Politik

30. marts 2010
Bookmark and Share

Berlusconis koalition vandt 6 ud af 13 regioner
- nu vil Lega Nord have mere indflydelse på regeringen

Valgdeltagelsen
faldt med 8%


Andelen af sofavælgere var ikke helt så stor som frygtet, og noget tyder på, at flest centrum-venstre-vælgere er blevet hjemme.

Den samlede stemmeprocent blev 64,22% - knap 8% færre end ved regionalvalget i 2005.

41 ud af 60 millioner italienere kunne i weekenden stemme til regionalvalg, og enkelte steder også til kommunal- og provinsvalg.

 


Med et meget lille flertal satte Berlusconis kandidater sig på posterne som "guvernører" i de store regioner Piemonte (Roberto Cota fra Lega Nord fik kun 10.000 flere stemmer end den siddende guvernør Mercedes Bresso) og i Lazio (Renata Polverini fra PDL-Popolo della Libertá, der slog Emma Bonino med cirka 70.000 stemmer).


Emma Bonino tabte i Lazio
til Renata Polverini






I Lombardiet blev Berlusconis mand Roberto Formigoni som ventet valgt for 4. gang,
mens landbrugsminister Luca Zaia fra Lega Nord ikke blot som forventet satte sig tungt på Veneto med 60,2% af stemmerne, men nu også med Lega Nord har overhalet regeringspartneren PDL som regionens største parti.

Calabrien og Campanien sagde også farvel til centrum-venstre og bliver fremover ledet af Berlusconis folk.

Det "røde bælte" holdt fast ved Mellemitalien, hvor Ligurien, Emilia-Romagna, Toscana, Marche og Umbrien fortsætter med centrum-venstre flertal.

Også i den lille region Basilicata og i støvlehælen i Puglien fortsætter centrum-venstre.
I Puglien blev den kontroversielle venstrefløjsmand Nichi Vendola >> genvalg. Vendolo har ellers i sin regeringstid måttet "fyre" flere rådmænd og tætte medarbejdere blandt andet som følge af en stor skandale omkring afpresning og korruption i regionens sundhedsvæsen.

BLANDET SUCCES TIL MINDRE PARTIER


Det katolske midterparti UDC havde succes i de regioner, hvor partiet stillede op sammen med Berlusconis koalition, mens de måtte tage imod en valglussing i de regioner, hvor de stillede op sammen med oppositionspartiet PD - Partito Democratico.

IDV - Værdiernes Italien, der ledes af tidligere undersøgelsesdommer Antonio di Pietro >>, holdt fast ved og opnåede i flere regioner endda flere stemmer end de omkring 8%, partiet fik på landsplan ved parlamentsvalget i 2008.

- Vi har slået rødder hos vælgerne, men centrum-højre vandt i denne omgang,
var Di Pietros kommentar efter at de officielle valgresultater mandag nat blev offentliggjort

Også komikeren og samfundsrevseren Beppe Grillo kan notere sig et uventet stort stemmetal for sit venstrefløjs-protestparti "5 Stelle" (Fem stjerner)- f.eks. med 6,8% af stemmerne i Emilia-Romagna.
Med de 4% af stemmerne som i Piemonte gik til Grillo ville den siddende centrum-venstre guvernør Mercedes Bresso have vundet valget.

ANALYSE:
IKKE FRANSKE TILSTANDE


Frygten - på begge fløje af italiensk politik - for at valgkampens beskidte tone, utallige skandaler og specielt den åbne krig mellem Berlusconi og retssystemet skulle betyde et massivt fald i valgdeltagelsen viste sig i store træk ubegrundet.

Til gengæld har de ikke navngivne oppositionspolitikere der op til valgte frygtede, at Berlusconis retsproblemer ville ende med at være en fordel, tilsyneladende fået ret.

Alt andet lige bekræfter udfaldet af de 13 regionalvalg den siddende regeringsleder.


En situation man kan forvente at høre Berlusconi gentage til hudløshed den nærmeste tid som begrundelse for at han har ret til at regere som han vil de næste tre år, inden der skal være parlamentsvalg igen.
Tre år, hvor der ikke er forudset vigtige hverken regionale eller kommunalge valg.

Stemmedeltagelsen faldt mindst i de nordlige regioner som Lombardiet og Veneto (centrum-højre) og Ligurien og Emilia-Romagna (centrum-venstre) hvor valgresultatet var givet på forhånd.

I Lazio faldt valgdeltagelsen med hele 14%, og det fald vurderes at have været med til at give Berlusconi-kandidaten Renata Polverini lige nøjagtigt de kun 3% af stemmerne, der sikrede hende sejren over den kendte tidligere EU-kommisær Emma Bonino, der var centrum-venstrefløjens kandidat.

Til trods for at PDL på grund af rod i præsentationen af valglisten ikke var med på stemmesedlen i Lazio opnåede partiet alligevel et godt valg, da vælgerne i stedet satte deres kryds på Renata Polverinis personlige valgliste.

Regionen Lazio gik i øvrigt til regionalvalg i utide, fordi den tidligere centrum-venstre guvernør Marazzo sidste år gik af som følge af en sex- og kokainskandale, hvor han var blevet afpresset med pikante film af hans møder med travestitter. En sag, hvor foreløbig en prostitueret og en af de indvolverede carabinieri-betjente, der tilsyneladende organiserede afpresningen, er blevet brutalt myrdede.

Overordnet må det konstateres at Berlusconis ekstremt konfliktsøgende valgkamp-taktik har fået centrum-højre vælgerne ud af fjerene, mens oppositionspartiet PD ikke blot har oplevet flere sofavælgere, men også har måttet se ellers sikre stemmer gå til protestpartierne "Værdiernes Italien" og Beppe Grillos "5 Stelle".

-syl

Retur til
Politik <<


LEGA NORDS
"GRØNNE TSUNAMI"


Valgets største vinder er højrefløjspartiet Lega Nord,
der ikke blot havde fremgang i de nordlige regioner, men som i dag også kan juble over 13% af stemmerne i den traditionelt røde regionen Emilia-Romagna.

- Nu er det vores tur til at bestemme, lød det allerede tidligt mandag aften fra partileder Umberto Bossi,
der ikke var bleg for at indkalde til sejrs-pressemøde allerede inden de officielle stemmetal var offentliggjort.


Magasinet Espresso 3 dage efter valget: "Kong Umberto"


Lega Nord er nu klar til at kræve mere indflydelse på regeringen.

Partiet ønsker blandt andet, der sættes fart på en skattereform,
der skal indføre et overvejende regionalt skattesystem, samt en reform af hele retsvæsenet.

Partileder Umberto Bossis søn Renzo, der ellers er mest kendt for at være dumpet flere gange til studentereksamen, blev i øvrigt den største stemmesluger ved det lokale valg i Brescia, der også blev afholdt i weekenden.


FINIS "BEVÆGELSE"
PÅ STAND BY?


Gianfranco Fini - i dag formand for Deputeretkammeret lancerer i denne uge bevægelsen "Generation Italien".
Fini og hans parti National Alliancen >>
var for et år siden med til at grundlægge regeringspartiet PDL, men Fini har siden gang på gang taget afstand
fra Berlusconis tanker om f.eks. direkte præsidentvalg, og også taget afstand fra Berlusconis angreb på retssystem og dommerstand.



Politiske iagttagere har ment at lanceringen af "Generation Italien" kunne være et springbrædt til dannelsen af et nyt parti med Fini i spidsen, men det sker næppe nu, hvor Berlusconi har cementeret sin position med sejren i 6 ud af 13 regioner - og her vejer sejrene i Piemonte og Lazio specielt tungt.


Mediekoncernen Espresso med magasinet af samme navn, og dagbladet La Repubblica håbede til det sidste at stoppe Berlusconi - her er forsiden af Espresso fra fredag den 26. marts:


Copyright © 2000 - 2010. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano >>