Artikel fra oktober 2007

Af Leoluca Orlando (oversættelse Charlotte Sylvestersen)

Efteråret 2001:
"Af hensyn til forretningerne kan man godt leve sammen med mafiaen" - sådan sagde Pietro Lunardo, dengang som nu minister for infrastrukturen i Berlusconis regering, og dermed den kompetente minister for det vigtigste offentlige opgaver i Italien.

Forår 2003:
"Dommerstanden er kupmagere" - sådan siger ministerpræsiden Silvio Berlusconi i en kommentar til dommen på 11 års fængsel som retten i Milano idømte Cesare Previti, der var Forsvarsminister i den første Berlusconi-regering (1994, red.)



Samme ministerpræsident forslår rekordhurtigt at vedtage en lov, der suspenderer de igangværende retssager, hvor han selv står anklaget for korruption.
En normal lov for at ændre på Forfatningen, et valg kritiseret af mange og kendte forfatningseksperter i vores land.

Sådan er det endt med det italienske lederskab i retssektoren i forhold til andre lande.
Et forfærdentligt slag mod det civile samfund, som op igennen 90´erne har skabt en kultur og en økonomi baseret på lovlighed.

Efter attentaterne i 1992 - efter mordene den 23. maj af dommer Giovanni Falcone, hans hustru Francesca og tre livvagter, og efter mordene på den dommer Paolo Borsellino og hans livvager den 19. juli var Italien blevet en model, et referencepunkt i verden for sine reger og sine aktiviteter mod illegaliteten.

Menneskedekæderne, kvinderne i Palermo med deres lagner >> på balkonerne for at sige "basta" (Stop, red.) , demonstrationerne for lovlighed og mod mafia og korruption, aktiviteterne i skolerne i Palermo, en opgvågning af en ny type indbyggere: Mange initiativer, som helt sikkert har inspireret lignende initiavier i andre europæiske lande.

Dommerstandens, politiets og lovgivernes aktiviteter mod mafia og korruption var blevet en model; Som medlem af Europa Parlamentet har jeg stillet talrige foreslag om at udvide de italienske erfaringer mod kriminaliteten til de andre medlemslande, og jeg erindrer, at alle mine forslag er blevet vedtaget stort set enstemmigt (bortset fra medlemmerne af Forza Italia - d.v.s. fra den ærede Silvio berlusconis parti)

Fra efteråret 2001 til foråret 2003 er ringen blevet sluttet: Italien har tabt det lederskab, som var resultatet af millioner af italieneres indsats, af ofringen af mange af statens mænd, der har mistet livet i kampen mod kriminalitetet, men også af journalisters, præsters og almindelige borgeres indsats.

Modstanden vokser

Mange mener, at demokratiet i Italien er i fare.
Nej, heldigvis er det ikke sådan.
Men alligevel, vi har pligt til at tænke sådan, ved at have tillid til mange ressourcer.
Den første ressource - vi er stadig en demokratisk retsstat - er italienerne.

Som statsoverhovedet (præsident Ciampi, red.) der skal leve i pinlighed over en regering, der taler og praktiserer illegalitetens kultur, og derfor ser sig mere og mere nødsaget til at udtrykke sin egen distance (til regeringen, red.).

Som millioner af borgere, der hver dag - også mange, der troede på forandring og stemte på Berlusconi - siger "basta", og dermed følger i fodsporet på kvinderne og børnene i Palermo i 90´erne.

Som det Øverste Dommerråd, indtillet på at forsvare legalitetet og dommerstandens uafhængighed.

Som mange af kirkens mænd, og som organisationer af arbejdere og arbejdsgivere.
Og jeg har ikke talt om de politiske kræfter for ikke at lave en liste med politiske partier for ikke at fornærme protesterne også fra dem, som har valgt Berlusconi og Forza italia.

Uden Euro ville vi være som Argentina

En anden vigtig ressource er Europa, den europæiske integration.
Hvis Italien ikke var med i Euro´en ville vores demokrati helt sikkert have været mere truer og Italien ville minde meget om Argentina - et land på afgrunden, fordi det ikke har gyldige og positive internationale forbindelser.
Ja, det er netop sådan, at selvfølgelig hviler håbet for det italienske demokrati på vælgerne, men også på dem, som ikke er vælgere: Børnene i Palermo og bankfolkene i Frankfurt.

Når børn og bankfolk en dag har de samme drømme, de samme projekter, den samme opførsel, så vil verden (ikke kun Italien, ikke kun Europa) blive et bedre sted.

Heldigvis eksisterer der i Europa (og ikke kun i Unionen; nogle store schweitsiske banker har omsider skiftet side) bankfolk som ikke længere påstår at penge ikke lugter, som er bekymrede over den enorme mængde "beskidte" penge som kan få en rig kunde til med et snuptag at blive den nye ejer af en bank,
Der eksisterer heldigvis i Europa mange finansfolk, der ikke mener, at man "i forretningernes navn godt kan leve sammen med mafiaen".

Om få uger begynder det italienske formandskab for Unionen (1.juli 2003, red.):
Vil de andre 14 lande lytte til millioner af italienernes bekymringer og forsvare Europa mod udbredelsen af den ødelæggende "illegalitetens kultur"?
Problemet er klart som det var klart med mafia og korruption i 90´erne: Problemet er et klart europæisk problem.

Med Euro og Schengen producerer det illegale i ét land effekter i et hvilket som helst andet land i Unionen.
For at gøre det helt simpelt kan man blot huske på, at den som har "beskidte" penge i Rom eller i Berlin (fra mafiaen, fra korruption eller andet) kan gå ud og købe ind - uden kontrol - i Madrid eller paris.

Af Leoluca Orlando