25. august 2011
Bookmark and Share
Libysk-italiensk topmøde i Milano:
Genoptagelse af den økonomiske venskabs-kontrakt fra 2009
- nu med oprørernes underskrift i stedet for Gadaffis.

Tidligere koloni

Libyen var en italiensk koloni Libyen var en italiensk koloni fra 1911 til 195, hvor landet blev et selvstændig monarki, der siden ved et statskup i 1969 blev væltet af Gadaffi, der indtil i år har siddet tungt på magten i ørkenstaten i Nordafriks. Ghedaffi smed italienerne i Libyen ud efter sin magtovertagelse og konfiskerede deres ejendomme og værdier.




For mindre end et år siden - den 29. august 2010 - landede den daværende libiske leder Gaddafi i Ciampino Lufthavnen i Rom og modtog officiel hyldest tæt flankeret af to af sine kvindelige livvagter - de berømte "Amazoner".



Forholdet mellem Libyen og Italien har i årtierne efter Ghedaffis magtovertagelse været både tæt og anspændt, da Italien stadig har store økonomiske interesser i landet.

Krigsbytte:

Gadaffis specielbyggede Fiat 500.
Den er elektrisk, vejer 1,5 ton og
kostede i følge rygterne 200.000 euro.

Båd-immigranterne fra Libyens kyster

I de seneste år har Italien også haft stor interesse i at forhindre den folkevandring af afrikanske indvandrere, der via libyske havne er sejlet over Middelhavet både til øerne Lampedusa og Sicilien, men også til fastlandet.

Ghedaffis rejse til Rom i fjor - hvor han boede i beduintelt i en park i Rom med tilhørende hestestald til de 30 Berberheste, der ankom som med resten af hans følge i fire fly fra Tripoli og meddelte at Islam snart ville blive Europas officielle religion - var en fejring af den venskabs-traktat Ghedaffi og Berlusconi underskrev i sommeren 2009.

Venskabs-ftalen gik ud på, at Libyen og Ghedaffi ville stoppe trafikken med illegale indvandrere mod til gengæld at acceptere italienske investeringer i landet, og derudover modtog penge fra Italien til for eksempel at konstruere 1.700 kilometer motorvej til 125 millioner italienske euro i ørkenlandet.

Indtil dette forår stoppede trafikken af både over Middelhavet faktisk, men siden Natos indgreb i den libiske konflikt har Italiens forhold til landet været mere end anspændt, da Italien om end ikke er direkte involveret i konflikten, men alligevel har stillet flyvbaser til rådighed for Nato.

Det handler om investeringer

Venskabs-traktaten fra 2009 satte ekstra gang i både Ghedaffis investeringer i Italien, men også i italienske investeringer i Libyen.

Ghedaffi er i for eksempel dag den største aktionær i den store italienske bank Unicredit.


På den anden side annoncerede det italienske energiselskab ENI efter underskrivelsen af aftalen at de ville investere 25 milliarder euro i Libyen.

Siden den første aftale med Libyen i 2003, der så blev bekræftet med venskabs-traktaten i 2009, har over 130 italienske firmaer investeret massivt i landet.

Den direkte omsætning af de italienske virksomheder i Libyen var sidst år 2,5 milliarder euro.

Libyen får gratis olie og gas og indefrosne euro

Mødet torsdag den 25.8. i Milano resulterede i, at det store energiselskan ENI i en periode vil levere gratis olie og gas til Libyen.

Helt ekseptionelt var ENIs chef med til politisk møde på Præfekturet i Milano, hvor Mahmoud Jibril blev mødt af en positiv demonstration af libiske kvinder med skilte, hvor der for eksempel stod "Gadaffi - Game Over".

Med øjeblikkelig virkning bliver 350 millioner af de i alt 3 milliarder libiske euro på italienske bankkonti frigivet.
Pengene har siden oprørets begyndelse være indefrosne i det italienske banksystem.
De 350 millioner euro vil den libiske overgangsregering blandt andet bruge til at betale de offentlige ansatte i landet, der ikke har fået løn i flere måneder.

Til gengæld får Italien lov til - som da aftalen med Gadaffi fungerede - at gentopage kontrollen med de libiske kyster og haven for at stoppe strømmen af immigranter fra Nordafrika med kurs mod Syditalien.
Italien fik også en tilkendegivelse af, at de italienske investeringer i Libyen er sikret også med den nye ledelse af landet.
Nogle håber ligefrem, at Libyen på et tidspunkt vil betale erstatning for italienske virksomheders tab under konflikten.

Færre håber endog også på, at Libyen en dag vil erstatte nogle af italienske værdier, som Gadaffi beslaglade, da han året efter sin magtovertagelse i landet i 1970 smed italienerne ud af Libyen.


Ingen tale om manglende anerkendelse

På de officielle foto fra mødet smiler både Berlusconi og Jibril, og under mødet talte man tilsyneladende ikke om Italiens sene anerkendelse af oprørerne.

Men det sigende for det aktuelle forhold mellem de to lande, at Jibril dagen før valgte først at mødes med Sarkozy i Paris. Som om den nye libiske ledelse vil understrege, at den tidligere kolonimagt Italien kun er en af fremtidige medspillere for landet.

Det antydes også, at Frankrig udover klart at have taget oprørerne side i den libyske sommer helt konkret under hele konflikten har haft kontakter om fremtidige investeringer i landet med oprørerne.

Til Italiens fordel - trods landets officielle mangel på klar stillingtagen i den libyske konflikt - taler den kendsgerning, at Ghedaffis tætte medarbejder Abdel Salam Jalloud flygtede til Rom med hjælp fra italiensk efterretningstjeneste.

-syl

Retur til
Politik <<


op /\

 


Copyright © 2000 - 2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano >>