, at den politiske aktør skal opfylde to generelle faktorer for at vinde legitimitet.
Herunder karismatiske evner samt politiske ressourcer som består af "political standing" og "political centrality".

4.4.1 Legitimitet:
Der findes herunder to former for legitimitet - blandt befolkningen og inden for det kommunikative politiske område. (Sheafer, Communication Research, p. 713)
Legitimitet hos befolkningen betyder, ifølge Mueller og Yatziv, folkets accept af dominans, mens legitimitet inden for kommunikation på den politiske scene består af medie legitimitet.
Jo mere en politisk aktør besidder kommunikativt legitimitet desto mere adgang får aktøren til medierne.

4.4.2 " "Playing by the rules"
Ved at besidde begge former for legitimitet demonstrerer aktøren dermed stor evne til at spille spillet efter reglerne på arenaen - "play by the rules of the arena".
Dette skal forstås som værende en evne til at kunne forstå og spille det politiske spil med stor overbevisning. Og det er netop dette spil de store politiske aktører formår.

4.4.3 Politiske ressourcer
Politiske ressourcer bestod, som tidligere skrevet, af "political centrality" og "political standing".
En aktør opnår "political centrality", jo nærmere den pågældende aktørs parti eller institution repræsenterer den symbolske midte af en nation.
Og ligeledes er graden af aktørens position i hierarkiet, i institutionen eller partiet, ensbetydende med aktørens grad af "political standing". Det vil ofte være en statsleder, der besidder store politiske ressourcer, da personen repræsenterer toppen af hierarkiet i det pågældende parti, mens statslederen ligeledes repræsenterer nationen mest.
Det er altså ikke nok for en politisk aktør at have karisma, som i højere grad definerer aktørens personlige kreativitet.
En politisk leder er også nødt til, at besidde den rigtige position, som begrebet politiske ressourcer dækker over, hvis personen vil opnå evnen til, at lede spillet på den politiske arena - "to play by the rules."
Ydermere skaber politiske ressourcer også medielegitimitet - øget medietilgang - såvel som de karismatiske evner gør.
Og da medie legitimitet øger aktørens karismatiske evner, er det vigtigt for aktøren både at besidde politiske ressourcer og karismatiske evner for derefter at befinder sig i den gode cirkel.
I Berlusconis tilfælde vil via vores teori om karismatiske evner redegøre for, om han besidder karisma, mens vi i dette afsnit vil se nærmere på, om han besidder de politiske ressourcer således, at han har den fornødne legitimitet, der skal til, for at han til fulde kan spille det politiske spil.
Berlusconi skabte Forza Italia, og hans status i partiet er meget højt. Det er Berlusconi, der kontrollerer de politiske bestemmelser i højere grad end partiet som helhed.
Dette gør, at Berlusconi alene bestemmer den politiske dagsorden, og derfor er hans hierarkiske status ligeledes ret høj.
Selv om Berlusconi omtalte sin nye regering i 1994 som et fodboldhold, hvor han havde til job at udtage et godt hold - kan man ikke sige, at Berlusconi er en holdspiller.
Det er også Berlusconi, der markedsfører sit parti, hvorfor politiske iagttagere ofte kun kender Berlusconi fra Forza Italia og kender Forza Italia udfra Berlusconis udsagn.

Opsamling:
Til trods for at Berlusconi umiddelbart råder ene mand over sit parti, har han alligevel formået at samle en koalition, som repræsenterer en stor geografisk rækkevidde - herunder Nord- og Syditalien. Derudover ynder Forza Italia også sympati i flere regionale dele, hvorfor at Berlusconis parti også dækker over "political centrality". Traditionelt er det italienske vælgerkorps meget fragmenteret, hvilket gør det til en synlig bedrift, når Berlusconi formår at skabe en koalition samt vinde vælgere på tværs af de regionale grænser, idet FI har vundet minimum 20% af stemmerne i alle regioner (Pasquino, MIS, 2001, p.381).
Dette indgår også i vurderingen af Berlusconis evner inden for politiske ressourcer. Vores samlede vurdering er altså, at Berlusconi besidder en høj grad af både "political centrality" og "political standing".
Hans catch-all strategi (se: Politisk kreativitet) er netop et eksempel på, at han tilstræber sig flest mulige stemmer i befolkningen.
I forbindelse med "political standing" repræsenterer han alene Forza Italia og har dermed en meget høj status i hierakiet i partiet.
Hans høje position er desuden sikret af, at der ikke er nogle konkurrenter til lederposten, hvilket normalt ses i store partier. Ifølge vores mening understreger dette hans store besiddelse af "political standing" i forbindelse med Forza Italia".

4.5 Delkonklusion:
I konklusionen vil vi besvare de arbejdsspørgsmål, som vi har fundet relevante i forbindelse med karisma og karisma i forhold til vores egentlige problemformulering.
Formålet med dette afsnit har været at undersøge om Berlusconi besidder karisma, og derefter vurdere om det har haft indflydelse på hans genvalg ved valget I 2001.
Vi har valgt at slå besvarelsen af arbejdsspørgsmål spørgsmål 2a og 2b sammen:

4.5.1 Besvarelse af arbejdsspørgsmål 2a og 2b:
I afsnittet "retoriske og dramatiske evner", konkluderede vi at Berlusconi inden for denne karismakategori i høj grad måtte opfattes som karismatisk, da han har formået at udnytte sine retoriske og dramatiske evner.
Berlusconi har udvist en imponerende tilpasningsevne retorisk og dramatisk til bevidst at afspejle de værdier, der appelerede til en stor del af den italienske befolkning.
Hans sprog var forståeligt, simpelt og medrivende uden at være vulgært, hvilket var innovativt i forhold til hans politiske konkurrenters uforståelige politiske diskurs.
Vi konkluderede ligeledes, at Berlusconi opfyldte karismakategorien omhandlende "politisk kreativitet", hvori hans tilpasningsevne endnu engang er central.
Realpolitisk mener vi ikke, Berlusconi udviste den store kreativitet eller initiativ, men han formåede at flytte fokus fra realpolitik til symbolsk politik og appellerede hermed klart en stor del af befolkningen.
Uden at konkretisere udviste Berlusconi en høj grad af kreativitet og inovation i formuleringen af politiske løfter, der modsvarede befolkningens bekymringer og ønsker.
Med hensyn til Berlusconis kommunikative initiativ, kreativitet og aktivitet er det vores opfattelse, at han i høj grad udviste disse via sine egne medier og udnyttelsen af Fininvests forretningsnetværk i forbindelse med sin kampagneturné.
Vores vurdering er heraf, at Berlusconi må opfatte som karismatisk i forbindelse med denne kategori.
Vi konkluderede i vores gennemgang, af samarbejde med journalister, at Berlusconi også her besad karismatiske evner.
Dette er dog tvedelt eftersom han primært udviser vilje til at samarbejde med journalisterne fra sine egne medier, mens han kun ønsker at samarbejde med andre journalister, når det er til hans fordel.
Normalt har politiske aktører ikke den frihed.
Vi er dog ikke i tvivl om, at han både har viljen og evnen til at samarbejde med journalister, når det er nødvendigt. I den sidste kategori, der omhandler samarbejde med andre politikere har han vist med sin evne til at danne koalitioner, at han besidder samarbejdsevne.
Også i tilfælde hvor det har været nødvendigt at samarbejde med politiske modstandere, har både evnen og viljen været til stede. Sidstnævnte er dog en undtagelse, da Berlusconi normalt omtaler sine politiske modstandere som uliberale og dermed skaber en konfliktkurs.
Alt i alt må han betragtes som værende karismatisk også inde for denne kategori.
Som samlet vurdering, udfra Sheafers teori, opfylder Berlusconi alle de vigtigste kriterier i forbindelse med karisma.
Denne vurdering underbygges af den brugte empiri i dette afsnit herunder: Croci,2001; McCarthy, 1997; Walston, 2002; Masina, 2002; og Amoruso, 2002. Berlusconi er dog ikke lige stærk indenfor de fem kategorier af karismatiske evner.
Vi mener klart, at hans primære styrke ligger i en imponerende evne til at tilpasse sig befolkningens ønsker og behov og det politiske spils regler.
Styrkerne ligger således primært i hans retoriske og dramatiske evner, kommunikative initiativ, kreativitet og aktivitet samt symbolpolitiske kreativitet og initiativ.
Det er i høj grad den karisma, der er forbundet med førnævnte kategorier, som han benytter i sit samarbejde med journalister og andre politikere.

4.5.2 Berlusconis karismas betydning for valget i 2001:
Til ovenstående karismatiske evner kommer Berlusconis evne til at skabe myter omkring sin person.
Myten om den karismatiske entreprenør, der ville gentage sin personlige forretningssucces ved at skabe et nyt italiensk økonomisk mirakel har således også været af afgørende betydning for genvalget af ham i 2001.
Disse karismatiske evner forener Berlsuconi dernæst med en intensiv valgkampagne via egne og statslige medier, hvilket efter vores opfattelse er en af de væsentligste faktorer i hans politiske comeback. Det ville imidlertid være for simpelt blot at tilskrive Berlusconis valgsejr, at han kontrollerer medierne, hvilket er den gængse udlægning i blandt andre de danske medier.
Kontrollen over en del af medierne er en faktor, der ikke kan overses, men uden karisma og politisk substans er det, efter vores opfattelse, langt fra ubetinget positivt at få intensiv mediedækning, da denne i så fald ville stille den politiske aktør i et dårlig lys.
Berlusconis medier har naturligvis været et stærkt trumfkort og muliggjort en valgkampagne af hidtil usete dimensioner i italiensk politik, men det er netop i foreningen af Berlusconis intensive medieeksponering og hans karisma og tilpasningsevne, at nøglen til det gode valgresultat skal findes.
Vi anser det for sandsynligt, at Berlusconi, selv hvis han ikke ejede nogle medier, ville have haft gode chancer for at gøre sig i italiensk politik i kraft af sin karisma og forståelse for vælgernes ønsker og behov.
Tamir Sheafers teori om karismatiske evners indflydelse på medielegitimitet sandsynliggør den betragtning at Berlusconi alligevel ville opnå omfattende mediedækning.
Dette underbygges endvidere af, at Berlusconi i valgkampen 2001 opnåede større mediedækning på de statslige RAI-kanaler end alle andre kandidater inklusiv Centrum-venstre regeringens kandidat Rutelli, på trods af at RAI historisk set altid har været loyal overfor den siddende regering (Walston, handelshøjskolen 20/3 2002).
Det er endvidere sandsynligt, at Berlusconi ville udvise en større vilje til samarbejde med journalister, såfremt han ikke havde sine egne medier, hvilket ifølge Sheafers teori ville forbedre hans medielegitimitet.

Til næste afsnit


Koalitiondannelse


Konklusion >>

Retur til
Politik <<


1:
Indledning >>

2:
Det politiske tomrum >>

3:
Berlusconis karisma

4:
Koalitionsdannelser >>


5:
Konklusion >>

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2000-2009. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano