Politik


Februar 2008

Bookmark and Share
3 millioner demonstrerede i Rom mod retten til at fyre
- Hvordan kan man forvente, at unge vil gifte sig og få børn, hvis de risikerer en dag at blive fyret? spørger Mariuccia.

Spørgsmålet om retten til at fyre er med i valgkampen 2006 >>


Eksempel

Min mand arbejdede i en Milano-virksomhed, der i 1995 fusionerede med et firma i Torino.

Som led i rekonstruktionen af virksomheden blev det besluttet at man skulle reducere antallet af medarbejdere i Milano med 400 personer.

Da man ikke kunne fyre disse medarbejdere, forsøgte man ved hjælp af konsulenter at genplacere dem.
Man gav ældre medarbejdere fordelagtige aftrædelsesordninger, og man havde individuelle aftrædelsesforhandlinger.

Mange valgte at forlade virksomheden med et års løn og den lovberettigede aftrædelse - 1 månedsløn for hvert års ansættelse.

Min mand fik som en af de sidste, da alternativet var at flytte til Torino, forhandlet sig frem til 3 års løn i aftrædelse.

8 mdr. efter han holdt op modtog han sin understøttelse: 30% af hans løn for 6 måneder.

Og resten er stilhed,
som man siger, for derefter er der intet at hente nogen steder.

Han har siden 1997 søgt over 1.000 stillinger - uden held og med under ti standard svarbreve.



Han har arbejdet sort - og er blevet snydt flere gange - som reklamekonsulent, men hvert år er der blevet en mindre del af kagen til ham.

I reklamebranchen arbejder unge talenter gratis i å
revis for blot at have udsigt til en betalt stilling.

Han har søgt om optagelse på kurser for arbejdsløse for at genuddanne sig, men ligeledes uden at modtage så meget som et svar på ansøgningerne.

Han har tilbudt sig som frivillig hos Kattens Værn, men de mente, han var for gammel!

I 2001 blev han alvorligt syg,
og har i dag en kronisk sygdom og nedsat hjertefunktion, men er ikke "invalid nok" til at søge invalidepension.

Han har indbetalt til pension i de 27 år, han har haft fast arbejde, men grænsen for pension er i dag 40 års indbetalinger i hans aldersgruppe (i 1992 var den 35 år).

Indtil han om 11 år fylder 60 (Hvis den aldersgrænse ikke bliver hævet) kan han ikke få hjælp nogen steder fra.

Gensidig forsørgerpligt
Hvis min mand var så naiv at henvende sig på det lokale social-kontor, ville beskede lyde, at han da kan bede sin familie om hjælp.

I Italien er man myndig som 18-årig som i Danmark, men familien har både op- og nedadgående evig forsørgerpligt.

Han må altså flytte hjem til mor og hendes pension, eller bede sin søster og hendes familie om hjælp.
Og vil de ikke give ham den, er det jo bare ærgerligt.

Artikel fra april 2002

De 3 millioner demonstranter på Circo Massimo lørdag den 23. marts var ikke alle reaktionære kommunister
, som regeringen påstår det, men derimod indbyggere i et land uden socialt sikkerhedsnet.

Det manglende sikkerhedsnet er en af å
rsagerne til, at regeringens arbejde med at ændre den af arbejdsgiverne så forhadte Artikel 18, skaber grobund for alt fra utilfredshed til terrormordet på regeringens arbejdsmarkedskonsultent tirsdag i Bologna.

Set fra Danmark virker det måske absurdt, at italienerne demonstrerer mod arbejdsgiverens ret til at fyre, fordi den ret ikke eksisterer i de Nordeuropæiske lande.

Men i Italien er situationen anderledes, for her er simpelthen ikke noget socialt sikkerhedsnet for folk uden arbejde.
Har du arbejde i Italien, har du alle garantier, har du ikke, har du ingen som helst garantier udover den offentlige sygesikring i tilfælde af sygdom. (Læs boks til venstre)

Gælder for et mindretal af virksomheder
Artikel 18
forbyder arbejdsgivere med flere end 15 ansatte at fyre medarbejdere uden grund.

I Italien har et stort flertal af virksomheder faktisk under 15 ansatte, og mange netop af på grund af Artikel 18.

Nogle arbejdsgivere foretrækker endda at operere med flere selskaber, der laver samme produktion, for ikke at komme over den magiske grænse.

Artikel 18 er i realiteten ophævet

Allerede i dag er der masser af muligheder for at omgå Artikel 18.
For få år siden blev midlertidige ansættelser og private arbejdsformidlinger gjort lovlige i Italien.

Begrundelsen var, at de midlertidige ansættelser skulle skabe flere nye faste job.

Men de virksomheder, der anvender midlertidige ansættelser, for eksempel de mange nye Call-centre for mobiltelefonselskaber, ansætter aldrig deres midlertidige medarbejder.
- Her er et billede af vores bedste medarbejder i sidste måned, fortalte lederen på et Call-Center i tv fredag.
- Må vi tale med ham, spurgte tv-journalisten.
- Nej, han er her ikke længere, hans kontrakt er udløbet.
- Jamen, når han nu var Jeres bedste medarbejdere?
- Ja, hans kontrakt var altså udløbet, var det lakoniske svar.

Få to på slaveløn for én gammel medarbejder

Berlusconis regering forsvarer afskaffelsen af Artikel 18 med løfter om mere fleksibilitet, mindre sort arbejde og flere ægte arbejdspladser.

De 3 millioner i Rom frygter derimod, at arbejdsgiverne logisk nok fyrer ældre medarbejdere, hvis anciennitet gør dem til dyre medarbejder i forhold til unge.

"Ung" i Italien betyder nemlig også veluddannede modne medarbejdere, for hernede kan man arbejde på en ungdomskontrakt indtil man bliver 32 år.


"Ung" løn til man fylder 32 år

Min veninde Elena har som "ung" 31-årig medarbejder 7.200 kroner udbetalt.

Hun har i 2 år været en veluddannet og værdsat medarbejder som web-designer i Milano, men hun ryger altså ud, når hun om 3 måneder fylder 32.

"Ungdoms-kontrakten" har altså heller ikke i Elenas tilfælde skabt en ny arbejdsplads, for selvfølgelig bliver hun erstattet af en ny medarbejder på en ny ungdomskontrakt.

Rige trods manglende fleksibilitet

Det italienske arbejdsmarked beskyldes for at være et af de mindst fleksible i Europa netop på grund af Artikel 18.


Ikke desto mindre er det alligevel lykkedes Italien at blive og fastholde positionen som verdens 6. største industrination.

Statistikken viser, at industriens arbejdsgivere i Italien har 40% færre udgifter end i Tyskland.


De samme italienske arbejdsgivere har også en gennemsnits-fortjeneste og en levestandard, der ligger langt over det man for eksempel kender til i Danmark.

Italien er et stærkt polariseret samfund, hvor få har for meget og mange har for lidt.
Også den kendsgerning er med til at skærpe debatten om Artikel 18.


Privilegier i stedet for rettigheder

Den italienske fordelingspolitik siden 2. Verdenskrig har ikke
som i Skandinavien arbejdet med at udligne forskelle, men har derimod bestået i en uddeling af privilegier, som gjorde de fleste tilfredse, da der var penge og ikke mindst arbejde nok.

Artikel 18 er i grunden blot et af disse privilegier, selv om nogle af demonstranterne i Rom talte nostalgisk om arbejderbevægelsens fortjenenester og solidaritet.

Som eksempel på andre privilegier kan nævnes, at Fiat-fabrikkerne med statens penge som en form for understøttelse - "Integrations-kassen" - kan sende tusinder af medarbejdere hjem, når fabrikken har få ordrer.

Et andet af de mange forskellige privilegier var skolelærernes pensionsalder.
Indtil pensionsreformen i begyndelsen af 1990'erne gik lærere på pension efter 23 års arbejde med 80% af deres slutløn som pension.
Disse og mange andre "gruppe-privilegier" illustrerer, hvordan man i Italien har en fundamentalt anderledes opfattelse af samfundet, end vi nordboere har det.

Vi taler om rettigheder for alle, mens italienerne siden Romertiden har opereret med disse privilegier.


Folkepension og socialhjælp uretfærdigt


- Hvordan kan man overhovedet forvente, at unge vil gifte sig og få børn, hvis de risikerer en dag at blive fyret, spørger Mariuccia på vores bar >> forarget, når vi taler om Artikel 18.

Hun og de andre pensionister ser retten til at fyre som en slags tilbagevenden til stenalderen for de ansatte.
De frygter simpelthen for deres børn og børnebørns fremtid.

Men det hindrer ikke dem og de fleste italienere i at finde det dybt amoralsk, at gamle mennesker, der ikke i deres arbejdsliv har været så heldige at have haft et fast regulært job
, i dag modtager en social folkepension på 2.800 kr.
(Berlusconi lovede 4.000 kr. til alle, men kun få med den sociale pension har trods løftet set denne forhøjelse, fordi loven er udstyret med omfattende begrænsninger, som regeringen ikke har reklameret med).

Når jeg fortæller, at man i Danmark udover folkepensionen (endnu!) altid er sikret bistandhjælp, så man ikke risikerer at være uden bolig og mad, ryster langt de fleste italienerne på hovedet af vores "naivitet".
De er overbeviste om, at bistandhjælp i Italien blot ville animere til snyd og bestikkelse.
En form for bistandshjælp vil for mange i Italien blot blive endnu en uretfærdighed.


Artikel 18 er værd at slås for


Italienerne har ikke den samme opfattelse af staten som alles beskytter, nærmest tværtimod.

Blandt andet derfor er Artikel 18 ikke blot en i grunden allerede forældet og omgået paragraf, men værd at tage til Rom for for millioner, og desværre også værd at myrde for for nogle ganske få.

-syl

Retur til
Politik <<



Andre artikler


Arbejdsmarkedet >>

Fakta om Italien >>

Privat socialt arbejde >>


Demonstrationer
og terrorisme
Mordet i Bologna den
19. marts 2002 på
regeringens
arbejdmarkedskonsulent Marco Biagi har skærpet debatten i Italien
voldsomt.


Berlusconi kalder under
et de 3 millioner
demonstranter for
kommunister.

Overordnet virker det som om centrum-højre fløjen opfatter lovlige demonstrationer som et ansalg mod demokratiet, i stedet for en demokratisk rettighed.
- Der er ikke langt fra
demonstrationer til
terroraktioner
, har
Forza Italias præsident for
provinsen Milano udtalt.

Berlusconi har dog selv annonceret en mod- demonstration i Rom i maj


Copyright © 2001-2008. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano