Spørg om Italien
Hej italy!
Jeg har af studiemæssige grunde nogle spørgsmål ang. nyfacsisme/nynazisme i Italien.
Til forskel fra Tyskland, er nyfacsismen af en eller anden grund et meget dæmpet emne - på trods af - at nyfacsismen og facsistiske holdninger blandt det Italienske folk - efter signede - har relativ mange tilhængere.
Jeg ved, at dette ikke umiddelbart er til at belyse; så hvis I har info. til litteratur eller måske endnu bedre - link´s til facsistiske, terroristiske grupper og almene politiske holdninger herom, er jeg jer yderst taknemlig.
MVH
Jens Hansen

Tilfredse immigranter

En netop offentliggjort undersøgelse viser, at 80 procent af indvandrerne fra lande udenfor Unionen er tilfredse med deres flytning til Italien.



Kun 30 procent synes, det er vanskeligt at komme i kontakt med italierne.

Som for italienerne er der intet socialt sikkerhedsnet til indvandrere, der altså ikke kan få bistandshjælp eller andre sociale ydelser, hvis de ikke finder arbejde.

Immigranter i Italien >>

Artiklen er fra 2001

Citat
"La storia dell'estrema destra italiana attraversa per intero quella della Repubblica e si intreccia costantemente con le vicende più oscure dei misteri d'Italia."

"Historien om den ekstreme højrefløj i Italien er tilstede i hele Republikkens historie, og den vikler sig konstant ind i de mest obskure italienske mysterier"



Citatet stammer fra indledningsafsnittet om den ekstreme højrefløj på hjemmesiden "Italienske Mysterier" - en meget troværdig og seriøs side - der dokumenterer de mange mysterier, som Italiens historie siden Anden Verdenskrig er stopfuld af.


Viklet ind i institutionerne

Personligt vil jeg med mit kendskab til Italien tilføje, at historien om venstrefløjen også er viklet ind i mange af den italienske republiks officielle institutioner, og det er måske netop derfor, det bliver så vanskeligt at tale om den italienske højrefløj.

Og så er det ligegyldigt, om det drejer sig om arvtagerne til det Fascistiske Parti, der var ved magten mellem 1921 og 1943, om de "sorte" terrorgrupper og partier fra 1960'erne til 1980'erne, eller om nutidens grupper af ny-fascister, naziskins og hvad de nu foretrækker at kalde sig.


Højrekstremister ved G8

I dag er det bevist, at mange af de "sorte" terrorgrupper for nogle årtier siden havde direkte kontakter med de italienske efterretningstjenester, mens man i dag diskuterer, om ekstreme del af politiet ligefrem har inviteret ny-fascistiske grupper med til G8 i Genova >>, for at sikre ballade.

Motivet skulle være på den måde at sikre politikorpsene mere magt og flere ressourcer til kampen i fremtiden overfor de venstreorienterede "fjender", der på deres side er organsiseret i små grupper på den yderste venstrefløj.


Partiske hjemmesider

Leder man efter informationer om grupperne på Internet, skal man våbne sig med en god portion skeptisk sans.

De nyfascistiske- og nazistiske sider, jeg har besøgt, siger, de ikke offentliggør ulovligt eller racistisk materiale, men beder samtidig venstrefløjens repræsentanter om ikke at besøge deres sider.

På den anden side er mange antinazi/antifascisme-sider lavet af personer og partier på den yderste venstrefløj, hvad der ikke altid borger for objektiviteten.


Få avisartikler

Under min surf har jeg bemærket, at der er relativt lidt materiale om disse ekstreme højrefløjbevægelser, og ligeledes relativ få avis-artikler.

I de seneste år har disse højrefløjs-elementer og grupper fået plads i medierne for eksempel i forbindelse med et bombeattentat i Rom mod Kommunistpartiets avis "Il Manifesto", i forbindelse med et overfald på homoseksuelle under Gay pride, og altså i forbindelse med G8-topmødet i Genova i juli >>.

Jævnligt tilbagevendende er historier om nynazistiske grupper og skinheads i regionen Trentino-Alto-Adige - Sydtyrol - hvor man tidligere har haft en terroristfløj af det parti, der ønskede, at området skulle høre under Østrig.

Højrefløjsekstremister optræder ligeledes jævnligt i medierne i forbindelse med fodboldkampe, hvor mange af de mest ekstreme tifoso-grupper erklærer sig for ny-fascister eller ny-nazister.
Man taler for eksempel om "De sorte kurver" på tilskuer-tribunerne. (Poltisk fodbold-barometer >>)

Der har i de seneste år været tilfælde af vold mod indvandrere, mod farvede prostituerede og andre, hvor det nævnes, at der er tale om bander eller grupper, men sjældent kaldes disse bander for højrefløjaktivister, men derimod for bøller o.lign.


Hvor stort er problemet?

Det store spørgsmål er så, om disse højrefløjekstremister er et større eller mindre problem i det italienske samfund i dag.

Personligt oplever jeg, at den vold, der er fulgt i kølvandet på indvandringen (den legale og ikke mindst den illegale indvandring langs den italienske kyst og grænserne i Nord-østitalien) fra Øst-Europa og Nord-Afrika er et meget større problem end vold inspireret af ekstreme poltiske holdninger.

Volden på f.eks. fodboldstadionerne er hverken blevet værre eller bedre de seneste år.

Der er altså ingen tvivl, om at der findes aktive højre-fløjs-grupper i Italien, og der er heller ingen tvivl om, at f.eks. indvandring og anti-globaliserings-debatten har trukket fronterne skarpere op på det sidste.

Men mit indtryk er, at man i dag alligevel hører og mærker mindre til disse ekstremister i Italien end i de øvrige vesteuropæiske lande, og det kan der være flere forklaringer på.


Højrefløj har altid eksiteret

Højrekestremisterne har altid eksisteret i Italien siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

De såkaldte "Nostalgiske" samlede sig i fascistpartiets arvtager, "Den Sociale Bevægelse MSI", som i 1994 skiftede navn til National Alliancen, og nu er i regering med Berlusconi og Lega Nord.

De "Supernostalgiske" grundlagde i 1994 ny-fascistapartiet "MSI-Fiamma" - MIS-Flammen, og har således i længere tid været en - meget lille - aktør på den nuværende politiske scene.

Fik stoppet terrorismen
Som tidligere nævnt var højre-ekstremister også involveret i terrorismen, som man normalt daterer fra 1969 til 1984, hvor man ved hjælp af såkaldte "angrende" - pentiti - fik opløst de fleste ekstreme voldsgrupper på både venstre- og højrefløjen.

Som for de nostalgiske, har man altid siden vidst, at der findes enkeltpersoner og små-grupper af "uforsonlige", der i Italien eller i eksil stadig har forsøgt at fortsætte "kampen" eller at manipule nutidige grupper.


Mafia-vold og terrorisme

Derudover ved man ligeledes, at de terror-attentater, der rystede italien i begyndelsen af 1990'erne (Bombeattentaterne mod undersøgelsesdommerne Falcone og Borsalino i 1992 >>, bombeattentater i Milano, Firenze og Rom i 1993 bl.a.) var mafiaens værk, fordi den da var i en trængt situation.

Trætte af politik
Efter min mening har "bly-årene" >> mellem 1969 og 1984, og det politiske jordskælv i begyndelsen af 1990´erne p.g.a. "korruptions-oprulningerne" og korrupstionsskandalen "Rene Hænder" >> begyndelsen af 1990'erne i sig selv skabt en lede ved poltiske konklikter og problemstillinger i Italien.

Det kan på den ene side have vanskeliggjort "rekrutteringen" af ekstremister, og på den anden side måske have øget den tilbøjelighed, italienske medier efter min mening har til at "underdrive" den ekstreme højrefløs farlighed.


Mangelfulde officielle informationer

Jeg er klar over, at jeg lyder som en gammel forstokket venstrefløjs-aktivist, når jeg skriver dette.

Men rent faktisk har pressen i Italien en tendens dertil, og jeg er for min del også overbevist om, at informationerne fra de italienske institutioner både er få og mangelfulde, når det drejer sig om højrefløjen.

Dermed vender jeg tilbage til indledningen, hvor jeg nævner den dokumenterede alt for tætte kontakt mellem den ekstreme højrefløj, dele af landets politistyrker og nogle af de politiske institutioner.

Dele af ordensmagten, militæret, og efterretningstjenesten har ry for at huse, og dermed beskytte, højrefløjselementer, og dermed også højrefløjsaktiviter i samfundet.


Ikke et racistisk samfund

Taler vi derimod om ny-nazistiske og dermed racistiske grupper, er vi på et andet område.

Italien er i bund og grund ikke et land med tendens til racisme - tvætimod.
Store dele af landet har jo i århundreder siden Romerrigets fald været styret af mere eller mindre (men mest mere) accepterede udenlandske magthavere.
Derudover har halvøen på grund af sin position og kultur altid været mål for mere eller mindre fredelig besøgende - under folkevandringerne i begyndelsen af vor tidsregning, af søfarere og handelsfolk siden, studenter og videnskabsmænd senere, og millioner af turister de seneste århundreder.
Og så har millioner af italierner selv været indvandrere >> i andre lande. Alle i Italien har familiemedlemmer, der lever i andre af verdens land.


Lega Nord tager trykket

Den indre racisme er i Italien i dag faktisk et problem mellem nord og syd af landet.

Mellem det rige industrialiserede Nord og det fattige tilbagestående Syd - Middagslandet, som det også kaldes - "Mezzogiorno".

I denne konflikt har partiet Lega Nord taget en del af "trykket".
Forstået på den måde, at hvor Lega Nord i begyndelsen og stadig i dag er "ude efter" "i terroni" - syditalienernes ikke smigrende øgenavn i Norditalien - så har partiet i dag også i sin retorik og i sine programmer rettet skytset mod de indvandrere, der kommer fra ikke-Eu-lande - de såkaldte "extracomunitari".

Modstanderne af "extracomunitari" i Lega Nord har dog det problem, at fabrikkerne i deres rige Norditalien har brug for arbejdskraft, og kun udlændinge - og ikke de arbejdsløse syditalienere - er villige til arbejde for mindstelønnen eller endog sort i industrien.

Ny indvandrerlov
(Læs mere om indvandring >> )

For at give et eksempel på racisme-debatten i Italien i dag, så er centrum-højre regeringens forslag til en ny immigrationslov af centrum-venstrefløjen blevet kaldt racistisk, fordi den vil indskrænke familiesammenføring til ægtefælle og mindreårige børn, og ikke beholde den uværende lov, der regner kusiner og fætre med til den nærmeste familie.

I forslaget vil man gøre ulovlig indvandring til en forbrydelse, der kan give fængselsstraf, men også her støder regeringen på kritik, både fra oppositionen og i egne rækker.

Personligt tror jeg, at den katolske prægning, som alle italienere, uanset partifarve, er vokset op med, nærmest "påbyder" et flertal af befolkningen, at alle har lov til at få en chance, og det gælder altså også ulovlige indvandrere.

Man skal ikke glemme, at det økonomiske boom, der løftede Italien op på samme niveau som de øvrige europæiske lande, først manifesterede sig fra 1958.

Italienerne i dag kender selv fattigdommen og desperationen, og har selv været dem, der udvandrede >>
for at søge "Eldorado".

Det, og den katolske holdning om "mennesket fremfor alt", betyder, at Igor i sin restaurant på Middelhavskysten ved San Remo altid brokker sig over afrikanerne, der efter hans mening oversvømmer kysten og strandene med deres ulovlige gadesalg.
Men samtidig sidder der altid tre-fire nordafrikanerne i hans køkken og spiser efter frokosten, og Igor fortæller grinende, at han i dag faktisk har tre skuffer fulde af sokker, fordi han alligevel ikke kan lade være med at handle hos "ambulanti", som de kaldes.


Intet opgør med fascismen

En sidste reflektion over, hvad der gør det så vanskeligt at tale om og debattere højrefløjen i Italien, er efter min mening, at landet aldrig har taget et opgør med de 21 år Mussolini og hans fascister regerede.

F.eks. var det først i 1990´erne, at italienske skoler begyndte at undervise i 1900-tallet historie - i gymnasiets sidste klasser.

Alle efterkrigsgenerationerne er altså vokset op uden information om tiden under fascismen, når man altså ser bort fra de ældre generationers fortællinger om krigen, og mange bøger om epoken, som kun læses af et meget lille mindretal af italienerne.

De ældre generationers fortællinger har båret præg af, at langt de fleste italienere faktisk selv har haft noget "i klemme" med fascismen, i hvert fald indtil det fascistiske regime faldt den 8. september 1943, da de allierede rykkede op gennem landet efter landgangen på Sicilien.

Historikerne er uenige om mangt og meget omkring fascismen i Italien, men der er efterhånden bred enighed om, at flertallet af italienerne faktisk befandt sig fint under Mussolinis styre, i hvert fald indtil krigen.

Langt de fleste diskussioner om fascismen i Italien krydres med standardbemærkningen om, at "togene kørte til tiden under Mussolini" >>.
Men det gjorde de faktisk ikke, for det har den engelske (sic!) Italiens-historiker Denis Mack Schmit undersøgt.

Mussolini undskyldes også stadig i dag for at at have indført race-love mod jøderne i 1938.
"Hitler tvang ham", lyder kommentaren fra mange.

Meget få italienerne ved, at Mussolini så sent som i 1935 indgik en fredsaftale med englændere og franskmænd mod Nazi-tyskland.

Efter korruptions-skandalerne i begyndelsen af 1990'erne >>
sagde mange, at Mussolini i modsætning til dagens korrupte poltikkere "ikke havde noget i lommerne, da han blev hængt op med hovedet nedad på Piazza Loreto i Milano".

De ved tilsyneladende ikke, at Mussolino, da han under sin mislykkede flugt til Schweitz i april 1945 >> blev fanget af modstandsbevægelsen, havde en skat med sig, der ville have været milliarder af kroner værd i dagens valuta.


Kan lide "den stærke mand"

"Det var nok ikke så slemt, og dengang var der styr på tingene", synes mange italienere sammenfattende at mene om Mussolini-tiden.

Den kommentar leder mig frem til den sidste bemærkning om fraværet af en folkelig debat og stillingstagen til de højre-ekstremistiske grupper i dagens Italien:

Italien er i bund og grund ikke et demokrati, sådan som vi i Nord-Europa opfatter demokratiet.

Regeringerne i den demokratiske republik regerede som om de var romerske tribuner fra 1948 til 1992, ved at uddele privilegier og økonomiske midler til deres vælgere - brød og skuespil til folket.

Og der var bred konsensus omkring den fordeling i et flertal af befolkningen, så længe det gik godt.

Og det gjorde det jo indtil 1992 og "Rene Hænder"-skandalen >>,
der medførte en opløsning af den "Store Hvide Hval", som Det Kristlige Demokratiske Parti blev kaldt, af Socialispartiet og en mængde af de små partier, der roterede omkring magten i Italien.

Eksperimenterne med de "nye" partier og politikkere (hvoraf mange var "genbrug" fra de opløste partier) igennem 1990'erne har ikke tilfredsstillet italienerne.

De har ikke medført en gennemgribende ændring af de politiske systemer, og med valget af Berlusconi til regeringsleder igen i år (2001) har en stor del af italienerne vist, at de både er villige til igen at lægge deres skæbne i hænderne på en "stærk" mand, og at gennemgribende forandringer i grunden er uønskede, undtagen dem, der giver umiddelbare økonomiske fordele.

Italienernes demokratiske sans er ikke bliver skærpet siden opløsningen af "Den Hvide Hval".

-syl