Artikel fra oktober 1998

Ministerpræsident D'Alemas kommunistiske rødder bekymrer højrefløjen, men Italiens nye regering tæller også ministre med en fortid hos De Kristlige Demokrater.

Nummer 55 i Italien siden 1945 begynder ikke sit liv med de bedste overlevelsesbetingelser.



Den nye ministerpræsident, Massimo D'Alema fra Det Demokratiske Venstreparti, skal styre en regering, hvis 25 ministre spænder fra Gammelkommunister over Grønne til eks-Kristlige Demokrater og tidligere medlemmer af Berlusconis højre-regering.

I alt er ti partier og politiske grupperinger præsenteret i regeringen, der onsdag blev taget i ed hos præsident Scalfaro uden at have offentliggjort et fælles politisk program.

Oppositionen med National Alliancen og Berlusconis Forza Italia Parti har da også meddelt, at de opfatter den nye regering som venstrefløjens desperate forsøg på at undgå valg, og at de vil gøre alt for at forkorte dens levetid.

Deres protester begyndte allerede torsdag, da medlemmerne af oppositionen truede med alle at gå på talerstolen for at forhale debatten om tillidsafstemningen i Deputeretkammeret.

Allerede inden debatten gik i gang, var 207 politikkere skrevet på talerlisten.

Den nye regering høster heller ikke udelt begejstring hos D'Alemas egne vælgere i Det Demokratiske Venstreparti.

Mange opfatter det nærmest som forræderi, at midterpartiet UDR (Den Republikanske Demokratiske Union) har fået tre ministerposter.

Det skyldes dels, at den nye forsvarsminister Carlo Scognamiglio tidligere har repræsenteret Berlusconis parti, men først og fremmest, at UDR's leder er den omstridte Francesco Cossiga.

Cossiga var Italiens præsident fra 1985 til 1992, og han var i årtier en frontfigur hos De Kristelige Demokrater.

Hans rolle i mange italienske mysterier er aldrig blevet fuldstændig klarlagt, og mange anklager ham for som indenrigsminister i 1978 ikke at have gjort nok for at få frigivet partifællen Aldo Moro fra det fangskab hos "De Røde Brigader", der endte med Moros død.

Cossiga selv har udtalt, at en regering med kommunisterne er et bevis på "Den Kolde Krigs" endelige afslutning, og helt i Aldo Moros ånd.

Den henvisning til Moro er faldet mange for brystet, deriblandt Moros søn.

Europa og arbejdsløshed

Gammelt nag og intern uenighed er der altså nok af i den nye regering, som forventes at blive endelig godkendt ved en tillidsafstemning i Senatet på tirsdag.

D'Alema får også brug for sin kendte evne til at opnå kompromisser, når regeringen går i gang med forhandlingerne om det forslag til en finanslov for 1999, som var årsag til Prodi-regeringens fald for to uger siden.

D'Alema har valgt at beholde økonomiministrene Ciampi og Visco.

Det tolkes som et signal til både Italien og resten af resten af Europa om, at regeringen vil fortsætte den stramme finanspolitik, der gør det muligt for at Italien at være med i Møntunionen fra begyndelsen.

Men netop den økonomiske politik bliver et ømt punkt for D'Alemas regering.

De seneste nøgletal er ikke opmuntrende.

Den økonomiske vækst i Italien for 1998 ser for øjeblikket ud til at blive Europas laveste, og arbejdsløsheden er fortsat over 12 procent.

- Vi venter med at kommentere den nye regering, indtil den begynder sit arbejde, lyder kommenteren fra Giorgio Fossa, der er præsident for italiensk industri.

Samme henholdenhed spores hos fagforeningerne, der dog understreger, at på papiret ser regeringen ud til at være i Superligaen.

Kommunistisk justitsminister

I den nye regering kommer 12 ministre fra venstrefløjen, 12 fra centrumpartierne og to er uafhængige.

Og selv om 6 kvindelige ministre er ny italiensk rekord, er den store overraskelse valget af kommunisten Diliberto som justitsminister.

Diliberto var i 1991 med til at grundlægge det nye Kommunistparti i Italien, da det gamle parti tog navneforandring til Det Demokratiske Venstreparti.

Dette nye Kommunistparti delte sig dog i to partier, da halvdelen af parlamentsmedlemmerne var med til at vælte Prodis centrum-venstre regering.

Men det beroliger ikke højrefløjen, at Diliberto tilhører det nye mere forhandlingsvillige og moderate Kommunistparti.

Hans udnævnelse opfattes som et provokatorisk signal om venstrefløjens indflydelse i den nye regering.
Også ministeren for de italienske regioner er kommunist, og heller ikke kirken er begejstret ved tanken om kommunistiske ministre.

Tror ikke på Gud

Det gør bestemt ikke forholdet til den trods alt magfulde katolske kirke bedre, at den 49-årige D'Alema, der begyndte sin politiske karriere i det oprindelige italienske Kommunistparti allerede som teenager, åbent erklærer, at han ikke tror på Gud.

- Hvordan kan en ateist lede en nation, hvor over 70 procent af befolkningen er døbt og tilhører den katolske kirke? lød kommentaren fra en utilfreds kardinal.

Paven derimod har ikke kommenteret regeringsdannelsen, men ønskede hele parlamentet god arbejdslyst, da han uden forbindelse med regeringskrisen mødtes med præsident Scalfaro tirsdag.

Om D'Alema er overtroisk vides ikke.
Men hvis han er, kan han sikkert låne det beskyttende horn, som Napolis borgmester Bassolino havde med i lommen, da han blev udnævnt til ny arbejdsminister.

-syl