Prodis regering

22. januar 2008

Bookmark and Share

Eks-justitsminister, intern ballede og ny valglov truer Prodis regering

24.1.2008:
Prodi tabte tillidsafstemningen og hans regering træder tilbage >>



Mini-portræt af en
levebrøspolitikker,
der lever op til enhver nordeuropæers fordomme
om italiensk politik


Eks- justitsminister
Clemente Mastella
meddelte mandag, at hans parti UDEUR, der tråder over tre senatorer og 14 deputerede, ikke længere vil støtte regeringen.

Mastella trådte tilbage som justitsminister den 17. januar, efter at hans hustru dagen før var sat i husarrest, anklaget for korruption, afpresning og embedsmisbrug i sit virke som regional politikker Campania-regionen.

Mastella ønskede regeringens fulde opbakning til hustruen Sandra Lonardo, og også til ham selv, da han nu også er under efterforskning for forskellige forbrydelser.

Den støtte mente Mastella i løbet af weekenden ikke han fik i tilstrækkeligt omfang fra Prodi og resten af regerings-koalitionen.



Mastella bliver som aktiv ung krist-demokratisk politiker "anbefalet" som journalist, og på opfordring af den magtfulde krist-demokratiske politiker De Mita i begyndelsen af 1970´erne ansat på det statslige tv RAI.

I 1976 bliver han valgt ind i det italienske parlament for krist-demokraterne (DC).

Han fik inden valget i 1976 RAI´s telefondamer til at ringe folk op og lave valgpropaganda for ham, kan man læse i den meget omtalte bog "Kasten" - "La Casta" - skrevet af journalisterne Sergio Rizzo og Gian Antonio Stella, og udkommet i 2007.

Sideløbende med den nationale karriere plejede Mastella sit bagland i Benevento-provinsen i Campanien.

Fra 1986 til 1992 var han borgmester i fødebyen Ceppaloni.
Den dag i dag siger man dér, at er man ikke gode venner eller nære og fjerne slægtninge af Mastella-familien, så "er man ikke noget" i det område.

Svigerfaderen er i øvrigt en af hovedpersonerne i sagen mod Mastellas hustru.

"Nu ved vi, at det er vigtigere at være en fjern fætter af Mastella end at være anerkendt læge for at blive overlæge på et hospital i Benevento-provinsen", skrev den politiske kommentator Francesco Merlo den 21.1. i avisen La Repubblica.

Artiklen havde den sigende overskrift - Cosí fan tutti - Sådan gør alle...

Da det store kristlige demokratiske parti DC går i opløsning i begyndelsen af 1990´erne er Matella en af mange overlevere i små midterpartier med fantasifulde navne.

I 1994 er han at finde på højre-fløjen, og Mastella beklæder posten som transportminister i Berlusconis første regering.

I 1999 stifter han UDEUR >> - Unione Democratici per l'Europa.
Et katolsk orienteret centrum-parti kalder partiet sig.

"Et familie-parti" kalder Mastellas modstandere UDEUR - og Mastella og mange af hans slægtninge har da også private lejligheder netop i det palads, hvor partiet har sit hovedkvarter.

Parti-avisen - Il Campanile >> - modtager som alle organer af den slags i Italien gavmild statsstøtte.
De penge er Mastella og familie bl.a. mistænkt for at have brugt til private rejser.



...og for lige at slutte ringen:

Clemente Mastella var i 2000 vidne til brylluppet, da formanden for UDEURs ungdom blev gift.
Det var han sammen med regionen Siciliens præsident Cuffari, der for få dage siden blev idømt fem års fængsel for mafia-aktivitet.

Formanden for UDEURs ungdom hed Francesco Campanella:
Det var ham, der skaffede papirerne, så den dengang eftersøgte - og siden fangede - mafiaboss Bernardo Provezano >> kunne tage til Frankrig og blive opereret for prostata-problemer.

UDEUR fik 1,4% af stemmerne ved valget i april 2006.

Kun i Lazio-regionen og i Syditalien fik UDEUR mere end 1% af stemmerne.

Artikel fra 22. januar 2008

Romano Prodi bad tirsdag den 22. janaur om tillidsafstemning nummer 25. Tillids-afstemningerne forventes at ske onsdag eftermiddag og aften i Deputeretkammeret (Underhuset), hvor Prodis regeringskoalition har et normalt mageligt flertal.

Den afgørende afstemning foregår i Senatet (Overhuset) torsdag efter kl. 15, og her risikerer Prodi at snuble uden de tre mandater fra eks-jusitsministerens parti, og mangel på støtte fra afhoppere fra egne rækker.


161 stemmer er flertal i Senatet

Afgørende stemmer fra ikke-valgte senatorer.


I Italien er tidligere præsidenter automatisk senatorer.
Derudover kan præsidenten udnævne livstids-senatorer.
Den tidligere ministerpræsident Andreotti og tidligere præsident Cossiga er to livstidssenatorer, der IKKE automatisk forventes af stemme FOR Prodis regering.
Der er i dag 7 livstidssenatorer i det italienske senat.
Det giver i alt 321 stemmer, da Senatets formand ikke deltager i afstemninger.
Der kræves altid absolut flertal i disse afstemninger - blanke eller ugyldige stemmer bliver således automatisk til "nej-stemmer".

Læs mere om livstidssenatorer >>
.

Uden UDEURs tre senatorer har Prodis koalition ikke flertal i Senatet, og det parlamentariske grundlag for regering er altså på papiret forsvundet.

Uendelige regnstykker

Nu bliver der regnet - og til afstemningen på torsdag kan den uafhængige "italo-argentiske" senator, der ellers næsten aldrig viser sig - nå at komme til Italien og overtales til at stemme for Prodi.

Ligeledes er der usikkerhed om nogle af livstitidssenatorernes stemmer - et par af dem dukker også sjældent op på deres pladser i Senatet.

Også i Prodis koalition er flere stemmer på den yderste venstrefløj usikre.

Oppositionen med Berlusconi i spidsen gentager i samlet trop deres efterhånden mantra-agtige udtalelser om, at "NU skal der udskrives valg" - men uanset hvad så kan ganske få fraværende senatorer torsdag afgøre Prodi-regeringens skæbne.

Valglov kan være skjult dagsorden

Den afgåede justitsminister Clemente Mastella og partiet UDEUR er på overfladen årsag til krisen.

Men derudover har regeringen internt store problemer, der er brudt ud i lys lue de aller-seneste dage.

Koalitionen kan ikke blive enige om en ny valglov - der pudsigt nok sandsynligvis ville gøre det sværere for "dværg-partier" som Mastellas UDEUR at komme i parlamentet.

Walter Veltroni, der er partichef for det nye centrum-venstre parti PD - Partito Demokratico - er en af dem, der presser på for spærregrænser.

Veltroni meldte i sidste uge til Prodis store irritation ud, at PD ikke vil gå i koalition til næste valg - og som ved valget i 2006 - men derimod gå til valg alene næste gang - uanset hvornår valget kommer.

Prodi meddelte tirsdag formiddag Deputeretkammeret, at han ser fortrøsningsfuldt på de kommende dages afstemninger, og at han er stolt af regeringens arbejde, der "har reddet landet".

En meningsmåling fra Eurispes fortalte mandag, at italienernes tillid til Prodis regering nu er på 25,1,%.


Det betyder at næsten halvdelen af Prodis og Unionens vælgere i april 2006 har mistet tilliden - men det betyder naturligvis ikke, at deres stemmer ikke igen kan hentes, hvis de næste dages afstemninger vælter Prodi.


-syl

Copyright © 2007-2008. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano