Foredrag
holdt den 10.3.2009 for Odense Katedralskole
VALGSYSTEM
& POLITIK I ITALIEN
1 HISTORIE:
1A 1948 - 1992
1B 1992
- 2009
2VALGSYSTEMET I DAG
3 PARLAMENTETS SAMMENSÆTNING
OG
DEN POLITISKE SITUATION I DAG
|
VALGSYSTEM & POLITIK I ITALIEN
1A:
HISTORIE 1948 - 1992
Moderne italiensk demokrati begynder i
1948:
- Italien bliver i 1946 ved en folkeafstemning - der måske var manipuleret!
- en republik…
- kvinder får stemmeret…
- og landet får en forfatning,
der i store træk ligner de andre vesteuropæiske landes forfatninger.
Valgkampen i 1948 står mellem De Kristelige Demokrater (DC)
og Kommunisterne (PCI).
Kommunisterne stod stærkt - også fordi det var
dem, der i hovedsagen og i offentligheden siden Mussolinis fald i september 1943
havde tegnet modstandskampen i det er i dag defineres om en borgerkrig mellem
partisaner og fascister.
Vi ved i dag, at Sovjet-Rusland sponsorerede "de
røde", og at USA sponsorerede "den hvide hval".
Det var en usædvanlig
hård og beskidt valgkamp, hvor de Kristelige f. eks brugte som argumenter
at "Kommunister spiser små børn" og "Gud kan se dig i stemmeboksen, det kan Stalin
ikke".
De Kristelige vandt i 1948 og siden har Italien haft stort set
en regeringer om året - men man skal ikke altid lade sig narre af fakta:
ITALIEN VAR FRA 1948 til cirka 1992 EUROPAS MEST STABILE LAND I POLITISK FORSTAND!!!
Det lyder måske skørt - men det var ALTID de Kristelige (Democrazia Cristiana
- DC), der sad tungt på magten og på regeringerne
- med mange regeringsomdannelser
(der så alle tæller med som én regering!)
- og med forskellige partnere.
Der
har faktisk kun været 16 valg i Italien siden 1948, mens der i DK har være 23
Folketingsvalg.
(Italiens mange regeringer
>>)
I begyndelsen kom støttepartierne fra højrefløjen, men gennem
årtierne stadig længere mod venstre.
F.eks. ønskede DCs leder Aldo Moro
i 1978 at lave et formelt samarbejde med det store kommunistparti og blev af den
grund kidnappet og siden myrdet af terrorbevægelsen de røde brigader.
(Aldo
Moro >>)
Op gennem 1980´er stod socialistpartiets leder Bettino
Craxi >> i spidsen for flere regeringer - men aldrig UDEN de kristelige
demokrater.
En vigtig ting at vide er, at DC IKKE nogensinde var et
liberalt parti - men nærmere med tiden blev et mere socialt orienteret parti.
Italien er ikke grundlæggende et liberalistisk samfund
- f.eks. kan
man den dag i dag trods forsøg på at ændre reglerne ikke åbne
et rejsebureau uden at skulle købe en licens fra én, der allerede har en licens.
Det samme gælder for andre erhverv.
Man har med andre ord nærmest stadig
et "oldnordisk" laug-system…
Italien og italienerne
slæber nemlig
dybt inde i folkesjælen stadig rundt på
Romerrigets praktiske
politiske grundide:
STEMMER FOR BRØD!
(- og om nogen har Berlusconi
i de senere år spillet - og vundet - på at appellere til denne tusindårige tradition.)
Italienerne har - EFTER MIN MENING!!! - aldrig haft forudsætninger
for at forstå demokrati som:
"- jeg har nogle rettigheder, der bliver respekteret
/ derfor overholder jeg mine pligter…"
Italienernes erfaringer er - den
dag i dag:
- at deres rettigheder ikke altid bliver varetaget og derfor
mener de heller ikke, de altid skal overholde deres forpligtigelser overfor staten.
- Det kommer til udtryk både når man smider ting på fortovet, når man
bygger ulovligt og når man snyder i skat!!!
DC, socialisterne og det store
kommunistparti kunne derfor godt op gennem 60érne, 70´erne og 80´erne samarbejde
om f.eks. de sociale spørgsmål.
Og for at holde kommunisterne i ro blev
der "hugget mange hæle" og "klippet mange tæer" i italiensk politik under dette
overraskende STABILE styre…
Arbejderne fik f. eks. en jobsikkerhed
som efter danske forhold er uset:
- Du kan stadig i dag ikke fyres, hvis
du arbejder i en virksomhed med over 15 ansatte…
- Arbejderne kunne også gå
på pension efter 35-37 års arbejde - og pensionisterne i Italien i dag er fra
den generation, hvor man kom ud og arbejde som 14-årig - og de er altså gået på
pension når de var først i 50´erne…
Et stor økonomisk problem i øvrigt
i dag hvor omkring 15-16% af BNP går til pensioner - kun Østrig har større pensionsudgifter…
(Om arbejdernes jobsikkerhed >>)
På den anden side fik arbejdsgiverne - specielt de store virksomheder som f.eks.
Fiat, stålværker, skibsindustri og andre - i årene mellem 1948 og 1992 både direkte
statsstøtte, men også indirekte:
- F.eks. kan Fiat også i disse måneder
lukke den store fabrik i Torino, og så betaler staten via en såkaldt "integrations-kasse"
arbejdernes løn indtil Fiat igen har ordrer på biler
- mens rigtigt mange
fyrede arbejdere fra specielt små og mellemstore virksomheder der er gået fallit,
ikke får noget udover 30% løn i 6 mdr. - og denne "understøttelse" udbetales ofte
flere måneder efter fyringen..
Man har nemlig ikke noget socialt sikkerhedsnet
med understøttelse og bistandshjælp i Italien - men det er jo ikke det vi skal
tale om i dag - måske får vi tid til det bagefter, hvis det interesserer Jer…
(Frivilligt
socialt arbejde >>)
Dette "give and take" system - der blot
er meget overfladisk skitseret herover - fungerede faktisk upåklageligt så længe
der var penge nok - og så længe de kristelige kunne bruge den kommunistiske trussel…
Den kommunistiske trussel falder i 1989
- og i 1992 er der
ikke længere penge til hverken at dele ud af eller til at holde det system af
korruption, bestikkelse og returkommission ved lige, som er blevet en fasttømret
del af "regimet".
Det resulterer i korruptionsskandale "Rene
Hænder" >> i 1992 og frem - og det betyder et jordskælv, som italiensk
politik endnu ikke er kommet sig helt over.
Og så er vi næsten fremme
vedvore dage:
1B: HISTORIE 1992 - 2009
"Rene hænder"-skandalen betyder enten opløsning eller navnforandring for
de traditionelle italienske partier:
- De Kristelige Demokrater opløses
simpelthen i kølvandet på korruptions-skandalen og intet parti under andet
navn har nogensinde siden kunne samle en større del af de kristelige vælgere.
- En stor del af de tidligere DC-vælgere kan dog sandsynligvis i dag
findes på centrum-højrefløjen - mere om det når vi når til sammensætning af det
italienske parlament i dag…
- Kommunistpartiets historie de sidste
17 år er symptomatisk for udviklingen.
Strammer man historien, så er kommunisterne
gået fra "hammer og segl" til "kristne olivenblade" - og så er ringen jo nærmest
sluttet!!!
I dag har kommunistpartiets arvtager Partito Democratico en leder,
der politisk er vokset op i DC - Dario Franceshini
>>.
1921- 1991: Partito Comunista Italiano - Italiens Kommunistiske
Parti
(Jeg fortalte før, at DC ikke - som mange i Nordeuropa tror
var et liberalt parti á la Venstre f.eks. På samme måde blev PCI også noget helt
specielt. Partiet gjorde sig til dels fri fra Sovjet-kommunismen:
- de blev
kaldt Euro-kommunister, og repræsenterede altså en europæisk udgave og noget mere
pragmatisk holdning til de kommunistiske idealer…
Mit først møde med dem var
PCI store nationale sommerfest, der i 1989 blev holdt i Milano - indgangsdøren
var en byport lavet af cola-dåser - derefter var den en Ferrari-udstilling og
bagefter blev der solgt lejligheder i Berlusconis nye satellitby "Milano 3" -
Berlusconi slog sig op som byggekonge og solgte altså også til kommunisternes
fester!!!)
1991 -1998: Partito Democratico della Sinistra (PDS)
- et postkommunistisk parti, hvor "ærke-kommunisterne" var forsvundet og havde
dannet deres eget parti.
Den første leder var Achille Occhetto, dernæst kom
Massimo D´Alema.
PDS var ved valget i 1996 Italiens største parti med 21,1%
af stemmerne.
1998 - 2007: Democratici di Sinistra
DS Partiet
var Massimo D´Alemas konstruktion og han var partiets præsident i hele perioden,
mens Walter Veltroni var partisekretær fra 98 til 2001 og Piero Fassino fra 2001
til 2007.
2007 - 2009:
Partiet samarbejdede med Margherita-gruppen
(en DC-gruppe), der i 2007 blev optaget i partiet, der da skiftede navn til Partito
Democratico - PD.
Der findes derudover i dag to udbryderpartier fra
det oprindelige PCI - der stadig kalder sig kommunistiske:
Rifondazione Comunista
og Partito dei Comunisti Italiani.
En anden nyhed i italiensk politik
der for alvor får opmærksomhed i kølvandet på jordskælvet, da de gamle partier
opløses i begyndelsen af 1990´erne er LEGA NORD (LN):
- et løsrivelsesparti,
der er træt af at det rige Norditalien betaler både til Rom og til det fattige
Syditalien.
Lega Nord har været med i alle Berlusconis regeringer -
men væltede ham også i 1994.
Fascisterne skiftede også navn - de
hed indtil 1995 "Den Sociale Bevægelse"
(Man må ifølge forfatningen ikke grundlægge
et parti med ordet FASCIME). De hedder nu National Alliancen - og bliver snart
en del af Berlusconi projekt "Popolo della liberta" - Frihedens folk.
(Om
AN >>).
Berlusconi selv melder sin ankomst på den politiske
scene i 1994 som en direkte konsekvens af, at hans personlige og socialistiske
ven Bettino Craxi er gået i eksil i Tunesien som følge af korruptions-skandalen:
Berlusconi parti - FORZA ITALIA - vinder valget i 1994.
Forza
Italia er et skrivebordsparti forberedt af folkene i hans reklameselskab (Berlusconi
ejer naturligvis også landet største reklamebureau Publitalia…)
- historien
om "skrivebordspartiet" er i sig selv blevet en historie, der er skrevet mange
interessante afhandlinger om. (F.eks.: RUC opgave.htm)
Forza Italia blev siden til "Casa delle Libertá" - Frihedernes Hus
- og er nu blevet til "Popolo della Libertá" - Frihedens Folk - og det er
hensigten at National Alliancen skal smeltes sammen med Frihedens Folk i løbet
af dette forår.
Når/Hvis denne sammensmeltning sker venter der et formandsvalg
-. Presidente i Italien.
Det ender nok med valg af en leder - men faktisk
har Berlusconi udtalt, at han forventer en kåring af ham selv som leder blot ved
at de delegerede rejser sig op og klapper…
(Om
Berlusconi >>)
2: VALGSYSTEMET I DAG
Det
nuværende italienske valgsystem stammer fra december 2005 - altså fra den forrige
Berlusconi-regering - og afløser en tidligere ændring af valgloven fra 1993.
Loven blev vedtaget med Berlusconi-partiet Forza Italia, UDC, AN og Lega Nord.
Der er tale om et proportionalt valgsystem med spærregrænse - 4% for partier,
10% for koalitioner.
Spærregrænserne:
Til Deputeretkammeret - der
har 630 medlemmer - skal et parti opnå 4% på landsplan.
Til de 315 valgbare
pladser i Senatet skal et parti nå op på 8% i en af de tyve italienske regioner
for at få tildelt en eller flere senatorer.
For at blive valgt til senator
skal man i øvrigt være fyldt 40 år.
Der er derudover indført ovennævnte
mulighed for at danne koalitioner af partier, der SKAL - før valget - pege på
en regeringsleder- og den største koalition får som noget helt specielt en "flertalspræmie".
Den koalition, der får flest stemmer er med flertalspræmien garanteret
mindst 340 medlemmer af Deputeretkammeret (flertal er 316).
Derudover
så er det i dag ikke muligt for italienske vælgere at foretrække en kandidat:
- partierne opstiller kandidater og de bliver valgt i den opstillede rækkefølge.
Som endnu et kuriosum så vælges 12 af Deputeretkammerets medlemmer af
italienere bosiddende i udlandet - disse tæller ikke med i koalitionernes regnskab,
og samme undtagelse gælder for repræsentanten for den lille selvstyrende region
Aosta Dalen.
I Senatet tildeles "flertals-præmien" på et lidt mere
kompliceret måde - der under alle omstændigheder sikrer den vindende koalition
mindst 55% af de 315 pladser.
Partierne er desuden forpligtiget til
at aflevere et program, hvor kandidaten som - eventuel - regeringsleder er nævnt.
Er partiet i en koalition, skal koalitionen aflevere et fælles program og
navnet på én - eventuel - regeringsleder.
3: PARLAMENTETS
SAMMENSÆTNING I DAG
VALGRESULTAT
13. - 14. april 2008 >>:
Berlusconis koalition:
Senat 47,26%
- Deputeretkammer 46,64%
Veltronis koalition:
Senat 38,08% - Deputeretkammer
37,72%
UDC - Unione del Centro:
Senat 5,67% - Deputeretkammer 5,55
Regnbue
Venstre:
Senat 3,21% - Deputeretkammer 3,08% (ingen mandater)
(Mandatfordeling
Deputeretkammeret >>)
I dag sidder Berlusconi tungt på
flertallet i både Senat og Deputeretkammeret. Berlusconis koalition har 340 deputerede
og 171 senatorer.
Prodis centrum-venstre regering (2006-2008) derimod
løb trods flertalspræmierne ind i problemer, der ledte til den regerings fald:
- For det først var der næsten dødt løb mellem de to store koalitioner i 2006.
- Derudover havde Prodi meget svært ved at komme til rette med yderpartierne
(de to kommunistpartier og de grønne, og også med midterpartiet - det katolske
UDC).
- Det var i sidste ende fløjpartiernes manglende stemmer, der førte
til regeringens fald…
Venstrefløjs-partierne stillede op i 2008 som "Regnbue-koalitionen"
men opnåede pga. spærregrænserne ikke valg.
På højrefløjen opnåede partiet
"La Destra" heller ikke valg.
UDC opnåede dermed valg ed 5,5% af stemmerne.
I Danmark ville UDC have en afgørende betydning, men med flertalspræmien,
der sikrer flertal i Parlamentet, er UDC i realiteten lige så meget uden indflydelse
som resten af oppositionen.
UDC er dog oftest på regeringens side i den
daglige praktiske politik.
I dag er følgende 6 (i realiteten 7, fordi
AN stadig opfatter sig som et parti!) partier præsenteret i det italienske parlament
- og det er det lavest antal partier i moderne historie.
Regerings-koalitionen:
PDL (Berlusconi og AN), Lega Nord og MPA (Lille syditaliensk separatistparti)
Oppositions-koalition:
PD og Italia dei Valori
UDC - katolsk midterparti
(36 deputerede - 2 senatorer)
Omkring 180 partier
stillede i øvrigt op til valget i 2008 >>
Flertalspræmien
til den vindende koalition betyder i praksis, at regeringen har forholdsvist let
spil.
Naturligvis er der forskelle mellem koalitionens partier:
- fra ultra-liberale eller social-liberale parlamentsmedlemmer hos Berlusconi
til tidligere kristdemokrater i samme parti
- til gamle fascister i National
Alliancen (AN), der har svært ved at holde armen til den "romerske
hilsen" >> nede, når de mødes kun med hinanden.
Fascismen
historisk og AN i dag er i øvrigt heller ikke liberale, men historisk og i daglig
politik et parti der mener en stærk central statsmagt er den bedste administrator
af et land.
Det var også AN der for nogle år siden fik væltet et forslag om
at italienske forældre selv måtte bestemme deres børns efternavn:
- Det er
svært nok i forvejen for forældre af inde et fornavn lød begrundelsen. Så mandens
efternavn er stadig obligatorisk…
- til Norditalienske "Padanere"
i Lega Nord, der kalder alt syd for Po-floden for "Afrika" og kalder Rom for en
tyv - Roma Ladrona - på plakater, hvor en høne lægger guldæg, der bliver inkasseret
af et korrupt Rom.
Lega Nord kunne endog inspirere DF i DK:
- partiet
foreslog i regionen Lombardiet at "indvandrere" fra Syditalien kunne få lægebehandling
i Lombardiet, hvis de havde haft bopæl i regionen i over fem år - ellers var det
"hjem" til de syditalienske hospitaler.
- og til slut det sidste og mindste
parti i dagens regerende koalition, der er et lillebitte separatist-parti (MPA),
der ønsker et selvstændigt Sicilien…
Siden valget i april 2008 er det
lykkes for Berlusconi at holde sammen på sin koalition, selv om Lega Nord
ofte gentager - gør du ikke som vi siger, så vil vi ikke tøve med at vælte dig,
men altså endnu ikke har gjort alvor af truslen.
Berlusconi stiller
i øvrigt helt usædvanligt for italiensk politik sine parlamentsmedlemmer frit
i svære sager som f.eks. dødshjælp, grænsen for abort og andre "moralske" spørgsmål.
Dermed har han både i tidligere (i dag er Berlusconis 4. omgang som statsminister),
og i denne regering undgået synlige splittelser i sin koalition i disse svære
sager. (Se Eluana-sagen >>)
Netop oppositionens
splittelse i spørgsmålet om aktiv dødshjælp i den såkaldte Eluana-sag var blandt
de faktorer, der fik Veltroni til at give op i
februar i år >>.
Oppositionen - der som nævnt meget langt
oppe i denne tekst!!! - ledes af en eks-kristdemokrat - er i dag så ussel en forestilling,
at selv Berlusconi efterlyser mere modstand!
Der er derfor slet ikke udsigt
til et dagligt samarbejde med oppositionen som vi kender det i DK:
- det siges
endog, at de forskellige udvalgsmøder i det italienske parlament er en pinlig
forestilling, hvor regeringspartierne ofte slet ikke deltager:
- hvorfor skulle
de, når det har et solidt flertal i begge kamre…?
Veltroni gav op i
februar, da oppositionen tabte det regionale valg på Sardinien. Renato Soro -
der er grundlægger og ejer af Tiscali - tabte til Berlusconi kandidat…
-
Nu har jeg fejet 8 oppositionsledere af banen, udtalte Berlusconi søndag den
8. marts 2009 til franske Le Monde.
Berlusconi tæller nemlig også Soru
med, da han indtil sit nederlag på Sardinien var på banen som Veltronis afløser.
Til samme Le Monde udtaler Berlusconi også:
- Min popularitet er
så høj - mellem 64 og 73 % - at det nu må gå lidt ned ad bakke….
-syl | |
